Vanviddet bryder ud i slutningen af februar 1534. Medlemmerne af “Guds Menighed” trænger ind i Münsters kirker for at ødelægge altrene og alt andet inventar.
Kirkebænke og prædikestole bliver slået til pindebrænde og brændt. Også den tyske bys rådhus bliver raseret.
Dokumenter og arkiver bliver ødelagt, for optegnelserne tjener intet formål længere. Hærværksmændene er medlemmer af den radikale sekt døberbevægelsen, der vil forberede Münster på dommedag.
“Ud med jer! Gud er vågnet og vil straffe jer!” Prædikanternes råb til Münsteranerne.
Den tomme domkirke vil de bruge som krudtfabrik, og de øvrige kirker skal fremover tjene som stenbrud. Gud har nemlig forlangt, at Münster gør bod – og døberne ved hvordan.
Inden solopgang den 27. februar myldrer prædikanter gennem byens snoede gader, og mens sneen pisker dem i ansigtet, buldrer de på alle døre:
“Ud med jer! Gud er vågnet og vil straffe jer!”
Med hellebarder slår de dørene ind. Chokerede lader indbyggerne sig genne gennem snestormen til domkirkepladsen, hvor andre prædikanter står klar.
“Knæl!” befaler de.
“Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”, gentager prædikanterne igen og igen i en seance, der strækker sig over flere dage.
Langtfra alle er indstillet på at vende deres gamle tro ryggen. Omkring en femtedel af byens ca. 10.000 overvejende protestantiske indbyggere afviser døbernes krav om voksendåb, og de får et ultimatum: Forlad Münster omgående, eller bliv henrettet.
Hovedparten af modstanderne er mænd. De instruerer deres koner i at blive tilbage og vogte hjemmet. Ingen regner med, at døbernes rasen vil vare mere end et par uger.
“Ud med jer, gudløse skabninger!” Skældsordene hagler ned over de fordrevne münsteranere, der med bange anelser går ud gennem byens porte uden andre ejendele end det tøj, de har på.
De fordrevne har efterladt deres familie samt alt, hvad de ejer af huse, varelager og penge.

Forhistorien: Luther gav husly til radikale protestanter
Munken Martin Luther udløste en revolution, da han i 1517 offentliggjorde sin kritik af den katolske kirkes moralske fallit og pavens frås.
Hans tanker vandt omgående tilslutning og lokkede en strøm af ligesindede til byen Wittenberg, hvor Luther boede. Luther ville især ændre kirkelige forhold, men nogle af hans studerende ville have mere.
Én ville befri de tyske bønder fra adelens åg – resultatet blev blodige opstande. Andre ønskede radikale samfundsændringer, fx prædikanten Bernhard Rothmann fra Münster.
Profet afskaffer den private ejendomsret
Den 15. marts 1534 Bag fordrivelsen af de “gudløse” står den 34-årige bager Jan Matthijs. Han stammer fra Holland, hvor han fik et religiøst kald. Gud har meddelt ham, at Jorden vil gå under påskedag 1534. Kun Münster bliver skånet.
Efter at samtlige af Münsters voksne borgere er døbt, udråber profeten Jan Matthijs byen til “Det Nye Jerusalem” – stedet, hvor Jesus Kristus vil vise sig og etablere det lykkelige tusindårsrige.
Tilfreds konstaterer profeten, at for hver fordreven indbygger strømmer nye til: Små grupper af mænd og kvinder fra især Nederlandene, der følger Matthijs og vil leve i overensstemmelse med døbernes bud.
Inspireret af Jesu disciple, der delte alt, hvad de havde, indfører Matthijs fælleseje. Ingen må længere eje noget – penge og smykker skal indleveres på rådhuset.
“Alt det, som kristne brødre og søstre ejer, tilhører os alle”, forklarer Matthijs. Fremover vil mad og klæder indgå i et fælles forråd, så ingen kommer til at lide nød.
