Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Fanatisk sekt tog magten i tysk by

De kalder sig “døbere” og forventer, at Jorden vil gå under påskedag 1534. Mens byboerne i Münster sulter og bliver pålagt flerkoneri, står den katolske biskop klar til at udslette dem alle.

Vanviddet bryder ud i slutningen af februar 1534. Medlemmerne af “Guds Menighed” trænger ind i Münsters kirker for at ødelægge al­tre­ne og alt andet inventar.

Kir­ke­bæn­ke og prædikestole bliver slået til pindebrænde og brændt. Også den tyske bys rådhus bliver raseret.

Dokumenter og arkiver bliver ø­de­lagt, for optegnelserne tjener intet formål længere. Hær­værks­mæn­de­ne er medlemmer af den radikale sekt dø­ber­be­væ­gel­sen, der vil forberede Münster på dommedag.

“Ud med jer! Gud er vågnet og vil straffe jer!”
Prædikanternes råb til Münsteranerne.

Den tomme domkirke vil de bruge som krudtfabrik, og de øvrige kirker skal fremover tjene som stenbrud. Gud har nemlig forlangt, at Münster gør bod – og dø­ber­ne ved hvordan.

Inden solopgang den 27. februar myldrer prædikanter gennem byens snoede gader, og mens sneen pisker dem i ansigtet, buldrer de på alle døre:

“Ud med jer! Gud er vågnet og vil straffe jer!”

Med hellebarder slår de dørene ind. Chokerede lader ind­byg­ger­ne sig genne gennem snestormen til dom­kir­ke­plad­sen, hvor andre prædikanter står klar.

“Knæl!” befaler de.

“Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”, gentager prædikanterne igen og igen i en se­an­ce, der strækker sig over flere dage.

Langtfra alle er indstillet på at vende deres gamle tro ryg­gen. Omkring en femtedel af byens ca. 10.000 o­ver­­ve­jen­de protestantiske indbyggere afviser døbernes krav om vok­­sen­­dåb, og de får et ultimatum: Forlad Münster om­gå­en­de, eller bliv henrettet.

Hovedparten af modstanderne er mænd. De instruerer deres koner i at blive tilbage og vogte hjemmet. Ingen reg­ner med, at døbernes rasen vil vare mere end et par uger.

“Ud med jer, gudløse skabninger!” Skældsordene hagler ned over de fordrevne münstera­nere, der med bange a­nel­ser går ud gennem byens porte uden andre ejendele end det tøj, de har på.

De fordrevne har efterladt deres familie samt alt, hvad de ejer af huse, varelager og penge.

© Shutterstock

Forhistorien: Luther gav husly til radikale protestanter

Munken Martin Luther udløste en revolution, da han i 1517 offentliggjorde sin kritik af den katolske kirkes moralske fallit og pavens frås.

Hans tanker vandt om­gående tilslutning og lokkede en strøm af ligesindede til byen Wittenberg, hvor Luther boede. Luther ville især ændre kirkelige forhold, men nogle af hans studerende ville have mere.

Én ville befri de tyske bønder fra adelens åg – resultatet blev blodige opstande. Andre ønskede radikale samfundsæn­dringer, fx prædikanten Bernhard Rothmann fra Münster.

Profet afskaffer den private ejendomsret

Den 15. marts 1534 Bag fordrivelsen af de “gudløse” står den 34-årige bager Jan Matthijs. Han stammer fra Holland, hvor han fik et religiøst kald. Gud har meddelt ham, at Jorden vil gå under pås­ke­dag 1534. Kun Münster bliver skånet.

Efter at samtlige af Münsters voksne borgere er døbt, udråber profeten Jan Matthijs byen til “Det Nye Jerusalem” – stedet, hvor Jesus Kristus vil vise sig og etablere det lyk­ke­li­ge tu­sind­års­ri­ge.

Tilfreds konstaterer profeten, at for hver for­dre­ven indbygger strømmer nye til: Små grupper af mænd og kvin­­der fra især Nederlandene, der følger Matthijs og vil leve i overensstemmelse med døbernes bud.

Inspireret af Jesu disciple, der delte alt, hvad de havde, ind­­fø­­rer Matthijs fælleseje. Ingen må længere eje noget – penge og smykker skal indleveres på rådhuset.

