“Sig til de troende kvinder, at de skal holde deres blik tilbage og værne om deres køn og ikke fremvise deres pryd, foruden det, der er synligt deraf, og de skal lægge deres hovedklæde hen over deres barm”.
Sådan lyder et af de vers i muslimernes hellige bog, Koranen, som omtaler kvinders beklædning.
Næsten 1.400 år efter profeten Muhammeds død i år 632 e.Kr. debatterer religionshistorikere og religiøse lærde stadig, om dette og en række andre vers påbyder muslimske kvinder at bære tørklæde.
Eksperterne er uenige
De fleste er enige om, at Koranen pålægger både mænd og kvinder at klæde sig beskedent og fromt. Men her slutter enigheden; fx påpeger kritikerne, at de religiøse tekster ikke er entydige, og at det ikke er klart, hvordan og hvor meget kvinder eventuelt skal dække sig til.
Af samme grund er de religiøse tekster historisk set blevet tolket forskelligt i den muslimske verden, og hvor kvinder i nogle områder blot dækker håret, er også deres ansigter skjult andre steder.
Traditionen med tildækning af kvinder er udledt af Koranen, men tolkes på forskellig vis blandt muslimer.
Tørklædet fandtes før islam
Tildækning af kvinder er dog ikke en muslimsk opfindelse. Mesopotamiske statuetter fra 2500 f.Kr. viser eksempelvis tildækkede kvinder, og oldtidsfolket assyrerne havde strenge regler for kvinders klædedragt.
Hos assyrerne var tørklæde og slør dog forbeholdt samfundets øvre lag og måtte kun benyttes af fine kvinder. Derfor kunne slaver og prostituerede risikere strenge straffe, hvis de brugte tørklæder.
Også i oldtidens Persien og Grækenland gik kvinder tildækket for at skjule sig for mænds blikke, når de forlod hjemmet.
