I den romersk-katolske kirke skal præster være ugifte og leve i cølibat. Ifølge teologien optræder præster som Kristi stedfortræder og skal derfor afspejle Kristi kyskhed. Cølibatet er “en særlig gave fra Gud”, med hvilken præster “kan forblive tæt på Kristi med et udelt hjerte”, som der står i den romersk-katolske lovbog Codex juris canonici.
Den katolske kirke er blevet rystet af flere skandaler, hvor præster har misbrugt børn seksuelt.
Efter alt at dømme stillede den kristne kirke i sine tidlige år intet krav om, at præster skulle leve i cølibat. Den første skriftlige kilde, der nævner emnet, er et dekret fra et kirkemøde i Spanien i år 305 e.Kr.
“Det er besluttet, at ægteskab skal forbydes for biskopper, præster og diakoner”, lyder dekretet.
I år 385 e.Kr. slog et pavebrev fra pave Siricius desuden fast, at seksuel afholdenhed var en praksis blandt apostlene, som burde følges af kirkens folk.
Præster gav jobbet til sønnerne
Hvornår cølibat blev et egentligt krav til katolske præster, er dog uklart. Ifølge nogle kilder skete det så sent som i 1000-tallet, og der findes også dokumentation for, at flere katolske præster i 1100-tallet overdrog hvervet til deres sønner.
Nu om dage betragter den katolske kirke ikke religiøst cølibat som et spørgsmål om tro, men disciplin.
Teologer diskuterer fortsat, om præsterne i den katolske kirke bør leve i cølibat.
Traditionen bliver ivrigt debatteret blandt teologer, og den nuværende pave, Frans, har tidligere udtalt, at han ikke er afvisende over for reformer. Påbuddet om cølibat er især blevet et kontroversielt emne, efter at flere sager om seksuelt misbrug og pædofili er blevet afsløret i den katolske kirke i de seneste årtier.