IKONOKLASME: Billedstorm antændte Konstantinopel

I Det Byzantinske Riges hovedstad, Konstantinopel, var indbyggerne bange og rådvilde. Enorme mængder pimpsten flød rundt i Ægæerhavet og blokerede Dardanellerstrædet, Konstantino-pels livline til havet og Europa. I forvejen var byzantinerne hårdt pressede af islams­ sejrrige hære, og vulkanudbruddet forstærkede mange indbyggeres følelse af, at undergangen var nær.

Rigets kejser, Leon 3., var ikke i tvivl om, hvorfor det faretruende udbrud ramte hans rige. Den kogende galde, som eksploderede ud fra Jordens indre, var Guds vrede.

Kejseren tvivlede heller ikke på årsagen til raseriet: byzantinernes ubeherskede tilbedelse af de mange tusinde afbildninger af Jesus, Jomfru Maria og utallige helgener, som prydede rigets kirker og private hjem. Ikon-tilbedelsen var ifølge Leon en helligbrøde, hvis Biblens 10 bud skulle læses bogstaveligt. Og det skulle de, mente Leon, som straks gik i gang med forbyde al produktion og dyrkelse af ikoner.

Kejseren indledte dermed en af kristendommens mest indædte ideologiske kampe, som på sigt skulle dele Det Byzantinske Riges indbyggere i to uforsonlige lejre og medvirke til bruddet mellem den østlige og den vestlige kirke.

Billederne kastede Byzans i ulykke

Ikon-dyrkelsen, som kejser Leon ville til livs, havde rødder helt tilbage til kristendommens barndom. Skikken var kopieret fra romerne, som havde statuetter eller­ malerier af deres husguder i hjemmet.

Portrætterne var malet, ved at farvepigment­ blev blandet med varm voks og i tynde lag påført en træplade. Efterhånden som kristendommen vandt indpas, blev de romerske husguder udskiftet med ikoner af kristne figurer, der ligesom deres forgængere blev æret med tændte lys og røgelse.

Særligt indbyggerne i Det Byzantinske Rige tillagde ikonerne ekstraordinære kræfter. Byzantinerne mente, at en del af den afbildedes hellighed under tilblivelsen blev overført til portrættet, og at de med bønner kunne etablere kontakt.

En irsk munk, som i 600-tallet besøgte Konstantinopel, kunne fx berette om en byzantinsk soldat, der medbragte et lille helgenikon, da han skulle i krig, og talte med billedet, “som om helgenen var personligt til stede”.

Og da soldaten mod al forventning overlevede krigen, mente han, at helgenen måtte stå bag hans redning. På samme måde var Konstantinopels indbyggere sikre på, at det var et ikon af Jomfru Maria, som i år 626 mirakuløst havde drevet en fjendtlig hær på næsten 100.000 mand på flugt.

Byen fik derfor tilnavnet “Theotokoupolis”– Byen, som beskyttes af Guds moder. Da kejser Leon 3. kom til magten i 717, begyndte det imidlertid at stå klart, at miraklernes tid var forbi. Igen og igen blev de byzantinske hære slået af Mellemøstens nye, fremstormende magt, de muslimske arabere.

For kejser Leon at se måtte nederlagene skyldes, at Gud nu støttede araberne og var imod de kristne. Og han havde en mistanke om, at det skyldtes ikonerne. Biblens 2. bud lyder nemlig: “Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden”.

Og var ikonerne ikke gudebilleder? Jo, mente kejseren og hans rådgivere. Det kunne også forklare, hvorfor Vorherre hjalp muslimerne. Islam havde nemlig forbud mod enhver afbildning af Gud, Muhammed og andre profeter. Selv billeder af mennesker og dyr var ugleset blandt de stærkest troende.

Den byzantinske kejser var derfor overbevist om, at skulle han sikre sig Guds opbakning i kampen mod araberne, måtte han kopiere deres billedforbud. Vulkanudbruddet ved Thera i 726 gav ham den sidste undskyldning for at slå til. Nu skulle en storm blæse hans rige rent for de uhellige ikoner.

