Tårerne triller ned ad prinsessens kinder, mens hun står og venter på dragen.Hun er blevet efterladt i den libyske ørken af sin far, som tynget af sorg er vendt tilbage til sin by, Silene.
Kun daglige menneskeofre kan afholde uhyret fra at angribe byen med sin giftige ånde – og prinsessen er blevet udvalgt ved lodtrækning.
“Min Gud!” udbryder hun ved synet af en rank ridder til hest.
Rytteren bærer et rødt kors på sit skjold, og samtidig med hans tilsynekomst dukker dragen frem fra sit skjul. Ridderen tøver ikke, men farer frem og spider monsteret med sin lanse.
Den dødsdømte prinsesse er lykkelig og låner med glæde ridderen sit bælte, som han bruger til at binde uhyret med. Sammen rider de tilbage til Silene med det bundne og blødende utyske på slæb.
Den modige ridder præsenterer sig som Georgius, og kongen lover at skænke ham alverdens guld, hvis blot han vil give dragen dødsstødet.
En yndet motiv i middelalderens kirkekunst: Georgius (Skt. Jørgen) spidder dragen og redder prinsessen af Silene.
Georgius vil dog kun frelse byen fra monsteret på én betingelse: De skal lade sig døbe og anerkende Jesus som deres sande frelser. Kongen bøjer sig og lover desuden at bygge kirker og hjælpe de fattige.
Rom skabte de første helgener
Historien om Skt. Georgius, der på dansk hedder Jørgen, er en af de mest kendte helgenberetninger. Den stammer fra en samling middelalderlegender – Legenda aurea fra ca. 1260 – og er et klassisk eksempel på en helgens evner til at besejre det onde og sprede Guds budskab.
Selvom dragen er hentet fra overtroen, har Jørgen sandsynligvis historiske rødder. Ifølge den græske historiker Eusebius var han en ung romersk soldat fra Kappadokien i det nuværende Tyrkiet.
I slutningen af 200-tallet steg han i graderne i den romerske hær – indtil det blev opdaget, at han var kristen.
“De har samlet knogler fra henrettede forbrydere og gjort dem til guder!” Eunapios, historiker, ca. 345-420
Jørgen endte sine dage som offer for kejser Diokletian, der i 300-tallet jagtede og henrettede medlemmer af den kristne kirke. Hvis de kristne ikke ville afsværge deres kætterske religion, måtte de lade livet.
Hvad kejseren ikke vidste, var, at han var med til at skabe de første kristne helgener: individer, der af eftertiden blev set som særlig hellige folk samt bindeled mellem mennesket og Gud.
De eventyrlige helgenlegender skulle minde de kristne om, at de med Guds kærlighed kunne besejre selv de værste plager. Og med tiden blev disse helgener så populære, at de kristne begyndte at tilbede deres jordiske rester:
“De kristne har samlet knogler fra henrettede forbrydere og gjort dem til guder!” skrev den græske historiker Eunapios forarget om de kristne egyptere i begyndelsen af 400-tallet.
Ved at røre og kysse knoglerne påstod de kristne, at der opstod en særlig kontakt til helgenen. De troende håbede på, at helgenen til gengæld for deres hengivenhed ville lægge et godt ord ind for dem hos Gud i det hinsides – og sikre rigeligt med afgrøder og et godt helbred.
Tarinan mukaan Guinefort oli vinttikoira.
Hunden helbredte børn
De kristne har dyrket mange helgener, som aldrig blev kanoniseret af paven. I Frankrig opstod en kult omkring hunden Guinefort. Legenden fortæller, at der i 1200-tallet levede en hund ved navn Guinefort på et gods nær Lyon.
En dag, da godsejeren og hans kone kom hjem, blev de mødt af et grufuldt syn: Deres spædbarns vugge lå væltet, og ved siden af stod Guinefort med blod om snuden.
Godsejeren huggede hovedet af hunden, men da han rejste vuggen, lå barnet trygt på gulvet. Ved siden af var en død slange – med tydelige bidemærker efter hunden.
Godsejeren angrede sin handling og begravede Guinefort i en nærliggende skov. Snart begyndte mødre at bringe deres syge børn ud til graven. Rygterne fortalte nemlig, at Guinefort kunne kurere dem.
Paven afviste at helgenkåre en hund, men tilbedelsen af Skt. Guinefort varede ved helt op til 1930’erne.
Biskopper kæmpede om knogler
I 380 endte kejsernes produktion af martyr-helgener, da kristendommen blev Romerrigets statsreligion. Forinden var masser af helgenkulter dog allerede blevet skabt.