Den katolske biskop hyrer en hær
Foråret 1534 Efter reformationen er Tyskland splittet mellem katolikker og protestanter. Døberbevægelsen er deres fælles fjende, men de to trosretninger kan ikke enes om at bekæmpe den.
Münsters katolske biskop, Franz von Waldeck, er en ganske fredsommelig mand, der frivilligt overlod Münster til protestanterne, da de fik flertallet i byrådet i 1533.
Men nu, hvor døberne har taget magten i hans by, risikerer Waldeck, at paven vil tage hans bispesæde fra ham.
"Gud er vred!" Prædikanternes ildevarslende ord til byens beboere.
Waldeck er tvunget til at handle – han hyrer flere tusind krigsvante landsknægte, der begynder at anlægge befæstede stillinger rundt om byen.
Desværre er Waldecks midler begrænsede, og jævnligt kan han ikke betale den aftalte sold, så soldaterne truer med oprør.
Støtte fra regionens protestantiske fyrster kan Waldeck ikke regne med; de frygter, at han blot vil erobre Münster og gøre byen katolsk igen – for deres penge.
Hovedpersonerne

Byens radikale søn
Bernhard Rothmann (1495-?)
Katolikkerne i Münster så Bernhard Rothmann som en lysende begavelse og bekostede hans teologiuddannelse i Köln. I stedet pjækkede han for at besøge Luther. Rothmann vendte hjem som radikal protestant og holdt flammende prædikener, som folk kom langvejs fra for at høre – bl.a. Johan Bokelson fra Holland.

Den nysgerrige gæst
Johan Bokelson (1509-1536)
Oprindeligt var Johan Bokelson (eller Jan van Leiden) skrædder, men efter et giftermål drev han sin svigerfars havneknejpe med tilhørende bordel i Amsterdam. Efter besøget i Münster mødte Bokelson døberlederen Jan Matthijs.

Profeten fra Holland
Jan Matthijs (1500-1534)
Som 20-årig gik Matthijs ind i døberbevægelsen i Amsterdam. Han fik en fremtrædende position og døbte tusinder, der kaldte ham “Guds sendebud”. Fra Bokelson hørte han om Münster, som døberne kunne overtage. Matthijs blev den første leder.

Dronning af Münster
Divara van Haarlem (1511-1535)
Sammen med Bokelson drog Matthijs til Münster i 1534. Kone og barn lod han blive hjemme i Holland. I stedet tog han bryggerdatteren Divara med sig. Efter Matthijs’ død i 1534 giftede Divara sig med Johan Bokelson og blev hans førstekone i et harem med i alt 16 kvinder.

Biskoppen med de mange børn skulle befri Münster
Franz von Waldeck (1491-1553)
Den katolske biskop i Münster, Franz von Waldeck, kendte alt til kødets lyst – han fik otte børn med sin elskerinde. Han havde sympati for Luthers tanker og gjorde intet for at stoppe de fremstormende protestanter, der i 1533 fik flertal i Münsters byråd. I stedet valgte den godmodige biskop at forlade sit sæde i byen. Først da de hollandske døbere tog magten i Münster, var Waldeck tvunget til at handle. Han hyrede en hær af landsknægte og indledte en belejring. Soldaterne måtte biskoppen i perioder selv betale, og han døde som en fattig mand. Til gengæld har Münster været strengt katolsk siden døbernes nederlag i 1535.
En ganske almindelig dag i døbernes by
Foråret 1534 Gud meddeler sig via åbenbaringer. Alle mandlige døbere kan få en besked, men de vigtigste kommer direkte til profeten Matthijs.
Gud tror tilsyneladende ikke på, at münsteranerne var helt ærlige, da de lod sig tvangsdøbe.
Profeten kalder derfor sine prædikanter sammen; blandt dem er Bernhard Rothmann – manden, som året før udløste den religiøse vækkelse og siden har været døbernes ivrigste prædikant. Nu er han med til at samle byens mænd på domkirkepladsen.
“Gud er vred! Gud vil ikke have noget urent i byen Münster! Gud vil have et villigt folk, der priser hans navn”, råber prædikanterne og tvinger alle ned i støvet.
