
Hellig knogle stammer ikke fra en af Jesu apostle
En undersøgelse af et fragment af en lårbensknogle fra et menneske har vist, at Santi Apostoli-kirken i Rom alligevel ikke har de jordiske rester af Jakob den Yngre – en af Jesu disciple. Undersøgelsen blev foretaget af den danske kemiprofessor Kaare Lund Rasmussen i samarbejde med en række europæiske universiteter.
Munkene henvendte sig selv til Lund Rasmussen for at få hans hjælp til at opklare, hvorvidt kirken var i besiddelse af knoglefragmenter fra to af Jesu apostle: Jakob den Yngre og Filip. Jakob betragtes af nogle kristne som en bror til Jesus.

Visse kristne regner Jakob den Yngre for at have været bror til Jesus.
Knoglerne var endt i Santi Apostoli-kirken i midten af det første årtusind e.Kr. Det var i den periode ganske almindeligt, at de kristne martyrers grave blev åbnet og knoglerne fragtet til andre kirker, hvor de blev tilbedt.
Munkene i Rom har angiveligt apostlen Filips fod, som var for porøs til at blive undersøgt. De jordiske rester af Jakob den Yngre – et stykke af et lårben – kunne derimod dateres.
Knoglen tilhørte en tidlig kristen
Men Kaare Lund Rasmussen måtte skuffe munkene. Ifølge en kulstof-14-datering viste lårbenet sig at stamme fra en person, som levede mellem 214 og 340 e.Kr. Den bibelske Jakob menes at være død i år 62 e.Kr.
Kulstof-14-datering afslørede sandheden

Apostlene var med til den sidste nadver
Leonardo da Vincis berømte maleri viser begivenheden, hvor Jesus fortæller de 12 disciple, at han snart skal dø.

Herrens bror
Jakob den Yngre ses til venstre på Leonardo da Vincis “Den sidste nadver”. Af nogle kristne regnes han for at have været enten bror eller fætter til Jesus.

Jesus sidder i midten
På maleriet sidder Jesus i midten. Han har netop fortalt sine nærmeste, at en af dem vil forråde ham.

Fodens ejermand
Ude i højre side af maleriet sidder Filip. Om det er hans fod, munkene i Santi Apostoli-kirken har, er fortsat uklart. Foden er for porøs til at kunne dateres, uden at den bliver ødelagt.
“Selvom relikviet ikke stammer fra Sankt Jakob den Yngre, kaster det lys over den tidlige kristendoms historie”, forklarer Kaare Lund Rasmussen ifølge net-mediet EurekAlert og fortsætter:
“Vi regner det for sandsynligt, at dem, som fragtede lårbensfragmentet til Santi Apostoli, troede, at det tilhørte Jakob den Yngre. De må have taget det fra en kristen grav, så det har tilhørt en tidlig kristen, apostel eller ej”.