Her lå Amsterdams hemmelige kirker

Set udefra gør det store, grå hus i gaden Oudezijds Voorburgwal ved bredden af én af Am­ster­dams kanaler ikke meget væ­sen af sig. Med sin strenge fa­ca­de og de spidse gavle er huset let gen­ken­de­ligt som ét af byens mange købmandshuse fra 1600-tallet.

Men for den besøgende, som bevæger sig op ad de mange trapper til husets tredjesal, venter et storslået syn. Her breder et kirkerum – komplet med alter, orgel og pulpitur – sig over husets tre øverste etager.

Indretningen har pas­sen­de givet huset tilnavnet Ons’ Lieve Heer op Solder, Vorherre på Loftet. Husets usædvanlige indretning skyldes ikke en tidligere ejers fikse idé. For købmanden Jan Hartman, som i 1662 anlagde kirken, var sagen dødelig alvor.

Protestanternes opgør med paven og den katolske kirke, reformationen, var langt og blodigt i Nederlandene. I Amsterdam smed protestanterne i 1578 det katolske byråd på porten og overtog ledelsen.

Protestanterne ændrede navnene på Amsterdams kirker og indviede dem som protestantiske bedesteder. Katolikker måtte fortsat bo i byen, så længe de ikke praktiserede deres tro offentligt ved fx at samles til gudstjeneste.

Den, som trodsede forbuddet, risikerede forvisning. Amsterdams katolikker samledes derfor i hemmelighed i de såkaldte schuilkerken – skjulte kirker.

Præst fik luksusbolig

En opgørelse fra 1656 viser, at Amsterdam da gemte på hele 62 hemmelige kirker. Flere kom til. Én af dem lå på Jan Hartmans loft. Den 42-årige Hartman var i 1661 en velhavende mand.

Formuen, som han tjente på at sælge klæde og ved at opkræve afgifter på handel med vin, gav ham råd til at købe huset, som lå i Amsterdams driftige bymidte.

Så snart Hartman var flyttet ind med sin hustru og fem børn, lod han kirken indrette. Han ansatte også en præst, Petrus Parmantier, som flyttede ind i en sidebygning til det store hus ved kanalen.

Hartman var så glad for præsten, at han tildelte ham et efter datidens forhold stort og luksuriøst studerekammer med marmorgulv. I sit testamente bestemte Hartman desuden, at Parmantier skulle bo i huset, så længe han levede.

Uheldigvis efterlod Hartman en stor gæld, og familien måtte sælge e­jen­dom­men. Kirken forblev imidlertid i funk­tion, og også fremtidige præster bo­e­de i hu­set og anvendte stu­de­re­kam­me­ret.

Kirken forfaldt

I de følgende næsten 200 år udvidede og fornyede skiftende familier kirken. En ny altertavle kom til i midten af 1700-tallet, og kirken fik et konfessionsrum, hvor kirkegængerne kunne skrifte i fred og ro.

Imens levede familierne i husets nederste etager som alle andre i Amsterdam. I 1700-tallet husede ejendommens nederste etage endog en ølstue.

Omkring 100 år senere ændrede for­hol­de­ne sig for Hollands katolikker. Landet indførte religionsfrihed i 1848, og de hemmelige kirker blev overflødige.

Bygningen på Oudezijds Voorburgwal forfaldt, og i 1880’erne overvejede e­jer­ne at rive ejendommen ned. De Am­stel­kring, en sammenslutning af ka­tol­ske borgere, købte i stedet huset og ind­ret­te­de det i 1888 som museum.

Kirken er nu renoveret og indbyder igen både turister og troende til et besøg. En gang om måneden lyder orglets toner på ny fra det høje, når folk samles hos Vorherre på Loftet.