Med i flokken er tømreren Heinrich Gresbeck. Egentlig var han bare på besøg hos sin gamle mor, da døberne tog magten, så han valgte at blive i byen for at passe på hende.
Nu ligger Gresbeck med ansigtet i jorden og er dødsens bange for, at døberne vil hugge hovedet af ham.
Efter en time i frygt bliver alle kommanderet ind i kirken, hvor de skal lægge sig på knæ og bede om at få lov at blive i byen.
“Oh Fader, oh Fader, oh Fader! Forbarm Dig over os, og vær os nådig”, messer flokken. Efter tre timer er faren ovre – og alle kaster sig ud i en ekstatisk dans.
Indtil videre vil Gresbeck lade, som om han er en rettroende døber, ligesom mange andre af byboerne. Men han er forarget over de tilvandrede hollændere, der har slået sig ned i byen og overtaget de tomme huse.
Klassekamp i den tyske købstad
De fremadstræbende håndværkere blev holdt nede af Münsters overklasse. I begyndelsen af 1530’erne gik det galt.
I løbet af middelalderen blomstrede Münster op som en velhavende handelsby i den nordvestlige udkant af Det Tysk-Romerske Kejserrige.
Sin rigdom kunne byen takke det såkaldte Hanse-forbund for. Alliancen af hovedsageligt tyskebyer gav købmændene særlige privilegier. I Münster sad den rige overklasse af købmænd på magten i byrådet – til håndværkernes voksende frustration.
Under Luthers reformation gik de over til protestantismen og vandt så meget indflydelse, at de i 1533 fik flertal i byrådet. Katolikkerne affandt sig med de nye forhold, men snart skulle det vise sig, at mange ledende protestanter i det skjulte støttede den radikale døberbevægelse (også kaldet anabaptister). Døberne inviterede deres forfulgte trosfæller fra Nederlandene til at bo i Münster.




I årene 1534-35 forsøgte en katolsk lejehær under biskop Franz von Waldeck flere gange at storme byen, men måtte give op pga. de stærke forsvarsværker, som Münster gennem århundreder havde opbygget. Døberne rådede også over flere kanoner – 86 mod biskoppens 42.
Fæstningsby
Münster gik for at være en uindtagelig by: Den havde dobbelt voldgrav, en jordvold og 4 km bymur.
Byens madkammer
Alle byens huse havde haver eller marker. Sådan fik indbyggerne en smule at spise under den lange belejring.
Domkirkepladsen
Domkirkepladsen blev omdøbt til “Zions Bjerg”. Her stod døberkongens trone, hvor han regerede og afsagde domme.
Profeten rider i døden
Påskedag 1534 Jan Matthijs havde forudsagt Jesu genkomst den 5. april 1534. Men da påskedag oprinder, glimrer Guds søn ved sit fravær.
Nedslået må profeten Matthijs erkende, at hans åbenbaring om Jesu genkomst var forkert. Men bedst som han sidder ved middagsbordet med sin hustru Divara og sine nærmeste disciple, får han en ny åbenbaring: Gud ønsker, at han skal bryde biskop Waldecks belejring og befri byen.
“Oh kære Fader! Ikke hvad jeg vil, men hvad du ønsker”, messer Matthijs som i trance. Så rejser han sig fra bordet og giver højtideligt hånd til alle:
“Må Guds nåde være med jer”.
På sin hvide hest galoperer profeten ud ad byporten. Matthijs er ubevæbnet – og fuldt forvisset om, at Gud vil give ham beskyttelse i denne befrielsesmission.
Men de rå landsknægte gør kort proces. Foran Münsters mure hugger de ham i småstykker, sømmer hans kønsdele op på en af byens porte og sætter hans hoved på stage til skræk og advarsel for indbyggerne, der sidder forskræmte inde bag de beskyttende mure.
Disciplen Johan Bokelson tager magten
Den 8. april 1534 Efter Jan Matthijs’ uventede død står hans nærmeste discipel, Johan Bokelson, klar til at overtage rollen som profet. Men først skal han vinde indbyggerne for sig.
