Korstogene skabte fra 1100-tallet et stort antal kristne ridderordener. En endelig liste over dem er umulig at samle, for de blev oprettet, omdannet, opløst eller sammenlagt i én uendelighed.
Tempelherrerne og Johanniterridderne var de to mest betydningsfulde ordener i Det Hellige Land. De udgjorde en stor del af korsfarernes militære muskler i kampen mod muslimske naboer. Samtidig lå de dog i en evig kamp med hinanden om magt og rigdom.
På Den Iberiske Halvø førte lokale ridderordener an i kampen mod de muslimske maurere. De væsentligste var Calatrava- og Santiago-ridderne, som med tiden opslugte flere mindre ordener.
Den Tyske Orden opstod i Det Hellige Land, men rykkede i 1230 til Østersøen, hvor en ny “front” var åbnet i kampen mod hedenskabet. De tyske riddere skabte deres egen stat i Preussen og førte i mange år krig mod litauere, som holdt fast i deres gamle guder.
Ordener blev problembørn
Paverne velsignede mange ridderordener i løbet af middelalderen. Ofte viste krigermunkene sig dog som ustyrlige ballademagere, som førte krig mod andre kristne og ragede magt til sig.
Lazarus-ordenen
bestod af spedalske riddere.
De kom fra andre ordener, som udstødte medlemmer, hvis de blev ramt af den frygtede sygdom.
Calatrava-ordenen
blev en trussel mod kongerne i det spanske rige Castilien.
De rige og magtbegærlige riddere blandede sig i tronfølgen.
Sværdbrødrene
var en lille, men ustyrlig tysk orden i det nuværende Letland.
De stærkt aggressive ridderes hærgen blev en belastning for kirken.