Vinden rusker i John Bowers’ lange, matgrønne frakke, mens den midaldrende brite traver frem og tilbage over højen Glastonbury Tor i det sydlige England. Med trænet øje undersøger Bowers terrænet for lavninger og spor efter vand, som kan afsløre hulrum under Glastonburys saftige græs.
Dagene, som Bowers har tilbragt på den 158 meter høje bakke, skal tælles i hundreder. Den tidligere buschauffør er overbevist om, at Glastonbury Tor gemmer den hellige gral, og han har i årevis ledt omkring Glastonbury i selskab med tusindvis af andre graljægere.
Den mytiske bakke, som første gang vandt berømmelse i historierne om kong Arthur, er blevet en magnet for eventyrere med én besættelse: At finde kristendommens mest sagnomspundne genstand.

Bakkedraget Glastonbury Tor nævnes i den keltiske mytologi og omtales i flere af myterne om kong Arthur.
Ifølge overleveringen er den hellige gral det bæger, som Jesus drak af ved den sidste nadver. Siden blev bægeret brugt til at opsamle Kristi blod, mens han hang på korset.
Da gralen rummer rester af det pulserende blod fra Guds søn, har bægeret ifølge legenden storslåede egenskaber og bringer sin ejermand rigdom, lykke og evigt liv.
Gralen har derfor været efterstræbt i snart 2.000 år, og de mest stålsatte skattejægere mener, at bægeret skal findes flere tusind kilometer fra det støvede og solrige Jerusalem – i stedet har de vendt håbefulde blikke mod Sydenglands frodige og kølige klima.
Det kan synes underligt, at gralen i en tid, hvor lange rejser over havet var usædvanlige og strabadserende, skulle havne langt fra Golgatahøjen, hvor Jesus blev pint ihjel på korset. Men for graljægerne findes forklaringen i gamle sagn og tekster samt ikke mindst i en mindre kendt figur fra Biblen: Josef fra Arimatæa.

Den hellige gral forsvandt efter den sidste nadver, men blev muligvis set i Jerusalem i 600-tallet.
Hemmeligheden findes i evangelierne
Ifølge Det nye testamente var Josef en velhavende mand, som fik romernes tilladelse til at tage den korsfæstede Jesus ned og bisætte ham i sit eget gravsted. Josef er omtalt i alle fire evangelier og var muligvis Jesu onkel.
Beretningen fortæller, at Josef opsamlede Jesu blod i et bæger, efter at soldaten Longinus stak ham i siden med sin lanse.
Selvom blodopsamlingen ikke er nævnt i samtidige kilder, kan historien sagtens være sand, for den jødiske tradition omkring år 0 prædikede, at kroppen helst skulle begraves hel – og heri indgik også den dødes blod.
Så hvis Jesus blev spiddet, som Biblen fortæller, ville det – fra et historisk perspektiv – have været naturligt for hans disciple at forsøge at redde så meget blod som muligt.
Umiddelbart efter korsfæstelsen kom kulten omkring Jesus i modvind. Romerne, som havde besat Palæstina, var ikke begejstrede for nye religiøse bevægelser i det urolige område, og kristne ledere enten flygtede eller tilbragte som Josef fra Arimatæa – ifølge bibelhistorier – en periode i fængsel.

Josef fik lov til at tage Jesus ned fra korset og bisætte ham i en grav hugget ud i klipperne nær Jerusalem.
Da Josef slap fri, besluttede han at forlade Palæstina, hvor det var blevet umuligt at udbrede den kristne tro. Og graljægerne gætter – uden skyggen af beviser – på, at Josef har villet bringe gralen i sikkerhed så langt fra Palæstina som muligt – i Glastonbury i England. Det på trods af at rejsen for 2.000 år siden har været både farlig og langvarig.
Hvis man leger med på tanken, er valget af England som Josefs flugtsted faktisk ikke helt ulogisk. Biblen beskriver Josef som en rig købmand, og i den egenskab kan han være kommet vidt omkring på handelsrejser til blandt andet England.
Glastonbury i Somerset i Sydengland ligger naturligt på sejlruten fra syd og har været et helligt sted igennem flere årtusinder. For en købmand på flugt ville det hellige område i Romerrigets udkant have været et naturligt gemmested for kristendommens vigtigste genstand.

