I 1500- og 1600-tallet blev de franske protestanter kaldt huguenotter af deres katolske landsmænd. Ordet er formentlig en fransk omskrivning af det tyske ord Eidgenosse (“edsvoren fælle”).
Huguenotterne var inspireret af reformatoren Jean Calvin (1509-64), der ønskede et teologisk opgør den katolske kirke, som størstedelen af den franske befolkning tilhørte i 1500-tallet.
Midt i århundredet voksede tilslutningen til huguenotterne så kraftigt – især blandt adelen og borgerskabet – at protestanterne begyndte at blive opfattet som en alvorlig trussel mod både den katolske kirke og kongemagten.
Spændingerne mellem de to trosretninger eskalerede, forfølgelsen af huguenotterne tog til, og flere store, væbnede konflikter brød ud i sidste halvdel af 1500-tallet.
Mange fremtrædende huguenot-ledere blev dræbt under bartholomæusnatten.
Hadet brød ud i lys lue i august 1572 under den såkaldte bartholomæusnat, hvor huguenotter overalt i Paris blev angrebet og dræbt af katolikker.
Historikerne anslår, at omkring 2.000 protestanter blev slået ihjel under den blodige massakre.
I de efterfølgende uger spredte angrebene sig til flere franske provinser og endte med at koste omkring 20.000 huguenotter livet.
Konflikterne fortsatte i 1600-tallet og betød, at ca. en halv million franske protestanter flygtede til andre lande – bl.a. Danmark.
Først i 1787 fik huguenotterne ret til at praktisere deres tro i Frankrig.