Guds riddere kæmpede sig gennem 900 års nedtur

Selv lever munkene et spartansk liv med bøn, cølibat og arbejdsomhed.

Som næstekærlige kristne skelner de ikke mellem patienternes religion, men behandler jøder og muslimer på lige fod med kristne pilgrimme.

Krig og næstekærlighed er umiddelbart en svær kombination, og paven indskærper da også, at riddernes forpligtelse først og fremmest er over for de fattige.

Selv ser ridderne det dog som en kærlighedsgerning at dræbe bevæbnede muslimer.

For at lokke den kristne hær ud på åben mark lader han en mindre del af sin styrke angribe den kristne by Tiberias. Præcis som håbet kommer kongen af Jerusalem Tiberias til undsætning.

For at nå frem til byen må de kristne styrker forcere et goldt plateau med deres tunge udrustning, og her bliver de øjeblikkelig angrebet af Saladins ryttere. Under kampene bliver de kristne drevet bort fra vejen og trængt ud i et ufremkommeligt og stegende hedt terræn.

Det hele ender ved to små bakker, Hattins Horn, hvor de kristne bliver omringet uden en dråbe at drikke. Her udkæmper de fortabte soldater et sidste desperat slag – dehydrerede og udmattede.

Den kristne hær går fuldkommen i opløsning, og kongen af Jerusalem ender som krigsfange.

Tempelridderne forsvarer fyrstedømmet Antiokia og spiller også en stor rolle i grevskabet Tripoli og konge­riget Jerusalem. Den tredje ridderorden, Den Tyske Orden, står i Kilikien i det nuværende Tyrkiet samt i kongeriget Jerusalem.

Fælles for de kristne krigere er, at de er for få. I 1291 falder kongeriget Jerusalem som den sidste kristne stat i Mellemøsten. Ridderne er desillusionerede og fortvivlede: Hvordan kunne Gud dog tillade dem at tabe Det Hellige Land?

Nu begynder de at bygge en lille, effektiv flåde af ­galejer og senere også større krigsskibe. På få år forvandler ridderne sig til søkrigere og begynder omkring 1310 at opbringe alle muslimske skibe, civile såvel som militære.

Ridderne bruger desuden deres flåde til at angribe og plyndre muslimske kystbyer. Byttet finansierer den fortsatte oprustning. Men ordensbrødrene er begyndt at blive grådige. De lader sig ikke længere nøje med, hvad de selv kan røve, men udstyrer også fremmede skibe med kaperbreve, der giver dem licens til at plyndre muslimerne.

Til gengæld for at blåstemple professionelle røvere og slavejægere forlanger ridderordenen 10 pct. af de enorme profitter.

I deres egne øjne er ridderne stadig fromme hellige krigere. Men fra et muslimsk synspunkt er de en bande pirater, som skal have et ordentligt drag over nakken ved først givne lejlighed. Rhodos kan vente besøg.

De svære belejringskanoner skyder i døgndrift, og den 9. juni forsøger de et storm­angreb. Men netop som det ser sortest ud, går ridderne til modangreb. En hær af ryttere med hævede lanser kommer galopperende ud af en port med stor­mester Pierre d’Aubusson i spidsen. Hundreder af osmanner bliver tromlet ned.

I ugevis fortsætter belejrerne med at beskyde bymurene, og den 27. juli gør de et sidste angrebsforsøg. Denne gang lykkes det 2.500 osmanniske elitesoldater at erobre et fæstningstårn og trænge ind i byen.

Ridderne iler til for at stoppe hullet, og efter tre timers nærkamp må angriberne give op. Med 9.000 døde og 15.000 sårede er osmannerne nødt til at hæve belejringen.

Malta giver ordenen dens nuværende navn, malteserridderne. Under riddernes styre bliver øen en selvstændig stat i konstant krig med islam.

Maltesiske skibe og kaperskibe under maltesisk flag plyndrer muslimske skibe i hele Middelhavet, og sultanen fortryder snart, at han lod ridderne slippe.

Fra den 24. maj koncentrerer osmannerne angrebene om fortet Skt. Elmo ved havneindsejlingen. Fortet bliver bombarderet og udsat for massive angreb 31 dage i træk. Da fæstningen til sidst falder den 23. juni, er den reduceret til en bunke murbrokker. 129 af de 500 riddere var sat ind i fæstningens forsvar. Af dem er kun ni i live.

Det heroiske og langvarige forsvar af Skt. Elmo, kaldet “nøglen til Malta”, bliver ridderstatens redning. Trods de næsten umulige odds holder ridderne stand i over to måneder og vinder dermed afgørende tid. Den 8. september ankommer en und­sætningsstyrke på 12.000 spanske og italienske soldater til øen.

Osmannerne har på det tidspunkt mistet soldater i titusindvis og må trække sig tilbage.

Også blandt ridderne er tabene enorme. På de sønderskudte forsvarsværker er kun 500 af de oprindelige 8.000-9.000 mænd endnu i stand til at stå på benene. 300 af de i alt 500 riddere er faldet, og de fleste overlevende er sårede. Men Malta er reddet, og muslimerne forsøger aldrig igen at erobre riddernes ø.

Efter den franske revolution får Malteserordenen konfiskeret alle sine godser i Frankrig. Det reducerer i katastrofal grad pengestrømmen til hovedkvarteret på Malta og gør det svært at opretholde militærbudgettet.

I 1798 kommer Napoleon forbi med sit ekspeditionskorps på vej til Egypten. Under påskud af at ville proviantere erobrer franskmændene øen med overraskende lethed. Af de 332 riddere på øen er 50 for svagelige til at kæmpe.

Kanonerne har ikke affyret et skud i hundrede år, og meget af krudtet er for gammelt. Napoleon opløser ridderstaten, indsætter en fransk regering og konfiskerer alt guld og sølv. Mere end seks århundreders ridderhistorie slutter på kun seks dage.

Arbejdet foregår i tæt samarbejde med den katolske kirke. Organisationen tæller i dag 13.500 medlemmer med varierende grader af ridderskab. Kun ca. 40 personer har svoret den fulde ed og kan regne sig for fuldgyldige ridderbrødre.

Ordenen har ikke blot diplomatiske forbindelser med Vatikanet, men også en række nationalstater samt observatør­status i FN. De moderne riddere udgiver egne frimærker, og den nuværende stor­mester, Matthew Festing, behandles som et statsoverhoved.

Ordenen har sektioner i en række lande. I Tyskland er den kendt som Johanniterordenen. I Sverige, Holland og Storbritannien har ordenen kongelige protektorer. Dens engelske navn er “Order of St. John”.