Da den 27-årige forretningsmand og selvudnævnte bibelforsker Charles Taze Russell i foråret 1879 giftede sig med den to år ældre Maria Frances Ackley, forventede han ikke, at deres ægteskab skulle holde særlig længe. Han var nemlig overbevist om, at han – og måske også hun – snart skulle miste den fysiske krop og som ånd “rykkes bort” fra jorden for at blive en del af den himmelske skare omkring Jesus. Dette skulle være begyndelsen på verdens ende, hvor Guds rige i stedet skulle åbenbare sig.
Russell var overbevist om, at til den tid skulle Jesus komme tilbage til jorden, først som et usynligt nærvær og siden – efter at alle verdslige riger og alle kirker var forgået – skulle han træde frem i al sin majestæt.

Charles Taze Russell ventede på at blive “rykket bort” fra jorden.
Kaldte sig bibelforsker
Samtidig med at han troede alt dette, og altså var overbevist om, at hans fysiske jeg blot havde kort tid tilbage, brugte Russell stor energi på at studere og sprede oplysninger om, hvad han kom frem til. Hvad han i praksis var ved at skabe, var en kirke – eller en sekt – også selvom Charles Russell selv ikke ville anvende sådanne ord for at beskrive den bevægelse, som han var ved at bygge op. Han mente, at han var en bibelforsker, som ville gå tilbage til den oprindelige Bibel og opbygge en ren og uforfalsket tro baseret på dennes budskab.
Til dette behøvedes “bibelstudenter”, som man efterhånden kaldte bevægelsen, som lavede deres egne oversættelser af skrifterne. Det førte til, at de fortolkede ord og meninger, som ofte afveg markant fra traditionel kristendom.

Medlemmer af International Bible Students Association, senere Jehovas Vidner, i Canada.
Enden skulle komme i 1914
Russell vandt sig snart en stor skare af følgere, især efter at han begyndte at udgive månedsbladet Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence (senere Vagttårnet på dansk).
I bladet fremførte Russell med stor entusiasme sit budskab, som ifølge ham i hovedsagen var positivt: Der findes intet Helvede for de mennesker, der står under Guds evige rige. Russell mente, at der findes en tydelig guddommelig plan, som man kan aflæse ved at forstå konkrete hændelser i verden.
At han aldrig selv blev “bortrykket”, afskrækkede ikke Russell fra at fortsætte med at sprede budskabet om, at den sidste dag var nær. I 1891 slog han fast, at 1914 skulle være afslutningen på verden, som vi kender den. Dette budskab fik megen opmærksomhed. Gennem utallige skrifter og et intensivt virke som rejsende forkynder fik Charles Russell flere og flere følgere.
“Russells tidligere kone blev hans hårdeste kritiker”.
Det lader til at have været tiltalende for mange, at bevægelsen var ret tolerant – så længe man troede på Russells teser i store træk, blev der ikke stillet nogen krav om, at man var enig med ham ned i mindste detalje. Der var også et demokratisk element i organisationen – hver forsamling var relativt selvstændig og valgte selv sine egne “ældste”, som lederne blev kaldt.
Anklaget af konen
Sådan var det i hvert fald i begyndelsen – og i princippet. Jo længere tid der gik, desto mere hævdede Russell, at hans mening var den eneste rigtige, og han slog hårdt ned på kritik. Samtidig blev hans bevægelse også rystet af interne tvister, hvor tidligere medarbejdere vendte sig mod hans mere og mere autoritative træk.
Den alvorligste opstod, da Charles Russell og hans hustru, Maria Ackley, indledte et åbent opgør, som sluttede med en retssag og en skilsmisse. Russells tidligere hustru blev hans hårdeste kritiker, og hun anklagede ham for at være en falsk budbringer – samtidig med at hun mente, at han havde været hende utro og havde snydt i pengesager.
Intet af dette hindrede Russell i med årene at blive stadig mere berømt, samtidig med at bevægelsen voksede.
At året 1914 kom og gik, uden at Jesus dukkede op, lader heller ikke til at have svækket hans autoritet. Godt nok var der nogle af Russells nærmeste mænd, som undrede sig over, hvorfor “bortrykkelsen” endnu ikke havde fundet sted. Andre accepterede tolkningen om, at 1. verdenskrigs udbrud indebar, at hans tese var sand – den gamle verden var på vej til at gå under.

