Oversvømmelser har været straf i mange religioner
Mange religioner har rummet en dramatisk fortælling om oversvømmelser nedkaldt af en gudommelig magt. Som regel var oversvømmelsen en straf for, at mennesket ikke levede efter gudens anvisninger.
Så langt væk som blandt Sydamerikas inkaer fandtes en myte om guden Viracocha, der druknede alle mennesker ved Titicacasøen – på nær to retskafne, som genbefolkede Jorden. Kristendommens syndflod er dog ikke hentet i Amerika, men stammer fra jødernes beretning om Noa og hans ark.
Mesopotamien gik først i bådene
Utnapishtim: Babyloniernes syndflod
Udødelighed fik Utnapishtim som belønning, da han reddede mennesket fra uddryddelse ved at bygge en båd. Ombord havde han sin familie, dyr og håndværkere.
Deucalion: Grækernes syndflod
Titanen Prometheus advarede sin søn kong Deucalion om, at Zeus ville oversvømme Jorden. Med sin hustru ombord sejlede Deucalion rundt i ni dage, før han strandede.
Noa: De kristnes syndflod
Patriarken Noa boede ifølge nogle bud nær Nilens udløb. Foruden sin hustru og to af alle verdens dyr medbragte Noa sine tre sønner og deres koner i arken.
Jøderne kendte til Noa før de kristne
Kristendommen og jødedommen baserer begge deres tro på Det Gamle Testamente. Jøderne læste dog om Noa i mere end 1.000 år, før kristendommen opstod.
1.000 år før den jødiske tros opståen, dyrkede babylonierne en polyteistisk religion med en dramatisk syndflodsberetning. Her reddede manden Utnapishtim sin familie og alle dyrearter i en båd.