Huguenotternes kamp på liv og død med det katolske Frankrig

Den 1. marts 1562 rider den franske konges rådgiver, François af Guise, og hans følge af soldater ind i byen Vassy i det nordvestlige Frankrig.

I en lade i byens udkant er 300 mennesker samlet til gudstjeneste. François af Guise, der er en gudfrygtig mand, beslutter at slutte sig til dem.

Men den rettroende katolik får et chok, for menigheden består af huguenotter – franske protestanter – og deres gudstjeneste er strengt ulovlig.

Siden Martin Luther indledte reformationen i 1517, har forholdet mellem Europas katolikker og protestanter været anspændt. I flere lande har den katolske kirke mistet sine privilegier, og en reformeret kirke har overtaget den gejstlige magt.

Også den katolske kirke i Frankrig har mærket fundamentet ryste under sig, men endnu er det ikke kommet til regulære krigshandlinger mellem trosretningerne.

På dette tidspunkt har huguenotterne i Frankrig fået tildelt en række rettigheder; bl.a. må de gerne holde gudstjeneste. Betingelsen er dog, at den finder sted uden for byerne.

Da Guise opdager, at huguenotterne praktiserer deres tro i laden inden for Vassys bymure, er han tvunget til at gribe ind. Han forsøger at stoppe gudstjenesten.

Huguenot-menigheden modsætter sig og kaster sten mod Guises soldater. En af stenene rammer efter sigende François af Guise selv, og optændt af vrede beordrer han laden brændt ned.

Soldaterne sætter ild til laden, og snart efter lyder skrigene fra de indespærrede huguenotter. Mange formår at redde sig ud af flammehavet, men mindst 74 mister livet.

Massakren i Vassy antænder de franske religionskrige, og de næste 36 år forsøger de franske katolikker at udrydde huguenotterne og deres protestantiske tro med våbenmagt, undertrykkelse og folkemord.

Massakren i Vassy antændte religionskrigene i Frankrig med katolikkerne på den ene side og protestanterne på den anden.

I 1562 var omkring halvdelen af landets adelige gået over til protestantismen, og det anslås, at omtrent to millioner franskmænd – ca. 10 procent af den franske befolkning på daværende tidspunkt – betragtede sig selv som protestanter. Størst var tilslutningen i Syd- og Vestfrankrig.

Hovedkraften i den nye kristne trosretning var den franske præst og reformator Jean Calvin. Inspireret af Martin Luther udgav Jean Calvin i 1536 sin vigtigste tekst, Institutio christianae religionis – Undervisning i den kristne religion. Teksten blev en religiøs rettesnor for protestanterne i Frankrig.

I modsætning til katolikkerne, der anså kirken som en direkte manifestation af Gud og et bindeled mellem Herren og de kristne, mente protestanterne, at det enkelte menneske stod i direkte forbindelse med Gud.

Det kom bl.a. til udtryk i, at huguenotter afviste katolsk pomp og pragt i deres kirker, som derfor ikke var prydet af farverige skildringer fra Biblen og helgenernes liv.

Efter Vassy-massakren udkæmpede huguenotter og katolikker i årene 1562-1598 i alt ni religionskrige på liv og død.

Begge parter udførte massakrer – kendtest er massakren under den såkaldte bartholomæusnat i august 1572, hvor huguenotter overalt i Paris blev angrebet og dræbt af katolikker.

Omkring 2.000 protestanter blev slået ihjel under den blodige massakre, og de følgende uger mistede helt op til 30.000 huguenotter livet, da angrebene spredte sig til en lang række franske byer.

I 1588 blev huguenotterne påtvunget en ny traktat, som fratog dem alle rettigheder. Den forbød også en protestant at blive konge.

Eftersom protestanternes leder, Henrik af Navarra, var nærmeste tronarving, begyndte en lang kamp for at få landets stænder til at anerkende ham som konge.

Efter lange forhandlinger konverterede Henrik af Navarra i 1593 tilbage til katolicismen, og han kunne derfor omsider indsættes som Frankrigs konge, Henrik 4.

Den nye konge anerkendte katolicismen som statsreligion, men gjorde samtidig protestantismen lovlig i Frankrig med det såkaldte Nantes-edikt.

Efter ni religionskrige gennem 36 år sænkede freden sig endelig over Frankrig, men det religiøse mindretals nyvundne frihed og selvbestemmelse blev en stakket frist.

En snes år efter Nantes-ediktet begyndte katolikkerne igen at forfølge “de vantro” huguenotter. Henrik 4.s søn Ludvig 13. forbød protestanter at bestride offentlige embeder, og de måtte heller ikke længere beskytte deres byer militært.

Da Henrik 4.s barnebarn – Ludvig 14., også kendt som Solkongen – besteg Frankrigs trone i 1643, tog forfølgelserne af det religiøse mindretal til i styrke. I 1685 underskrev Solkongen Fontainebleau-ediktet, som ophævede Nantes-ediktet og forbød protestantismen ved lov.

Kongen beordrede bl.a. huguenotternes kirker ødelagt og deres skoler lukket, og han forbød dem at gifte sig med hinanden.

Overgrebene fik omkring 200.000 huguenotter til at flygte ud af landet, men ikke alle protestanter ville give op uden kamp.

I 1702 rejste huguenotterne i sydfranske Cevennerne sig i en bondeopstand mod Ludvig 14.s grusomme forfølgelser.

Denne fraktion af huguenotter kaldte sig camisarder og udkæmpede en årelang guerillakrig mod de franske katolikker med bagholdsangreb og natlige plyndringer.

Som tiden gik, fik Ludvig 14.s tropper has på flere og flere af de protestantiske oprørere, og i 1707 skrev camisarder-lederen Jean Cavalier desillusioneret i sin dagbog:

“Den eneste trøst, der er tilbage for mig, er, at det regiment, jeg havde den ære at anføre, aldrig så sig tilbage, men solgte sit liv dyrt på slagmarken”.

I 1710 havde Ludvig 14. nedkæmpet camisarderne, og fem år senere døde den franske Solkonge, derefter aftog den religiøse forfølgelse af huguenotterne gradvist.

På det tidspunkt var adskillige hundrede tusinder af huguenotter flygtet ud af landet, primært til Schweiz, Tyskland og England.

Huguenotterne, der var dygtige håndværkere og handelsmænd, viste sig hurtigt at være en uvurderlig arbejdskraft i de lande, de kom til.

I England, hvor 50.000 huguenotter slog sig ned i 1700-tallet, blev de dygtige flygtninge og deres efterkommere en af forudsætningerne for den industrielle revolution i 1800-tallet.

Efter Den Franske Revolution i 1789 opnåede huguenotterne endelig en ligeværdig anerkendelse som borgere og trossamfund i Frankrig. Men århundreders religiøse forfølgelse havde gjort et stort indhug i de franske protestanter.

I dag tilhører blot 2,5 procent – svarende til 1,7 millioner franskmænd – den protestantiske kirke.