Knælang kappe og en højpuldet hat blev hekse­jæger Matthew Hopkins' uniform.

© Getty Images

Heksejæger skabte hysteri i England

Mens borgerkrigen raser i England, går en protestantisk fanatiker i gang med at udrense Djævelens håndlangere. På bare ét år får han 300 kvinder og mænd dødsdømt.

26. august 2014 af Therese Boisen Haag

Døren til den lavloftede hytte går op, og en sort skikkelse tegner sig i åbningen. Aftenmørket forhindrer den gamle kone i at se andet end en ildevarslende skygge, der er iført en knælang kappe og en bredskygget hat med høj puld.

“Elizabeth Clarke, indrømmer du at kende Satan?” udbryder manden, mens endnu en dyster skikkelse og en hund kommer til syne i døråbningen. Stemmen er hård og ubamhjertig.

80-årige Elizabeth har fået det samme spørgsmål stillet gang på gang af de seks kvinder, der lige nu sidder bag hende i stuen. Vågekonerne trængte ind tre døgn forinden, og siden har husets ejer ikke fået lov at sove. Hver gang Elizabeths trætte øjenlåg gled i, ruskede konerne hende eller tvang hende til at stavre rundt på gulvet.

Hidtil har Elizabeth afvist alle beskyldninger, men de to gespensters tilsynekomst får modstandsviljen til at knække. Delirisk rabler hun det svar, som hendes plageånder forlanger. Ja, hun kender Satan. Ja, han kommer ofte på besøg og har sex med hende. Ja, hun har født ham en hel flok af djævleunger.

Gys lyder fra alle i stuen. Heksen har bekendt. Heksejægeren Matthew Hopkins og hans kompagnon John Stearne har afsløret deres første heks, og mange flere vil følge i de kommende måneder.

Heksejagten begynder

I Østenglands tågede marsklandskaber er en dødbringende udrensning ved at begynde i foråret 1645. Det sker i skyggen af onde tider, hvor en borgerkrig raser mellem kongen og magtfulde adelsmænd, og frygten breder sig. Hidtil har Karl 1. sat sig imod hekseprocesser, men hans vilje tæller ikke længere i østlige provinser som Essex.

Her lever den unge advokatassistent Matthew Hopkins, der er søn af en protestantisk præst. I sit gudfrygtige barndomshjem har han lært, at ondskaben lurer overalt, fordi reformationen ikke har fjernet alle spor af Englands katolske fortid. Hekseri breder sig som en kræftsygdom blandt de troende og må bekæmpes med alle midler.

Hopkins bor i landsbyen Manningtree, hvor han har købt et lille hus for arvede penge. Han vil gerne regnes for betydningsfuld, og derfor har han anlagt et kort skæg og bærer højpuldet hat, kappe og lange kavalerstøvler ligesom en embedsmand.

Fra andre beboere i Manningtree hører Hopkins om Elizabeth Clarke. Den gamle kones mor er i sin tid blevet hængt for trolddom, og Elizabeth selv har angiveligt kastet “onde øjne” på to fromme nabokvinder. Den ene døde i barselssengen, og den anden har født et dødt spædbarn.

Hopkins' interesse er vakt, og historen fanger også en anden streng puritaner i Manningtree. Hans navn er John Stearne, og ligesom Hopkins ønsker han at skride til handling.

Fredag 21. marts 1645 opsøger de to mænd en dommer, og takket være Stearnes gode forbindelser får de tilladelse til at undersøge Elizabeth Clarke. Dernæst hyrer de “vågekoner”, der skal hjælpe dem med at skaffe beviser i den kommende efterforskning.

Ifølge den engelske hekselov fra 1604 er tortur forbudt, så Hopkins og Stearne må enten fange heksen på fersk gerning eller hale en tilståelse ud af hende. Vågekonerne skal holde Elizabeth med selskab nat og dag i håb om, at Djævelen eller hans yngel viser sig.

De to heksejægeres hjælpere viser sig at være hele deres løn værd. I tre døgn sidder de trofast i den mistænktes stue, og selv om de intet har set, da Hopkins og Stearne selv dukker op, sikrer deres indsats, at sagen alligevel kan lukkes.

Den udmattede Elizabeth tilstår i vidners påhør, og dermed har heksejægeren et bevis at overdrage til dommeren.

Heksen indrømmer ikke kun sin egen skyld, men udpeger også en hel kreds af medskyldige på egnen. Hopkins og Stearne har mulighed for at optrevle et satanisk netværk.

Soldaterne anholdt først en heks, når borgere havde indsamlet beviser mod hende.

© Bridgeman


En hærskare af hekse

Ledsaget af Stearne og to kvindelige medhjælpere ankommer Hopkins til Mistley, en naboby til Manningtree. Herfra sejler skibe korn til London ved højvande – ved lavvande er området en slimet muddermark, hvor mågerne skrigende pikker føde op af jorden.

De nyankomne giver sig til at opsøge kvinder, som den fængslede Elizabeth Clarke har angivet. Arbejdet skrider langt hurtigere frem, end Hopkins og Stearne havde turdet håbe, for Mistleys beboere overgår hinanden i deres iver for at angive naboer.

Heksejægerne slår en handel af med en af de mistænkte: Hun vil vidne mod resten af djævletilbederne, deriblandt hendes egen mor, mod selv at gå fri. I ét hug fælder Hopkins og Stearne 23 hekse.

Mistleys fangehul kan næsten ikke rumme de mange anklagede, og mens de venter på at blive dømt, dør flere kvinder under de uhumske forhold. Imens betaler de gudfrygtige borgere for heksejægernes kroophold og foder til deres heste.