“Alt det, som kristne brødre og søstre ejer, tilhører os alle”, forklarer Matthijs. Fremover vil mad og klæder indgå i et fælles forråd, så ingen kommer til at lide nød.

Den katolske biskop hyrer en hær

Foråret 1534 Efter reformationen er Tyskland split­tet mellem katolikker og protestanter. Dø­ber­be­væ­gel­sen er deres fælles fjende, men de to tros­retninger kan ikke enes om at bekæmpe den.

Münsters katolske biskop, Franz von Waldeck, er en ganske fred­­som­­me­­lig mand, der frivilligt overlod Münster til pro­te­stan­ter­ne, da de fik flertallet i byrådet i 1533.

Men nu, hvor døberne har taget magten i hans by, ri­si­ke­rer Waldeck, at paven vil tage hans bispesæde fra ham.

"Gud er vred!"
Prædikanternes ildevarslende ord til byens beboere.

Wal­­deck er tvunget til at handle – han hyrer flere tu­sind krigs­­van­­te landsknægte, der begynder at anlægge befæs­tede stillinger rundt om byen.

Desværre er Waldecks midler begrænsede, og jævnligt kan han ikke betale den aftalte sold, så soldaterne truer med oprør.

Støtte fra regionens protestantiske fyrster kan Wal­­deck ikke regne med; de frygter, at han blot vil ­ero­bre Münster og gøre byen katolsk igen – for deres penge.

Hovedpersonerne

En ganske almindelig dag i døbernes by

Foråret 1534 Gud meddeler sig via åbenbaringer. Alle mandlige døbere kan få en besked, men de vigtigste kommer direkte til profeten Matthijs.

Gud tror tilsyneladende ikke på, at münsteranerne var helt ærlige, da de lod sig tvangsdøbe.

Profeten kalder derfor sine præ­di­kan­ter sammen; blandt dem er Bernhard Rothmann – manden, som året før udløste den religiøse vækkelse og siden har været døbernes ivrigste prædikant. Nu er han med til at samle byens mænd på domkirkepladsen.

“Gud er vred! Gud vil ikke have noget urent i byen Münster! Gud vil have et villigt folk, der priser hans navn”, råber prædikanterne og tvinger alle ned i støvet.

Med i flokken er tømreren Heinrich Gresbeck. Egentlig var han bare på besøg hos sin gamle mor, da døberne tog magten, så han valgte at blive i byen for at passe på hende.

Nu ligger Gresbeck med ansigtet i jorden og er dødsens bange for, at døberne vil hugge hovedet af ham.

Efter en time i frygt bliver alle kommanderet ind i kirken, hvor de skal lægge sig på knæ og bede om at få lov at blive i byen.

“Oh Fader, oh Fader, oh Fader! Forbarm Dig over os, og vær os nådig”, messer flokken. Efter tre timer er faren ovre – og alle kaster sig ud i en ekstatisk dans.

Indtil videre vil Gresbeck lade, som om han er en ret­tro­en­de døber, ligesom mange andre af byboerne. Men han er for­ar­get over de tilvandrede hollændere, der har slået sig ned i byen og overtaget de tomme huse.

Klassekamp i den tyske købstad

De fremadstræbende håndværkere blev holdt nede af Münsters overklasse. I be­gyndelsen af 1530’erne gik det galt.

I løbet af middelalderen blomstrede Münster op som en velhavende handelsby i den nordvestlige udkant af Det Tysk-Romerske Kejserrige.

Sin rigdom kunne byen takke det såkaldte Hanse-forbund for. Alliancen af hovedsageligt tyskebyer gav købmændene særlige privilegier. I Münster sad den rige overklasse af købmænd på magten i byrådet – til håndværkernes voksende frustration.

Under Luthers reformation gik de over til protestantismen og vandt så meget ind­flydelse, at de i 1533 fik flertal i byrådet. Katolikkerne affandt sig med de nye forhold, men snart skulle det vise sig, at mange ledende protestanter i det skjulte støttede den radikale døber­bevægelse (også kaldet anabaptister). Døberne inviterede deres forfulgte trosfæller fra Nederlandene til at bo i Münster.

