Bibelen nævner intet om, at kristne helligdomme skal udstyres med klokker, men den opfordrer dog de troende til at være højlydte og træde frem for Gud med “jubel”, “fryderåb” og “glædessang”.
Derfor har gejstlige siden kirkens første dage brugt høje lyde, når de skulle kalde de troende sammen til gudstjeneste. Præsterne har bl.a. brugt høje råb, trompeter eller brædder, som blev slået mod hinanden.
Paven velsignede klokkerne
Traditionelt set har den romerske biskop Paulinus af Nola fået æren for at montere den første klokke på en kirke i årene omkring 400 e.Kr. Hans inspirationskilde skulle være de små klokker, som lokale præster bimlede med for at kalde de troende til kirke.
Nogle historikere har dog påpeget, at æren bør tilfalde biskop Niketas af Remesiana, der årtier tidligere skulle have indført kirkeklokker.
Under alle omstændigheder blev de store klokker hurtigt populære, og i begyndelsen af 600-tallet e.Kr. var de så udbredte, at pave Sabinianus gav sin velsignelse til brugen af klokker i forbindelse med tidebøn og nadver.
I løbet af den tidlige middelalder fik de fleste kirker i Europa kirkeklokker.
Klokkerne beskyttede de døde
Dermed havde klokkerne fået kirkens blå stempel, og i den tidlige middelalder spredte klokkerne sig til kirker og klostre overalt i Europa, hvor de også blev genstand for stor overtro. Kirkeklokke-larm blev fx brugt til at skræmme onde ånder bort, helbrede syge eller beskytte de dødes sjæle.
En af de mest gængse historier gik på, at kirkeklokkerne selv kunne ringe, hvis en tragedie eller katastrofe indtraf. Eksempelvis skulle klokkerne i katedralen i Canterbury have ringet af sig selv, da den engelske ærkebiskop Thomas Becket blev myrdet i 1170.