Fra naturens hånd er Johan Bokelson begavet med et tiltrækkende ydre, en stærk vilje og fremragende talegaver. Sidstnævnte får den 25-årige skræddersvend fra byen Leiden hårdt brug for i døbernes krisestund:
“Kære brødre og søstre! I skal ikke fortvivle over, at vores profet Jan Matthijs er død. Det var Guds vilje, at han skulle dø. Hans tid var kommet. Men Gud har givet jer en profet, som er endnu mægtigere og endnu mere hellig!”
Opsat på at sikre magten opløser den selvbevidste Bokelson byrådet og indsætter i stedet et ældsteråd med 12 fremtrædende døbere som medlemmer.
Desuden skærper han loven: Enhver, der kommer under mistanke for at samarbejde med Antikrist – i skikkelse af biskoppen – risikerer at blive henrettet. Dødsstraffen gælder også for tyveri, løgnagtighed og ulydighed over for Gud.
Byens nye hersker indfører ved samme lejlighed et striks system af tvangsarbejde: Alle skal pukle for føden og bidrage til fællesskabet, både civilt og militært.
I bestræbelserne på at udviske de sociale skel giver han også ordre til, at indbyggerne fremover skal gå klædt i enkelt tøj, så ingen skiller sig ud fra mængden.
Hille vil lokke biskoppen i en honningfælde
Den 16. juni 1534 En af de menige døbere, Hille Feicken, har udtænkt en grum plan. Hun vil forføre den dameglade biskop Waldeck, dræbe ham og bryde belejringen af Münster.
Den unge Hille Feicken fra Holland er kommet til Münster sammen med sin mand, Psalmus, for at slutte sig til døberbevægelsen. Hver dag arbejder hun ved bymuren, så den bliver stærkere og kan modstå biskoppens landsknægte.
“Hendes sandaler fangede hans blik, hendes skønhed holdt ham fangen, sværdet gik gennem hans hals.” Judits bog, kap. 16, vers 9
Men måske er det muligt at komme fjenden i forkøbet – ved at dræbe ham, funderer hun.
Hun er nemlig kommet i tanke om en beretning fra Det gamle testamente, hvori jødinden Judit redder Israel ved at snige sig ind i babyloniernes lejr og forføre den brutale general Holofernes (Judits bog, kap. 16, vers 7-9):
“Hun salvede sit ansigt med olie, bandt håret op under en turban og tog en linneddragt på for at besnære ham. Hendes sandaler fangede hans blik, hendes skønhed holdt ham fangen, sværdet gik gennem hans hals”.
Hille føler sig kaldet til at frelse Münster, og ligesom Judit ved hun, hvordan hun skal bære sig ad. Tidligt om morgenen og med ældsterådets velsignelse sniger hun sig ud af byen for at opsøge Waldeck i hans lejr.
At biskoppen er alt andet end kysk, ved alle på egnen.
Men i modsætning til Judit slipper den modige Hille ikke heldigt fra attentatet. Biskoppen aner uråd, og Hille bliver taget til fange.
Under tortur indrømmer hun sine onde hensigter, og Waldeck beordrer hende halshugget. Efterfølgende bliver hun lagt på hjul og stejle, så münsteranerne ikke kan undgå at se hendes mishandlede lig.
Profeten indfører flerkoneri
Den 23. juli 1534 Kønsbalancen i Münster er helt skæv: Ca. 2.000 voksne mænd og omkring 6.000 kvinder. Denne ubalance vil profeten Bokelson rette op på. Han indfører flerkoneri.
“Formér jer og bliv mange”, forkynder Johan Bokelson med et citat fra 1. Mosebog i Det gamle testamente.
Med de ord indfører han flerkoneri og slår fast, at jo flere kvinder en mand tager, jo mere kristen er han. Polygami er Guds vilje, insisterer han og henviser til kong David, der ifølge Biblen havde adskillige hustruer.