Inden Jesus blev bisat, fik han ifølge Johannesevangeliet stukket et spyd i siden, for at man kunne sikre sig, at han var død. Blodet, der strømmede ud af Jesus, blev efter sigende opsamlet og bevaret.
Universitetslektoren Gordon Strachan, som har studeret gralhistorierne indgående, har identificeret flere spor, som han mener tyder på, at Josef har været i Glastonbury – først og fremmest springer en række stenmonumenter af samme type i både Glastonbury og Mellemøsten i øjnene.
Derudover er der rent faktisk et sammenfald i navne: Josef er sandsynligvis født nær et sted i Israel kaldet Ayalon – påfaldende tæt på “Avalon”, som er en gammel betegnelse for Glastonbury-området. Men ordsammenfaldene og stenmonumenterne er den eneste kobling, der kan laves mellem gralen, Josef, Israel og England.
Gralen har skiftet form igen og igen

Bæger blev brugt til at opsamle Jesu blod
Som rekvisit ved den sidste nadver er den hellige gral en kop eller et bæger. Bægeret blev brugt, da Jesus delte vin med sine disciple. Samme bæger – eller et lignende – blev angiveligt brugt af Jesu disciple til at opsamle Frelserens blod i, da han hang på korset.

Middelalderromaner gjorde gralen til et fad
I gralromanerne, som stammer fra 1100- og 1200-tallet, bliver gralen flere gange beskrevet som en tallerken eller et fad. Gralen er en yderst fornem genstand i romanerne – ofte af det pureste guld og besat med kostbare ædelsten, ligesom genstanden har magiske egenskaber.

Gralen var forbundet med de vises sten
I middelalderen var det en udbredt forestilling, at den hellige gral gav visdom, indsigt og et evigt liv. De vises sten havde samme egenskaber, ligesom den i nogle fortællinger kunne omskabe almindeligt metal til guld. I flere historier blev de to genstande blandet sammen til én.

Forfatter spekulerede i helligt blod
I “Da Vinci Mysteriet” af Dan Brown er den hellige gral ikke en genstand, men Jesu efterkommere. Dan Brown har lånt idéen fra bogen “Helligt blod, hellig gral”, som udkom i 1982. Bogen er imidlertid bygget på spekulationer, og teorierne støttes ikke af nogen historiske kilder.
Mystisk busk blomstrer til jul
Ikke nok med at ingen skriftlige kilder nævner gralen, arkæologer har heller ikke kunnet finde det mindste spor efter Josef fra Arimatæa i England. Så graljægerne må i første omgang sætte deres lid til mytologi og overtro.
Legenden fortæller, at da Josef nåede Glastonbury, skød en hvidtjørn pludselig op som tegn på, at han var kommet til et sted udvalgt af Gud. Og sandt er det i hvert fald, at en særlig art af hvidtjørn stadig i dag vokser i og omkring Glastonbury – og ingen andre steder.
I modsætning til almindelig hvidtjørn blomstrer arten to gange om året: Ved juletid og omkring påske. Plantens usædvanlige adfærd er lidt af et mysterium, men har muligvis med områdets milde klima at gøre. Flere forsøg på at få arten til at vokse andre steder via stiklinger er mislykkedes.
Hvis vi godtager tanken om, at Josef rent faktisk nåede til Glastonbury, ville han formentlig have begravet gralen ved Glastonbury Tor, en markant forhøjning, som knejser over området, og som siden kelternes tid har været forbundet med hellige kræfter. Og det er grunden til, at skattejægere i over 100 år har gravet i jorden på bakken i Sydengland.

