Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Isabella 1. kristnede Spanien med vold

Sammen med sin mand, Ferdinand, skabte Isabella 1. et samlet, kristent Spanien. Som belønning fik de hæderstitlen “los Reyes Católicos” – De Katolske Monarker – af paven. Prisen blev betalt af landets muslimer og jøder, der blev forfulgt.

Classic Image/Alamy/ImageSelect, Getty Images, Shutterstock & Bridgeman/Ritzau Scanpix

På helligtrekongersdag i 1492 drager Isabella af Castilien og hendes mand, Ferdinand af Aragonien, ind i Granada.

Kongeparret eskorteres af et prægtigt følge af riddere i rustning og vajende fjer samt af en lang række præster i deres højtidsskrud.

Ved gudstjenesten, der bliver holdt i byens største moské, takker Isabella Gud for sejren, men udviser også tilfredshed med sin egen indsats.

I 10 år har hun satset al sin tid og energi på at besejre muslimerne. End ikke som højgravid har hun tilladt sig hvile, men har redet fra den ene front til den anden for at indgyde sine soldater mod.

Nu har hun endelig nået sit mål. Muslimerne er besejret, og sammen med Ferdinand og hoffet kan hun indkvartere sig blandt orientalske mosaikker og brusende fontæner på slottet Alhambra.

Sejren over den sidste mauriske fæstning i Spanien blev set som en vigtig begivenhed i hele Europa.

I næsten 800 år havde folk af tre forskellige religioner levet sammen på Den Iberiske Halvø, men nu ville Isabella og Ferdinand – der havde fået tilnavnet De Katolske Monarker – skabe en helt igennem kristen stat.

"Majestæterne gør deres bedste for at skjule deres sorg, men vi kan alle se, at de er blevet ramt af et knusende slag”.
Øjenvidne om Isabella og Ferdinand efter to af deres børn døde i 1498.

Muslimerne i Granada fik ganske vist løfte om, at de måtte fortsætte med at udøve deres religion, men det var kun et spørgsmål om tid, inden kongeparret svigtede det løfte.

Først ville de løse “jødespørgsmålet” en gang for alle. Den jødiske befolkning – der havde boet i området siden romertiden – fik et ultimatum: De kunne konvertere til kristendommen eller forlade landet.

Men heller ikke de, der valgte at lade sig døbe, kunne vide sig sikre.

De måtte leve i evig frygt for at blive stillet for inkvisitionen, en religiøs domstol, der havde til opgave at afdække og straffe alle afvigelser fra den katolske lære.

Dronning Isabella 1. af Castilien var en dygtig regent. Det lykkedes hende at styrke centralmagten i det splittede rige, hun havde arvet.

Gennem ægteskabet med Ferdinand af Aragonien lagde hun grunden til et samlet Spanien. Men hun gennemførte også en omfattende etnisk og religiøs udrensning.

Uddrivelsen af jøderne fik følger i hele Europa, og den spanske inkvisition skulle i de kommende århundreder drive klapjagt på alle, der blev betragtet som afvigere fra den katolske tro.

Dronning Isabella (1451-1504): Isabella udråbte sig selv til dronning i 1474, hvilket udløste en borgerkrig om tronen.

© Ken Welsh/Alamy

Overtog sin halvbrors trone

Isabella blev født i 1451 som datter af kong Johan 2. af Castilien og León.

Hun var kun tre år, da faren døde og blev efterfulgt af hendes halvbror, kongens søn af et tidligere ægteskab, Henrik 4. Den nye konge var længe barnløs og gik derfor under øgenavnet “Henrik den Impotente”.

Da hans anden hustru til sidst nedkom med en datter, mente de fleste, at barnet var et resultat af dronningens forhold til en kammerherre ved navn Beltrán de la Cueva.

Pigen blev kaldt Joanna “la Beltraneja”, og mange mente, at hun som formodet uægte barn ikke havde ret til kronen.

Ved Henriks død i 1474 var der derfor to personer, som gjorde krav på tronen: Joana og kongens halvsøster Isabella.

Den 23-årige Isabella tog resolut sagen i sine egne hænder. Allerede dagen efter Henriks død lod hun sig udråbe til dronning uden at vente på, at spørgsmålet om tronfølgen skulle blive afgjort ad juridisk vej.

Hendes mand Ferdinand var arving til nabokongeriget Aragonien.

