Den 6. august 1596 bliver en 60-årig tiggerkone ved navn Barbe ført til bålet i den lille franske by Charmes. Hun bliver bundet til en pæl og når at mærke ilden brænde fødder, ben, arme, til sidst bryst og ansigt, så hun dør af hedechok og blodtab – eller måske før da bliver kvalt af røgen.
Få dage før er Barbe blevet dømt for hekseri. Hun har under den ugelange retssag tilstået, at hun i mere end 20 år har stået i Djævelens tjeneste. Oprindelig havde hun nægtet alt, men lidt efter lidt fik trusler om tortur gjort hende mør.
Den fattige kone medgav først, at hun gennem årene havde påført flere af sine naboers husdyr dødelige sygdomme. Dernæst kom det frem, at hun i vrede også havde gjort en række af sine naboer syge og forkrøblede, ja, endog forårsaget fleres død.
Efter et skænderi havde hun blandt andet smidt noget pulver, hun havde fået af Djævelen, ned ad nakken på en kvindelig nabo. Hun døde 18 kvalfulde måneder senere, da Barbe nægtede at helbrede hende igen.
Den gamle kone erkendte desuden, at hun havde dræbt en karl fra en nabogård, da hun havde mødt ham på en skovvej, og han nægtede at give hende noget brød.
Kragerne langs vejen havde skræppet til hende, at hun skulle dræbe karlen og brække nakkerne på hestene, der trak hans vogn, og hun havde adlydt.
Engang havde hun i skikkelse af en kat forsøgt at kvæle en anden kvinde, fordi dennes mand havde anklaget hende for at have frembragt en tæt tåge over søen.
Hun havde dog måttet opgive foretagendet, da nabokvinden gjorde for stor modstand, og hun havde nøjedes med at kradse hende og tale ondt.
Da Barbe blev lagt på strækbænken for at sikre de sidste bekendelser, erkendte hun også, at hun havde dræbt flere andre, blandt dem børn, fordi de havde nægtet hende almisser.
Alle disse tilståelser blev efterfølgende bekræftet af vidner. Selv om Barbe fortalte, hvordan hun var blevet narret af Djævelen i et svagt øjeblik, og hævdede, at hun flere gange havde forsøgt at forpurre hans værk og slippe ud af hans kløer igen, var der derfor ikke nogen vej uden om flammerne.
Hverken for hende eller for de to andre tiggerkoner, hun inddrog i sine bekendelser om sammensværgelsen mod lokalsamfundet. Hun forklarede, at hun havde mødt dem ved de heksesabbatter, hun havde taget del i.
Sammen var de fløjet på koste til et sted uden for landsbyen for at deltage i orgier samt drikke, bande og frembringe tåger og haglvejr, der kunne ødelægge høsten i landsbyen. Et par uger senere fulgte de to andre tiggerkoner hende den tunge vej til bålet.
Landsbyboere prøver at opildne øvrighedens skeptiske mænd til at pågribe en kvinde for hekseri.
Hekse stod i ledtog med Djævelen
Barbes historie giver os et billede af en typisk hekseretssag i de århundreder, hvor de store hekseforfølgelser rullede over Europa.
Troen på hekse går tilbage til tidernes morgen, og spredte lynchninger og henrettelser har altid fundet sted. Først i den sidste del af middelalderen tog jagten imidlertid til i Europa.
Indtil da var tro på hekseri blevet set som simpel folkelig overtro, der nærmest var en afvigelse fra kirkens lære. Omkring år 1400 blev heksene knyttet til Djævelen, og dermed blev de kættere.
En pavebulle fra 1409 nævner således jøder, kættere og hekse i flæng og pålægger inkvisitionen – en form for katolsk undersøgelseskommission, som opsporede og dømte kættere – at tage sig af dem. Det sted i Det Gamle Testamente, hvor der står:
“En troldkvinde må du ikke lade leve” (Anden Mosebog 22:18), blev nu hentet frem og pudset af til brug. Langsomt tog massehysteriet fart. De første store retssager fandt sted i Alpeområderne i det sydlige Schweiz og nordlige Italien i slutningen af 1420’erne.
