Glemt evangelium: Jesus var en hysterisk møgunge

Tynget af sorg opsøger den døde drengs forældre Jesu jordiske far, tømreren Josef, og siger: “Hvilket barn gør så forfærdelige ting?!”

Svaret på det spørgsmål findes ikke i “Det nye testamente”, der beretter om Jesu fødsel i Betlehem, hans liv som profet samt korsfæstelsen og genopstandelsen. Hans opvækst berøres stort set ikke i de officielle evangelier, ligesom hans privatliv forbliver en gåde.

De kristne forsøgte i århundrederne efter Jesu død at udfylde hullerne i beretningen om ham. En af teksterne fortæller om en uregerlig og ondskabsfuld dreng ved navn Jesus.

Kirken druknede i evangelier

Efter Jesu død på korset piblede historierne om den forunderlige frelser frem. Evangelisterne Matthæus, Lukas, Markus og Johannes fortalte, at han forvandlede vand til vin og vækkede de døde til live, og at han overvandt døden. Beretningerne blev nedskrevet i årene 60-100 e.Kr.

Men deres tekster var ikke nok for de kristne, der sad tilbage med mange spørgsmål. Som supplement opstod der mere end 40 evangelier – græsk for “glædesbudskab” – med farverige fortællinger om Jesu liv og lære.

Oldkirkens ledere så sig nødsaget til at rydde op i de mange fortællinger. Udvælgelsesarbejdet sluttede officielt med et kirkemøde i den nordafrikanske by Hippo Regius i 393. “Det nye testamente” kom til at indeholde de fire klassiske evangelier samt en række breve, hvoraf 13 tilskrives apostlen Paulus, og Johannes’ Åbenbaring.

De mange uautoriserede tekster blev stemplet apokryfe – et begreb afledt af det græske ord for hemmeligt eller skjult.

Betegnelsen henviser til, at forfatternes identitet er ukendt. Skrifterne kunne derfor ikke accepteres af kirken som sandfærdige vidnesbyrd. De blev kaldt kætterske og siden glemt.

Jomfru Maria madet af en engel

En af de bedst kendte apokryfe tekster er “Jakobs forevangelium”. Det blev nedskrevet i slutningen af 100-tallet og dukkede først op igen i 1552.

Som navnet afslører, er der tale om en indledning til de eksisterende evangelier – og værket beskæftiger sig med, hvordan Jomfru Maria kunne være så ren, at hun fik lov til at føde Guds søn.

Ifølge forevangeliet prøvede Marias forældre, Anna og Joakim, længe at få børn. I desperation drog ægtemanden ud i ørkenen for at faste i 40 dage og nætter.

Mens han var væk, fik Anna besøg af en engel, der forvissede hende om, at hun nok skulle blive gravid. Som tak lovede Anna at skænke barnet til Gud. Da Joakim kom hjem fra ørkenen, var hans kone på magisk vis blevet gravid.

Ni måneder senere kom Maria til verden, og betegnelsen curlingforældre rækker ikke til at beskrive, hvordan Joakim og Anna overbeskyttede deres datter.

De første år levede Maria i en helligdom indrettet i hendes værelse. Her blev hun passet af hebraiske jomfruer. Allerede efter seks måneder kunne hun gå, men hendes mor tillod ikke, at Maria betrådte jorden, og barnet forlod derfor aldrig sin seng.

Som tre-årig blev Maria sendt ud for at leve i et tempel af forældrene. Her blev hun madet som en due af en engels hånd.

Da hun fik menstruation som 12-årig, måtte Maria forlade templet, da menstruationsblod er urent ifølge jødisk lov. Fire år senere mødte hun den meget ældre tømrer Josef, som hun blev forlovet med. Kort efter gjorde Helligånden Maria gravid.

Jesusbarnet var en seriemorder

Jomfru Maria ophøjes i “Jakobs forevangelium” til en from, engleagtig idealkvinde – værdig til at bære Guds søn. I modsætning hertil fremstilles den unge Jesus som en temmelig brutal knægt i den apokryfe tekst “Thomas’ barndomsevangelium”.

Evangeliet blev nedskrevet i 100-tallet, men den ældste komplette udgave af teksten, som forskerne har til rådighed, stammer fra 1200-tallet.

Thomas var en af Jesu 12 disciple, men teksten blev afvist som falsk af den kristne kirke og blev derfor udelukket fra “Det nye testamente”.

