La Tribune de l'Art
Jules Mazarin

Hvem var kardinal Jules Mazarin?

Jules Mazarin var en ambitiøs ung mand. På få år fik kardinalen tilkæmpet sig så meget magt, at han både vandt dronningens hjerte og reelt set styrede Frankrig i to årtier.

Jules Mazarin (1602-1661) var en kardinal og statsmand af italiensk herkomst, som gennem krig og diplomati gjorde Frankrig til en af Europas mægtigste stater i 1600-tallet.

Som ung diplomat kom Mazarin i pavens tjeneste og gjorde så god en figur, at han fik det vigtige hverv som pavens udsending i Frankrig.

Her fangede Mazarin den magtfulde kardinal Richelieus opmærksomhed, og den pavelige udsending lod sig overtale til at gå i tjeneste hos kong Ludvig 13. af Frankrig. Belønningen herfor var, at Mazarin blev udnævnt til kardinal.

Jules Mazarin

Et tæt forhold til enkedronningen gjorde kardinal Mazarin til den ukronede konge af Frankrig.

© La Tribune de l'Art

Efterlod sig enorm formue

Efter Richelieus og Ludvig 13.s død blev Mazarin i 1643 udnævnt til minister af enkedronning Anna, der regerede for den mindreårige Ludvig 14. Mazarin udviklede et intimt forhold til Anna og regerede i to årtier reelt set Frankrig, mens landet var viklet ind i krige og kæmpede med dårlig økonomi og politisk uro.

I Frankrig var Mazarin upopulær blandt adelen, og han overlevede flere attentater og opstande. Udenrigspolitisk kunne Mazarin imidlertid fejre flere store sejre over bl.a. de spanske og tyske ærkefjender. Sideløbende fik kardinalen opbygget en enorm formue, og Mazarin efterlod sig en masse kunst, som i dag er udstillet på Louvre.

I Danmark har kardinalen lagt navn til den marcipan-fyldte mazarinkage, men hvorfor kagen er opkaldt efter Mazarin, er uklart.