De lokale hekseretssager baseret på frygt og rygter fik støtte, da to dominikanermunke fra Köln, Heinrich Kramer og Jakob Sprenger, i 1486 udgav en hel håndbog i hekseforfølgelser.
“Malleus Maleficarum”, Heksehammeren, hed bogen, som knyttede mange forskellige elementer af folklore og juridisk stof sammen. I bogen mente Kramer og hans medforfatter Jakob Sprenger samtidig, at de kunne bevise, at kvinder var mere tilbøjelige til hekseri end mænd:
“Kvinder er af natur Satans redskab,” skrev de og lagde samtidig hovedansvaret for hekseri på kvindens tøjlesløse seksualitet: “Alt hekseri stammer fra kødelig lyst, der er umættelig hos kvinder.”
De to forfattere beretter desuden historier om selv mindre børn, der er blevet “besmittet” af deres forældre, og fremfører bl.a. som bevis, at børnene har opført sig sært, efter at deres forældre blev brændt på bålet.
Allerede i 1490 blev Heksehammeren dog forbudt af den katolske kirke, som kaldte den uetisk og ulovlig. Alligevel nød bogen stor udbredelse og udkom takket være den nyopfundne trykpresse i 36 udgaver mellem 1486 og 1669.
Især blev den brugt som manual for en række verdslige domstole i landområder, hvor dommerne ikke vidste, hvordan man skulle gribe en hekseretssag an, og den blev en populær inspirationskilde for flere senere heksemanualer, der gengav dens farverige beretninger om hekses adfærd mere eller mindre ukritisk.
I sig selv var bogen dog næppe årsag til store udbrud af hekseforfølgelser, som nogle historikere har hævdet.
Dens indflydelse bestod snarere i, at den satte ord på de fantasifulde eskapader, som hekse skulle være involveret i, fra seksuelle udskejelser over barnemord til sygdom og ulykker i lokalsamfundet.
100.000 heksesager på 300 år
Over de næste århundreder bredte hekseforfølgelserne sig i bølger ud over kontinentet og til den nye verden på den anden side af Atlanterhavet.
I langt de fleste tilfælde var der tale om mindre udbrud af panik og henrettelser i små landsbyer som den, Barbe boede i, selv om mange forfølgelser i større byer og over hele regioner var uhyrligt blodige.
Det samlede antal døde i hekseforfølgelserne har altid været et meget omdiskuteret emne, og nogle forskere har anslået tallet på helt op mod ni millioner ofre. I dag vurderer de fleste forskere sagen langt mere forsigtigt.
To tredjedele af Europa blev aldrig ramt af hetzen, der hovedsagelig fandt sted nord for Alperne. Indtil videre er færre end 15.000 dødsstraffe dokumenteret i retsakter.
Ved at tage højde for, at der stadig må ligge mange uopdagede navne og forfølgelser i dokumenter gemt i arkiver rundt omkring i Europa, vurderer de fleste derfor nu, at “kun” mellem 40.000 og 60.000 blev henrettet i de henved 100.000 retssager, der blev afholdt over de tre århundreder, forfølgelserne stod på.
Uheld forklaredes som hekseri
Der er i dag ikke noget, der tyder på, at der nogen sinde har levet hekse, som har brugt djævelsk magi til at hævne sig på deres naboer, sådan som vi kan læse det i retsakterne fra dengang. Eller at heksene skulle være fløjet på kosteskaft til heksesabbatter, hvor de syndede og smedede rænker mod lokalsamfundet.
Forklaringen på, at forfølgelserne alligevel kunne gå så vidt, er ganske simpel. Selv om der er tale om et tankespind, var hekseriet dengang en nærmest fysisk realitet i hverdagen for de fleste.
Den gamle tiggerkone Barbe gik i sin retssag til bekendelse i en sådan grad, at der ikke kan herske megen tvivl om, at hun blot ønskede at få det hele overstået. Men det spind, hun vævede sig selv ind i under afhøringerne, er samtidig en lang opremsning af de stereotyper og ideer om det onde, der var gængse i datiden.