Selv går Bokelson foran med et godt eksempel og anskaffer sig et helt harem: Han gifter sig med i alt 16 kvinder – en af dem er den afdøde profet Matthijs’ 23-årige enke, Divara, som han ophøjer til sin førstehustru.
De øvrige i flokken er kønne piger fortrinsvis i teenagealderen. Johan Bokelson bestemmer, at ingen kvinde kan modsætte sig ægteskab – heller ikke hvis hun allerede er gift med en mand, der er fordrevet fra byen.

Biskop Waldeck havde placeret sine 8.000 mand hele vejen rundt om Münster.
Kvinderne – også byens nonner – har pligt til at indgå ægteskab. Hvis en kvinde modsætter sig, skal hun spærres inde i et kloster, hvor prædikanter vil forsøge at bringe hende på bedre tanker. Nægter hun fortsat, skal hun straffes med døden.
Officielt tjener den nye bestemmelse kun et eneste formål – formering – men tilladelsen til flerkoneri udløser kaos i Münster: Mændene halser fra hus til hus for at samle kvinder sammen, og selv piger helt ned til 11-årsalderen er jaget vildt.
Resultatet er stribevis af voldtægter, og flere af pigerne dør efter de voksne mænds overgreb.
I talrige hjem hersker der en ond stemning. Skinsygt må kvinder se deres stuer og sovekammer invaderet af to, tre eller flere rivalinder, som deres mand har bragt med hjem.
Hjemme hos profeten Bokelson er samlivet dog sat i system: Hans 16 koner har deres navne på små tavler.
Når sengetiden nærmer sig, skubber profeten den udvalgtes navn frem. Har hun ikke lyst, kan hun pege på en anden, der til gengæld ikke kan undslå sig for en nat med profeten.
Den utilfredse smed forsøger et kup
Den 30. juli 1534 Ikke kun kvinderne er imod flerkoneri, også mange af mændene er oprørte over den syndige befaling. Hidtil har de affundet sig med døbernes idéer, nu rotter de sig sammen.
Smeden Heinrich Mollenhecke har fået nok. I hans øjne er flerkoneri fuldstændig ugudeligt – og han længes tilbage til tiden, før døberne vendte hans by på hovedet.
“Oh Gud i Himlen. Stig herned, og gør op med den store uret, som finder sted i denne by. Og straf dem, der forårsager uretten”, lyder hans aftenbøn. I al hemmelighed samler smeden de mænd, som han ved begræder det moralske fordærv.
De udtænker et komplot mod Bokelson og hans højre hånd, borgmester Bernd Knipperdolling. Oprørernes plan er at vælte bystyret og sørge for, at Münster kommer tilbage på biskoppens hænder.
Natten til den 30. juli tager Mollenhecke og 46 medsammensvorne profeten og borgmesteren til fange og forskanser sig i rådhusets kælder, hvor døberne gemmer et stort forråd af mad og god vin i tønder.
Hurtigt bliver bygningen omringet af loyale døbere, der begynder at skyde mod murene. I kugleregnen vakler kupmagerne og åbner en tønde vin for at genvinde modet.
Men anspændelse og søvnmangel blandet med alkohol er en farlig cocktail. Kupmagerne bliver fulde og lader til slut fangerne gå. I de følgende dage bliver de alle henrettet og deres lig smidt i en massegrav.
Biskoppen angriber døbernes rige
Den 31. august 1534 Omsider har biskop Waldeck fået hjælp fra de protestantiske fyrster. Hæren tæller nu 8.000 landsknægte, som står klar til at overvinde byens forsvarsanlæg.
Før daggry indleder biskoppens hær et bombardement af bymuren, men forsvarsanlægget er stærkt, og de tunge stenkugler gør ikke megen skade.
Så stormer landsknægtene frem mod seks af Münsters porte, hvor de bliver mødt af frygtløse døbere, der fra toppen af bymuren tager kampen op med de krigsvante soldater.
“Kære brødre, vores Gud er stærk. Han har hjulpet os. Lad os nu være glade, lad os takke vor Fader.” Johan Bokelson til døberne efter biskop Waldecks nederlag.
