Didgeman & MyName (Gryffindor)
Jesus relikvier kors

Hvor mange Jesus-relikvier er ægte?

En splint fra det hellige kors, et ligklæde og sågar et stykke forhud. Et utal af genstande, der efter sigende har forbindelse til Jesus, har i årtusinder været i høj kurs blandt de kristne.

Hvis du ejer noget fra en hellig person – fx en helgen – vil deres hellighed smitte af på dig. Nogenlunde sådan lød ræsonnementet, da de kristne kastede sig ud i en ivrig jagt på religiøse relikvier i middelalderens Europa.

Legemsdele og ejendele fra helgener var kendt for at udrette mirakler, og disse objekter kunne derfor indbringe formuer. Mest eftertragtede var relikvier, der havde forbindelse til Guds søn, Jesus Kristus. Af samme årsag var de forbeholdt fyrster, konger og andre af Europas mest magtfulde mænd.

“Hvis alle stumperne blev samlet sammen, ville de udgøre en stor skibslast” Jean Calvin, fransk teolog og reformator, om de mange påståede splinter fra det hellige kors.

Alle kirker ejede en hellig splint

Det ypperste af Kristus-relikvierne var stumper fra det kors, som Jesus var blevet korsfæstet på. Ifølge flere kirkehistorikere var korset blevet fundet i 300-tallet e.Kr. af Skt. Helena, der var mor til den romerske kejser Konstantin den Store.

Efter fundet dukkede et utal af hellige træsplinter op rundt om i Europa, og i dag påstår hundredvis af kirker, at de besidder stumper fra korset.

Autenciteten af splinterne er aldrig blevet dokumenteret, og reformatoren og teologen Jean Calvin konstaterede tørt i 1500-tallet, at “hvis alle stumperne blev samlet sammen, ville de udgøre en stor skibslast”.

Det hellige kors.

Stumper af det hellige kors befinder sig angiveligt flere steder i verden – dette stykke er fra det kejserlige skattekammer i Wien, Østrig.

© Jason Ruck

Kirken forbød hellig forhud

Andre bemærkelsesværdige Jesus-relikvier er en tornekrone på Louvre-museet i Paris, et ligklæde i en domkirke i Torino, et ukendt antal nagler fra korsfæstelsen og den lanse, som Jesus blev stukket med på korset.

Fælles for alle relikvierne er, at forskerne hidtil ikke har været i stand til entydigt at dokumentere deres forbindelse til Jesus.

Det samme gælder et af de mest spøjse relikvier: Jesu forhud, som var så eftertragtet, at op mod 18 eksemplarer var i omløb i middelalderen. Emnet var dog så ømtåleligt, at Vatikanet i år 1900 forbød al omtale af forhuds-relikviet.

VIDEO: Se 10 berømte Jesus-relikvier