Forsker: Jesus levede ikke i cølibat
Blækket på omstridt papyrus beviser, at dokumentet er ægte, og at Jesus derfor formentlig var en gift mand.

Papyrussen blev vist frem for offentligheden i 2012 og er på størrelse med et visitkort.
Blæk afslører ægthed
Sandheden om en papyrusrulle, der påstår, at Jesus var gift, er nu endelig ved at se dagens lys. Forskere fra Columbias universitet har undersøgt blækket på papyrusrullen og har fundet frem til, at rullen meget sandsynligt er ægte.
Papyrussen bliver kaldt 'Evangeliet om Jesu hustru' og indeholder ordene: "Jesus sagde til dem, 'Min kone" og senere i teksten står navnet "Maria", som forskere mener må være Maria Magdalene. Siden 2012 har forskere diskuteret, hvorvidt papyrussen er ægte, og om de kan konkludere, at Jesus slet ikke levede i cølibat, men i stedet var en gift mand.
Papyrus er mindst 1.200 år
Det mener forskerne fra Columbias universitet godt, de kan. For den nye test af blækket fra papyrussen viser, at forfatteren må have skrevet evangeliet mellem det 6.-9. århundrede.
Undersøgelsen bliver bakket op af en kulstof 14-datering af papyrussen i 2014, der også placerer rullen i det tidsrum. Teksten er skrevet på koptisk, et oldegyptisk sprog, der fra 800-tallet langsomt blev overtaget af arabisk. Forskerne ved Columbias universitet er stadig i gang med undersøgelserne af papyrussen og vil senere afsløre mere om deres undersøgelse. De vil også give uddybene svar på, hvorfor papyrussen er ægte.