I årene 1534-35 forsøgte en katolsk lejehær under biskop Franz von Waldeck flere gange at storme byen, men måtte give op pga. de stærke forsvarsværker, som Münster gennem århund­reder havde opbygget. Døberne rådede også over flere kanoner – 86 mod biskoppens 42.

Vermessungs- und Katasteramt Stadt Münster

Fæstningsby

Münster gik for at være en uindtagelig by: Den havde dobbelt voldgrav, en jordvold og 4 km bymur.

Byens madkammer

Alle byens huse havde ha­ver eller marker. Sådan fik indbyggerne en smule at spise under den lange belejring.

Domkirkepladsen

Domkirkepladsen blev omdøbt til “Zions Bjerg”. Her stod døberkongens trone, hvor han regerede og afsagde domme.

Profeten rider i døden

Påskedag 1534 Jan Matthijs havde forudsagt Jesu gen­komst den 5. april 1534. Men da påskedag op­rin­der, glimrer Guds søn ved sit fravær.

Nedslået må profeten Matthijs erkende, at hans åbenbaring om Jesu genkomst var forkert. Men bedst som han sidder ved middagsbordet med sin hustru Divara og sine nærmeste disciple, får han en ny åbenbaring: Gud ønsker, at han skal bryde biskop Waldecks belejring og befri byen.

“Oh kære Fader! Ikke hvad jeg vil, men hvad du ønsker”, messer Matthijs som i trance. Så rejser han sig fra bordet og giver højtideligt hånd til alle:

“Må Guds nåde være med jer”.

På sin hvide hest galoperer profeten ud ad byporten. Matthijs er ubevæbnet – og fuldt forvisset om, at Gud vil give ham beskyttelse i denne befrielsesmission.

Men de rå landsknægte gør kort proces. Foran Münsters mure hugger de ham i småstykker, sømmer hans kønsdele op på en af byens porte og sætter hans hoved på stage til skræk og advarsel for indbyggerne, der sidder forskræmte inde bag de beskyttende mure.

Disciplen Johan Bokelson tager magten

Den 8. april 1534 Efter Jan Matthijs’ uventede død står hans nærmeste discipel, Johan Bokelson, klar til at overtage rollen som profet. Men først skal han vinde indbyggerne for sig.

Fra naturens hånd er Johan Bokelson begavet med et til­træk­ken­de ydre, en stærk vilje og fremragende talegaver. Sidst­nævn­te får den 25-årige skræddersvend fra byen Leiden hårdt brug for i døbernes krisestund:

“Kære brødre og søstre! I skal ikke fortvivle over, at vores pro­fet Jan Matthijs er død. Det var Guds vilje, at han skulle dø. Hans tid var kommet. Men Gud har givet jer en profet, som er endnu mægtigere og endnu mere hellig!”

Opsat på at sikre magten opløser den selvbevidste Bokelson byrådet og indsætter i stedet et ældsteråd med 12 fremtrædende døbere som medlemmer.

Desuden skær­per han loven: Enhver, der kommer under mistanke for at sam­ar­bej­de med Antikrist – i skikkelse af biskoppen – ri­si­ke­rer at blive henrettet. Dødsstraffen gælder også for tyveri, løgn­­ag­tig­hed og ulydighed over for Gud.

Byens nye hersker indfører ved samme lejlighed et striks sy­stem af tvangsarbejde: Alle skal pukle for føden og bidrage til fællesskabet, både civilt og militært.

I bestræbelserne på at udviske de sociale skel giver han også ordre til, at ind­byg­ger­ne fremover skal gå klædt i enkelt tøj, så ingen skiller sig ud fra mængden.

Hille vil lokke biskoppen i en honningfælde

Den 16. juni 1534 En af de menige døbere, Hille Feicken, har udtænkt en grum plan. Hun vil for­­fø­re den dameglade biskop Waldeck, dræ­be ham og bryde belejringen af Münster.

Den unge Hille Feicken fra Holland er kommet til Münster sam­men med sin mand, Psalmus, for at slutte sig til dø­ber­­be­væ­gel­sen. Hver dag arbejder hun ved bymuren, så den bli­ver stærkere og kan modstå biskoppens landsknægte.

