Jagten på den hellige gral

Vinden rusker i John Bowers’ lange, matgrønne frakke, mens den midaldrende brite traver frem og tilbage over højen Glastonbury Tor i det sydlige England. Med trænet øje undersøger Bowers terrænet for lavninger og spor efter vand, som kan afsløre hulrum under Glastonburys saftige græs.

Dagene, som Bowers har tilbragt på den 158 meter høje bakke, skal tælles i hundreder. Den tidligere buschauffør er overbevist om, at Glastonbury Tor gemmer den hellige gral, og han har i årevis ledt omkring Glastonbury i selskab med tusindvis af andre graljægere.

Den mytiske bakke, som første gang vandt berømmelse i historierne om kong Arthur, er blevet en magnet for eventyrere med én besættelse: At finde kristendommens mest sagnomspundne genstand.

Ifølge overleveringen er den hellige gral det bæger, som Jesus drak af ved den sidste nadver. Siden blev bægeret brugt til at opsamle Kristi blod, mens han hang på korset.

Da gralen rummer rester af det pulserende blod fra Guds søn, har bægeret ifølge legenden storslåede egenskaber og bringer sin ejermand rigdom, lykke og evigt liv.

Gralen har derfor været efterstræbt i snart 2.000 år, og de mest stålsatte skattejægere mener, at bægeret skal findes flere tusind kilometer fra det støvede og solrige Jerusalem – i stedet har de vendt håbefulde blikke mod Sydenglands frodige og kølige klima.

Det kan synes underligt, at gralen i en tid, hvor lange rejser over havet var usædvanlige og strabadserende, skulle havne langt fra Golgatahøjen, hvor Jesus blev pint ihjel på korset. Men for graljægerne findes forklaringen i gamle sagn og tekster samt ikke mindst i en mindre kendt figur fra Biblen: Josef fra Arimatæa.

Hemmeligheden findes i evangelierne

Ifølge Det nye testamente var Josef en velhavende mand, som fik romernes tilladelse til at tage den korsfæstede Jesus ned og bisætte ham i sit eget gravsted. Josef er omtalt i alle fire evangelier og var muligvis Jesu onkel.

Beretningen fortæller, at Josef opsamlede Jesu blod i et bæger, efter at soldaten Longinus stak ham i siden med sin lanse.

Selvom blodopsamlingen ikke er nævnt i samtidige kilder, kan historien sagtens være sand, for den jødiske tradition omkring år 0 prædikede, at kroppen helst skulle begraves hel – og heri indgik også den dødes blod.

Så hvis Jesus blev spiddet, som Biblen fortæller, ville det – fra et historisk perspektiv – have været naturligt for hans disciple at forsøge at redde så meget blod som muligt.

Umiddelbart efter korsfæstelsen kom kulten omkring Jesus i modvind. Romerne, som havde besat Palæstina, var ikke begejstrede for nye religiøse bevægelser i det urolige område, og kristne ledere enten flygtede eller tilbragte som Josef fra Arimatæa – ifølge bibelhistorier – en periode i fængsel.

Da Josef slap fri, besluttede han at forlade Palæstina, hvor det var blevet umuligt at udbrede den kristne tro. Og graljægerne gætter – uden skyggen af beviser – på, at Josef har villet bringe gralen i sikkerhed så langt fra Palæstina som muligt – i Glastonbury i England. Det på trods af at rejsen for 2.000 år siden har været både farlig og langvarig.

Hvis man leger med på tanken, er valget af England som Josefs flugtsted faktisk ikke helt ulogisk. Biblen beskriver Josef som en rig købmand, og i den egenskab kan han være kommet vidt omkring på handelsrejser til blandt andet England.

Glastonbury i Somerset i Sydengland ligger naturligt på sejlruten fra syd og har været et helligt sted igennem flere årtusinder. For en købmand på flugt ville det hellige område i Romerrigets udkant have været et naturligt gemmested for kristendommens vigtigste genstand.

Universitetslektoren Gordon Strachan, som har studeret gralhistorierne indgående, har identificeret flere spor, som han mener tyder på, at Josef har været i Glastonbury – først og fremmest springer en række stenmonumenter af samme type i både Glastonbury og Mellemøsten i øjnene.

