Isabella 1. kristnede Spanien med vold

Muslimerne i Granada fik ganske vist løfte om, at de måtte fortsætte med at udøve deres religion, men det var kun et spørgsmål om tid, inden kongeparret svigtede det løfte.

Først ville de løse “jødespørgsmålet” en gang for alle. Den jødiske befolkning – der havde boet i området siden romertiden – fik et ultimatum: De kunne konvertere til kristendommen eller forlade landet.

Men heller ikke de, der valgte at lade sig døbe, kunne vide sig sikre.

De måtte leve i evig frygt for at blive stillet for inkvisitionen, en religiøs domstol, der havde til opgave at afdække og straffe alle afvigelser fra den katolske lære.

Dronning Isabella 1. af Castilien var en dygtig regent. Det lykkedes hende at styrke centralmagten i det splittede rige, hun havde arvet.

Gennem ægteskabet med Ferdinand af Aragonien lagde hun grunden til et samlet Spanien. Men hun gennemførte også en omfattende etnisk og religiøs udrensning.

Uddrivelsen af jøderne fik følger i hele Europa, og den spanske inkvisition skulle i de kommende århundreder drive klapjagt på alle, der blev betragtet som afvigere fra den katolske tro.

Overtog sin halvbrors trone

Isabella blev født i 1451 som datter af kong Johan 2. af Castilien og León.

Hun var kun tre år, da faren døde og blev efterfulgt af hendes halvbror, kongens søn af et tidligere ægteskab, Henrik 4. Den nye konge var længe barnløs og gik derfor under øgenavnet “Henrik den Impotente”.

Da hans anden hustru til sidst nedkom med en datter, mente de fleste, at barnet var et resultat af dronningens forhold til en kammerherre ved navn Beltrán de la Cueva.

Pigen blev kaldt Joanna “la Beltraneja”, og mange mente, at hun som formodet uægte barn ikke havde ret til kronen.

Ved Henriks død i 1474 var der derfor to personer, som gjorde krav på tronen: Joana og kongens halvsøster Isabella.

Den 23-årige Isabella tog resolut sagen i sine egne hænder. Allerede dagen efter Henriks død lod hun sig udråbe til dronning uden at vente på, at spørgsmålet om tronfølgen skulle blive afgjort ad juridisk vej.

Hendes mand Ferdinand var arving til nabokongeriget Aragonien.

De havde giftet sig i 1469 mod kong Henriks vilje, og selvom de var monarker over hver deres rige, kom de til at fungere som samregenter over næsten hele det nuværende Spanien.

Gik hårdt til værks

Isabellas magtovertagelse førte til en fem år lang krig mod Portugal, som støttede de grupper, der gerne ville have Joanna som dronning.

Ferdinand gjorde en stor indsats som hærfører i kampene, og i 1479 blev der sluttet fred til Isabellas fordel. Det var et splittet rige, hun havde overtaget.

Både hendes far og halvbror havde været mere interesserede i falkejagt og forlystelser end i regeringsarbejde, og mange af Castiliens adelsmænd og religiøse ordener styrede deres områder som små kongeriger.

Den første udfordring bestod derfor i at styrke kronens indflydelse. Isabella lod mange af adelsmændenes borge nedrive og opkrævede høje skatter.

Hun indførte en mere ensartet lovgivning og valgte sine rådgivere og embedsmænd ud fra uddannelse og dygtighed frem for at favorisere personer med fine adelstitler.

Isabella var dybt troende, og med religionen som den samlende faktor indledte hun sammen med Ferdinand en krig på alle planer mod afvigelser fra det, de opfattede som den rene katolske tro.

Levede side om side

Siden romertiden havde der levet en stor jødisk befolkning i de spanske områder. I 700-tallet var halvøen blevet invaderet af muslimske berbere og arabere fra Nordafrika, de såkaldte maurere.

I lange perioder levede kristne, muslimer og jøder ret harmonisk sammen, og det frugtbare udbytte mellem grupperne gjorde byer som Córdoba, Toledo og Granada til vigtige centre for kultur og videnskab.