I kong Arthur-myterne søger ridderen Galahad i årevis efter den hellige gral – han finder den til sidst og vælger at dø kort efter.
Gral har været jagtet igennem århundreder
År 33
Jesus dør. Den sidste nadver, som ifølge Biblen finder sted aftenen før korsfæstelsen, bliver begyndelsen på legenden om den hellige gral – bægeret, som Jesus og hans disciple drikker af.
År 256
Den hellige gral er ifølge overleveringen i Rom sammen med en række andre kristne relikvier fra Det Hellige Land. I år 256 beordrer romerne alle relikvier udleveret, men den hellige gral reddes i sidste øjeblik.
År 500
Kong Arthur sender sine riddere på togt efter den hellige gral. Myten fortæller, at gralen bliver stjålet fra Glastonbury og ført til en anden konge, hvorefter sir Galahad og hans kolleger må generobre genstanden.
År 1180
Den første roman om gralen bliver skrevet af den franske forfatter Chrétien af Troyes. Romanen beskriver gralen som en strålende genstand, der forsvinder under mystiske omstændigheder.
År 1437
En kandidat til den ægte gral, Santo Cáliz, kommer til Valencia, hvor relikviet stadig er. Santo Cáliz stammer formentlig fra Jesu tid og er det mest sandsynlige bud på den ægte gral.
År 1982
Bogen “Helligt blod, hellig gral” udgives. Bogen introducerer teorien om, at den hellige gral ikke er en fysisk genstand, men Jesu efterkommere. Idéen bliver fulgt op i “Da Vinci Mysteriet”.
Kornhandler snød pressen
Graveriet nåede et højdepunkt omkring år 1900, hvor skattejægere gjorde sig store anstrengelser for rent bogstaveligt at komme til bunds i sagen.
Gennembruddet kom i 1906, hvor kornhandleren og excentrikeren Wellesley Tudor Pole fik et syn, som fortalte ham, at gralen lå på bunden af en brønd nær Glastonbury Tor.
I brønden fandt Pole og hans hjælpere da også på næsten guddommelig vis et gammelt bæger i blåt glas dekoreret med små kors. Genstanden blev undersøgt af arkæologer og præster, som ikke kunne afvise, at der var tale om den ægte gral.
“Flere tilstedeværende var overbeviste om, at dette var bægeret, som i hemmelighed var blevet smuglet bort om natten for næsten 19 århundreder siden”. Mark Twain, 1907.
- juli 1907 præsenterede en begejstret Wellesley Tudor Pole gralen for verdenspressen, som måbede over at stirre på bægeret fra Jesu korsfæstelse.
I flere måneder var fundet en sensation, men langsomt aftog euforien. Efter at have overværet en fremvisning skrev selveste Mark Twain en syrlig beretning:
“Jeg er glad for at have oplevet denne halve time – på sin vis unik i mit liv. Flere tilstedeværende var overbeviste om, at dette var bægeret, som i hemmelighed var blevet smuglet bort om natten for næsten 19 århundreder siden, efter at universets skaber havde ofret sit liv på korset”, skrev Twain, inden han gav den gode Poles fund et par linjer mere med på vejen:
“Det ægte bæger, som den rustfri sir Galahad havde søgt med ridderlig opofrelse i kong Arthurs tid. Den selvsamme kop, som prinser havde givet deres liv for at finde. Her var den omsider. Gravet op af en kornhandler uden omkostninger i blod eller rejser. Og tilsyneladende var ingen renhed i ånden påkrævet af finderen ud over den gennemsnitlige renhed hos en hvedekøbmand. Ikke engang et fornemt navn var nødvendigt. Ingen sir Galahad. Ingen sir Bors de Ganis. Ingen sir Lancelot. Blot en simpel hr. Pole”.