Døberne hælder kogende vand ned over fjenderne, kaster med kampesten og affyrer kanoner, der er placeret i byens kirketårne.
Højt til hest overvåger Johan Bokelson slagets gang og udstikker ordrer. Han viser sig at være den fødte feltherre, og da slaget er omme, ligger 2.000 landsknægte døde tilbage, og hundreder af Waldecks soldater har valgt at skifte side.
I biskoppens lejr bryder mytteriet ud. Mange af landsknægtene vælger at forlade ham, så hæren bliver halveret. Biskoppen råder nu over færre end 4.000 mand.
Inde i Münster er jubelen til gengæld stor. Døberne har netop slået en overtallig og krigsvant fjende.
“Kære brødre, vores Gud er stærk. Han har hjulpet os. Lad os nu være glade, lad os takke vor Fader”, opfordrer Bokelson sine bysbørn. Taknemmelige begynder alle at danse i ekstase – Gud er med dem
Gud udnævner døbernes konge
September 1534 En af byens guldsmede har i en åbenbaring set, at Johan Bokelson skal være konge af “Det Nye Jerusalem”. Forunderligt nok har profeten fået samme guddommelige besked.
Samtlige medlemmer af ældsterådet udråber profeten Bokelson til enevældig konge over Døberriget. Højtideligt lader kong Johan sig krone og udnævner sin førstehustru, Divara, til dronning.
Begge ifører de sig tunge guldkroner med indfattede ædelsten – fremstillet af de omsmeltede smykker, som indbyggerne i sin tid fik konfiskeret.
Kongen afsætter ældsterådet, udpeger borgmester Bernd Knipperdolling til statholder og etablerer et hof med tjenere og livvagter, der alle går klædt i fløjl og det pureste silke – stoffer, som Bokelson hidtil har bandlyst.
På domkirkepladsen, som nu hedder “Zions Bjerg”, lader den nykronede majestæt en silkepyntet trone opstille, hvor han holder hof med et scepter i hånden, tykke guldringe på fingrene og gyldne kæder om halsen.
Fra sin trone udsteder han ordrer og dømmer i retssager. Statholder Knipperdolling skal være hans “sværdbærer”, der gennemfører henrettelserne – hvis ikke kongen selv tager det tunge skarprettersværd i hænderne.

Jan van Leiden was begonnen als kleermaker. In 1534 werd hij koning van Münster, en heel Europa noemde hem de ‘kleermakerskoning’.
Alvorlig hungersnød bryder ud
Den 26. april 1535 I flere måneder har biskop Waldeck haft held til at stoppe alle forsyninger til Münster. Døberne skal sultes til overgivelse.
Samtlige køer er slagtet, alle heste spist, kornkamrene står gabende tomme, og der er ikke så meget som en humpel tørt brød at dele ud til de udmagrede borgere. En del er døde af sult, andre har svært ved at gå.
“Enhver, der stadig har føde, skal dele med sin bror”, tordner døberkongen og kommanderer sine folk ud for at endevende alle hjem endnu en gang for at beslaglægge de sidste krummer – en håndfuld salt, et drys mel, hvad som helst.
“Hvis nogen har stukket noget til side til sig selv, skal de straffes med døden”, advarer Johan Bokelson, der ikke selv lider nød. Forudseende har han beordret sine tjenestefolk til at fylde sin kælder med vin, øl, korn og saltet kød.
“Gud har gjort mig til konge. Jeg har ret til at bære gyldne kæder, og jeg behøver ikke at spørge nogen om lov.” Johan Bokelson.
Mens han og hans hof smovser i god mad, er byens borgere så desperate, at de skraber kalken af kirkemurene og blander den med vand til en mælkeagtig grød.
De kaster sig over hunde, katte, rotter, mus, frøer, snegle – alt levende sætter de til livs. Græs og mos, selv en gammel sko kommer på tallerkenen, og i takt med at flere og flere bukker under for sulten, indser kongen, at han er nødt til at gribe ind:
Han beordrer de “unyttigt spisende” – kvinder, gamle og mere end 1.000 småbørn – ud af Døberriget.
