En flok drenge leger ved en rislende bæk i byen Nazaret i det nordlige Israel. Det er sabbat, lørdag, den ugentlige hviledag blandt jøderne.
Blandt børnene er den fem-årige Jesus, Guds søn og menneskehedens kommende frelser. Han har bygget en dæmning af grene og kviste. På et tidspunkt ødelægger en af de andre drenge gudesønnens konstruktion, der braser sammen.
“Din syndige idiot! Hvad har min dæmning nogensinde gjort dig? Nu vil du selv visne som et træ, og du vil aldrig bære blade eller frugt”, råber Jesus ad drengen, som i samme øjeblik falder død om.
“Hvilket barn gør så forfærdelige ting?!” Forældrene til en dreng, som Jesus har slået ihjel.
Tynget af sorg opsøger den døde drengs forældre Jesu jordiske far, tømreren Josef, og siger: “Hvilket barn gør så forfærdelige ting?!”
Svaret på det spørgsmål findes ikke i “Det nye testamente”, der beretter om Jesu fødsel i Betlehem, hans liv som profet samt korsfæstelsen og genopstandelsen. Hans opvækst berøres stort set ikke i de officielle evangelier, ligesom hans privatliv forbliver en gåde.
De kristne forsøgte i århundrederne efter Jesu død at udfylde hullerne i beretningen om ham. En af teksterne fortæller om en uregerlig og ondskabsfuld dreng ved navn Jesus.
Kirken druknede i evangelier
Efter Jesu død på korset piblede historierne om den forunderlige frelser frem. Evangelisterne Matthæus, Lukas, Markus og Johannes fortalte, at han forvandlede vand til vin og vækkede de døde til live, og at han overvandt døden. Beretningerne blev nedskrevet i årene 60-100 e.Kr.
Men deres tekster var ikke nok for de kristne, der sad tilbage med mange spørgsmål. Som supplement opstod der mere end 40 evangelier – græsk for “glædesbudskab” – med farverige fortællinger om Jesu liv og lære.

Judas-evangeliet – der fremstiller Judas som den eneste af disciplene, der for alvor forstår Jesus – er måske det bedst kendte af de apokryfe evangelier.
Oldkirkens ledere så sig nødsaget til at rydde op i de mange fortællinger. Udvælgelsesarbejdet sluttede officielt med et kirkemøde i den nordafrikanske by Hippo Regius i 393. “Det nye testamente” kom til at indeholde de fire klassiske evangelier samt en række breve, hvoraf 13 tilskrives apostlen Paulus, og Johannes’ Åbenbaring.
De mange uautoriserede tekster blev stemplet apokryfe – et begreb afledt af det græske ord for hemmeligt eller skjult.
Betegnelsen henviser til, at forfatternes identitet er ukendt. Skrifterne kunne derfor ikke accepteres af kirken som sandfærdige vidnesbyrd. De blev kaldt kætterske og siden glemt.
Jomfru Maria madet af en engel
En af de bedst kendte apokryfe tekster er “Jakobs forevangelium”. Det blev nedskrevet i slutningen af 100-tallet og dukkede først op igen i 1552.
Som navnet afslører, er der tale om en indledning til de eksisterende evangelier – og værket beskæftiger sig med, hvordan Jomfru Maria kunne være så ren, at hun fik lov til at føde Guds søn.
Ifølge forevangeliet prøvede Marias forældre, Anna og Joakim, længe at få børn. I desperation drog ægtemanden ud i ørkenen for at faste i 40 dage og nætter.
Mens han var væk, fik Anna besøg af en engel, der forvissede hende om, at hun nok skulle blive gravid. Som tak lovede Anna at skænke barnet til Gud. Da Joakim kom hjem fra ørkenen, var hans kone på magisk vis blevet gravid.
“Du vil ikke gå et skridt længere” Jesus, da han dræber en dreng, der støder ind i ham.
Ni måneder senere kom Maria til verden, og betegnelsen curlingforældre rækker ikke til at beskrive, hvordan Joakim og Anna overbeskyttede deres datter.
De første år levede Maria i en helligdom indrettet i hendes værelse. Her blev hun passet af hebraiske jomfruer. Allerede efter seks måneder kunne hun gå, men hendes mor tillod ikke, at Maria betrådte jorden, og barnet forlod derfor aldrig sin seng.
Som tre-årig blev Maria sendt ud for at leve i et tempel af forældrene. Her blev hun madet som en due af en engels hånd.
Da hun fik menstruation som 12-årig, måtte Maria forlade templet, da menstruationsblod er urent ifølge jødisk lov. Fire år senere mødte hun den meget ældre tømrer Josef, som hun blev forlovet med. Kort efter gjorde Helligånden Maria gravid.
Jesusbarnet var en seriemorder
Jomfru Maria ophøjes i “Jakobs forevangelium” til en from, engleagtig idealkvinde – værdig til at bære Guds søn. I modsætning hertil fremstilles den unge Jesus som en temmelig brutal knægt i den apokryfe tekst “Thomas’ barndomsevangelium”.
Evangeliet blev nedskrevet i 100-tallet, men den ældste komplette udgave af teksten, som forskerne har til rådighed, stammer fra 1200-tallet.
Thomas var en af Jesu 12 disciple, men teksten blev afvist som falsk af den kristne kirke og blev derfor udelukket fra “Det nye testamente”.
Apokryfen tegner et portræt af Jesus som en uregerlig, hævngerrig og morderisk skarnsknægt. Det er her, historien om dæmningen stammer fra, og af teksten fremgår det, at Jesusbarnet havde mere end ét liv på samvittigheden.
Få dage efter at den 5-årige Jesus dræbte drengen, som ødelagde hans dæmning, brugte Guds søn sine magiske kræfter til at myrde en dreng, der ved et uheld kom til at støde ind i ham.
“Du vil ikke gå et skridt længere”, sagde Jesus til drengen, som straks faldt død om.
Jesu historie er fuld af genbrug
Biblens beretninger om Jesus er langtfra originale. Den kristne frelsers mirakler minder om de evner, tidligere kulturer tillagde egyptiske og græske guder, og der er tilmed elementer fra buddhismen.