I 1960’erne var Jehovas Vidner verdens hurtigst voksende trossamfund. Her ses en massedåb i 1963.
Hvad tror vidnerne på?
Vidnerne tror på Jesus, men ikke på samme måde, som protestanter gør. Desuden tager de Biblens ord meget bogstaveligt.
Ifølge Jehovas Vidners lære findes der ingen støtte i Biblen for den traditionelle kristne idé om treenighed – Faderen, Sønnen og Helligånden. I stedet ser de Jesus som en ånd skabt direkte af Gud, som ikke skal tilbedes, men ses som et værktøj for at få Guds nåde.
Et vidne må ikke deltage i ceremonier, som ikke har direkte støtte i Biblen, og må heller ikke hylde en bestemt nation – derfor fejres hverken jul, nytår, fødselsdage, nationaldage eller lignende. Vidnerne mener også, at blodtransfusioner er forkerte, da blod er helligt.
Bevægelsen er gennem årene blevet kritiseret for at være topstyret og ikke tillade afvigende synspunkter. En person, som ikke anses for at leve korrekt, kan blive udelukket fra forsamlingen, hvilket af nogle tolkes som, at man ikke må have nogen kontakt med personen overhovedet. Der kendes tilfælde, hvor forældre ikke har talt med deres børn, som er blevet udstødt.
Bl.a. på grund af sådanne eksempler er Jehovas Vidner blevet kritiseret for at være en destruktiv sekt.
Tilbage, men usynlig
Fredag morgen den 2. oktober 1914 skal Russell have begyndt et morgenmøde med at slå hænderne sammen og med glæde erklære, at “hedningenes tid er ovre; kongernes tid er forbi”.
Da skal alle de tilstedeværende have klappet lykkeligt. Fra og med den morgen, hævdede Charles Russell, var Jesus kommet tilbage. Endnu holdt han sig usynlig, men det var åbenbart – mente Russell – at den sidste tid nu var endnu nærmere end tidligere. 1918 var året, han udpegede som den tid, hvor den næste store omvæltning skulle ske.
Så længe nåede han dog ikke selv at være med. I 1916 døde Charles Russell under en togrejse i det sydvestlige USA. Dette var et hårdt slag for hans bevægelse. Få havde forestillet sig, at den store leder kunne gå bort, inden jorden var gået under. Og til nogen forvirring sluttede 1. verdenskrig, uden at jordens undergang indtraf.
I en periode så det ud, som om Russells organisation ville kollapse, ikke mindst da en magtkamp brød ud om, hvem der skulle tage over efter ham.

Medlemmerne af sekten skal missionere, bl.a. ved at gå fra dør til dør. Foto fra 1940.
Centralt styret
Russell selv havde ønsket, at styringen, frem for alt af det centrale blad, Vagttårnet, skulle gennemføres af en komité på fem personer, hvor beslutninger blev taget demokratisk. Sådan blev det ikke. I stedet tog Russells advokat, Joseph Franklin Rutherford, over som leder.
I de kommende år gennemførte Rutherford og hans nærmeste medarbejdere en drastisk forandring af den organisation, som Russell havde bygget op. En stærk centralisering blev gennemført, hvor al kontrol til sidst havnede i toppen hos en lille gruppe styrende, hvilket medførte splittelse.
Det samme gjorde de andre ændringer i bevægelsens lære, som Rutherford også indførte, blandt dem et krav om, at alle medlemmer skulle “stemme dørklokker” og være vidner for andre mennesker om bevægelsens budskab.
Flere udbrydergrupper opstod, men kernen omkring Rutherford bestod. Det var også ham, som i 1931 erklærede, at bevægelsen skulle have et nyt navn – Jehovas Vidner.