De havde giftet sig i 1469 mod kong Henriks vilje, og selvom de var monarker over hver deres rige, kom de til at fungere som samregenter over næsten hele det nuværende Spanien.

Paladset Alhambra i Granada blev bygget af maurerne mellem 1248 og 1354.

© Tuxyso

Gik hårdt til værks

Isabellas magtovertagelse førte til en fem år lang krig mod Portugal, som støttede de grupper, der gerne ville have Joanna som dronning.

Ferdinand gjorde en stor indsats som hærfører i kampene, og i 1479 blev der sluttet fred til Isabellas fordel. Det var et splittet rige, hun havde overtaget.

Både hendes far og halvbror havde været mere interesserede i falkejagt og forlystelser end i regeringsarbejde, og mange af Castiliens adelsmænd og religiøse ordener styrede deres områder som små kongeriger.

Den første udfordring bestod derfor i at styrke kronens indflydelse. Isabella lod mange af adelsmændenes borge nedrive og opkrævede høje skatter.

Hun indførte en mere ensartet lovgivning og valgte sine rådgivere og embedsmænd ud fra uddannelse og dygtighed frem for at favorisere personer med fine adelstitler.

Isabella var dybt troende, og med religionen som den samlende faktor indledte hun sammen med Ferdinand en krig på alle planer mod afvigelser fra det, de opfattede som den rene katolske tro.

Spanien blev kristent igen

Ordet reconquista, “generobring”, betegner den lange række krige, hvor kristne herskere efterhånden generobrede herredømmet over de spanske områder, der var under muslimsk styre.

Levede side om side

Siden romertiden havde der levet en stor jødisk befolkning i de spanske områder. I 700-tallet var halvøen blevet invaderet af muslimske berbere og arabere fra Nordafrika, de såkaldte maurere.

I lange perioder levede kristne, muslimer og jøder ret harmonisk sammen, og det frugtbare udbytte mellem grupperne gjorde byer som Córdoba, Toledo og Granada til vigtige centre for kultur og videnskab.

Efterhånden som de kristne generobrede magten over store dele af landet, øgedes spændingen mellem de forskellige grupper.

Mest udsat var jøderne. Som den mest veluddannede og økonomisk succesrigeste minoritet vakte de misundelse i den kristne befolkning.

I middelalderen forekom der flere udbrud af deciderede massakrer på jøder, og der blev stiftet love, som begrænsede deres rettigheder.

De måtte ikke bære våben, ikke bo, hvor de ville, ikke beskæftige sig med visse erhverv, og de var tvunget til at bære særlige skilte, så man kunne genkende dem.

For at undgå diskrimination konverterede flere og flere til kristendommen. Mange giftede sig ind i kristne familier og fik høje embeder ved hoffet og inden for kirke og forvaltning.

Fire af Isabellas biskopper og flere af hendes kongelige sekretærer kom fx fra omvendte jødiske familier.

Jagtede kættere

Blandt de såkaldte gammelkristne var der en udbredt mistro til disse conversos, der tit blev anklaget for i hemmelighed at dyrke deres gamle religion.

Efter gentagne angreb på jøder og nykristne i flere spanske byer mente Isabella, at der måtte gøres noget. I 1478 bad kongeparret om pavens tilladelse til at oprette inkvisitionsdomstole i Castilien.

Inkvisitionen var ikke no­gen ny opfindelse; den førs­te var blevet grundlagt i Frankrig allerede i 1200-tal­let for at afdække kristne kætterske be­væ­gel­ser, men dengang var direktiverne udgået fra kirken i Rom.

Nu gav paven Isabella og Ferdinand magt til selv at styre, og den spanske inkvisition blev derfor drevet som en statslig institution.

En 1500-talsgravering skildrer processen i en spansk inkvisitionsdomstol – fra rettergang til bål.

De Agostini/Getty Images

Fornedrelse

De dømte iklædes kåber med kors og fremvises for offentligheden under fornedrende former.

De Agostini/Getty Images

Domstol

Mistænkte kættere stilles for inkvisitions­domstolen.

De Agostini/Getty Images

Henrettelse

Kætterne føres bort og brændes.

De Agostini/Getty Images

Tortur og henrettelser

Inkvisitionen blev ensbetydende med en terrorbølge af angiveri, tortur, fremtvungne tilståelser og henrettelser.