Derudover er der rent faktisk et sammenfald i navne: Josef er sandsynligvis født nær et sted i Israel kaldet Ayalon – påfaldende tæt på “Avalon”, som er en gammel betegnelse for Glastonbury-området. Men ordsammenfaldene og stenmonumenterne er den eneste kobling, der kan laves mellem gralen, Josef, Israel og England.

Mystisk busk blomstrer til jul

Ikke nok med at ingen skriftlige kilder nævner gralen, arkæologer har heller ikke kunnet finde det mindste spor efter Josef fra Arimatæa i England. Så graljægerne må i første omgang sætte deres lid til mytologi og overtro.

Legenden fortæller, at da Josef nåede Glastonbury, skød en hvidtjørn pludselig op som tegn på, at han var kommet til et sted udvalgt af Gud. Og sandt er det i hvert fald, at en særlig art af hvidtjørn stadig i dag vokser i og omkring Glastonbury – og ingen andre steder.

I modsætning til almindelig hvidtjørn blomstrer arten to gange om året: Ved juletid og omkring påske. Plantens usædvanlige adfærd er lidt af et mysterium, men har muligvis med områdets milde klima at gøre. Flere forsøg på at få arten til at vokse andre steder via stiklinger er mislykkedes.

Hvis vi godtager tanken om, at Josef rent faktisk nåede til Glastonbury, ville han formentlig have begravet gralen ved Glastonbury Tor, en markant forhøjning, som knejser over området, og som siden kelternes tid har været forbundet med hellige kræfter. Og det er grunden til, at skattejægere i over 100 år har gravet i jorden på bakken i Sydengland.

Kornhandler snød pressen

Graveriet nåede et højdepunkt omkring år 1900, hvor skattejægere gjorde sig store anstrengelser for rent bogstaveligt at komme til bunds i sagen.

Gennembruddet kom i 1906, hvor kornhandleren og excentrikeren Wellesley Tudor Pole fik et syn, som fortalte ham, at gralen lå på bunden af en brønd nær Glastonbury Tor.

I brønden fandt Pole og hans hjælpere da også på næsten guddommelig vis et gammelt bæger i blåt glas dekoreret med små kors. Genstanden blev undersøgt af arkæologer og præster, som ikke kunne afvise, at der var tale om den ægte gral.

20. juli 1907 præsenterede en begejstret Wellesley Tudor Pole gralen for verdenspressen, som måbede over at stirre på bægeret fra Jesu korsfæstelse.

I flere måneder var fundet en sensation, men langsomt aftog euforien. Efter at have overværet en fremvisning skrev selveste Mark Twain en syrlig beretning:

“Jeg er glad for at have oplevet denne halve time – på sin vis unik i mit liv. Flere tilstedeværende var overbeviste om, at dette var bægeret, som i hemmelighed var blevet smuglet bort om natten for næsten 19 århundreder siden, efter at universets skaber havde ofret sit liv på korset”, skrev Twain, inden han gav den gode Poles fund et par linjer mere med på vejen:

“Det ægte bæger, som den rustfri sir Galahad havde søgt med ridderlig opofrelse i kong Arthurs tid. Den selvsamme kop, som prinser havde givet deres liv for at finde. Her var den omsider. Gravet op af en kornhandler uden omkostninger i blod eller rejser. Og tilsyneladende var ingen renhed i ånden påkrævet af finderen ud over den gennemsnitlige renhed hos en hvedekøbmand. Ikke engang et fornemt navn var nødvendigt. Ingen sir Galahad. Ingen sir Bors de Ganis. Ingen sir Lancelot. Blot en simpel hr. Pole”.

Wellesley Tudor Poles bæger viste sig da også at være et falsum. I januar 1908 erklærede et panel af forskere – blandt andet eksperter i glas – efter grundige undersøgelser, at genstanden var “forholdsvis moderne”.

Yderligere efterforskning afslørede, at bægeret var blevet købt i Bordighera i Italien i 1890’erne og nedlagt i brønden af en anden excentriker, doktor John Goodchild.

Flere udgravninger fulgte i løbet af 1900-tallet, ikke mindst af klosterruinen Glastonbury Abbey nær Glastonbury Tor, hvor arkæologer mellem 1904 og 1979 gennemførte mindst 36 udgravninger. Graveriet afslørede vigtige detaljer om klostrets historie, men ingen gral.

Også Chalice Well, en anden brønd nær bakken, er blevet endevendt uden resultat, men udgravninger viser rent faktisk, at brønden har været i brug i over 2.000 år.

Samtidig har vandet fra Chalice Well en svagt rødlig farve, som ifølge myten er en mindelse om Jesu blod. Videnskabelige undersøgelser har dog fastslået, at den røde farve skyldes aflejringer langs kildens underjordiske løb.

Når gralen ikke er fundet i Glastonbury, kan forklaringen – ud over den åbenlyse, at den aldrig har eksisteret – være, at det hellige relikvie er forsvundet sammen med tempelriddernes skat. Enkelte spor tyder nemlig på, at tempelridderne faktisk på et tidspunkt var i besiddelse af et relikvie, som brødrene mente var gralen.

Tempelriddere havde fingre i gralen

Rygterne siger, at ridderne ledte ihærdigt efter gralen under Tempelbjerget i ordenens første år i Jerusalem. Bjerget ligger tæt på de steder, hvor Jesus spiste den sidste nadver og blev korsfæstet.

Hvis den hellige gral ikke blev transporteret til England af Josef fra Arimatæa, var Tempelbjerget det mest sandsynlige sted, den kunne være gemt.

I 1867 opdagede den engelske kaptajn Charles Warren hemmelige tunneller under bjerget, som muligvis er udgravet af tempelridderne.

Tunnellerne kan være vidnesbyrd om brødrenes arkæologiske anstrengelser, og Warren konkluderede, at jagten på gralen og andre relikvier endda kan have været den egentlige årsag til, at ridderne ønskede at få hovedkvarter på Tempelbjerget, som ordenen tilmed tog navn efter.

Tempelriddernes mulighed for at finde den hellige gral i Palæstina underbygges dog kun af én historisk kilde: Pilgrimmen Arculf, som i 600-tallet rejste rundt i Mellemøsten og beskrev sine oplevelser.

Fra Tempelbjerget skrev han følgende: “Mellem kirken i Golgata og henrettelsesstedet ligger et kapel, hvor Herrens bæger står. Han velsignede bægeret med sine egne hænder og gav det til apostlene, da han spiste sammen med dem dagen før sine lidelser. Arculf så bægeret og rørte det med sin egen hånd. Alle byens borgere flokkes om det med stor hengivenhed”.

Ingen andre kilder nævner dog bægeret i Mellemøsten efter 600-tallet, så enten er Arculf fuld af løgn, eller også er relikviet blevet gemt væk.

Enorme værdier forsvandt sporløst

Hvis ridderne virkelig fandt gralen i Jerusalem, ville det give god mening, at ordenen bragte bægeret til Vesteuropa i begyndelsen af 1100-tallet. Rent faktisk falder tidspunktet sammen med den periode, hvor gralen første gang optræder i litteraturen.

Fra slutningen af 1100-tallet opstod en litterær modebølge startet af den franske forfatter Chrétien de Troyes, der skrev om en hellig gral med magiske egenskaber.

Mange andre forfattere fulgte efter, og fortællingerne om gralen blev en af middelalderens store sællerter. Mange fine familier i Europa havde gralromaner i pragtbind stående på hylden.

Rygterne om ridderne som vogtere af den hellige gral cirkulerede også lystigt i middelalderen. Hvis historierne er sande, forsvandt gralen sammen med resten af tempelriddernes skatte ved arrestationerne i 1307.

Historikerne ved med sikkerhed, at ordenen lå inde med store værdier, som blandt andet stammede fra donationer fra fromme stormænd og fyrster, som gav rundhåndet til ordenen i taknemmelighed over indsatsen for at forsvare kristendommen i det hellige land.

Derudover tjente ordenen styrtende på omfattende finansielle aktiviteter, hvor ridderne opbevarede værdier mod betaling og ikke mindst lånte rundhåndet ud til regenter med pengesorger. Fælles for tempelriddernes skatte er, at samtlige værdier var pist væk, da ridderne blev arresteret i 1307.

Kong Filip den Smukke af Frankrig, som formentlig stod bag konspirationen mod ordenen, har uden tvivl håbet at finde fyldte skatkister i ordenens mange huse og fæstninger rundt om i Vesteuropa. Men alt, hvad han fandt, var – tempelriddere.

Mystisk bæger stammer fra Jesu tid

Den hellige gral ville med sikkerhed være blevet skjult, hvis den virkelig var i riddernes eje. Den vigtigste genstand i kristendommen kunne ordenen ikke tåle at miste. Hvor gralen i så fald forsvandt hen, er et mysterium.

Måske eksisterer den endnu, for adskillige kirker og klostre gør i dag krav på at være i besiddelse af den ægte gral. Mere end 200 forskellige kopper, kander og bægre hævdes at være den ægte gral – men få kirker har villet lade forskere undersøge relikvierne.

En af de få undtagelser er katedralen i Valencia, hvor relikviet “Santo Cáliz” står til skue i et sidekapel. Santo Cáliz er en simpel mørkerød skål af halvædelstenen agat.

Selve skålen, som er ca. syv centimeter høj og ni centimeter bred, er skåret ud af ét stykke agat. Foden er udsmykket med juveler og forsynet med arabiske skrifttegn, men meningen med tegnene er fortsat omdiskuteret blandt forskerne.

Foden er med sikkerhed fremstillet i middelalderen, men selve skålen vurderer forskerne til at være langt ældre.

Agat er vanskelig at tidsfæste, men ud fra konstruktionsteknikken mener historikerne, at skålen er omkring 2.000 år gammel. Mere præcist har den spanske professor Antonio Beltrán dateret skålen til mellem år 100 og år 50 før Kristus, og håndværket tyder på, at den med stor sandsynligvis er fremstillet i et palæstinensisk eller egyptisk værksted.

Så skålen i Valencias katedral stammer faktisk med stor sandsynlighed fra Kristi tid – i modsætning til næsten alle andre relikvier med påstået forbindelse til Jesus.

På trods af alderen er den tidligste reference til Santo Cáliz fra 1134, hvor det fremgår i et dokument over genstandene i klostret San Juan de la Peña og beskrives som bægeret, “hvor Kristus viede sit blod”. I 1399 fortæller et dokument, at klostret overdrog relikviet til kong Martin af Aragonien i bytte for en guldkande.

Aragonske konger har tilsyneladende haft en særlig interesse for gralen, idet historikerne ved, at en anden konge, Jakob 2., i 1322 skrev til Egyptens sultan og bad om “at få tilsendt bægeret, som Jesus drak af ved den sidste nadver”. Jakob 2. gav også amnesti til en række tempelriddere efter opgøret i 1307.

Formentlig er gætværket blot ønsketænkning. Men de håbefulde kan hæfte sig ved en populær legende, der beretter, at Santo Cáliz blev bragt til Rom af apostelen Peter i det første århundrede og siden i år 256 blev videregivet til diakonen Laurentius af pave Sixtus 2.

Laurentius fik relikviet smuglet til sin hjemby, Valencia, hvorfra skålen endte i klostret San Juan de la Peña. Santo Cáliz er stadig i dag et tilløbsstykke for pilgrimme, ligesom flere paver har beundret relikviet; blandt andre anvendte Benedikt 16. Santo Cáliz i en messe i Valencias katedral i 2006.

Gralen var kongeligt blod

Santo Cáliz er nok nutidens mest troværdige bejler til at være den ægte gral – hvis gralen i det hele taget er en fysisk genstand. Ifølge én teori er den hellige gral nemlig hverken et bæger eller et fad, men simpelthen Jesu efterkommere.

Teorien, der især er kendt fra Dan Browns bestseller “Da Vinci Mysteriet”, går ud på, at Jesus var gift med Maria Magdalene – en kvinde, som ifølge Biblen overværede korsfæstelsen.

Teorien siger, at Maria var gravid og flygtede til Frankrig efter henrettelsen af Jesus. Her fødte hun en pige, som senere blev stammoder til den merovingiske kongeslægt. Efter slægtens fald fra tronen i 700-tallet er familien ført videre og eksisterer stadig i dag.

Teorien om, at den hellige gral i virkeligheden er en kongeslægt, bygger blandt andet på, at den franske betegnelse for gralen er blevet fejllæst. Den hellige gral kan skrives som “san greal” (helligt kar) på middelalderfransk.

Men teorien siger, at g’et i virkeligheden hører til det første ord, så betegnelsen for gralen skal læses anderledes og bliver til “sang real” (kongeligt blod).

Hemmelige hentydninger til Jesu ægtestand skulle ifølge teorien eksistere en lang række steder i litteraturen og kunsten – ikke mindst på Leonardo da Vincis berømte maleri “Den sidste nadver”.

Her er personen ved Kristi højre hånd ikke apostlen Johannes, men derimod Maria Magdalene. Figuren har feminine træk, og V’et, som dannes af Jesus og Maria, er en hentydning til Marias livmoder og hendes graviditet.

V-formen er samtidig en reference til gralen. Hvis den feminine figur flyttes hen til Jesu venstre hånd, kommer personens hoved til at hvile på Jesu skulder, som det ville være naturligt for ægtefolk.

Jesu kongelige efterkommere bliver angiveligt beskyttet af en mystisk organisation ved navn Sions Priorat. Sions Priorat blev grundlagt i Jerusalem i 1099 og stiftede kort efter tempelridderne som bevægelsens militære gren.

Gennem tiderne har prioratet haft en imponerende liste af stormestre inklusive videnskabelige og kunstneriske stjerner som Claude Debussy, Isaac Newton og Leonardo da Vinci. I sin egenskab af stormester har da Vinci kendt sandheden og derfor malet “Den sidste nadver”, som han gjorde.

Teorien er ikke Dan Browns egen. Forfatteren har lånt konceptet fra bogen “Helligt blod, hellig gral”, som udkom første gang i 1982.

“Helligt blod, hellig gral” blev en international bestseller, og teorien om den hellige gral fik en endnu større tilhængerskare, efter at Dan Brown sendte Robert Langdon på jagt efter gralen.

Forfattere fuppede hele verden

Problemet er bare, at praktisk taget intet i teorien holder. Gennem et grundigt researcharbejde har især franske forskere pillet teserne fra “Helligt blod, hellig gral” fra hinanden.

Ingen spor af Jesu efterkommere eksisterer i historiske kilder, og intet taler for, at Maria Magdalene kom til Frankrig. At hun skulle optræde på maleriet “Den sidste nadver”, afvises også af kunsthistorikere. Johannes fremstilles normalt med feminine træk, og hvis figuren skulle være Maria, mangler Johannes, da der kun er 13 personer på maleriet.

Ikke engang ordspillet, hvor “san greal” (hellig gral) bliver til “sang real” (kongeligt blod), holder. Den hellige gral blev i middelalderen blot skrevet som “Graal”. Og på middelalderfransk hed blod ikke “sang”, men “sanc”, hvor c’et udtales som et k.

Sions Priorat var heller ikke grundlagt i 1099. Organisationen eksisterer ganske vist, men blev først stiftet den 7. maj 1956 i den franske by Annemasse nær grænsen til Schweiz som en lejerforening, hvis formål var at bekæmpe boligspekulation.

Nok er teorien om den hellige gral som Jesu efterkommere efter alt at dømme pure opspind, men jagten på den fysiske gral fortsætter ufortrødent i Glastonbury og andre steder. Graljægere har ikke opgivet at finde relikviet, ligesom tempelriddernes skat stadig kan ligge begravet under en gammel fæstning et sted i Europa.

Måske dukker gralen en dag op og skænker umådelig rigdom til sin ejermand. Men indtil da har kun én person med sikkerhed haft held til at hente berømmelse og rigdom ud af myten om den hellige gral: Dan Brown.