Kejseren udløste folkeopstand

Leon spildte ikke tiden og fik som det første fjernet den store Kristusmosaik, som hang beskyttende hen over ceremoniporten til paladset i Konstantinopel. Kejserens handling vakte bestyrtelse i hele hovedstaden, hvor vrede indbyggere stødte sammen med kejserens soldater i et forsøg på at forhindre dem i at fjerne mosaikken – forgæves.

Leon var ubøjelig og krævede, at rigets kirker skulle tage alle religiøse billeder ned – og ikke kun billeder af Kristus: “Kejseren udstedte et dekret om, at der ikke måtte findes ikoner af helgener, martyrer eller engle, for ifølge ham var de alle forbandede”, skriver den lidt senere Nikeforos af Konstantinopel.

Kejser Leons modstandere anklagede ham ligefrem for at organisere afbrænding af ikonerne på store bål og for at henrette enhver, som gjorde modstand. Om Leon virkelig gik så brutalt til værks, er omdiskuteret.

Sikkert er det dog, at da rigets øverste religiøse leder, patriarken Germanos, protesterede mod kejserens ikon-korstog, blev han til manges bestyrtelse straks afsat. Leon var fast besluttet på, at det fra nu af var ham, som skulle have den afgørende stemme i riget – ikke kirken.

Ikon-forbud skubbede Vesten væk

Leons angreb på de populære ikoner fik endnu større konsekvenser uden for Konstantinopel. I Grækenland, som hørte ind under Det Byzantinske Rige, indledte kejserens tropper en opstand, som dog hurtigt blev slået ned.

Værre for Byzans var reaktionen i Rom, hvor pave Gregor 2. fordømte dekreterne om at forbyde de religiøse portrætter. Godt nok havde den vestlige kirke ikke helt samme intense forhold til ikoner som byzantinerne, men også her ønskede de kristne at beholde billederne.

Pave Gregor indkaldte sine biskopper til møde og erklærede derefter Leons forbud for kætteri: “Og han bevæbnede sig selv mod kejseren som mod en fjende”, skriver en af pavens krønikeskrivere.

Rasende over den manglende opbakning og kætteranklagen sendte Leon i 732 en flåde mod Rom. Angrebet fejlede dog ynkeligt, da flåden blev ramt af en storm og sank. Kontroversen skadede forholdet mellem den byzantinske kejser og den vestlige kirke afgørende.

Da germanske langobarder i 739 truede med at løbe Rom over ende, nægtede kejser Leon at hjælpe. I stedet måtte den nye pave, Gregor­ 3., bede frankernes konge, Karl Martell, om hjælp med henvisning til, at han som kristen “vil adlyde­ vores ordrer og forsvare Guds kirke og hans udvalgte folk”.

Fra nu af var de frankiske konger pavernes­ foretrukne forsvarere, ikke kejseren­ i Byzans.

Ikon-malere blev henrettet

Kejser Leon 3. døde fredeligt i 741 efter to år forinden at have slået araberne afgørende i slaget ved Akroinon i det vestlige Anatolien. For kejserens støtter var sejren et bevis på, at byzantinerne med billedforbuddet havde genvundet Guds støtte.

Leons efterfølger, kejser Konstantin 5., gik derfor endnu hårdere til værks. Ikonerne var bare bemalet træ; “værdiløse, ligesom de malere, som havde lavet dem”, lød argumentet.

De, som ønskede sig ikonerne tilbage, insisterede derimod på, at de smukke billeder og historier, som blev gengivet, netop gav adgang til det guddommelige. Ikke mindst for en befolkning, der i overvejende grad ikke kunne læse. Og som ikke blev tilstrækkeligt påvirket af symboler som et kors eller et lam, som symboliserede Jesus.

Deres argumenter prellede af på Konstantin, der i 750’erne fik gennemført et fuldstændigt forbud mod al produktion af nye religiøse portrætter. Hovedstadens mest prominente mosaikker af helgener, skabt i pragtkirken Hagia Sofia, blev nu hevet ned og erstattet med store kors.

Selv helgenstatuerne blev smidt væk og erstattet. Samtidig iværksatte Konstantin en klapjagt på alle, som tilhørte de såkaldte ikonofile – billedvennerne.

Adskillige højtstående embedsfolk og personer i hæren blev henrettet, og de munke, som fortsat malede ikoner, blev jagtet: “Nogle blev straffet med eksil, andre dræbt, pisket eller fik maven skåret op”, fortæller en byzantinsk kilde.

Blandt ofrene var munken Stefan den Yngre, som var en af de stærkeste modstandere af kejserens ikon-forbud. Munken blev fængslet, men nægtede at anerkende kejserens forbud og blev derfor trukket gennem Konstantinopels gader af kejserens soldater, som derefter bankede Stefan ihjel med køller.

Imens blev ikonerne smidt på bålet, illuminerede manuskripter skåret i stykker, så de afskyelige billeder forsvandt, og kirkevægge med freskoer og mosaikker pudset op eller kalket over, så ingen kunne se den forbudte kunst bagved.

Historikerne ved i dag ikke, hvor meget kunst der forsvandt under den byzantinske billedstorm, men hæfter sig ved, at der ikke i dag eksisterer byzantinske ikoner, som er ældre end midten af 700-tallet.

Al forskningen hæmmes dog af, at senere magthavere destruerede alle dokumenter, som billedstormerne havde skrevet. Konstantin 5. sørgede for, at kampen mellem de to lejre blev brutal og uforsonlig. I 775 gik han hadet og frygtet i graven, efterladende sig et rige mere splittet end nogensinde før.

Kejserinde gik egne veje

Billedstormen dæmpede sig midlertidigt, da Konstantin 5.s efterfølger døde i 780. Enken, Irene fra Athen, overtog som nødløsning kejsermagten på vegne af sin unge søn.

Mange af de såkaldte ikonoklaster – billedødelæggerne – var imod hendes styre og forsøgte et kup. Irene fik afværget kuppet i sidste øjeblik. For at stå stærkere i kampen om magten besluttede hun sig nu for at vinde billedelskernes støtte ved igen at tillade religiøse­ ikoner.

Som en af sine første handlinger fik hun genopsat den Kristus-mosaik, som kejser Leon havde revet ned omkring 50 år tidligere. Samtidig udsendte hun et dekret om, at alle nye kirker skulle udstyres med ikoner, og at alle de mennesker, som var blevet forvist under forfølgelserne, skulle have lov til at vende hjem.

Vestens kristne opgav byzantinerne

I 802 blev kejserinde Irene afsat efter over 20 års styre. Billedstormen brød straks ud igen igen, og Kristusmosaikken over ceremoniporten til kejserpaladset blev igen første offer. Forfølgelserne af de ikonofile toppede under Theofilos, der kom til magten i 829. Han blev den sidste ikon-fjendtlige kejser.

Ifølge legenden giftede han sig med den unge Theodora, som trods forbuddet mod ikoner havde flere af slagsen på sit værelse i paladset. Da hun en dag sad i bøn foran ikonerne, blev hun overrasket af en tjener, som sladrede til kejseren.

Det lykkedes dog Theodora at overbevise kejseren om, at hun blot havde leget med dukker. Efter Theofilos' død i 842 indkaldte Theodora rigets biskopper til møde, og i fællesskab enedes de om, at ophæve forbuddet mod religiøse billeder.

Den 10. marts 843 blev ikonerne officielt tilladt med klar henvisning til, at det ikke var selve billedet, som blev dyrket, men derimod den portrætterede person. Biblens påbud blev således ikke overtrådt.

For sin ekstraordinære dåd blev kejserinde Theodora efterfølgende kåret til helgeninde. I årene efter blev skaderne efter over 120 års uafbrudt billedkrig forsøgt udbedret.

Mange steder kunne skaderne klares ved at, et enkelt lag puds eller kalk blev renset af. Andre steder måtte helt nye ikoner males. En af billedstormens skader viste sig dog umulig at reparere. De byzantinske kejseres kamp mod religiøse ikoner havde skubbet de vestlige kristne

længere og længere væk. Og i år 800 havde paven i Rom taget konsekvensen og kronet frankerkongen Karl den Store til den første kejser over det såkaldte Hellige Romerske Rige.

Derved havde paven bekendtgjort, at den byzantinske kejser ikke længere var arving til det romerske imperium. En lang og uafvendelig proces var sat i gang, og i 1054 vendte de kristne i vest endegyldigt deres østlige trosfæller ryggen.