Indbyggerne i oldtidens Mesopotamien var efter alt at dømme nogle af de første til at udøve eksorcisme – uddrivelse af onde ånder eller dæmoner – for omkring 5.000 år siden.
Mesopotamiere var dybt overtroiske og overbeviste om, at forskellige overnaturlige væsener kunne skade eller gavne mennesker.
Eksorcisme var derfor en fast del af hverdagen, hvor ritualer, besværgelser og amuletter spillede en væsentlig rolle i forsøget på at slippe for sygdomme og ulykker.
Eksorcismen blev typisk udført af en præst, som fremsagde en særlig besværgelse, der skulle uddrive de onde væsener. Ved nogle lejligheder blev besværgelserne nedfældet på lertavler, som blev begravet eller placeret i hjemmet hos den person, man mistænkte for at være besat.
Den katolske kirke satte i 1500-tallet eksorcisme på formel med bogen Rituale Romanum, der stadig bruges af nogle præster.
Kirken uddriver stadig dæmoner
Eksorcisme har siden spredt sig til et væld af kulturer og religioner, men bliver i dag især forbundet med den katolske kirke, hvis kobling til djævleuddrivelse har rødder i Biblen. Her uddriver selveste Jesus dæmoner fra flere personer, bl.a. en dreng, der skærer tænder og har fråde om munden.
Også apostlene Peter og Paulus udførte eksorcisme, og praksissen fik med tiden fodfæste i den tidlige kristne kirke. Her blev processen udført på forskellig vis, indtil den katolske kirke i 1500-tallet satte faste rammer for eksorcisme. Det skete med bogen Rituale Romanum, som beskriver de ritualer og bønner, der skal bruges for at uddrive dæmoner.
Eksorcisme foregår stadig i sjældne tilfælde i den katolske kirke, hvor offeret i første omgang gennemgår en grundig psykisk og fysisk undersøgelse, inden en eksorcisme bliver sat i værk som den sidste løsning.