De bliver drevet gennem byporten, men hjælp fra biskoppen får de ikke. Han mistænker de fordrevne for at være inficeret med døbertanker og vil ikke slippe dem ind i sin lejr.
I stedet sulter de ihjel i ingenmandsland. Tilbage i Münster er nu kun kongen, hans hof og knap 2.000 våbenføre mænd samt udvalgte koner.

Malerier af Jesus, der kommer tilbage på dommens dag, har ledsaget kristendommen siden middelalderen.
Jordens undergang er effektiv reklame
Ifølge kristendommen vil de rettroende på dommens dag komme i Himlen, alle andre ender i Helvede.
Evangelisten Matthæus beretter, at Jesus på den yderste dag vil optræde som dommer over menneskene, mens Jorden går under. Derfor forberedte døberne i Münster sig på dommedag.Jan Matthijs, kaldet “Guds sendebud”, forudså, at Jordens undergang ville indtræffe påskedag år 1534.
Rent salgspsykologisk begik Matthijs en genistreg ved at sætte sin menighed under pres, så de rettroende i al hast omdannede Münster til “Det Nye Jerusalem”. Men dommens dag udeblev, og dermed havde Jan Matthys et forklaringsproblem, der i sidste ende kostede ham livet.
Hans skæbne har dog ikke afskrækket kolleger i andre trossamfund, for en spådom om Jordens snarlige undergang har vist sig effektiv i markedføringen af nye trosretninger eller en ny bog.
Fem forudsigelser
Utilfreds hustru mister hovedet
Den 12. juni 1535 Kløften mellem konge og folk er afgrundsdyb. Hoffets medlemmer spankulerer velnærede rundt, mens sulten i byen vokser.
Elisabeth Wandscherer, en af kongens 16 hustruer, skammer sig. Det kan umuligt være Guds vilje, at undersåtterne lider, mens de kongelige lever i luksus, tænker hun. Martret af dårlig samvittighed tager hun alle sine dyre smykker af og trygler Bokelson om at gøre det samme.
“Gud har gjort mig til konge. Jeg har ret til at bære gyldne kæder, og jeg behøver ikke at spørge nogen om lov”, affærdiger kongen hende.
Opgivende beder Elisabeth om tilladelse til at forlade Døberriget, men får afslag. Rasende over hustruens illoyalitet dømmer han hende til døden.
Ved den offentlige henrettelse på “Zions Bjerg” hugger han hovedet af Elisabeth.
“Det er Guds vilje!” erklærer kong Johan og giver tegn til sine musikanter. Jublende tager tilskuerne hinanden i hånden og danser rundt om den livsløse krop.
Tømreren Gresbeck har skiftet side
Den 24. juni 1535 For en måned siden lykkedes det Heinrich Gresbeck at flygte fra byen. Biskoppen skånede hans liv, for tømreren har vigtig viden om Münsters forsvar. Nu fører han hæren ind i byen.
Skjult af den blæksorte nat svømmer Heinrich Gresbeck over voldgraven hen til en byport, som han ved er dårligt bevogtet. Om livet har han en snor bundet til en træbro, der flyder i vandet efter ham.
Da han er kravlet i land, sætter han broen på plads, og øjeblikket efter stormer landsknægtene over. Byens vagter sover, så soldaterne kan ile fra hus til hus og slå de mandlige indbyggere ihjel uden nåde.
Alarmeret af rædselsskrig vågner Münster endelig op til dåd og forsøger at slå fjenden tilbage. Natten igennem udspiller blodige kampe sig i gaderne, men de udsultede byboer har ikke en jordisk chance mod landsknægtene.
Da morgenen gryr, er ca. 600 münsteranere dræbt, resten har overgivet sig til biskoppens tropper. Blandt fangerne er kongen, “sværdbæreren” Bernd Knipperdolling, og Bernd Krechting, der var medlem af ældsterådet.