“Hen­des sandaler fangede hans blik, hendes skønhed holdt ham fangen, sværdet gik gennem hans hals.”
Judits bog, kap. 16, vers 9

Men måske er det muligt at komme fjenden i forkøbet – ved at dræbe ham, funderer hun.

Hun er nemlig kommet i tan­ke om en beretning fra Det gamle tes­tamente, hvori jødinden Judit redder Israel ved at snige sig ind i ba­by­lo­­nier­nes lejr og forføre den brutale general Holofernes (Judits bog, kap. 16, vers 7-9):

“Hun salvede sit ansigt med olie, bandt håret op under en turban og tog en linneddragt på for at besnære ham. Hen­des sandaler fangede hans blik, hendes skønhed holdt ham fangen, sværdet gik gennem hans hals”.

Hille føler sig kaldet til at frelse Münster, og ligesom Judit ved hun, hvordan hun skal bære sig ad. Tidligt om mor­ge­nen og med ældsterådets velsignelse sniger hun sig ud af byen for at opsøge Waldeck i hans lejr.

At biskoppen er alt andet end kysk, ved alle på egnen.

Men i modsætning til Judit slipper den modige Hille ikke hel­digt fra attentatet. Biskoppen aner uråd, og Hille bliver taget til fange.

Under tortur indrømmer hun sine onde hen­sig­ter, og Waldeck beordrer hende halshugget. Ef­ter­føl­gen­de bliver hun lagt på hjul og stejle, så münsteranerne ikke kan undgå at se hendes mishandlede lig.

Profeten indfører flerkoneri

Den 23. juli 1534 Kønsbalancen i Münster er helt skæv: Ca. 2.000 voksne mænd og omkring 6.000 kvinder. Denne ubalance vil profeten Bokelson rette op på. Han indfører flerkoneri.

“Formér jer og bliv mange”, forkynder Johan Bokelson med et citat fra 1. Mosebog i Det gamle testamente.

Med de ord indfører han flerkoneri og slår fast, at jo flere kvin­der en mand tager, jo mere kristen er han. Polygami er Guds vilje, insisterer han og henviser til kong David, der ifølge Biblen havde adskillige hustruer.

Selv går Bokelson foran med et godt eksempel og an­skaf­fer sig et helt harem: Han gifter sig med i alt 16 kvinder – en af dem er den afdøde profet Matthijs’ 23-årige enke, Divara, som han ophøjer til sin førstehustru.

De øvrige i flok­ken er kønne piger fortrinsvis i teenagealderen. Johan Bokelson bestemmer, at ingen kvinde kan modsætte sig ægteskab – heller ikke hvis hun allerede er gift med en mand, der er fordrevet fra byen.

Biskop Waldeck havde placeret sine 8.000 mand hele vejen rundt om Münster.

© The picture art collection/Alamy

Kvinderne – også byens nonner – har pligt til at indgå ægteskab. Hvis en kvin­de modsætter sig, skal hun spærres inde i et kloster, hvor prædikanter vil forsøge at bringe hende på bedre tan­ker. Nægter hun fortsat, skal hun straffes med døden.

Officielt tjener den nye bestemmelse kun et eneste for­mål – formering – men tilladelsen til flerkoneri udløser kaos i Münster: Mændene halser fra hus til hus for at samle kvin­der sammen, og selv piger helt ned til 11-årsalderen er ja­get vildt.

Resultatet er stribevis af voldtægter, og flere af pi­ger­ne dør efter de voksne mænds overgreb.

I talrige hjem hersker der en ond stemning. Skinsygt må kvin­der se deres stuer og sovekammer invaderet af to, tre eller flere rivalinder, som deres mand har bragt med hjem.

Hjemme hos profeten Bokelson er samlivet dog sat i system: Hans 16 koner har deres navne på små tavler.

Når sen­ge­ti­den nærmer sig, skubber profeten den udvalgtes navn frem. Har hun ikke lyst, kan hun pege på en anden, der til gen­gæld ikke kan undslå sig for en nat med profeten.

Den utilfredse smed forsøger et kup

Den 30. juli 1534 Ikke kun kvinderne er imod fler­ko­ne­ri, også mange af mændene er oprørte over den syndige befaling. Hidtil har de affundet sig med døbernes idéer, nu rotter de sig sammen.