Chalice Well ligger for foden af Glastonbury Tor. Arkæologer har fundet både flinteøkser fra stenalderen og lerpotter fra jernalderen nær brønden.
Wellesley Tudor Poles bæger viste sig da også at være et falsum. I januar 1908 erklærede et panel af forskere – blandt andet eksperter i glas – efter grundige undersøgelser, at genstanden var “forholdsvis moderne”.
Yderligere efterforskning afslørede, at bægeret var blevet købt i Bordighera i Italien i 1890’erne og nedlagt i brønden af en anden excentriker, doktor John Goodchild.
Flere udgravninger fulgte i løbet af 1900-tallet, ikke mindst af klosterruinen Glastonbury Abbey nær Glastonbury Tor, hvor arkæologer mellem 1904 og 1979 gennemførte mindst 36 udgravninger. Graveriet afslørede vigtige detaljer om klostrets historie, men ingen gral.
Også Chalice Well, en anden brønd nær bakken, er blevet endevendt uden resultat, men udgravninger viser rent faktisk, at brønden har været i brug i over 2.000 år.
Samtidig har vandet fra Chalice Well en svagt rødlig farve, som ifølge myten er en mindelse om Jesu blod. Videnskabelige undersøgelser har dog fastslået, at den røde farve skyldes aflejringer langs kildens underjordiske løb.
Når gralen ikke er fundet i Glastonbury, kan forklaringen – ud over den åbenlyse, at den aldrig har eksisteret – være, at det hellige relikvie er forsvundet sammen med tempelriddernes skat. Enkelte spor tyder nemlig på, at tempelridderne faktisk på et tidspunkt var i besiddelse af et relikvie, som brødrene mente var gralen.









Tempelriddernes skat er blevet jagtet i hele Europa
Tusinder af skattejægere har i årevis jagtet tempelriddernes gemmested for den hellige gral. Ifølge gralentusiaster peger sporene mod klostre, kirker og brønde spredt fra Cypern i øst til øen Oak Island i vest.
Rosslyn Chapel i Skotland blev påbegyndt i 1446, flere år efter at Filip den Smukke havde tvangsopløst tempelridderne. Men spor i kirken tyder på, at overlevende tempelriddere medvirkede til byggeriet. Vedholdende rygter siger, at gralen ligger under kapellet.
Temple Church i Bristol var en af riddernes vigtigste besiddelser i England og et naturligt sted at skjule en skat. Arkæologer har gravet under kirken og fundet en prægtig lysestage, men endnu ingen gral.
Glastonbury Tor er et ældgammelt, helligt område, hvor Josef fra Arimatæa ifølge en legende gemte den hellige gral på sin flugt fra Palæstina.
Valencias katedral er hjemsted for Santo Cáliz, som mange spaniere er overbeviste om er den hellige gral. Flere forskere har dateret den lille skål af mørkerød agat til at stamme fra tiden omkring Jesu fødsel.
Gisors i Normandiet er et gammelt tempelridderslot. Indgraveringer på væggene og andre spor tyder på, at riddere på flugt gjorde holdt efter arrestordren i 1307 og måske efterlod en skat på slottet.
Rom blev centrum for relikvier, da Romerriget i 300-tallet gik over til kristendommen. Ifølge en beretning var den hellige gral på et tidspunkt i Rom. Gralen kan ligge under en kirke eller i katakomberne.
Cypern er et muligt gemmested for gralen og andre tempelridderskatte. Øen blev nyt hovedkvarter, da ridderne blev fordrevet fra Det Hellige Land. Slottet Kolossi på sydkysten har formentlig huset værdier, men måske blev en del ført væk ved en osmannisk invasion i 1571.
Oak Island ud for Canadas østkyst har siden år 1800 været målet for en intens skattejagt omkring et dybt, opfyldt hul. Nogle eventyrere mener, at den hellige gral ligger på bunden af hullet, fordi indbyggede fælder giver mindelser om ridderarkitektur.
Tempelriddere havde fingre i gralen
Rygterne siger, at ridderne ledte ihærdigt efter gralen under Tempelbjerget i ordenens første år i Jerusalem. Bjerget ligger tæt på de steder, hvor Jesus spiste den sidste nadver og blev korsfæstet.
Hvis den hellige gral ikke blev transporteret til England af Josef fra Arimatæa, var Tempelbjerget det mest sandsynlige sted, den kunne være gemt.
I 1867 opdagede den engelske kaptajn Charles Warren hemmelige tunneller under bjerget, som muligvis er udgravet af tempelridderne.
Tunnellerne kan være vidnesbyrd om brødrenes arkæologiske anstrengelser, og Warren konkluderede, at jagten på gralen og andre relikvier endda kan have været den egentlige årsag til, at ridderne ønskede at få hovedkvarter på Tempelbjerget, som ordenen tilmed tog navn efter.
“Mellem kirken i Golgata og henrettelsesstedet ligger et kapel, hvor Herrens bæger står”. Pilgrimmen Arculf, 600-tallet.
Tempelriddernes mulighed for at finde den hellige gral i Palæstina underbygges dog kun af én historisk kilde: Pilgrimmen Arculf, som i 600-tallet rejste rundt i Mellemøsten og beskrev sine oplevelser.
Fra Tempelbjerget skrev han følgende: “Mellem kirken i Golgata og henrettelsesstedet ligger et kapel, hvor Herrens bæger står. Han velsignede bægeret med sine egne hænder og gav det til apostlene, da han spiste sammen med dem dagen før sine lidelser. Arculf så bægeret og rørte det med sin egen hånd. Alle byens borgere flokkes om det med stor hengivenhed”.
Ingen andre kilder nævner dog bægeret i Mellemøsten efter 600-tallet, så enten er Arculf fuld af løgn, eller også er relikviet blevet gemt væk.