Efterhånden som de kristne generobrede magten over store dele af landet, øgedes spændingen mellem de forskellige grupper.

Mest udsat var jøderne. Som den mest veluddannede og økonomisk succesrigeste minoritet vakte de misundelse i den kristne befolkning.

I middelalderen forekom der flere udbrud af deciderede massakrer på jøder, og der blev stiftet love, som begrænsede deres rettigheder.

De måtte ikke bære våben, ikke bo, hvor de ville, ikke beskæftige sig med visse erhverv, og de var tvunget til at bære særlige skilte, så man kunne genkende dem.

For at undgå diskrimination konverterede flere og flere til kristendommen. Mange giftede sig ind i kristne familier og fik høje embeder ved hoffet og inden for kirke og forvaltning.

Fire af Isabellas biskopper og flere af hendes kongelige sekretærer kom fx fra omvendte jødiske familier.

Jagtede kættere

Blandt de såkaldte gammelkristne var der en udbredt mistro til disse conversos, der tit blev anklaget for i hemmelighed at dyrke deres gamle religion.

Efter gentagne angreb på jøder og nykristne i flere spanske byer mente Isabella, at der måtte gøres noget. I 1478 bad kongeparret om pavens tilladelse til at oprette inkvisitionsdomstole i Castilien.

Inkvisitionen var ikke no­gen ny opfindelse; den førs­te var blevet grundlagt i Frankrig allerede i 1200-tal­let for at afdække kristne kætterske be­væ­gel­ser, men dengang var direktiverne udgået fra kirken i Rom.

Nu gav paven Isabella og Ferdinand magt til selv at styre, og den spanske inkvisition blev derfor drevet som en statslig institution.

Tortur og henrettelser

Inkvisitionen blev ensbetydende med en terrorbølge af angiveri, tortur, fremtvungne tilståelser og henrettelser.

Det var nok, at nogen påstod, at en konverteret jøde havde spist kød på en fredag (de kristnes fastedag) eller var blevet set uvirksom og fint påklædt på en lørdag (den jødiske sabbat, hvor man ikke måtte arbejde), for at han eller hun blev stillet for domstolen.

Blandt de alvorligste forbrydelser, der er blevet tilskrevet de nykristne, var vanhelligelse af nadverbrødet, eller at de bortrøvede og dræbte kristne børn for at bruge dem i påståede offerritualer.

Mindre forseelser blev straffet med bodshandlinger af forskellig art, mens alvorligere forbrydelser medførte dødsstraf.

Den, der ikke tilstod, blev brændt levende på et bål, mens en tilståelse kunne give en mildere dom: Henrettelse ved hængning, hvorefter liget blev brændt.

Også konverterede muslimer, de såkaldte morisker, blev stillet for inkvisitionen, men indledningsvis i mindre ud­stræk­ning. Eftersom deres status i samfundet tit ikke var så høj, blev de ikke betragtet som en lige så stor trussel mod de gammelkristnes interesser.

Isabella og Ferdinand så det som deres mål at samle hele Spanien til en kristen nation.

Det eneste område, der stadig var under muslimsk herredømme, var kongedømmet Granada, hvor Nasride-dy­na­sti­et havde hersket siden 1200-tallet.

Startede angrebskrig

I 1482 startede kongeparret en angrebskrig, hvor de efterhånden erobrede by­er­ne i det mauriske rige.

Efter at Konstantinopel var faldet til osmannerne i 1453, var hele Europa forenet i frygten for den muslimske ekspansion. Mange frygtede, at de spanske maurere skulle få hjælp af deres tyrkiske trosfæller.

Paven tillod derfor Isabella at opkræve en ekstra “korstogsskat” for at få råd til krigen. Kampene mod en fælles fjende bidrog til at styrke samhørigheden mellem de kristne fra forskellige spanske regioner.

