Advent markerer starten på det nye kirkeår og begyndelsen på juletiden. Traditionens præcise ophav fortaber sig dog i fortidens tåger, og historikerne kan ikke med sikkerhed fastslå, hvornår kristne begyndte at markere de fire sidste søndage før jul.
Ifølge den kristne historiker og biskop Gregor af Tours (ca. 539-594 e.Kr.) begyndte traditionen sidst i 400-tallet, hvor kirken opfordrede sine medlemmer til at faste og gøre bod fra midten af november. Målet var at rense sindet og forberede sig åndeligt på “adventus Domini” – Herrens komme.
Manden bag tiltaget skulle have været biskop Perpetuus af Tours, der fastsatte mortensdag – den 11. november – som begyndelsen på advent.
Adventens store symbol – adventskransen – kom til Norden fra Tyskland midt i 1800-tallet.
Seks søndage blev til fire
I det efterfølgende århundrede blev adventstraditionen hovedsageligt holdt i hævd i og omkring den franske by Tours.
Ved en synode – et stort kirkemøde, hvor teologiske og kirkelige emner bliver diskuteret – i 581 blev adventstraditionen imidlertid udbredt til hele Frankrig, og resten af Europa fulgte snart trop. Omtrent samtidig nævner de første kirkelige tekster særlige adventsgudstjenester.
Indtil middelalderen omfattede advent flere søndage – typisk fem eller seks – men antallet blev derefter reduceret til de velkendte fire adventssøndage.