En række hebraiske og aramæiske tekster udgør Det Gamle Testamente, der blev skrevet over en periode på omkring tusind år fra ca. 1200 f.Kr. til 200 f.Kr.
Ved dateringen af teksterne har forskerne både taget udgangspunkt i historiske referencer i indholdet og lingvistiske særtræk.
Hvem forfatterne er, kan historikerne dog ikke fastslå med sikkerhed, men variationer i sproget og strukturen i teksterne afslører, at skrifterne blev skabt af flere personer eller grupper.
Det Gamle Testamente udgør første del af den kristne Bibel og er baseret på den hebraiske Bibel, Tanakh.
De hellige skrifter indeholder bl.a. lovtekster, historiske beretninger, myter, salmer og filosofi. Samlet kan teksterne siges at være et arkiv over det jødiske folks historie.
Betegnelsen Det Gamle Testamente blev første gang brugt af kristne lærde i 100-tallet e.Kr. for at skelne mellem de gamle, jødiske skrifter og kristendommens nye skrifter (Det nye testamente).