År 1023
I de fattiges tjeneste
Malteserridderne opstår i Jerusalem omkring 1023 som en kristen munkeorden – længe før det første korstog i 1099.
Munkene, der kalder sig “de fattiges tjenere”, driver et hospital med plads til 2.000 patienter. Her får de syge den bedst tænkelige pleje med sunde måltider og rene senge.
Selv lever munkene et spartansk liv med bøn, cølibat og arbejdsomhed.
Som næstekærlige kristne skelner de ikke mellem patienternes religion, men behandler jøder og muslimer på lige fod med kristne pilgrimme.
År 1113
Ridderne dræber muslimer af kærlighed
Efter de kristne korsfareres erobring af Jerusalem i 1099 rejser mange af krigerne hjem igen.
Det efterlader det nye kristne kongerige næsten ubeskyttet. Hospitalsmunkene, der bliver anerkendt som orden af paven i 1113, opretter derfor midt i 1100-tallet en væbnet gren, der er viet til forsvaret af Det Hellige Land.
Krig og næstekærlighed er umiddelbart en svær kombination, og paven indskærper da også, at riddernes forpligtelse først og fremmest er over for de fattige.
Selv ser ridderne det dog som en kærlighedsgerning at dræbe bevæbnede muslimer.
År 1187
Dumhed koster de kristne riddere magten i Det Hellige Land
Malteserridderne er med til at vinde storslåede sejre over muslimerne, men kommer også til at opleve de kristnes mest katastrofale nederlag.
I slutningen af juni 1187 har den muslimske hærfører Saladin samlet 12.000 ryttere og 30.000 fodfolk til hellig krig mod de kristne. Jerusalem forsvares af 1.500 riddere og 18.000 fodfolk. Det er tilstrækkeligt til at holde byen, men Saladin er snedig.
For at lokke den kristne hær ud på åben mark lader han en mindre del af sin styrke angribe den kristne by Tiberias. Præcis som håbet kommer kongen af Jerusalem Tiberias til undsætning.
For at nå frem til byen må de kristne styrker forcere et goldt plateau med deres tunge udrustning, og her bliver de øjeblikkelig angrebet af Saladins ryttere. Under kampene bliver de kristne drevet bort fra vejen og trængt ud i et ufremkommeligt og stegende hedt terræn.
Det hele ender ved to små bakker, Hattins Horn, hvor de kristne bliver omringet uden en dråbe at drikke. Her udkæmper de fortabte soldater et sidste desperat slag – dehydrerede og udmattede.
Den kristne hær går fuldkommen i opløsning, og kongen af Jerusalem ender som krigsfange.
År 1271
År 1187-1291
De kristne mister alt
Efter den kristne hærs udslettelse ved Hattins Horn falder de kristne byer som dominobrikker. Den vigtigste af dem alle, Jerusalem, må overgive sig den 2. oktober 1187.
Tre år senere, i 1190, er der kun nogle få kristne enklaver tilbage i hele regionen. De bliver forsvaret af tre forskellige ridderordener.
Malteserridderne er til stede i en del af kongeriget Jerusalem samt i grevskabet Tripoli i det nuværende Syrien, hvor de holdter fæstningerne Krak des Chevaliers og Margat.
Tempelridderne forsvarer fyrstedømmet Antiokia og spiller også en stor rolle i grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem. Den tredje ridderorden, Den Tyske Orden, står i Kilikien i det nuværende Tyrkiet samt i kongeriget Jerusalem.
Fælles for de kristne krigere er, at de er for få. I 1291 falder kongeriget Jerusalem som den sidste kristne stat i Mellemøsten. Ridderne er desillusionerede og fortvivlede: Hvordan kunne Gud dog tillade dem at tabe Det Hellige Land?
År 1306
Ridderne gør Rhodos til deres egen stat
I 1306 erobrer de hjemløse riddere øen Rhodos fra det byzantiske rige og grundlægger en selvstændig stat.
Den oprindelige græske befolkning reduceres til skattebetalende undersåtter, og ridderne beslaglægger et helt kvarter i Rhodos by, hvor kun de må færdes, og omkranser det med høje fæstningsmure.
Øens forsvarsværker udbygges konstant i de følgende år, men ordenen finder også midler til at drive et hospital for den lokale befolkning – dog mest for at pynte på sit efterhånden blakkede ry.
År 1310
Fromme krigere forvandler sig til grådige sørøvere
Med sin placering lige ud for kysten af det nuværende Tyrkiet er Rhodos en ideel base for fortsat krig mod islam. Men en ny slags krig.
Ridderne indser, at krigsskibe fremover vil være mere anvendelige end stridsheste og lanser. Malteserordenen har altid haft transportskibe til at fragte forsyninger og mænd fra deres besiddelser i Europa til Det Hellige Land.
Nu begynder de at bygge en lille, effektiv flåde af galejer og senere også større krigsskibe. På få år forvandler ridderne sig til søkrigere og begynder omkring 1310 at opbringe alle muslimske skibe, civile såvel som militære.
Ridderne bruger desuden deres flåde til at angribe og plyndre muslimske kystbyer. Byttet finansierer den fortsatte oprustning. Men ordensbrødrene er begyndt at blive grådige. De lader sig ikke længere nøje med, hvad de selv kan røve, men udstyrer også fremmede skibe med kaperbreve, der giver dem licens til at plyndre muslimerne.
Til gengæld for at blåstemple professionelle røvere og slavejægere forlanger ridderordenen 10 pct. af de enorme profitter.
I deres egne øjne er ridderne stadig fromme hellige krigere. Men fra et muslimsk synspunkt er de en bande pirater, som skal have et ordentligt drag over nakken ved først givne lejlighed. Rhodos kan vente besøg.
År 1480
Muslimerne belejrer Rhodos i to måneder
Den 23. maj 1480 blæser ridderne alarm fra fæstningstårnene i Rhodos by. En muslimsk flåde på 160 skibe med 70.000 soldater om bord er dukket op i horisonten.
Byens forsvarsstyrke består kun af lidt over 500 riddere og omkring 2.000 fodfolk, og de kommer på en svær opgave. De kristne soldater er håbløst i undertal – deres skæbne afhænger af, om fæstningsværkerne holder.
Angriberne er osmanner, dvs. tyrkere. Med erobringen af Konstantinopel 27 år tidligere er det osmanniske rige blevet et magtfuldt imperium. Osmannerne går først efter det tårn, der er nøglen til forsvaret af byens to havne.
De svære belejringskanoner skyder i døgndrift, og den 9. juni forsøger de et stormangreb. Men netop som det ser sortest ud, går ridderne til modangreb. En hær af ryttere med hævede lanser kommer galopperende ud af en port med stormester Pierre d’Aubusson i spidsen. Hundreder af osmanner bliver tromlet ned.
I ugevis fortsætter belejrerne med at beskyde bymurene, og den 27. juli gør de et sidste angrebsforsøg. Denne gang lykkes det 2.500 osmanniske elitesoldater at erobre et fæstningstårn og trænge ind i byen.
Ridderne iler til for at stoppe hullet, og efter tre timers nærkamp må angriberne give op. Med 9.000 døde og 15.000 sårede er osmannerne nødt til at hæve belejringen.
År 1522
År 1530
Kejseren giver en ø i gave
Efter tabet af Rhodos er ridderne hjemløse i syv år. Men i 1530 får de Malta i gave fra den tysk-romerske kejser Karl 5. Kejseren beundrer riddernes tapperhed, men forærer næppe øen bort uden bagtanker.
Med Malta som base for en fortsat søkrig holder ridderne osmannerne beskæftigede, så kejserens egne riger slipper for invasioner.
Malta giver ordenen dens nuværende navn, malteserridderne. Under riddernes styre bliver øen en selvstændig stat i konstant krig med islam.
Maltesiske skibe og kaperskibe under maltesisk flag plyndrer muslimske skibe i hele Middelhavet, og sultanen fortryder snart, at han lod ridderne slippe.
År 1565
Månedlang belejring af Malta bliver det endelige opgør
Den 19. maj 1565 går en osmannisk invasionsstyrke på op mod 40.000 mand i land på Malta og indleder en belejring af hovedstaden. Riddernes stormester, Jean de la Valette, kan kun mønstre 8.000-9.000 mand til øens
forsvar. Han råder over 500 riddere, 4.000 regulære fodfolkssoldater og 3.000-4.000 lokale militsmænd.
Osmannerne medbringer 35 svære belejringskanoner, som sender op til 80 kg tunge jern- og stenprojektiler mod fæstningsmurene.
Fra den 24. maj koncentrerer osmannerne angrebene om fortet Skt. Elmo ved havneindsejlingen. Fortet bliver bombarderet og udsat for massive angreb 31 dage i træk. Da fæstningen til sidst falder den 23. juni, er den reduceret til en bunke murbrokker. 129 af de 500 riddere var sat ind i fæstningens forsvar. Af dem er kun ni i live.
Det heroiske og langvarige forsvar af Skt. Elmo, kaldet “nøglen til Malta”, bliver ridderstatens redning. Trods de næsten umulige odds holder ridderne stand i over to måneder og vinder dermed afgørende tid. Den 8. september ankommer en undsætningsstyrke på 12.000 spanske og italienske soldater til øen.
Osmannerne har på det tidspunkt mistet soldater i titusindvis og må trække sig tilbage.
Også blandt ridderne er tabene enorme. På de sønderskudte forsvarsværker er kun 500 af de oprindelige 8.000-9.000 mænd endnu i stand til at stå på benene. 300 af de i alt 500 riddere er faldet, og de fleste overlevende er sårede. Men Malta er reddet, og muslimerne forsøger aldrig igen at erobre riddernes ø.
År 1672
Brud på cølibatet bliver fatalt
Reformationen koster ordenen dens ejendomme i Europas nye protestantiske stater. I 1672 får ridderne dog noget af fordums rigdom tilbage, da prins Janus af Ostrog testamenterer sine store besiddelser i Polen til ordenen.
Men gaven skal vise sig at blive en ulykke. Den ridder, der bliver sat til at bestyre arven, får af uvisse årsager lov til at gifte sig. Efter hans død gør enken krav på arven, og det resulterer i en af de længste retssager i Europas historie.
I 1701 vinder ridderne sagen, da Rusland intervenerer. Den tjeneste bringer ordenen i lommen på russerne, og i 1798 udnævnes zar Paul I til stormester på trods af, at han ikke er katolik.
År 1798
Napoleon tæver mølædte riddere
Efter den franske revolution får Malteserordenen konfiskeret alle sine godser i Frankrig. Det reducerer i katastrofal grad pengestrømmen til hovedkvarteret på Malta og gør det svært at opretholde militærbudgettet.
I 1798 kommer Napoleon forbi med sit ekspeditionskorps på vej til Egypten. Under påskud af at ville proviantere erobrer franskmændene øen med overraskende lethed. Af de 332 riddere på øen er 50 for svagelige til at kæmpe.
Kanonerne har ikke affyret et skud i hundrede år, og meget af krudtet er for gammelt. Napoleon opløser ridderstaten, indsætter en fransk regering og konfiskerer alt guld og sølv. Mere end seks århundreders ridderhistorie slutter på kun seks dage.
År 1834
Krigermunkene vender tilbage til velgørenhed
I 1834 flytter Malteserordenen til Rom, hvor den endnu i dag har sit hovedkvarter i Via dei Condotti nr. 68.
Malteserridderne kalder sig stadig en “suveræn militær orden”, men dens praktiske funktion er humanitært arbejde over hele kloden, især drift af hospitaler og klinikker samt ambulancekørsel.
Arbejdet foregår i tæt samarbejde med den katolske kirke. Organisationen tæller i dag 13.500 medlemmer med varierende grader af ridderskab. Kun ca. 40 personer har svoret den fulde ed og kan regne sig for fuldgyldige ridderbrødre.
Ordenen har ikke blot diplomatiske forbindelser med Vatikanet, men også en række nationalstater samt observatørstatus i FN. De moderne riddere udgiver egne frimærker, og den nuværende stormester, Matthew Festing, behandles som et statsoverhoved.
Ordenen har sektioner i en række lande. I Tyskland er den kendt som Johanniterordenen. I Sverige, Holland og Storbritannien har ordenen kongelige protektorer. Dens engelske navn er “Order of St. John”.