Apokryfen tegner et portræt af Jesus som en uregerlig, hævngerrig og morderisk skarnsknægt. Det er her, historien om dæmningen stammer fra, og af teksten fremgår det, at Jesusbarnet havde mere end ét liv på samvittigheden.

Få dage efter at den 5-årige Jesus dræbte drengen, som ødelagde hans dæmning, brugte Guds søn sine magiske kræfter til at myrde en dreng, der ved et uheld kom til at støde ind i ham.

“Du vil ikke gå et skridt længere”, sagde Jesus til drengen, som straks faldt død om.

Da den døde drengs forældre klagede til Josef over hans søns opførsel, svarede Jesus igen ved at gøre begge forældre blinde.

Maria og Josef havde uhyre svært ved at opdrage Guds søn. Da Josef hyrede en lærer til at undervise Jesus – der selvfølgelig var vanvittig begavet – hånede drengen læreren, Zakæus, for hans uvidenhed. Resultatet blev, at Zakæus efter kort tid sagde op.

Senere forsøgte en anden lærer kortvarigt at tage over, men han blev så frustreret over sin uopdragne elev, at han stak ham en lussing. Afstraffelsen resulterede i, at Jesus brugte sine guddommelige kræfter til at tage livet af underviseren.

På det tidspunkt var Jesu ry i byen Nazaret mildest talt elendigt, og da en dreng ved navn Zeon døde efter at være faldet ned fra et tag, fik Jesus skylden. For at bevise sin uskyld vakte Jesus drengen til live igen.

Derefter får portrættet af Jesus en mere positiv karakter. Drengen udfører en perlerække af mirakler, som bl.a. tæller at redde en dreng fra et dødeligt slangebid og vække et dødt spædbarn til live.

Maria Magdalene var Jesu yndling

“Thomas’ barndomsevangelium” slutter med, at Jesus som 12-årig besøger templet i Jerusalem – en begivenhed, der også er beskrevet i “Det nye testamente”.

Hvad han foretog sig fra 12-årsalderen og frem til det skelsættende øjeblik, hvor han som 30-årig blev døbt af Johannes Døberen, fremgår ikke i Biblen – og de mest kendte apokryfe tekster gør ikke meget for at udfylde hullerne.

I “Det arabiske barndomsevangelium”, som sandsynligvis er skrevet engang i 500-tallet og blev udgivet i 1697, fremgår det dog, at Jesus studerede “loven” i sin ungdom. Ordet henviser til “De fem Mosebøger”, der indeholder den religiøse lov, som israelitterne levede efter.

En af de mest omdiskuterede personer i Jesu omgangskreds var Maria Magdalene.

Ifølge “Det nye testamente” var hun blandt de første vidner til Jesu opstandelse, men efter hans himmelfart nævnes Maria Magdalene ikke mere.

I den apokryfe tekst “Maria Magdalenes evangelium” får kvinden i Jesu liv mere taletid. Apokryfen blev fundet i Egypten i 1896, og kun knap halvdelen af værket har overlevet frem til i dag.

Maria Magdalene spiller i teksten rollen som den, der står frelseren nærmest. Hun er den eneste, som fuldt ud forstår ham og deler hans åndelige indsigt, fortæller hun disciplene.

“Derfor elsker han også mig mest af alle”, erklærer hun.

Papyrus omtaler en hustru

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om kærligheden mellem Jesus og Maria Magdalene var mere end platonisk. Var de kærester – eller måske endda gift? Havde de børn sammen?

Maria Magdalenes uofficielle evangelium giver intet klart svar, men det har ikke afholdt visse historikere fra at fremføre en påstand om, at Jesus og Maria Magdalene giftede sig og fik børn – en teori, som i øvrigt er omdrejningspunktet i Dan Browns bestseller “Da Vinci Mysteriet”.

En af fortalerne for, at Jesus var en gift mand, er Karen King, religionshistoriker fra Harvard University. I 2012 præsenterede hun en ukendt apokryf tekst i form af et egyptisk papyrusfragment dateret til 300-tallet.

Fragmentet er ikke større end et visitkort og indeholder en række ufuldstændige tekstlinjer skrevet på koptisk – et semitisk sprog, der er forbundet med egyptisk, hebraisk og aramæisk. På én af linjerne står der:

“Jesus sagde til dem: Min kone”. Resten af sætningen mangler.

Få dage efter offentliggørelsen af det opsigtsvækkende fund kaldte Vatikanet brudstykket af det ukendte evangelium for “et udueligt falskneri”.

Fundet er dog et eksempel på, at det sidste ord i fortællingen om Jesu liv langtfra er sagt.