Chrétien de Troyes’ bøger er skrevet, før bogtrykkerkunsten blev opfundet, så de skulle kopieres i hånden.
Gådefuld forfatter opfandt romanen
Den hellige gral dukker første gang op i litteraturen omkring 1180, hvor den franske forfatter Chrétien de Troyes skrev om en juvelbesat gral, som ridderen Perceval drager ud for at finde.
Historien inspirerede mange andre forfattere, og gralromanerne blev middelalderens svar på Harry Potter. Længere historier kom på mode, og Chrétien regnes som roman-genrens fader.
Mens graltemaet blev kendt af alle, er forfatteren til den originale fortælling en mystisk figur. Historikerne ved ikke meget om Chrétien, men hans sprog er sporet til egnen omkring byen Troyes, hvilket har givet skribenten hans efternavn. Forskerne er heller ikke sikre på, hvor han fik sin inspiration til gralhistorien fra, men flere af de oldgræske klassikere såsom Homers Iliaden var netop blevet oversat til oldfransk i 1150’erne, og Chrétiens skrivestil tyder på, at han havde læst de antikke tekster.
Enorme værdier forsvandt sporløst
Hvis ridderne virkelig fandt gralen i Jerusalem, ville det give god mening, at ordenen bragte bægeret til Vesteuropa i begyndelsen af 1100-tallet. Rent faktisk falder tidspunktet sammen med den periode, hvor gralen første gang optræder i litteraturen.
Fra slutningen af 1100-tallet opstod en litterær modebølge startet af den franske forfatter Chrétien de Troyes, der skrev om en hellig gral med magiske egenskaber.
Mange andre forfattere fulgte efter, og fortællingerne om gralen blev en af middelalderens store sællerter. Mange fine familier i Europa havde gralromaner i pragtbind stående på hylden.

Ridderne har formentlig ejet bunker af rubiner og safirer, der kan ligge begravet med gralen.
Rygterne om ridderne som vogtere af den hellige gral cirkulerede også lystigt i middelalderen. Hvis historierne er sande, forsvandt gralen sammen med resten af tempelriddernes skatte ved arrestationerne i 1307.
Historikerne ved med sikkerhed, at ordenen lå inde med store værdier, som blandt andet stammede fra donationer fra fromme stormænd og fyrster, som gav rundhåndet til ordenen i taknemmelighed over indsatsen for at forsvare kristendommen i det hellige land.
Derudover tjente ordenen styrtende på omfattende finansielle aktiviteter, hvor ridderne opbevarede værdier mod betaling og ikke mindst lånte rundhåndet ud til regenter med pengesorger. Fælles for tempelriddernes skatte er, at samtlige værdier var pist væk, da ridderne blev arresteret i 1307.
Kong Filip den Smukke af Frankrig, som formentlig stod bag konspirationen mod ordenen, har uden tvivl håbet at finde fyldte skatkister i ordenens mange huse og fæstninger rundt om i Vesteuropa. Men alt, hvad han fandt, var – tempelriddere.