Den største udgift er dog Hopkins' honorar, som svarer til syv ugers løn for en almindelig håndværker. Den lille by må sande, at det er dyrt at skille sig af med sine hekse. Da beviserne er afleveret til dommeren og pengene udbetalt, drager Hopkins og Stearne strakes videre for at følge nye spor i naboprovinsen Suffolk.

Amatører afsagde dommene

Borgerkrigen raser med uformindsket styrke, og mange lokale mænd har sluttet sig til kongens fjender. De stærkt troende, der endnu er tilbage i Suffolks landsbyer, ser ikke blot striden som et opgør med kong Karl, men også med Satan selv.

Ustandseligt dør et barn på mystisk vis, eller kvæget bliver ramt af sygdom, og fra nord kommer rygter om byldepest.

Bønner og tro alene er ikke nok til at beskytte de gudfrygtige protestanter mod det onde. Enhver må beskytte sig selv, og derfor tager de ivrigt imod en mand fra Essex, der kalder sig general-heksejæger.

Matthew Hopkins har tildelt sig selv den officielt klingende titel, efter at han er begyndt at arbejde alene. Han går til sin opgave som en strateg, og i sommeren 1645 afleverer han beviser mod 150 mistænkte til Suffolks domstole.

Rygtet om heksejægerens evner er begyndt at løbe i forvejen, og når han ankommer til en ny landsby, står borgerne ofte klar til at betale for hans ekspertise.

Forventningerne bliver sjældent skuffede, for Hopkins leverer store afsløringer – og opkræver skyhøje honorarer. I Ipswich må byrådet opkræve en særlig skat blandt borgerne for at dække heksejægerens regning.

Den rastløse Hopkins er på konstant rejse, hele tiden på vej videre mod næste landsby, hvor nye hekse skal martres til bekendelse. På intet tidspunkt nages han af tvivl eller anger, heller ikke når han vender tilbage til et sogn for at vidne under retsprocesserne.

Normalt dømmer en skare af omrejsende jurister i sager mod hekse, men krigen forhindrer dem i at passe deres pligter. I stedet føres processerne af adelsmænd, der ikke har nogen formel skoling i lovspørgsmål.

Det sker fx i Chelmsford, Essex, hvor jarlen af Warwick præsiderer mod 23 mistænkte hekse på en hed julidag i 1645. Domhuset er for lille til de hundredvis af tilskuere, der strømmer til, og sagen må flyttes til større lokaler.

Hen ved 90 vidners beretninger om utrolige hændelser fremlægges, og heksenes tilståelser bliver læst højt. De snavsede kvinder, der føres frem i skranken, ligner ikke Satans tjenerinder.

Men den højtidelige Hopkins sværger ved Biblen på, at hans afsløringer er sandfærdige, og med en advokats grundighed har han dækket alle svagheder i beviserne. Igen og igen kradser skriverkarlen den samme latinske formular ned:

“Malas et diabolica artes” – skyldig i onde og djævelske kunster. Straffen for denne forbrydelse mod Gud er døden ved hængning.

Da dommen skal eksekveres, har opfindsomme mænd banket tribuner op over for gaglen, og de tilbyder siddepladser mod betaling. Chelmsfords handlende sælger øl, pie og budding – hængningerne er en folkefest.

Engelske hekse blev ikke brændt, men hængt på samme måde som almindelige forbrydere.

© Bridgeman

London griber ind

Henrettelserne af hekse og troldkarle i Østengland når så stort et omfang, at det vækker opmærksomhed helt i London. Særligt da det rygtes, at en ordineret præst er blevet dømt i august 1645.

Parlamentet, der ellers er travlt optaget af krigen mod kong Karl, sender embedsmænd ud for at sikre sig, at sagerne mod hekse føres efter rigets love.

Imens har Hopkins fortsat sin jagt på Satans håndlangere, men tempoet er ikke som hidtil. De høje skatter, der skal finansiere borgerkrigen, tynger folket.

Østenglands puritanere er stadig opsat på at komme troldom til livs, men generalheksejægeren forlanger så stort et honorar, at mange tvinges til at takke nej til hans tjenester.

Hopkins bliver også hindret af parlamentets udsending, der forbyder ham at underkaste de mistænkte vandprøven. Kundskaben siger, at hekse flyder oven på vand. Men Hopkins beskyldes for at holde uskyldige oppe med diskrete ryk i de reb, der skal sikre, at de ikke drukner under testen.

Da heksejægeren får flere af sine anklager afvist, og nogle tidligere domme ligefrem ophæves, kommer han selv i livsfare. Kritiske personer foreslår, at den nådesløse inkvisitor måske selv står i ledtog med Djævelen.

Heksejægeren går på pension

Inden en officiel anklage rettes mod Hopkins, ender borgerkrigen i 1646, og med freden følger et ønske om normale tilstande. Lov og ret skal igen råde. Hopkins kan diskret trække sig tilbage uden at blive straffet, men den magt, han nød under udrensningerne, er også væk.

General-heksejægeren lever resten af sit korte liv hjemme i Manningtree, hvor naboerne forsøger at undgå ham. Da Hopkins får tuberkulose, vil ingen påtage sig at pleje ham, og han dør ensom den 12. august 1647.

Forinden har han dog efterladt et uudsletteligt minde i form af 300 hængte uskyldige – over 60 pct. af samtlige henrettede hekse i engelsk historie.

Læs mere

Malcolm Gaskill: Witchfinder – A Seventeenth-Century English Tragedy, John Murray, 2005. Gerry F. Jensen: The Parth of the Devil – Early Modern Witchhunts, Rowman & Littlefield, 2006.

Måske er du interesseret i...

Læs også