Shutterstock
Adventskrans

Hvorfor fejrer vi advent?

De kristne burde bruge tiden op til jul på at forberede sig på Jesu komme, mente en katolsk biskop i 400-tallet e.Kr. Han indførte derfor søndage med faste og bøn i ugerne op til jul.

Indholdsoversigt

  1. Hvornår er det advent?

Advent markerer starten på det nye kirkeår og begyndelsen på juletiden. Traditionens præcise ophav fortaber sig dog i fortidens tåger, og historikerne kan ikke med sikkerhed fastslå, hvornår kristne begyndte at markere de fire sidste søndage før jul.

Ifølge den kristne historiker og biskop Gregor af Tours (ca. 539-594 e.Kr.) begyndte traditionen sidst i 400-tallet, hvor kirken opfordrede sine medlemmer til at faste og gøre bod fra midten af november. Målet var at rense sindet og forberede sig åndeligt på “adventus Domini” – Herrens komme.

Manden bag tiltaget skulle have været biskop Perpetuus af Tours, der fastsatte mortensdag – den 11. november – som begyndelsen på advent.

Adventskrans

Adventens store symbol – adventskransen – kom til Norden fra Tyskland midt i 1800-tallet.

© Shutterstock

Seks søndage blev til fire

I det efterfølgende århundrede blev adventstraditionen hovedsageligt holdt i hævd i og omkring den franske by Tours.

Ved en synode – et stort kirkemøde, hvor teologiske og kirkelige emner bliver diskuteret – i 581 blev adventstraditionen imidlertid udbredt til hele Frankrig, og resten af Europa fulgte snart trop. Omtrent samtidig nævner de første kirkelige tekster særlige adventsgudstjenester.

Indtil middelalderen omfattede advent flere søndage – typisk fem eller seks – men antallet blev derefter reduceret til de velkendte fire adventssøndage.

Hvornår er det advent?

I år falder fjerde søndag i advent på juleaftensdag.

Adventssøndage i 2023

  • Første søndag i advent falder den 3. december 2023
  • Anden søndag i advent falder den 10. december 2023
  • Tredje søndag i advent falder den 17. december 2023
  • Fjerde søndag i advent falder den 24. december 2023