Egyptens guder genopstod
Flere guder i den egyptiske mytologi genopstod ligesom Jesus fra de døde. Den måske berømteste er dødsguden Osiris, der blev vækket til live af sin kone, Isis. Osiris fløj dog ikke til himmels – han blev underverdenens gud.

Græsk guddom helbredte
Halvguden Æskulap var søn af en jordisk kvinde og den græske gud Apollon, der havde givet ham helbredende evner. Æskulap var ifølge antikkens grækere i stand til at helbrede dødeligt syge og vække de døde til live.

Jesus efterabede Buddha
Buddhismens grundlægger, Siddhartha Gautama (den senere Buddha), ankom ligesom Jesus til et tempel, da han var 12 år gammel. Buddha fastede i ensomhed i 47 dage – Jesus i 40 dage. Efter deres faste vandrede de begge ud til et figentræ.

Vand til vin var intet nyt
Ifølge græsk mytologi forvandlede guden Dionysos – der var gud for vegetation og ekstase – vand til vin, længe inden Jesus blev født. Muligvis kopierede Jesus sin græske kollega som en uoriginal tryllekunstner.
Da den døde drengs forældre klagede til Josef over hans søns opførsel, svarede Jesus igen ved at gøre begge forældre blinde.
Maria og Josef havde uhyre svært ved at opdrage Guds søn. Da Josef hyrede en lærer til at undervise Jesus – der selvfølgelig var vanvittig begavet – hånede drengen læreren, Zakæus, for hans uvidenhed. Resultatet blev, at Zakæus efter kort tid sagde op.
Senere forsøgte en anden lærer kortvarigt at tage over, men han blev så frustreret over sin uopdragne elev, at han stak ham en lussing. Afstraffelsen resulterede i, at Jesus brugte sine guddommelige kræfter til at tage livet af underviseren.
På det tidspunkt var Jesu ry i byen Nazaret mildest talt elendigt, og da en dreng ved navn Zeon døde efter at være faldet ned fra et tag, fik Jesus skylden. For at bevise sin uskyld vakte Jesus drengen til live igen.
Derefter får portrættet af Jesus en mere positiv karakter. Drengen udfører en perlerække af mirakler, som bl.a. tæller at redde en dreng fra et dødeligt slangebid og vække et dødt spædbarn til live.
Maria Magdalene var Jesu yndling
“Thomas’ barndomsevangelium” slutter med, at Jesus som 12-årig besøger templet i Jerusalem – en begivenhed, der også er beskrevet i “Det nye testamente”.
Hvad han foretog sig fra 12-årsalderen og frem til det skelsættende øjeblik, hvor han som 30-årig blev døbt af Johannes Døberen, fremgår ikke i Biblen – og de mest kendte apokryfe tekster gør ikke meget for at udfylde hullerne.
I “Det arabiske barndomsevangelium”, som sandsynligvis er skrevet engang i 500-tallet og blev udgivet i 1697, fremgår det dog, at Jesus studerede “loven” i sin ungdom. Ordet henviser til “De fem Mosebøger”, der indeholder den religiøse lov, som israelitterne levede efter.
En af de mest omdiskuterede personer i Jesu omgangskreds var Maria Magdalene.

