Den islamiske tidsregning begyndte den 16. juli 622 e.Kr., hvor profeten Muhammed og hans følgere forlod Mekka og drog mod Medina for at slippe for religiøs forfølgelse.
Forud for udvandringen havde Muhammed i ca. et årti fået en række åbenbaringer og var begyndt at samle en mindre flok af følgere omkring sig.
Men Muhammed og hans nye religion var en torn i øjet på Mekkas magtfulde klaner, og derfor drog Muhammed mod Medina, hvor han slog sig ned og grundlagde det første muslimske samfund.
Brok gav muslimerne ny kalender
Den islamiske kalender blev indført i år 638 af kalif Umar, der både var Muhammeds svigerfar og muslimernes leder efter profetens død.
Ifølge en overlevering beklagede en af kaliffens embedsmænd sig over, at han havde svært ved at finde rundt i rækkefølgen af kaliffens ordrer, fordi de ikke var dateret.
Indtil da havde araberne navngivet hvert år – fx Jordskælvets år – efter årets vigtigste begivenheder. Men efter at have forhørt sig med sine rådgivere besluttede kaliffen at indføre en kalender med årstal – med start fra Muhammeds udvandring fra Mekka.
Den islamiske kalender følger månens faser, og et år varer ifølge den derfor kun 353-355 dage.
Det muslimske år er kortere
Kaliffens nye kalender var en såkaldt månekalender, hvor årets 12 måneder følger Månens faser. I den gregorianske kalender, der bliver brugt i Vesten, følger kalenderen i stedet Jordens bane om Solen.
Det betyder, at månederne i den islamiske kalender har 29-30 dage, og at et år er på blot 353-355 dage.
Af samme grund følger året ikke årstiderne, og mange muslimske lande bruger blot den islamiske kalender til at tidsfæste religiøse højtider – fx ramadan – mens den gregorianske kalender bliver brugt til hverdag.