Romerne brækkede i særlige tilfælde de korsfæstedes skinneben for at gøre deres pinsler­ kortere.

Hvem opfandt korsfæstelse?

Hvorfor var korsfæstelse så udbredt i antikken - og hvor kom den smertefulde henrettelsesmetode fra?

Korsfæstelse blev sandsynligvis opfundet af perserne i 500-tallet f.Kr. Derfra spredte den smertefulde straf sig til resten af Middelhavet, hvor særligt romerne brugte metoden flittigt.

Især slaver, pirater, landevejsrøvere og forrædere blev korsfæstet. Formålet med straffen var, at den skulle være så smertefuld og ydmygende som muligt for at afskrække andre fra at begå tilsvarende forbrydelser. Den dømte blev bundet til korset med reb eller naglet fast med lange søm gennem underarmene og hælene.

Op til fire dage at dø

Flere typer kors blev brugt. Formen var typisk et T, men også et X-kors eller det latinske kors, som Jesus angiveligt døde på, blev brugt. Den dømte bar selv tværbjælken, som vejede ca. 50 kg, mens den lodrette stolpe allerede stod på retterstedet. For de heldige indtraf døden efter få timer. For de uheldige kunne det tage op til fire dage. Dødsårsagen var blodtab, hjertestop, dehydrering eller vejrtrækningsbesvær.

Skinneben blev knust

I nogle tilfælde blev ofrets skinneben knust. Det var ikke ment som en ekstra straf, men som en hjælp til ofret, hvis pinsler på den måde blev forkortet. Når kroppen hang frit i armene, stoppede vejrtrækningen hurtigt. Korsfæstelse var så hård en straf, at selv den romerske taler Cicero kaldte den for “den ondeste og mest modbydelige straf”, der fandtes.

Da kejser Konstantin den Store gjorde kristendommen til statsreligion i Romerriget i 313 e.Kr., afskaffede han samtidig korsfæstelse af respekt for Jesus.

I middelalderen blev jøderne i Europa beskyldt for hemmeligt at korsfæste kristne­ børn.