Indbyggerne i oldtidens Mesopotamien var efter alt at dømme nogle af de første til at udøve eksorcisme – uddrivelse af onde ånder eller dæmoner – for omkring 5.000 år siden.
Mesopotamiere var dybt overtroiske og overbeviste om, at forskellige overnaturlige væsener kunne skade eller gavne mennesker.
Eksorcisme var derfor en fast del af hverdagen, hvor ritualer, besværgelser og amuletter spillede en væsentlig rolle i forsøget på at slippe for sygdomme og ulykker.
Eksorcismen blev typisk udført af en præst, som fremsagde en særlig besværgelse, der skulle uddrive de onde væsener. Ved nogle lejligheder blev besværgelserne nedfældet på lertavler, som blev begravet eller placeret i hjemmet hos den person, man mistænkte for at være besat.