Det var nok, at nogen påstod, at en konverteret jøde havde spist kød på en fredag (de kristnes fastedag) eller var blevet set uvirksom og fint påklædt på en lørdag (den jødiske sabbat, hvor man ikke måtte arbejde), for at han eller hun blev stillet for domstolen.

Blandt de alvorligste forbrydelser, der er blevet tilskrevet de nykristne, var vanhelligelse af nadverbrødet, eller at de bortrøvede og dræbte kristne børn for at bruge dem i påståede offerritualer.

Mindre forseelser blev straffet med bodshandlinger af forskellig art, mens alvorligere forbrydelser medførte dødsstraf.

Den, der ikke tilstod, blev brændt levende på et bål, mens en tilståelse kunne give en mildere dom: Henrettelse ved hængning, hvorefter liget blev brændt.

Også konverterede muslimer, de såkaldte morisker, blev stillet for inkvisitionen, men indledningsvis i mindre ud­stræk­ning. Eftersom deres status i samfundet tit ikke var så høj, blev de ikke betragtet som en lige så stor trussel mod de gammelkristnes interesser.

Isabella og Ferdinand så det som deres mål at samle hele Spanien til en kristen nation.

Det eneste område, der stadig var under muslimsk herredømme, var kongedømmet Granada, hvor Nasride-dy­na­sti­et havde hersket siden 1200-tallet.

Jøderne var den mest udsatte gruppe i Isabellas Spanien. Træsnit fra 1493.

Domstolene var i brug helt op i 1800-tallet

Ordet inkvisition betyder undersøgelse, og det, der blev undersøgt ved disse domstole, var, om den tiltalte i hemmelighed havde religiøse opfattelser, som var i modstrid med den katolske lære.

Da den spanske inkvisition blev indført under Ferdinand og Isabella, var det især konverterede jøder og muslimer, der blev udsat for forhør og afstraffelse. De, der tilstod deres forbrydelser, blev dømt til at gøre bod på forskellig måde, mens de, der nægtede at give slip, fx på deres jødiske skikke, blev dømt til døden og brændt på bål.

Dommen blev tit læst op ved offentlige arrangementer kaldet autodafé (troshandling), hvor de dømte under fornedrende former blev fremvist for offentligheden iført kapper med kors på.

Der­efter blev de overgivet til den verdslige magt, som eksekverede dommen. Senere blev andre grupper som fx lutheranere, oplysningstidens forskere og filosoffer, frimurere og politisk liberale udsat for samme behandling. Den spanske inkvisition var i brug helt op til 1820.

Startede angrebskrig

I 1482 startede kongeparret en angrebskrig, hvor de efterhånden erobrede by­er­ne i det mauriske rige.

Efter at Konstantinopel var faldet til osmannerne i 1453, var hele Europa forenet i frygten for den muslimske ekspansion. Mange frygtede, at de spanske maurere skulle få hjælp af deres tyrkiske trosfæller.

Paven tillod derfor Isabella at opkræve en ekstra “korstogsskat” for at få råd til krigen. Kampene mod en fælles fjende bidrog til at styrke samhørigheden mellem de kristne fra forskellige spanske regioner.

Dette blev bemærket af en italiener, der besøgte fronten i 1487:

“Hvem skulle have troet, at galicierne, de vilde asturiere og Pyrenæernes uvidende indbyggere, mænd, der er vant til grufulde voldshandlinger og skænderier ved den mindste anledning, skulle kunne omgås så venskabeligt, ikke blot med hinanden, men også med mænd fra Toledo og La Mancha og de snu og skinsyge andalusiere! Alle lever de sammen som i én stor familie, i harmonisk lydighed over for øvrigheden”.

Efter 10 år med blodige kampe, belejringer og en række indgåede og brudte aftaler blev den muslimske emir Boabdil tvunget til at kapitulere den 2. januar 1492.

Slaget ved Las Navas de Tolosa i 1212 blev vendepunktet for gen­erobringen af Spanien. Her besejrede kristne riddere en betydelig større muslimsk hær.

© Imageselect Heritage

Udviste långivere

Ifølge en forordning, der blev skrevet den 31. marts 1492 i Alhambra, fik de jøder, der nægtede at kon­ver­te­re til kristendommen, fire må­ne­der til at forla­de landet.

Traditionelt er uddrivelsen af jøderne blevet tilskrevet Isabellas religiøse stræben efter renhed, men bag beslutningen lå også økonomiske motiver.