Rundviseren Roger Lhomoy brugte mange år på at grave snævre tunneller under slottet i Gisors.
Vicevært finder tempelridderskat
Tempelriddernes skat nåede aldrig ud af Frankrig, men blev efterladt på slottet Gisors nordvest for Paris. Her blev enorme rigdomme i 1946 opdaget af Roger Lhomoy.
I 1929 blev Roger Lhomoy ansat som vicevært og rundviser på slotsruinen Gisors. De lange aftener alene på slottet brugte Lhomoy på en privat udgravning – formentlig fordi han havde hørt rygter om en tempelridderskat.
Gisors havde i en periode hørt under ordenen, og en legende fortæller, at ridderne bragte en skat i sikkerhed på slottet før arrestationerne i 1307.
Endelig, efter mange års hårdt arbejde med skovl og hakke, nåede Roger Lhomoy i 1946 ned til et hemmeligt rum. Ifølge viceværten indeholdt rummet 19 store tempelridderkister og 30 kasser med guld, mønter og ædelsten – riddernes skat.
Desværre har ingen andre end Roger Lhomoy set skatten. Efter sin opdagelse kontaktede han lokale myndigheder, som satte en efterforskning i gang. Brandfolkene, som blev sendt ud for at undersøge sagen, fandt imidlertid kun et system af huller og sidegange udgravet af Lhomoy.
Gangene var snævre og dårligt understøttet og så ud til at kunne styrte sammen når som helst. Af frygt for deres liv turde folkene ikke bevæge sig helt ned.
Myndighederne beordrede gangene fyldt op, og Roger Lhomoy blev fyret. Her kunne historien være sluttet, men Lhomoy mødte senere forfatteren Gérard de Sède, som blev interesseret og skrev en populær bog om hele affæren, “Les templiers sont parmi nous” (Tempelridderne er iblandt os) i 1962.
Bogen skabte fornyet interesse om Gisors, og til sidst beordrede den franske kulturminister André Malraux en storstilet undersøgelse – først med et hold af arkæologer og senere en deling fra hæren. Hverken arkæologer eller fodtusser fandt imidlertid noget som helst.
Og arkæologerne konkluderede efter en måneds arbejde, at et stort rum ikke kunne ligge under slottet. Hvis et hemmeligt gravkammer virkelig havde eksisteret, ville rummet være blevet fundet.
Desuden virker det påfaldende, at Roger Lhomoy ikke var i stand til at fremvise så meget som en fingerring fra den påståede skat.
Hvis viceværten virkelig havde fundet noget, skulle man tro, at han havde sikret sig en souvenir. Så hvis Gisors rummer en skat, blev den ikke fundet af Lhomoy.
Mystisk bæger stammer fra Jesu tid
Den hellige gral ville med sikkerhed være blevet skjult, hvis den virkelig var i riddernes eje. Den vigtigste genstand i kristendommen kunne ordenen ikke tåle at miste. Hvor gralen i så fald forsvandt hen, er et mysterium.
Måske eksisterer den endnu, for adskillige kirker og klostre gør i dag krav på at være i besiddelse af den ægte gral. Mere end 200 forskellige kopper, kander og bægre hævdes at være den ægte gral – men få kirker har villet lade forskere undersøge relikvierne.
En af de få undtagelser er katedralen i Valencia, hvor relikviet “Santo Cáliz” står til skue i et sidekapel. Santo Cáliz er en simpel mørkerød skål af halvædelstenen agat.
Selve skålen, som er ca. syv centimeter høj og ni centimeter bred, er skåret ud af ét stykke agat. Foden er udsmykket med juveler og forsynet med arabiske skrifttegn, men meningen med tegnene er fortsat omdiskuteret blandt forskerne.

Skålen i Valencia anses af mange spanske katolikker som Jesu oprindelige gral.
Foden er med sikkerhed fremstillet i middelalderen, men selve skålen vurderer forskerne til at være langt ældre.
Agat er vanskelig at tidsfæste, men ud fra konstruktionsteknikken mener historikerne, at skålen er omkring 2.000 år gammel. Mere præcist har den spanske professor Antonio Beltrán dateret skålen til mellem år 100 og år 50 før Kristus, og håndværket tyder på, at den med stor sandsynligvis er fremstillet i et palæstinensisk eller egyptisk værksted.
Så skålen i Valencias katedral stammer faktisk med stor sandsynlighed fra Kristi tid – i modsætning til næsten alle andre relikvier med påstået forbindelse til Jesus.
På trods af alderen er den tidligste reference til Santo Cáliz fra 1134, hvor det fremgår i et dokument over genstandene i klostret San Juan de la Peña og beskrives som bægeret, “hvor Kristus viede sit blod”. I 1399 fortæller et dokument, at klostret overdrog relikviet til kong Martin af Aragonien i bytte for en guldkande.
Aragonske konger har tilsyneladende haft en særlig interesse for gralen, idet historikerne ved, at en anden konge, Jakob 2., i 1322 skrev til Egyptens sultan og bad om “at få tilsendt bægeret, som Jesus drak af ved den sidste nadver”. Jakob 2. gav også amnesti til en række tempelriddere efter opgøret i 1307.

I spanske malerier af Jesus har den hellige gral fra Valencia indgået i hundredvis af år, fx i renæssancemaleren Vicente Juan Masips billede fra ca. 1550.
Formentlig er gætværket blot ønsketænkning. Men de håbefulde kan hæfte sig ved en populær legende, der beretter, at Santo Cáliz blev bragt til Rom af apostelen Peter i det første århundrede og siden i år 256 blev videregivet til diakonen Laurentius af pave Sixtus 2.
Laurentius fik relikviet smuglet til sin hjemby, Valencia, hvorfra skålen endte i klostret San Juan de la Peña. Santo Cáliz er stadig i dag et tilløbsstykke for pilgrimme, ligesom flere paver har beundret relikviet; blandt andre anvendte Benedikt 16. Santo Cáliz i en messe i Valencias katedral i 2006.

Ifølge legenderne om kong Arthur viste den hellige gral sig for ridderne om det runde bord i en åbenbaring.
Det ved historikerne med sikkerhed:
- Historier om den hellige gral dukker op i 1100-tallet.
- Flere af historierne beskriver tempelridderne som gralens vogtere.
- Tempelridderne ejede hundredvis af ejendomme og en enorm formue.
- Næsten ingen værdier blev fundet, da ridderne blev arresteret i 1307.
- Mange tempelriddere undslap, blandt andet til Spanien og Portugal.
- Små møntfund er gjort, men ingen tempelridderskat.
Gralen var kongeligt blod
Santo Cáliz er nok nutidens mest troværdige bejler til at være den ægte gral – hvis gralen i det hele taget er en fysisk genstand. Ifølge én teori er den hellige gral nemlig hverken et bæger eller et fad, men simpelthen Jesu efterkommere.
Teorien, der især er kendt fra Dan Browns bestseller “Da Vinci Mysteriet”, går ud på, at Jesus var gift med Maria Magdalene – en kvinde, som ifølge Biblen overværede korsfæstelsen.
Teorien siger, at Maria var gravid og flygtede til Frankrig efter henrettelsen af Jesus. Her fødte hun en pige, som senere blev stammoder til den merovingiske kongeslægt. Efter slægtens fald fra tronen i 700-tallet er familien ført videre og eksisterer stadig i dag.

Er det i virkeligheden Maria Magdalene og ikke Johannes, som sidder til venstre for Jesus i Leonardo da Vincis maleri “Den sidste nadver”? Det er en af teorierne i “Da Vinci Mysteriet”.
Teorien om, at den hellige gral i virkeligheden er en kongeslægt, bygger blandt andet på, at den franske betegnelse for gralen er blevet fejllæst. Den hellige gral kan skrives som “san greal” (helligt kar) på middelalderfransk.
Men teorien siger, at g’et i virkeligheden hører til det første ord, så betegnelsen for gralen skal læses anderledes og bliver til “sang real” (kongeligt blod).
Hemmelige hentydninger til Jesu ægtestand skulle ifølge teorien eksistere en lang række steder i litteraturen og kunsten – ikke mindst på Leonardo da Vincis berømte maleri “Den sidste nadver”.
Her er personen ved Kristi højre hånd ikke apostlen Johannes, men derimod Maria Magdalene. Figuren har feminine træk, og V’et, som dannes af Jesus og Maria, er en hentydning til Marias livmoder og hendes graviditet.
V-formen er samtidig en reference til gralen. Hvis den feminine figur flyttes hen til Jesu venstre hånd, kommer personens hoved til at hvile på Jesu skulder, som det ville være naturligt for ægtefolk.

Leonardo da Vinci bliver nævnt som stormester i den hemmelige organisation Sions Priorat. Der findes dog ingen beviser for teorien.
Jesu kongelige efterkommere bliver angiveligt beskyttet af en mystisk organisation ved navn Sions Priorat. Sions Priorat blev grundlagt i Jerusalem i 1099 og stiftede kort efter tempelridderne som bevægelsens militære gren.
Gennem tiderne har prioratet haft en imponerende liste af stormestre inklusive videnskabelige og kunstneriske stjerner som Claude Debussy, Isaac Newton og Leonardo da Vinci. I sin egenskab af stormester har da Vinci kendt sandheden og derfor malet “Den sidste nadver”, som han gjorde.
Teorien er ikke Dan Browns egen. Forfatteren har lånt konceptet fra bogen “Helligt blod, hellig gral”, som udkom første gang i 1982.
“Helligt blod, hellig gral” blev en international bestseller, og teorien om den hellige gral fik en endnu større tilhængerskare, efter at Dan Brown sendte Robert Langdon på jagt efter gralen.
Forfattere fuppede hele verden
Problemet er bare, at praktisk taget intet i teorien holder. Gennem et grundigt researcharbejde har især franske forskere pillet teserne fra “Helligt blod, hellig gral” fra hinanden.
Ingen spor af Jesu efterkommere eksisterer i historiske kilder, og intet taler for, at Maria Magdalene kom til Frankrig. At hun skulle optræde på maleriet “Den sidste nadver”, afvises også af kunsthistorikere. Johannes fremstilles normalt med feminine træk, og hvis figuren skulle være Maria, mangler Johannes, da der kun er 13 personer på maleriet.
Ikke engang ordspillet, hvor “san greal” (hellig gral) bliver til “sang real” (kongeligt blod), holder. Den hellige gral blev i middelalderen blot skrevet som “Graal”. Og på middelalderfransk hed blod ikke “sang”, men “sanc”, hvor c’et udtales som et k.
Sions Priorat var heller ikke grundlagt i 1099. Organisationen eksisterer ganske vist, men blev først stiftet den 7. maj 1956 i den franske by Annemasse nær grænsen til Schweiz som en lejerforening, hvis formål var at bekæmpe boligspekulation.
Nok er teorien om den hellige gral som Jesu efterkommere efter alt at dømme pure opspind, men jagten på den fysiske gral fortsætter ufortrødent i Glastonbury og andre steder. Graljægere har ikke opgivet at finde relikviet, ligesom tempelriddernes skat stadig kan ligge begravet under en gammel fæstning et sted i Europa.
Måske dukker gralen en dag op og skænker umådelig rigdom til sin ejermand. Men indtil da har kun én person med sikkerhed haft held til at hente berømmelse og rigdom ud af myten om den hellige gral: Dan Brown.

Historiens største gåder
Denne artikel er fra bogserien “Historiens største gåder”. Hvert bind går i dybden med mysterier om alt fra tempelridderne til nazisternes okkulte verden.
Se mere på: www.historienet.dk/gåder