I “Det nye testamente” findes der en serie af breve skrevet af apostlen Paulus til kristne menigheder, hvori han forklarer kristendommens doktriner.
Kirken udpegede de sande evangelier
Efter Jesu død blev der skrevet et væld af evangelier om Guds søn. Kirkens ledere så sig derfor nødsaget til at rense ud i skrifterne og udpege de mest troværdige, der indgår i “Det nye testamente”.
Omkring år 180 e.Kr. florerede der over 40 evangelier skrevet af ukendte forfattere, der gerne udgav sig for at være en af de 12 apostle. Oldkirkens ledere affejede imidlertid de fleste af disse evangelier som kætterske.
Kirkens forsøg på at luge ud i de kristne tekster var et modsvar på de afvigende trosretninger, der skød op i den anden halvdel af 100-tallet. Her begyndte selverklærede profeter som Markion og Montanos at præsentere deres egne bud på den rette kristne lære.
Gnostikeren Markion forkyndte, at kristendommen havde hele to guder – en ond, gammeltestamentlig skabergud og den mere nådige og kærlige gud, som Jesus åbenbarede. Montanos hævdede at være Helligåndens talsmand og forkynder af en sidste sandhed til de kristne.
Kirkens ledere endte med at godkende en samling på 27 tekster – der inkluderer de fire klassiske evangelier, som alle blev skrevet i årene 60-100 efter Kristi fødsel. Disse tekster blev officielt kanoniserede i “Det nye testamente” i slutningen af 300-tallet.
Ifølge “Det nye testamente” var hun blandt de første vidner til Jesu opstandelse, men efter hans himmelfart nævnes Maria Magdalene ikke mere.
I den apokryfe tekst “Maria Magdalenes evangelium” får kvinden i Jesu liv mere taletid. Apokryfen blev fundet i Egypten i 1896, og kun knap halvdelen af værket har overlevet frem til i dag.
Maria Magdalene spiller i teksten rollen som den, der står frelseren nærmest. Hun er den eneste, som fuldt ud forstår ham og deler hans åndelige indsigt, fortæller hun disciplene.
“Derfor elsker han også mig mest af alle”, erklærer hun.
Papyrus omtaler en hustru
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om kærligheden mellem Jesus og Maria Magdalene var mere end platonisk. Var de kærester – eller måske endda gift? Havde de børn sammen?
Maria Magdalenes uofficielle evangelium giver intet klart svar, men det har ikke afholdt visse historikere fra at fremføre en påstand om, at Jesus og Maria Magdalene giftede sig og fik børn – en teori, som i øvrigt er omdrejningspunktet i Dan Browns bestseller “Da Vinci Mysteriet”.
En af fortalerne for, at Jesus var en gift mand, er Karen King, religionshistoriker fra Harvard University. I 2012 præsenterede hun en ukendt apokryf tekst i form af et egyptisk papyrusfragment dateret til 300-tallet.

Kejser Konstantin den Store sammenkaldte i 325 e.Kr. biskopper fra hele den kristne verden til et møde om den kristne tro i Nikæa.
Fragmentet er ikke større end et visitkort og indeholder en række ufuldstændige tekstlinjer skrevet på koptisk – et semitisk sprog, der er forbundet med egyptisk, hebraisk og aramæisk. På én af linjerne står der:
“Jesus sagde til dem: Min kone”. Resten af sætningen mangler.
Få dage efter offentliggørelsen af det opsigtsvækkende fund kaldte Vatikanet brudstykket af det ukendte evangelium for “et udueligt falskneri”.
Fundet er dog et eksempel på, at det sidste ord i fortællingen om Jesu liv langtfra er sagt.
LÆS MERE OM DE GLEMTE EVANGELIER
- Bart D. Ehrman: Lost Scriptures: Books That Did Not Make It Into The New Testament, Oxford University Press, 2005
- Bart D. Ehrman: The Other Gospels: Accounts of Jesus from Outside The New Testament, Oxford University Press, 2013