De kristne biskopper forstod hurtigt, at de måtte acceptere helgenerne – også selvom Biblen ikke nævnte dem med et ord. Biskopperne åbnede kirkerne for en række af kulterne og øgede deres popularitet ved at grave helgener op og flytte dem til nye, prangende gravmæler.
Kirkerne dystede om at fylde deres skrin med relikvier – knogler og andre ting, som havde tilhørt en helgen – der ifølge folketroen havde magiske egenskaber.
Enhver biskop drømte om, at hans stift fik en grav eller et relikvie, som kunne tiltrække pilgrimme med penge på lommen. Og fra tid til anden dukkede sådanne relikvier op.
I 813 førte nogle mystiske lys i Galicien eneboeren Pelagius hen til en høj. Her gravede han sig ned til et skelet, der lå med sit kranium under armen.
Da han viste de lokale sit fund, var de overbeviste om, at det var Skt. Jakob – en af Jesu apostle. I år 44 e.Kr. var han blevet halshugget i Jerusalem af den romerske lydkonge Herodes Agrippa, som frygtede den nye tro.
Ifølge legenden var liget siden, med engles hjælp, blevet bragt til Galicien. Fundet førte til opførelsen af katedralen i Santiago de Compostela – endemålet for en af kristendommens vigtigste pilgrimsruter: Caminoen.
Paven ville bestemme
Op igennem det første årtusind e.Kr. kunne enhver lokal biskop sikre sig popularitet gennem velvalgte helgenkåringer. Folk så nemlig op til personer, der havde ofret livet for deres tro.
Nye helgenkulter opstod derfor omkring alt fra uretfærdigt myrdede konger til fromme og fattige kirkefolk. Den uregulerede helgenkåring skulle dog snart møde sine grænser.
Det skete, da den tyske biskop Ulrich af Augsburg en dag i midten af 900-tallet mistede mælet under en gudstjeneste. Den pinlige situation blev heldigvis reddet af engle, der hviskede til Ulrich og gav ham ordene tilbage.
Miraklet kom i 993 pave Johannes 15. for øre. Paven blev så bevæget, at han hidkaldte sin skriver – og for første gang i historien fik en afdød tilnavnet sanctus, hellig.
De gamle helgener blev fortsat dyrket, men fra nu af forsøgte paven at hævde sin ret til at bestemme, hvilke personer der kunne opnå officiel status.
De lokale biskopper stoppede imidlertid ikke med at udråbe deres egne helgener. I første omgang accepterede pavemagten de mange uofficielle helgener – så længe folk betalte tiende (kirkeskat), blandede paven sig som regel udenom – også fordi farverige helgenhistorier kunne lokke hedninge til troen.
I hele Europa valfartede folk derfor fortsat til helgengrave og hellige relikvier – om de så var officielt sanktionerede eller ej. Situationen varede ved, indtil pave Alexander 3. i 1170 besluttede, at der skulle lægges rammer for helgendyrkelsen.
Samme år udsendte han en erklæring, som fastslog pavestolens eneret til at udnævne helgener.
Kvinde havde mælk i blodårerne
Uagtet kampen om at styre helgenkåringerne var de gamle helgener fra kristendommens første år fortsat de mest populære. I 1100-tallet tog korsfarere fx legenden om Skt. Katrine fra Alexandria med sig fra Mellemøsten til Vesteuropa, hvor hun blev så populær, at kun Jomfru Maria overgik hende.
Skt. Katrine var ifølge legenden blevet kristen efter at have set Jomfru Maria og Jesusbarnet i et syn. Eftersom hun kom fra en indflydelsesrig romersk adelsfamilie, nåede rygtet om hendes nye tro kejser Maxentius i Rom.
Han frygtede, at hun ville påvirke almindelige mennesker, så de afviste de romerske guder.
Han vogtede porten til himmerige og kunne lukke folk ind eller afvise dem. Apostlen Peter var særlig god at være ven med
Kejseren forsøgte derfor at knække hendes vilje. Han meddelte, at hvis hun blot gav afkald på sin tro, kunne hun gifte sig med ham og leve som dronning i Rom.
Da Katrine afviste forslaget med begrundelsen, at hun var “Jesu brud”, beordrede Maxentius, at hun skulle radbrækkes på et hjul med pigge.
Torturinstrumentet var dog knap båret frem, før det faldt fra hinanden. I al hast huggede romerne Katrines hoved af, men til deres forfærdelse så de, at der på mirakuløs vis løb mælk ud af halsåbningen – et tegn på renhed og uskyld.
Hvorvidt en skikkelse som Katrine faktisk er historisk eller opdigtet, spekulerede de troende sjældent over. Hovedsagen var, at hun, ligesom Jesus, havde lidt en grusom og uretfærdig død.