Smeden Heinrich Mollenhecke har fået nok. I hans øjne er fler­ko­ne­ri fuldstændig ugudeligt – og han længes tilbage til tiden, før døberne vendte hans by på hovedet.

“Oh Gud i Himlen. Stig herned, og gør op med den store uret, som finder sted i denne by. Og straf dem, der for­år­sa­ger uretten”, lyder hans aftenbøn. I al hemmelighed samler sme­den de mænd, som han ved begræder det moralske for­dærv.

De udtænker et komplot mod Bokelson og hans høj­re hånd, borgmester Bernd Knipperdolling. Oprørernes plan er at vælte bystyret og sørge for, at Münster kommer til­ba­ge på biskoppens hænder.

Natten til den 30. juli tager Mollenhecke og 46 med­sam­men­svor­ne profeten og borgmesteren til fange og forskanser sig i rådhusets kælder, hvor døberne gemmer et stort forråd af mad og god vin i tønder.

Hurtigt bliver bygningen omringet af loyale døbere, der be­gyn­der at skyde mod murene. I kugleregnen vakler kup­ma­ger­ne og åbner en tønde vin for at genvinde modet.

Men anspændelse og søvnmangel blandet med alkohol er en farlig cocktail. Kupmagerne bliver fulde og lader til slut fan­­­­ger­­ne gå. I de følgende dage bliver de alle henrettet og deres lig smidt i en massegrav.

Biskoppen angriber døbernes rige

Den 31. august 1534 Omsider har biskop Waldeck få­et hjælp fra de protestantiske fyrster. Hæren tæl­­ler nu 8.000 landsknægte, som står klar til at overvinde byens forsvarsanlæg.

Før daggry indleder biskoppens hær et bombardement af by­mu­ren, men forsvarsanlægget er stærkt, og de tunge sten­kug­ler gør ikke megen skade.

Så stormer landsknæg­tene frem mod seks af Münsters porte, hvor de bliver mødt af frygtløse døbere, der fra toppen af bymuren tager kampen op med de krigsvante soldater.

“Kære brødre, vores Gud er stærk. Han har hjulpet os. Lad os nu være glade, lad os takke vor Fader.”
Johan Bokelson til døberne efter biskop Waldecks nederlag.

Døberne hælder kogende vand ned over fjenderne, kaster med kampesten og affyrer kanoner, der er placeret i byens kirketårne.

Højt til hest overvåger Johan Bokelson slagets gang og ud­stik­ker ordrer. Han viser sig at være den fødte feltherre, og da slaget er omme, ligger 2.000 landsknægte døde tilbage, og hundreder af Waldecks soldater har valgt at skifte side.

I biskoppens lejr bryder mytteriet ud. Mange af lands­knæg­te­ne vælger at forlade ham, så hæren bliver halveret. Bi­skop­pen råder nu over færre end 4.000 mand.

Inde i Münster er jubelen til gengæld stor. Døberne har net­op slået en overtallig og krigsvant fjende.

“Kære brødre, vores Gud er stærk. Han har hjulpet os. Lad os nu være glade, lad os takke vor Fader”, opfordrer Bokelson sine bysbørn. Taknemmelige begynder alle at danse i ekstase – Gud er med dem

Gud udnævner døbernes konge

September 1534 En af byens guldsmede har i en å­ben­ba­ring set, at Johan Bokelson skal være konge af “Det Nye Jerusalem”. Forunderligt nok har pro­fe­ten fået samme guddommelige besked.

Samtlige medlemmer af ældsterådet udråber profeten Bokelson til enevældig konge over Døberriget. Højtideligt lader kong Johan sig krone og udnævner sin førstehustru, Divara, til dronning.

Begge ifører de sig tunge guldkroner med indfattede ædelsten – fremstillet af de omsmeltede smyk­ker, som indbyggerne i sin tid fik konfiskeret.

Kongen afsætter ældsterådet, udpeger borgmester Bernd Knip­per­dol­ling til statholder og etablerer et hof med tje­­ne­re og livvagter, der alle går klædt i fløjl og det pureste sil­ke – stoffer, som Bokelson hidtil har bandlyst.