Forestillingerne om heksekunst var oftest brygget sammen som en blanding af lokal folklore og den kristne teologi. De blev brugt til at forklare fænomener, som vi i dag ville tilskrive begreber som tilfældet, held og uheld eller give meteorologiske og medicinske forklaringer.
Heksene blev en slags syndebukke for de ulykker, der ramte lokalsamfundet, og de fleste udbrud af forfølgelser ses i forbindelse med hårde tider i landsbyerne, fx efter en fejlslagen høst eller epidemier. Så uheldig kunne ingen vel være, uden at overnaturlige kræfter var på spil.
Hekseanklager var ofte lang tid undervejs. Som i Barbe-sagen kunne det tage 15-20 år for en mistanke at blive til en retssag, men når først rygtet om hekseri var opstået, kendte fantasien ingen grænser.
Langsomt voksede personens ry som heks blandt naboerne i landsbyen. Rygter, sladder og sammenfald af begivenheder bekræftede hinanden, og nettet strammedes om personen. Især trusler og skænderier blev husket og kædet sammen med ulykkerne.
I en sag fra England i 1612 vidnede bissekræmmeren John Law mod en kvinde ved navn Alison Device. Han fortalte, hvordan han for nogle år siden havde nægtet at give hende knappenåle, fordi hun ikke havde penge, og kort efter var han “faldet til jorden helt lam i den ene side”.
Her ville forklaringen i vore dage være ligetil – et slagtilfælde – men i datiden var det medicinske kendskab begrænset. Sammenfaldet af begivenheder var derfor nok til at overbevise folk om, at sygdommen måtte have en årsag.
Heksene fik på den måde skylden for alt fra lugtende fødder til pludselige dødsfald. Når sagen endelig kom for retten, havde de anklagede sjældent mange chancer. Godt hjulpet af torturen, der var allestedsnærværende i datidens afhøringslokaler, har desperationen sikkert været med til at få tungen på gled.
På den måde kunne de mistænkte i det mindste købe sig lidt tilgivelse ved at indrømme det hele. Eller bare få det overstået, som i Barbes tilfælde.
Hvis de ikke tilstod, kunne de risikere at blive testet på forskellige brutale måder, som fx koldtvandsprøven. Her blev “heksene” smidt i en sø eller en dam. Hvis de flød, var de skyldige. Hvis de sank, var de ikke. Men så var det tit for sent at redde dem fra druknedøden.
Anklagerne for hekseri blev også forhalet, fordi mange valgte at konfrontere heksen for at få hende eller ham til at ophæve forbandelsen eller søgte hjælp hos magikyndige helbredere.
Det er indlysende, at den slags godartede troldkvinder og -karle selv må have været i farezonen, hvis noget andet pludselig gik skævt i lokalsamfundet.
Heksebrænding. Ofrene brændte nedefra og døde af væsketab, hede og røgforgiftning.
Hekse var også mænd
Langt størstedelen af de anklagede, mindst tre ud af fire, var kvinder. Tyskland, der med op mod 26.000 heksehenrettelser stod for over halvdelen af det samlede antal, følger den overordnede statistik, og i Ungarn (800), England (300-1000) og Danmark (1000), Norge (300-350) og Sverige (200-300) var stort set alle de dømte kvinder.
Men både i Frankrig, som med anslået 5-6000 henrettede er nummer to på listen, og i Finland (115 dræbte) er fordelingen næsten 50-50. I Estland (100) var 60 pct. af de dræbte mænd, og på Island var 20 ud af 22 dømte mænd.
Af de kvindelige anklagede synes mange i første omgang at være blevet angivet for hekseri af andre kvinder. Det kan forklares ved, at datidens samfund var stærkt kønsopdelt.
Sædvanligvis varetog kvinder opgaver i og omkring huset, mens manden arbejdede udendørs. Derfor havde kvinder flest sammenstød med andre kvinder i hverdagen. Først længere oppe i systemet blev mænd involveret som vidner og dommere.