Af kvindelige martyrer blev det desuden forventet, at de afstod fra at have sex, fordi jomfruelige kvinder blev betragtet som særlig hellige. Da kun meget få mennesker selv kunne læse om helgenerne, fik billeder en stor betydning i spredningen af legenderne.
Skulpturer, glasmosaikker og malerier i bønnebøger fungerede som en slags tegneserier, hvor hver helgen havde særlige kendetegn. Katrine blev fx malet sammen med det hjul, hun skulle have været radbrækket på, og Skt. Jørgen blev ofte vist til hest med sin lanse i færd med at besejre den frygtelige drage.
I takt med at skaren voksede, endte mange af de hellige kristne som skytshelgener. I 1100-tallet havde alle grupper i samfundet sin egen af slagsen.
Skt. Katrine hjalp fx møllerne i deres arbejde, riddere påkaldte Skt. Jørgen, og Roms første pave – apostlen Peter – var særlig god at være ven med: Han vogtede nemlig porten til himmerige og kunne lukke folk ind eller afvise dem, så de endte i helvede.
Regelsættet for helgener blev indført af Gregor 9., der ville styrke pavens magt over de troende.
Helgenkåringer kræver mirakler og et fromt liv
Siden 1234 har paverne fulgt et universelt regelsæt for kanonisering, som den afdøde skulle bedømmes efter.
De seneste helgener er de to portugisere Francisco og Jacinta Marto, som blev kåret 17. maj 2017.
Helgener torturerede sig selv
En ny tendens i 1100- og 1200-tallet var helgener, som påførte sig selv lidelse. De var inspireret af munkeordener som franciskanerne og dominikanerne, der hyldede fattigdom og underdanighed.
Målet var at lide ligesom Jesus. Til gengæld for deres selvopofrelse fik de lidende masser af tilhængere, der dyrkede dem som hellige, mens de endnu var i live.
En af de mest kendte var Peter fra Morrone (1215-1296). Han gik barfodet, talte sjældent og lavede 500 knæbøjninger om dagen. Under fasten nøjedes han med at spise sine grøntsager to gange ugentligt, og hver dag reciterede han alle kirkens bønner.
Sine mange dedikerede tilhængere forsøgte han at undgå, og kvinder skyede han som pesten. For andre var sult og ensomhed ikke nok.
Munkehelgenen Johan Bonus (1168-1249) stak små træstykker op i sine fødder, så de smertede for hvert skridt, han tog.
En af de mest ekstreme var Skt. Margrethe af Ungarn. Hun bar jernringe om benene og bandt snore så stramt om kroppen, at hun fik slidsår.
Mens Margrethe pryglede sig selv med kæppe, bad hun inderligt til Gud om, at de hedenske tatarer ville invadere Ungarn, så hun kunne dø for Kristus.
Billedet af Jesus, som giver Skt. Peter nøglerne til himlen, blev malet i Det Sixtinske Kapel af Pietro Perugino (1482).
Helgerne skulle afskaffes
Da den kristne tænker Thomas Aquinas døde i 1274, skyndte hans munkebrødre sig at koge liget – så de kunne sikre hans knogler. Munkene var overbeviste om, at Thomas hurtigt ville blive kanoniseret, og at hans relikvier ville ende med at være særdeles eftertragtede og værdifulde.
Knoglerne endte i jakobinernes kirke i Toulouse, hvor de ligger den dag i dag. I den sene middelalder var helgendyrkelsen blevet en mere lukrativ forretning end nogensinde før – og fænomenet havde spredt sig fra det oprindelige centrum ved Middelhavet til de fjerneste afkroge af Europa.
Helgener blev påkaldt for at hjælpe med stort set alle problemer, og de inspirerede folk til ikke at give op, når hverdagens problemer meldte sig.
Under reformationsbevægelserne i 1500-tallet, hvor båndene til den dominerende pave blev brudt, indledtes imidlertid et opgør med helgendyrkelsen i de protestantiske lande.
Nu talte kun Biblen, og der var ikke længere plads til mirakler og hellige afdøde. Befolkningerne måtte klare deres åndelige ærinder uden de hellige mellemled.
Den hårde linje vandt dog ikke gehør alle steder. I det anglikanske England var helgendyrkelsen så stor en del af kulturen, at befolkningen nægtede at opgive dem.
Selv i det lutheranske Danmark beholdt hospitalerne for spedalske, Sankt Jørgens-gårdene, deres navne. Den populære ridder var helgen for utallige grupper i samfundet – og englænderne ophøjede sågar Skt. Jørgen til nationalhelgen under deres brud med den katolske kirke.
Hvert år fejrede befolkningerne i flere byer ham derfor med parader på Skt. Jørgens Dag den 23. april. Reformationen til trods døde helgenkulterne altså ikke helt ud.