På domkirkepladsen, som nu hedder “Zions Bjerg”, lader den nykronede majestæt en silkepyntet trone opstille, hvor han holder hof med et scepter i hånden, tykke guldringe på fing­re­ne og gyldne kæder om halsen.

Fra sin trone udsteder han ordrer og dømmer i retssager. Stat­­hol­­der Knipperdolling skal være hans “sværdbærer”, der gennemfører henrettelserne – hvis ikke kongen selv ta­ger det tunge skarprettersværd i hænderne.

Jan Bokelson var oprindeligt skrædder. I 1534 blev han konge af Münster – og spottet i hele Europa som “skrædderkonge”.

© The Picture Art Collection/Alamy

Alvorlig hungersnød bryder ud

Den 26. april 1535 I flere måneder har biskop Waldeck haft held til at stoppe alle forsyninger til Münster. Døberne skal sultes til overgivelse.

Samtlige køer er slagtet, alle heste spist, korn­kam­re­ne står gabende tomme, og der er ikke så meget som en humpel tørt brød at dele ud til de ud­mag­re­de borgere. En del er døde af sult, andre har svært ved at gå.

“Enhver, der stadig har føde, skal dele med sin bror”, tordner døberkongen og kommanderer sine folk ud for at endevende alle hjem endnu en gang for at beslaglægge de sidste krummer – en hånd­fuld salt, et drys mel, hvad som helst.

“Hvis nogen har stukket noget til side til sig selv, skal de straffes med døden”, advarer Johan Bokelson, der ikke selv lider nød. Forudseende har han beordret sine tjenestefolk til at fylde sin kælder med vin, øl, korn og saltet kød.

“Gud har gjort mig til konge. Jeg har ret til at bære gyld­ne kæder, og jeg behøver ikke at spørge nogen om lov.”
Johan Bokelson.

Mens han og hans hof smovser i god mad, er byens borgere så desperate, at de skraber kal­ken af kirkemurene og blander den med vand til en mælkeagtig grød.

De kaster sig over hun­de, katte, rotter, mus, frøer, snegle – alt le­ven­de sætter de til livs. Græs og mos, selv en gammel sko kommer på tallerkenen, og i takt med at fle­re og flere bukker under for sulten, indser kongen, at han er nødt til at gribe ind:

Han beordrer de “unyttigt spisende” – kvinder, gamle og mere end 1.000 småbørn – ud af Døberriget.

De bliver drevet gennem byporten, men hjælp fra bi­skop­pen får de ikke. Han mistænker de fordrevne for at væ­re inficeret med døbertanker og vil ikke slippe dem ind i sin lejr.

I stedet sulter de ihjel i ingenmandsland. Tilbage i Münster er nu kun kongen, hans hof og knap 2.000 våbenføre mænd samt udvalgte koner.

Målningar av Jesus som återvänder på domens dag har förekommit inom kristendomen sedan medeltiden.

© Shutterstock

Jordens undergang er effektiv reklame

Ifølge kristendommen vil de rettroende på dommens dag komme i Himlen, alle andre ender i Helvede.

Evangelisten Matthæus beretter, at Jesus på den yderste dag vil optræde som dommer over menneskene, mens Jorden går under. Derfor forberedte døberne i Münster sig på dommedag.Jan Matthijs, kaldet “Guds sendebud”, forudså, at Jordens undergang ville indtræffe påskedag år 1534.

Rent salgspsykologisk begik Matthijs en genistreg ved at sætte sin menighed under pres, så de rettroende i al hast omdannede Münster til “Det Nye Jerusalem”. Men dommens dag udeblev, og dermed havde Jan Matthys et forklaringsproblem, der i sidste ende kostede ham livet.

Hans skæbne har dog ikke afskrækket kolleger i andre trossamfund, for en spådom om Jordens snarlige undergang har vist sig effektiv i markedføringen af nye trosretninger eller en ny bog.

Fem forudsigelser

  • Døberne: Påskedag 1534 og 1535

    I 1500-tallets begyndelse regnede europæerne fast med, at dommedag var nær. Pestudbrud, mærkelige skyformationer, misvækst og andre fænomener blev set som varsler. I første omgang lagde dø­berne sig fast på påskedag 1534, men datoen måtte flyttes til året efter.

  • William Miller: Den 21. marts 1844

    Den amerikanske prædikant William Miller forkyndte i 1818, at han på baggrund af Biblen havde beregnet tidspunktet for Jordens undergang. En million fulgte ham og forærede al deres ejendom bort. Siden forklarede han, at han havde taget fejl. Herpå grundlagde hans følgere tros­samfundet adventisterne.

  • Jehovas Vidner: 1874 (første gang)

    Trossamfundets grundlægger Charles Taze Russell meddelte, at Herrens år ville komme i 1874, men det skete ikke. Derfor blev tidspunktet flyttet til 1878, 1881, 1910 og så videre. Seneste termin var 1984.

  • Mormonerne: 1891

    Grundlæggeren af mormonkirken, Joseph Smith, spåede i 1835, at “Herrens komme er nær, der vil gå 56 år endnu”.

  • Michael Drosnin: 2012

    Den amerikanske forfatter udgav “The Bible Code” (1997), hvori han hævdede at have fundet et upå­agtet budskab i Mosebøgerne (Det gamle testamente):En komet ville udslette Jorden i 2012. Bogen blev en international bestseller, men Jorden gik ikke under. “Min bog er ingen krystalkugle”, sagde Drosnin under et pressemøde i 2015.

Utilfreds hustru mister hovedet

Den 12. juni 1535 Kløften mellem konge og folk er af­grunds­dyb. Hoffets medlemmer span­kulerer vel­næ­re­de rundt, mens sulten i byen vokser.

Elisabeth Wandscherer, en af kongens 16 hustruer, skam­mer sig. Det kan umuligt være Guds vilje, at undersåtterne lider, mens de kongelige lever i luksus, tænker hun. Mart­ret af dårlig samvittighed tager hun alle sine dyre smykker af og trygler Bokelson om at gøre det samme.

“Gud har gjort mig til konge. Jeg har ret til at bære gyld­ne kæder, og jeg behøver ikke at spørge nogen om lov”, af­fær­di­ger kongen hende.

Opgivende beder Elisabeth om tilladelse til at forlade Dø­ber­ri­get, men får afslag. Rasende over hustruens il­loy­a­li­tet dømmer han hende til døden.

Ved den offentlige hen­ret­tel­se på “Zions Bjerg” hugger han hovedet af Elisabeth.

“Det er Guds vilje!” erklærer kong Johan og giver tegn til sine musikanter. Jublende tager tilskuerne hinanden i hån­den og danser rundt om den livsløse krop.

Tømreren Gresbeck har skiftet side

Den 24. juni 1535 For en måned siden lykkedes det Heinrich Gresbeck at flygte fra byen. Biskoppen skå­ne­de hans liv, for tømreren har vigtig viden om Münsters forsvar. Nu fører han hæren ind i byen.

Skjult af den blæksorte nat svømmer Heinrich Gresbeck over voldgraven hen til en byport, som han ved er dårligt be­­vog­­tet. Om livet har han en snor bundet til en træbro, der flyder i vandet efter ham.

Da han er kravlet i land, sæt­ter han broen på plads, og øjeblikket efter stormer lands­knæg­te­ne over. Byens vagter sover, så soldaterne kan ile fra hus til hus og slå de mandlige indbyggere ihjel uden nåde.

Alarmeret af rædselsskrig vågner Münster endelig op til dåd og forsøger at slå fjenden tilbage. Natten igennem ud­spil­ler blodige kampe sig i gaderne, men de udsultede by­bo­er har ikke en jordisk chance mod landsknægtene.

Da morgenen gryr, er ca. 600 münsteranere dræbt, resten har overgivet sig til biskoppens tropper. Blandt fan­ger­ne er kongen, “sværdbæreren” Bernd Knip­per­dol­ling, og Bernd Krechting, der var medlem af ældsterådet.

Stort set alle mandlige indbyggere samt dronning Divara bliver henrettet, mens byens kvinder kan nøjes med at af­svær­ge sig døbertroen og flytte væk.

I forvirringen slipper den rabiate prædikant Bernhard Rothmann væk. Nogle mener, at han siden blev set i Rostock.

Døberburene kom op i 1536, og selvom kirken blev bygget om, hænger de der endnu.