Dette blev bemærket af en italiener, der besøgte fronten i 1487:

“Hvem skulle have troet, at galicierne, de vilde asturiere og Pyrenæernes uvidende indbyggere, mænd, der er vant til grufulde voldshandlinger og skænderier ved den mindste anledning, skulle kunne omgås så venskabeligt, ikke blot med hinanden, men også med mænd fra Toledo og La Mancha og de snu og skinsyge andalusiere! Alle lever de sammen som i én stor familie, i harmonisk lydighed over for øvrigheden”.

Efter 10 år med blodige kampe, belejringer og en række indgåede og brudte aftaler blev den muslimske emir Boabdil tvunget til at kapitulere den 2. januar 1492.

Udviste långivere

Ifølge en forordning, der blev skrevet den 31. marts 1492 i Alhambra, fik de jøder, der nægtede at kon­ver­te­re til kristendommen, fire må­ne­der til at forla­de landet.

Traditionelt er uddrivelsen af jøderne blevet tilskrevet Isabellas religiøse stræben efter renhed, men bag beslutningen lå også økonomiske motiver.

Jøderne måtte ikke tage hverken sølv eller guld med, hvorfor staten kunne lægge beslag på deres rigdomme.

Både kongehuset og mange af landets aristokrater havde store lån hos jødiske bankierer – gæld, som de nu slap af med på en praktisk måde, mens jødiske firmaer kunne erhverves for en slik.

10 år senere blev også Castiliens tilbageværende muslimer landsforvist trods kongeparrets tidligere løfte om religionsfrihed.

Nu havde Isabella og Ferdinand nået deres mål: At skabe et helt igennem kristent land. Deres håb var på sigt at samle deres to kongedømmer under samme regent.

Dette var dog afhængigt af, at de fik en mandlig tronarving, eftersom Aragonien ikke tillod kvindelig tronfølge. Deres håb stod derfor til Johan, den eneste dreng af deres fem børn.

Men selvom Ferdinand og Isabella arrangerede en ræk­ke storartede ægteskaber til børnene, blev det følgende årti præget af sorger og tab.

Den ældste datter Isabella døde i barselsseng i 1498. Samme år døde sønnen Johan af en febersygdom. “Majestæterne gør deres bedste for at skjule deres sorg”, skrev en iagttager, “men vi kan alle se, at de er blevet ramt af et knusende slag”.

I slutningen af 1400-tallet engagerede Ferdinand sig mere og mere i udenrigspolitik. Mens han var involveret i krig på den italienske halvø, begyndte Isabellas helbred at svigte.

De tragiske dødsfald i familien havde taget hårdt på hende, og man sagde, at hun efter de to ældste børns død aldrig afførte sig sin sørgedragt.

Isabella døde den 26. november 1504. I sit testamente udtrykte hun sit ønske om at blive begravet sammen med Ferdinand, “så vore kroppe under jorden må symbolisere og nyde den nærhed, vi fandt glæde i, mens vi var i live”.

Blev betragtet som sindssyg

Det blev den ældste datter Johanne, der arvede Castiliens krone, men hun blev betragtet som sindssyg og spærret inde i en fæstning, mens hendes mand, Filip af Habsburg og Burgund, blev regent.

Ved hans død i 1506 blev han efterfulgt af Ferdinand, der regerede Castilien i datterens sted frem til sin død i 1516.

Om Johanne virkelig var syg, eller om hun blev offer for politiske intriger, diskuteres stadig. Under alle omstændigheder blev hun holdt indespærret til sin død i 1555 og er gået over i historien som Juana la Loca (Johanne den Vanvittige).

Kort efter Isabellas død giftede Ferdinand sig igen i håb om at få en mandlig tronarving. Hans hustru fødte en søn, der døde kort efter fødslen.

Da Ferdinand døde den 23. januar 1516, blev han begravet ved Isabellas side i Granadas katedral.

Året efter gik Johanne og Filips 17-årige søn, Karl, i land i Spanien for at gøre krav på arven efter sin mormor og mor­far.

Han var opvokset hos farens slægt i Flandern og kunne ikke et ord spansk. Under hans styre samledes Castilien og Aragonien til én nation.