Derfor er skævvridningen også stadig udtryk for mandsdominansen og kvindeundertrykkelsen i samfundet op gennem middelalderen og renæssancen.
Kvinderne hørte generelt til de svageste i samfundet, og det var oftest blandt dem, man fandt de anklagede. Retsakterne viser, at de mest udsatte oftest var dem, der ikke havde en familie og dermed ikke havde et stærkt socialt netværk til at beskytte sig.
Mobiliteten i datidens samfund var minimal både geografisk og socialt. En af undtagelserne var, når kvinder blev gift og flyttede ind hos manden og svigerfamilien, ofte i en anden by. Hvis manden døde først, stod kvinden uden et socialtnetværk.
Det er en væsentlig del af forklaringen på, at enker og tiggere som Barbe fylder så meget i statistikkerne. Hun havde godt nok en mand, men han var gammel og svag og havde ikke indflydelse til at kunne hjælpe hende.
I de små landsbyer boede de fleste op og ned ad hinanden hele livet. Bytteøkonomien dominerede, og folk hjalp hinanden, så godt de kunne, selv om de færreste havde meget at give af. Det førte til venskaber og fjendskaber.
Men selv venskaber kunne blive anstrengt i knapheden, og ældre, fattige kvinder, der bad om mad uden at have meget at give igen, blev set som en byrde både rent økonomisk og følelsesmæssigt. Især når tiderne var trange, og hvis tiggerkonerne reagerede aggressivt på afvisningen.
Mænd, der blev dømt som hekse, var på samme måde oftest rejsende håndværkere, fattige bønder eller tiggere, mens folk fra de øvre samfundslag og stærkere familier sjældent endte på anklagebænken.
Det skete stort set kun, når sager begyndte at rulle efter tilståelser om heksesabbatter eller i de få dokumenterede sager, hvor slægtsfejder blev udkæmpet i retssalene.
Nogle forskere har peget på jordemødre som særligt udsatte. Heksehammeren giver fx udtryk for, at “der ikke er nogen, der skader den katolske tro så meget som jordemødrene”.
Årsagen kunne være det store antal spædbørn og mødre, der i tidligere tider døde under fødsler. I kilderne tyder intet dog på, at jordemødrene skulle have været særligt forfulgte. Tværtimod ser de ud til at være underrepræsenterede i retsakterne.
Det har andre forskere forklaret med, at de i virkeligheden var en respekteret gruppe i samfundet takket være den livsvigtige funktion, de havde.
Det var således mere sandsynligt at finde jordemødre i de kommissioner, der skulle teste de anklagede for mærker, der kunne afsløre dem som hekse, end på selve anklagebænken.
Protestanter og katolikker var lige grove
På nær nogle særlige tilfælde var der altså ikke tale om forfølgelser organiseret og styret oppefra, af kirken eller staten.
I begyndelsen gik den katolske kirke nidkært ind i forfølgelserne, men som helhed var de kirkelige domstole langt mere tilbøjelige til at idømme bodsstraffe i stedet for dødsdomme, og kirken var blandt de første til at tage afstand fra hekseforfølgelserne igen.
Den berygtede spanske inkvisition henrettede således kun 59 mennesker for hekseri, mens tallene for de katolske inkvisitioner i Italien og Portugal lå på henholdsvis 36 og 4. Inkvisitionerne var langt mere optaget af felttog mod kættere, jøder, muslimer og protestanter end af at forfølge satanisme og hekseri.
Nord for Alperne tyder meget derimod på, at både lokale katolske og protestantiske præster i mange tilfælde tillod eller opildnede til forfølgelser i krisetiden efter reformationen i det 16. århundrede.
Statsoverhovederne havde sjældent interesse i, at forfølgelserne udviklede sig og truede stabiliteten i samfundet. Mens 90 pct. af retssagerne i landområderne endte med en dødsdom, gjaldt det kun 30 pct. ved de nationale domstole.
Disse tal er dog også blevet forklaret med, at dommerne i storbyerne var bedre uddannet og længere væk fra hysteriet, mens de i landsbyerne var en del af det samfund, hvor panikken hærgede og anklagerne opstod.
Der findes imidlertid nogle særligt grelle sager, hvor myndighederne tydeligvis har været med til at opildne stemningen og få de anklagede dømt og henrettet.
Den slags intense hekseforfølgelser fandt hovedsagelig sted fra slutningen af det 16. århundrede. De brød ud i store bølger i sydtyske provinsbyer som Trier, Bamberg, Würzburg og Köln samt Østrig og Schweiz.
I de snævre, klaustrofobiske gader i disse byer kunne naboskabet også være anstrengt, og når den første gnist var tændt, løb anklagerne som en ild gennem byen.
Det førte til store processer, hvor flere tusinde mennesker blev forfulgt og dømt til døden. Disse spektakulære massehenrettelser har i høj grad været med til at farve eftertidens syn på hele perioden, sammen med den udprægede brug af grusom tortur til at fremtvinge tilståelser og nye anklager mod naboer, venner og fjender.
I 1675 brød en “hekseepidemi” ud i Salzburg i Østrig, den såkaldte Zaubererjackl-proces. En gruppe desperate tiggere, hovedsagelig forældreløse eller udstødte drenge, havde over de foregående år sluttet sig sammen i en bande og taget aggressive metoder i brug for at overleve. De havde slået sig på tyveri, røveri og brugt trusler om hekseri, når folk ikke ville give dem, hvad de ville have.
Til deres ceremonier anvendte de forskellige hjemmestrikkede magiske ritualer. For sent så de faresignalerne. Myndighederne skred nu ind, og tiggere blev systematisk kædet sammen med hekseri.
Der findes ikke håndfaste beviser på, at kirken og myndighederne valgte at bruge denne gruppe som syndebukke for at rense ud i byens nederste lag, men en del tyder på det.
Ærkebiskoppen i Salzburg skånede nådigt alle under 12 år, men alligevel endte dødstallet på over 200 i de 15 år, retssagerne stod på.
Tilståelserne i heksesager beskriver det samme – bl.a. orgier, magiske salver og flyvning. Formentlig var de pure opspind og ikke fremkaldt af fx rusmidler. Malet af Goya i 1798.
Hekse blev brændt eller hængt
I England og Amerika blev heksene hængt, mens man i andre europæiske lande brændte hekse. De fleste billeder af kætter- eller heksebål viser den dødsdømte bundet til en pæl på toppen af et bål.
Reelt var den dødsdømte dog oftest helt eller delvis skjult. Bålet blev stablet i en cirkel omkring pælen, den dødsdømte blev ført ind i cirklen og bundet, mere kvas blev læsset op omkring hende eller ham, og det hele sluttelig antændt.
Den senere periode af hekseforfølgelserne involverede stadig oftere børn. Både ofre og anklagere omfattede mange mindreårige, og det gik ud over alle mulige – fra familiemedlemmer og naboer over legekammerater til tilfældigt forbipasserende.
To heksejagter i henholdsvis Nordsverige i 1668-76, hvor små 200 blev dømt til døden, og nordamerikanske Salem i 1692, viser, at det kunne få særligt tragiske konsekvenser at indblande børn.
Både i Sverige og Amerika blev det senere klart, at børnene havde hidset hinanden op og opdigtet anklagerne. I Sverige blev en del børn endda henrettet som resultat.
De blodige tilfælde af massehysteri hørte til undtagelserne og bidrog formentlig til at afslutte hekseforfølgelserne.
Stemningen blandt magthaverne, i de veluddannede kredse og i befolkningerne som helhed vendte sig til sidst imod processerne, som standsede helt i løbet af 1700-tallet.
Europas sidste heksehenrettelse fandt sted i Schweiz i 1782. Da var modstanden vokset, så man under selve retssagen helt undgik at bruge ordet hekseri. Tiden var omsider løbet fra Heksehammeren.