Jøderne måtte ikke tage hverken sølv eller guld med, hvorfor staten kunne lægge beslag på deres rigdomme.

Både kongehuset og mange af landets aristokrater havde store lån hos jødiske bankierer – gæld, som de nu slap af med på en praktisk måde, mens jødiske firmaer kunne erhverves for en slik.

10 år senere blev også Castiliens tilbageværende muslimer landsforvist trods kongeparrets tidligere løfte om religionsfrihed.

Nu havde Isabella og Ferdinand nået deres mål: At skabe et helt igennem kristent land. Deres håb var på sigt at samle deres to kongedømmer under samme regent.

Dette var dog afhængigt af, at de fik en mandlig tronarving, eftersom Aragonien ikke tillod kvindelig tronfølge. Deres håb stod derfor til Johan, den eneste dreng af deres fem børn.

Men selvom Ferdinand og Isabella arrangerede en ræk­ke storartede ægteskaber til børnene, blev det følgende årti præget af sorger og tab.

Den ældste datter Isabella døde i barselsseng i 1498. Samme år døde sønnen Johan af en febersygdom. “Majestæterne gør deres bedste for at skjule deres sorg”, skrev en iagttager, “men vi kan alle se, at de er blevet ramt af et knusende slag”.

I slutningen af 1400-tallet engagerede Ferdinand sig mere og mere i udenrigspolitik. Mens han var involveret i krig på den italienske halvø, begyndte Isabellas helbred at svigte.

De tragiske dødsfald i familien havde taget hårdt på hende, og man sagde, at hun efter de to ældste børns død aldrig afførte sig sin sørgedragt.

Isabella døde den 26. november 1504. I sit testamente udtrykte hun sit ønske om at blive begravet sammen med Ferdinand, “så vore kroppe under jorden må symbolisere og nyde den nærhed, vi fandt glæde i, mens vi var i live”.

Santa María var et af de tre skibe, der indgik i Columbus’ ekspedition.

© Bridgeman/Ritzau Scanpix

Isabella betalte Columbus’ rejse

Blandt tilskuerne til Isabellas indtog i Granada i 1492 var den genovesiske søfarer Christoffer Columbus. Han havde i flere år forsøgt at få kongeparret til at betale for en opdagelsesrejse for at nå det asiatiske kontinent ved at sejle mod vest.

Da sejren over maurerne endelig var i hus, turde monarkerne nu satse på nye projekter og bevilgede midler til en ekspedition. Med tre skibe og 90 mand drog Columbus afsted på sin rejse over det ukendte hav. Den 12. oktober 1492 lød det længe ventede råb “Land i sigte”, og de gik i land på en ø i Bahamas.

Columbus troede indtil sin død i 1506, at de øer, han havde fundet, lå ud for Asiens østkyst. For den spanske krone blev de amerikanske kolonier en guldgrube, der i flere århundreder fremover skulle bidrage til landets politiske og kulturelle dominans i Europa.

Blev betragtet som sindssyg

Det blev den ældste datter Johanne, der arvede Castiliens krone, men hun blev betragtet som sindssyg og spærret inde i en fæstning, mens hendes mand, Filip af Habsburg og Burgund, blev regent.

Ved hans død i 1506 blev han efterfulgt af Ferdinand, der regerede Castilien i datterens sted frem til sin død i 1516.

Om Johanne virkelig var syg, eller om hun blev offer for politiske intriger, diskuteres stadig. Under alle omstændigheder blev hun holdt indespærret til sin død i 1555 og er gået over i historien som Juana la Loca (Johanne den Vanvittige).

Kort efter Isabellas død giftede Ferdinand sig igen i håb om at få en mandlig tronarving. Hans hustru fødte en søn, der døde kort efter fødslen.

Da Ferdinand døde den 23. januar 1516, blev han begravet ved Isabellas side i Granadas katedral.

Året efter gik Johanne og Filips 17-årige søn, Karl, i land i Spanien for at gøre krav på arven efter sin mormor og mor­far.

Han var opvokset hos farens slægt i Flandern og kunne ikke et ord spansk. Under hans styre samledes Castilien og Aragonien til én nation.

Læs også:

Religionshistorie

Hekse har været jaget vildt i mindst 4.000 år

2 minutter
Religionshistorie

Den spanske inkvisition var brutal og ubarmhjertig

14 minutter
Prester John
Religionshistorie

Hvem var præstekongen Johannes?

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul