Mange katolske præster har i det skjulte brudt løftet om cølibat.

© Artgate Fondazione Cariplo

Hvorfor skal præster leve i cølibat?

Siden 1123 har det været forbudt for katolske præster at indgå i ægteskab og hermed også alt andet kønsliv, men hvordan blev cølibat en fasttømret del af den katolske kirke?

8. maj 2019 af Bue Kindtler-Nielsen

Siden den kristne kirke opstod, har cølibat været et stærkt omdiskuteret emne. Inspireret af bl.a. Jesus, der ifølge Biblen aldrig blev gift, og apostlen Paulus, der argumenterede for cølibat i breve til korintherne, valgte nogle tidlige biskopper at leve uden en partner. 

Men først under det 1. laterankoncil i 1123 blev det vedtaget, at ægteskab og hermed også alt kønsliv var forbudt for alle i den katolske kirke.

Præsterne adskilte sig fra kongerne

Officielt var grunden, at præsterne skulle længere væk fra den materielle verden og tættere på Gud. 

Forbuddet var dog også nødvendigt for at vise, hvordan kirken på trods af sin enorme magt adskilte sig fra de verdslige konger. 

Ved at fjerne muligheden for arvinger sørgede kirken også for, at rigdomme ville blive i kirken efter fx en biskops død.

Katolikker er de mest kyske

I verdens andre store religioner er cølibatet ingen særlig udbredt praksis.

  • Jødedommen: Har aldrig krævet, at religiøse ledere skal leve i cølibat. Ægteskabet ses generelt som en pligt.
  • Buddhisme: Traditionelt skulle buddhistiske munke leve i cølibat, men ikke alle grene praktiserer det. Siden 1872 har japanske buddhister fx haft ret til ægteskab. 
  • Islam: Opfordrer alle til at blive gift, men ­fordømmer samleje uden for ægteskabet kraftigt. Lederne af sekter i bl.a. Kina praktiserer dog cølibat.

Måske er du interesseret i...

Læs også