© Shutterstock & Staatsarchiv Münster/AKG-Images

Burene hænger stadig på spiret

Münster har været strengt katolsk siden blodbadet i 1535, og byen håner fortsat døberbevægelsen.

Som en brutal påmindelse om henrettelserne af de tre ledende Münster-døbere i januar 1536 hænger deres bure den dag i dag på Sankt Lamberti-kirkens spir på Prinzipalmarkt i byens hjerte – på trods af at kirketårnet flere gange er bygget om og renoveret.

På grund af forfald blev det oprindelige spir i slutningen af 1800-tallet revet ned og erstattet af et nyt, højere kirketårn, hvor burene i 1898 atter fik deres plads. Ved et britisk bombeangreb under 2. verdenskrig ramte en fuldtræffer kirketårnet i 1944.

Fire år senere var kirken sat i stand, og de tre bure hængt op igen. I 1987 besluttede menigheden at installere glødepærer i burene, som lyste svagt til minde om de tre fortabte sjæle.

Men ikke alle byens indbyggere er lige begejstrede for burene: Kritikerne mener, at den demonstrative fremvisning af religiøst begrundet grusomhed ikke hører hjemme i en moderne og tolerant universitetsby som Münster med stude­rende fra hele verden.

Tilhængerne mener, at burene tjener som en påmindelse om, hvad der sker, når man gør oprør mod samfundets orden. Hvert år den 25. juni holder byen en messe for at takke Gud for “befrielsen fra døbernes rædselsregime”.

Tre fanger bliver flået levende

Den 22. januar 1536 Efter et halvt år med forhør og tortur bliver døberkongen og to af hans håndgangne mænd ført til skafottet i Münster.

Biskop Waldeck og en stor menneskeskare ser tavst til, mens bødlerne binder de tre dødsdømte døber­ledere til pæle foran rådhuset. Med glødende jern brænder bødlerne mæn­de­nes kroppe, så en gennemtrængende stank af svit­set kød bølger gennem luften og river de hævngerrige til­sku­e­re i næsen.

Tavst udholder døberkongen sine pinsler, mens Knipperdolling og Krechting brøler af smerte.

“Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”, messer den af­sat­te døberkonge, mens torturen står på.

Med glohede tænger flår bødlerne kødet af mændenes knog­ler, og da de efter et par timers mishandling er mere døde end levende, får de trukket tungen ud med en tang. U­mid­del­bart efter borer bødlerne en dolk i deres hjerter.

Så bliver de tre lig båret til Sankt Lamberti-kirken og pla­ce­ret i jernbure, som en smed har fremstillet til lejligheden. Bu­re­ne måler hver især knap to meter i højden og vejer godt 200 kilo.

Med reb hejser biskoppens mænd burene op i kirkespiret – i det øverste af dem befinder dø­ber­kon­gens lemlæstede, afsjælede legeme sig.

De mænd, der gennem halvandet år holdt Münster i et jern­greb, er nu udstillet til skræk og advarsel. Snart kredser rav­ne­ne om burene og hakker i kroppene. Tor­tur­in­stru­men­ter­ne bliver siden udstillet på Münsters bymuseum.

EFTERSKRIFT:

Efter 1536 fandtes der fortsat små dø­ber­­me­nig­he­der i Holland og Tyskland, som præ­di­kan­ten Menno Simons samlede. De troende kaldte sig nu men­no­nit­ter, levede isoleret og forkastede vold.

Men o­ver­alt blev døberne betragtet som en trussel og forfulgt. Sidst i 1500-tallet fik mennonitterne lov at praktisere frit i Holland, enkelte byer i Tyskland samt i Frederiksstad i Sles­vig. Imens fortsatte den brutale forfølgelse i resten af Europa.

Fra 1700-tallet udvandrede men­no­nit­ter­ne derfor i stort tal til Nord- og Sydamerika, hvor nogle af dem dannede nye trossamfund, bl.a. amish. På verdensplan findes der i dag ca. 1,3 millioner mennonitter.

Læs også:

Reformationen

Reformationen skabte nutidens Europa

10 minutter
Reformationen

Reformationen satte Europa i flammer

6 minutter
Reformationen

Efter Reformationen: Hellig krig hærgede Europa

14 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul