Forskere: Kontroversiel bogsamling om Jesus er ægte
Britiske forskere har undersøgt en samling af bly-bøger, som kan være de første skriftlige kilder, der nævner Jesus. Konklusionen er, at bøgerne er omtrent 2.000 år gammel.

Fundet af en samling bly-bøger kan være de første skriftlige kilder, der nævner Jesus.
Først lidt forhistorie:
I 2008 fandt en beduin et samling af 70 små bøger af bly i en grotte i Jordan. Bøgerne indeholdt tegninger og tekster, som omtalte Jesus og bl.a. beskrev, at han tilbad en gud, som både var mand og kvinde. Og at Jesus ikke ville starte en ny religion, men blot genoplive gamle, jødiske traditioner.
Fundet blev først offentliggjort i 2011, og de første meldinger gik på, at bøgerne stammede fra Jesu egen levetid.
Nu har britiske forskere fra University of Surrey analyseret samlingen og konkluderer, at den efter alt at dømme er ca. 2.000 år gammel – altså nogenlunde samtidig med Jesus.
Blyet er oldgammelt
Forskerne har bl.a. sammenlignet bly fra bøgerne med gammelt, romersk bly og kan fastslå, at de er identiske.
Analyser viser desuden, at blyet ikke har “spor af radioaktivitet fra polonium, som typisk ses i moderne blyprøver”, og at det på atom-niveau er nedbrudt på en måde, som ikke kan produceres kunstigt.
“Alt dette er et stærkt bevis på, at genstanden er særdeles gammel – hvilket stemmer overens med undersøgelser af teksten og designet, som antyder en alder på omkring 2.000 år”, siger forskerne i en pressemeddelelse.
Tidligste skriftkilde
Denne udmelding er dybt kontroversiel, fordi flere anerkendte forskere tidligere har forkastet bøgerne som et falsum.
Men hvis de nye analyser står til troende, vil bogsamlingen være den tidligste skriftlige kilde, som nævner Jesus. Også navnene på apostlene Jakob, Peter og Johannes optræder i bøgerne.