Afstraffelsen af personer, der var mistænkt for at være i ledtog med onde kræfter, trækker blodige spor langt tilbage i historien.
Allerede i oldtidens Babylon dikterede Hammurapis lov fra ca. 1800 f.Kr. dødsstraf for personer, som kastede besværgelser.
Senere foregik forskellige former for jagt på angivelige hekse også i bl.a. oldtidens Grækenland og Rom.
Den mest omfattende systematiske forfølgelse af hekse fandt dog sted i Europa i perioden fra ca. 1450 til 1700, hvor tusinder af personer – især kvinder – blev fundet skyldige i hekseri og trolddom og dømt til døden ved tvivlsomme retssager.
I mange tilfælde blev “heksene” brændt offentligt til skræk og advarsel.
Kvinder udgjorde flertallet af ofrene for hekseforfølgelserne. Ifølge nogle opgørelser var op til 80 procent af ofrene for hekse-retssagerne i Europa kvinder.
Ofrene blev ofte tvunget til at indrømme hekseri ved tortur. Torturmetoderne blev især udbredt efter 1468 med pavens velsignelse.
Bålet var typisk straffen for hekseri, men også hængning og halshugning var udbredt. I mildere tilfælde slap de anklagede med pisk, bøde eller fængsel.
Den første pavelige bulle mod trolddomskunst kom i 1233, men heksejagten tog først for alvor fart i 1400-tallet, hvor pave Innocens 8. gav forfølgelserne kirkens blå stempel og beordrede inkvisitionen til at efterforske hekse og troldmænd.
Flere steder foregik jagten efter anvisningerne i Heksehammeren – en håndbog i afsløring og torturering af hekse, som blev skrevet i 1484.
De historiske kilder kan ikke give et præcist svar på, hvor mange liv de europæiske heksejagter kostede, men forskellige kilder har peget på tal mellem 35.000 og 100.000.
Baseret på bl.a. retsdokumenter fra hekseprocesserne hælder forskerne nu om dage mest til et dødstal på omtrent 50.000.