Stort set alle mandlige indbyggere samt dronning Divara bliver henrettet, mens byens kvinder kan nøjes med at afsværge sig døbertroen og flytte væk.
I forvirringen slipper den rabiate prædikant Bernhard Rothmann væk. Nogle mener, at han siden blev set i Rostock.

De kooien dateren uit 1536 en hebben meerdere restauraties doorstaan.
Burene hænger stadig på spiret
Münster har været strengt katolsk siden blodbadet i 1535, og byen håner fortsat døberbevægelsen.
Som en brutal påmindelse om henrettelserne af de tre ledende Münster-døbere i januar 1536 hænger deres bure den dag i dag på Sankt Lamberti-kirkens spir på Prinzipalmarkt i byens hjerte – på trods af at kirketårnet flere gange er bygget om og renoveret.
På grund af forfald blev det oprindelige spir i slutningen af 1800-tallet revet ned og erstattet af et nyt, højere kirketårn, hvor burene i 1898 atter fik deres plads. Ved et britisk bombeangreb under 2. verdenskrig ramte en fuldtræffer kirketårnet i 1944.
Fire år senere var kirken sat i stand, og de tre bure hængt op igen. I 1987 besluttede menigheden at installere glødepærer i burene, som lyste svagt til minde om de tre fortabte sjæle.
Men ikke alle byens indbyggere er lige begejstrede for burene: Kritikerne mener, at den demonstrative fremvisning af religiøst begrundet grusomhed ikke hører hjemme i en moderne og tolerant universitetsby som Münster med studerende fra hele verden.
Tilhængerne mener, at burene tjener som en påmindelse om, hvad der sker, når man gør oprør mod samfundets orden. Hvert år den 25. juni holder byen en messe for at takke Gud for “befrielsen fra døbernes rædselsregime”.
Tre fanger bliver flået levende
Den 22. januar 1536 Efter et halvt år med forhør og tortur bliver døberkongen og to af hans håndgangne mænd ført til skafottet i Münster.
Biskop Waldeck og en stor menneskeskare ser tavst til, mens bødlerne binder de tre dødsdømte døberledere til pæle foran rådhuset. Med glødende jern brænder bødlerne mændenes kroppe, så en gennemtrængende stank af svitset kød bølger gennem luften og river de hævngerrige tilskuere i næsen.
Tavst udholder døberkongen sine pinsler, mens Knipperdolling og Krechting brøler af smerte.
“Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”, messer den afsatte døberkonge, mens torturen står på.
Med glohede tænger flår bødlerne kødet af mændenes knogler, og da de efter et par timers mishandling er mere døde end levende, får de trukket tungen ud med en tang. Umiddelbart efter borer bødlerne en dolk i deres hjerter.
Så bliver de tre lig båret til Sankt Lamberti-kirken og placeret i jernbure, som en smed har fremstillet til lejligheden. Burene måler hver især knap to meter i højden og vejer godt 200 kilo.
Med reb hejser biskoppens mænd burene op i kirkespiret – i det øverste af dem befinder døberkongens lemlæstede, afsjælede legeme sig.
De mænd, der gennem halvandet år holdt Münster i et jerngreb, er nu udstillet til skræk og advarsel. Snart kredser ravnene om burene og hakker i kroppene. Torturinstrumenterne bliver siden udstillet på Münsters bymuseum.
EFTERSKRIFT:
Efter 1536 fandtes der fortsat små døbermenigheder i Holland og Tyskland, som prædikanten Menno Simons samlede. De troende kaldte sig nu mennonitter, levede isoleret og forkastede vold.
Men overalt blev døberne betragtet som en trussel og forfulgt. Sidst i 1500-tallet fik mennonitterne lov at praktisere frit i Holland, enkelte byer i Tyskland samt i Frederiksstad i Slesvig. Imens fortsatte den brutale forfølgelse i resten af Europa.
Fra 1700-tallet udvandrede mennonitterne derfor i stort tal til Nord- og Sydamerika, hvor nogle af dem dannede nye trossamfund, bl.a. amish. På verdensplan findes der i dag ca. 1,3 millioner mennonitter.