Joseph Franklin Rutherford tog over efter Russell.
Jehovas Vidner venter på undergangen
Bladet Vagttårnet kan i år fejre 140-årsjubilæum. Ironisk nok har bladet forkyndt igen og igen, at verdens undergang er nær.
1879
Charles Taze Russell begynder at udgive bladet Vagttårnet.
1914
Ifølge Russell ankommer Jesus som et usynligt nærvær på jorden – verdens undergang er nær.
1916
Russell dør.
1917
Joseph Franklin Rutherford bliver den nye leder.
1922
Medlemmer bliver beordret til at fokusere på at stemme dørklokker og sprede budskabet.
1931
Rutherford giver bevægelsen et nyt navn: Jehovas Vidner.
1975
Skuffelsen er stor blandt medlemmerne, da apokalypsen endnu en gang udebliver.
2014
I Vagttårnet fastslås det, at verdens undergang fortsat er nær, men en bestemt dato angives ikke længere.
Sat i koncentrationslejr
Denne nye, teokratisk styrede organisation viste sig at være uhørt effektiv. Antallet af medlemmer steg hurtigt, og forsamlinger blev etableret mange steder i verden. Foreningen Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab blev oprettet hertillands i 1932.
Ofte havnede vidnerne i mere eller mindre intensive forfølgelser, efter at de af bevægelsens ledelse blev tvunget til at tage afstand fra det omgivende samfund, som blev anset som korrumperet og ondskabsfuldt. Bevægelsens mandlige medlemmer skulle fx nægte at gøre militærtjeneste, hvilket i mange lande førte til, at de blev anklaget for landsforræderi. Værst gik det for vidnerne i Nazityskland, hvor tusindvis blev sat i kz-lejre, hvor mange af dem døde.

Jehovas vidner blev tvunget til at bære lilla trekanter i kz-lejrene.
I 1960’erne fortsatte bevægelsens ekspansion. Jehovas Vidner var den hurtigst voksende kristne kirke i verden. Samtidig spredtes en ny forudsigelse om, hvornår undergangen nu skulle finde sted. Denne gang var det 1975, som blev udpeget, hvilket øgede entusiasmen i bevægelsen. Tusinder af nye medlemmer blev indlemmet, så de kunne gøre sig klar til den store dag, hvor Guds rige skulle tage over. At heller ikke den forudsigelse holdt stik, indebar et tilbageslag for dem, som forsøgtes håndteret på vanlig vis – ved at sige, at dateringen ikke havde været sikker, eller bare at Gud havde bestemt sig for at vente lidt, til flere havde fået chancen for at se lyset.

Frank Moncada, et 28-årigt medlem af Jehovas Vidner, bringes med magt til militærtræning i USA i 1941. På trods af at bevægelsens medlemmer nægtede at deltage i alle krige, blev de alligevel i mange tilfælde tvunget til militærtjeneste.
Er forblevet en sekt
Også i dag fortsætter Jehovas Vidner med at tale om, at jordens undergang er nær, men de undlader dog at være alt for skråsikre, når det gælder en dato.
I Danmark, Færøerne og Grønland er der ca. 14.500 døbte medlemmer fordelt på 214 menigheder. På verdensplan er der 7,3 mio. i 236 lande.
Religionshistorikere mener, at Jehovas Vidner bryder mønsteret for, hvordan religiøse bevægelser normalt udvikles.
De fleste plejer relativt hurtigt at miste
pusten, slippe de mere ekstreme tanker og blive en del af det omgivende samfund.
Jehovas Vidner fortsætter dog endnu i dag med at fungere som en sekt – medlemmerne ser fortsat på det omgivende samfund med stor mistro og mener, at man kender en unik sandhed, som ingen andre forstår.