Fronteiras do Pensamento/Library of Congress
Fatwa mod Rushdie

Hvad er en fatwa?

For nogle muslimer er en fatwa en ufravigelig religiøs guide til, hvordan de skal leve et gudfrygtigt liv. Andre muslimer trækker blot på skuldrene, når der udstedes fatwaer.

Da forfatteren Salman Rushdie den 12. august 2022 blev stukket ned i New York, var det kulminationen på 33 års frygt for den fatwa, som Irans præstestyre havde udstedt mod ham i 1989.

Fatwaen opfordrede muslimer til “hurtigt at henrette forfatteren” til bogen “De sataniske vers”, der blev anset for at være en hån mod “islams hellige værdier”.

Selvom den iranske fatwa var en dødsdom, behøver en fatwa ikke at være drabelig. For i bund og grund er en fatwa blot en udtalelse fra en islamisk retslærd – en mufti – hvori vedkommende besvarer et konkret spørgsmål eller giver sin vurdering af et emne.

Fatwaer kan annullere hinanden

Fatwaer kan handle om både politiske og religiøse emner, men de kan også være praktiske anvisninger til dagligdagen – fx et svar på om en muslim må høre rapmusik.

Vurderingen foretaget af muftien er dog ikke juridisk bindende. Modtageren kan derfor selv bestemme, om han/hun vil følge fatwaen – og det kommer som oftest an på, om modtageren anerkender muftiens autoritet.

Muftier fra forskellige islamiske retsskoler kan desuden komme frem til modstridende svar på de samme spørgsmål og sågar annullere hinandens fatwaer.

Fatwa: Muslimer må spise svin

Hvornår den første fatwa blev udstedt er usikkert. I Koranen bliver profeten Muhammed instrueret af Allah i, hvordan han skal svare på forskellige religiøse spørgsmål, og ifølge nogle religionshistorikere er der eksempler på, at fatwaer er lige så gamle som islam.

En af de mest berømte fatwaer blev udstedt i 1504, efter at Spanien blev generobret af kristne, som tvangs-konverterede de muslimske indbyggere til kristendommen. Fatwaen slog fast, at muslimer i Spanien gerne måtte udføre handlinger, der var i strid med deres tro – fx at drikke alkohol og spise svinekød – hvis det var for at sikre deres overlevelse.