Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Jesus stod i lære hos ekstremist

År 30 e.Kr. Palæstina koger af frustration over Roms besættelse. Utallige prædikanter kæmper for at samle befolkningen om Gud og oprør, men én skiller sig ud: Jesus fra Nazaret, elev af den berømte og berygtede Johannes Døberen. Lidenskabelige ord får masserne til at flokkes om Jesus – mens romerne mistænksomt holder øje med ham.

Oliebjerget er en fredfyldt plet. Udsigten over Jerusalems mure og tårne er betagende, og om aftenen er luften ren og fyldt med dufte. Men al den skønhed og fred ænser Jesus ikke. En mørk og kold følelse af gru knuger ham om hjertet. Rædslen vokser, mens han vandrer ad de snoede, stenede stier gennem natten. Selvom han har følgeskab af tre af sine nærmeste venner, kryber ensomheden ind over ham.

“Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her, og våg”, insisterer han indtrængende. Han går afsides for at bede en sidste desperat bøn til Gud om at slippe for det, han ved skal ske. Tanken om den langsomme død på korset er næsten ubærlig. Da han kommer tilbage, sover de andre. Natten går på hæld.

Omkring Jesus koger Jerusalem af frygt og forventning. Byen er ved at fejre den jødiske påskehøjtid, og gaderne vrimler med pilgrimme fra nær og fjern. Romerne, der kontrollerer Palæstina, er på vagt efter ethvert tegn på uro og holder især skarpt øje med denne Jesus. Tømreren fra Nazaret har i den seneste tid tiltrukket sig deres opmærksomhed. Han samler foruroligende mange mennesker omkring sig, og oftere og oftere høres hans tilhængere sige, at deres gud har udvalgt ham til at befri Palæstina. Den slags tale bryder romerne sig ikke om.

Jesus ved, at hans dage er talte. Han – som for blot et års tid siden hutlede sig igennem landet med sit følge af fiskere og andre ydmyge eksistenser – bliver nu betragtet som en trussel mod det vældige Rom. Straffen er den pinefulde død på korset. I en fredfyldt lund på Oliebjerget forsøger han nu at forlige sig med sin uundgåelige skæbne.

Jesus er nævnt i historiske kilder

Ifølge Bibelen kunne Jesu liv ikke være endt anderledes. Alt i hans liv peger frem mod en særlig, guddommelig skæbne. Evangelierne i Det Nye Testamente fortæller, at engle viste sig, da det lille Jesus-barn kom til verden, og at konger hyldede den lille ny med rige gaver. Senere besøgte Jesus som 12-årig Jerusalem sammen med sine forældre og forsvandt for at diskutere de hellige skrifter med de lærde i Templet.

Intet af dette kan historikerne finde belæg for. At Jesus har levet, er de færreste dog i tvivl om. Ud over Bibelen nævnes han både af en romersk og en jødisk kilde fra 1. århundrede. Den jødiske historiker Josefus beskriver en lærer og mirakelmager ved navn Jesus, mens romerske Tacitus beretter om “Kristus” som “i Tiberius' embedstid blev henrettet af statholderen Pontius Pilatus”. Ud fra de historiske begivenheder, som evangelierne nævner, ved historikerne også nogenlunde, hvornår Jesus blev født, men derudover kan de intet sige om Jesu fødsel og barndom.

Forskere anser det for mest sandsynligt, at Jesus blev født i Nazaret, hvor hans forældre boede. Lukas- og Matthæusevangeliet nævner, at Jesus blev født i Betlehem, hvortil hans forældre var rejst i forbindelse med en folketælling, fordi de “var af Davids hus og slægt”. Historikerne finder denne oplysning meget usandsynlig. En folketælling fandt ganske vist sted i perioden omkring Jesu fødsel, men den var lokal og gjaldt ikke området Galilæa, hvor Nazaret lå. Desuden afviser historikerne, at jøder skulle være forpligtet til at rejse til en fjern by, hvor deres forfædre levede for mange generationer siden. Romerne talte Palæstinas indbyggere for at beskatte dem, og kun deres nuværende opholdssted havde derfor interesse.

Jøderne blev holdt i et jerngreb

At Jesu fødsel er placeret i Betlehem – kong Davids fødeby – skyldes formentlig, at evangelisterne ønskede at knytte Jesus sammen med David. Ifølge overleveringen havde den mægtige konge omkring 1000 år før Jesu fødsel samlet områdets 12 stammer og skabt et mægtigt rige. Israel under kong David var stærkt og rigt, og indbyggerne lykkelige. På Jesu tid var anseelse tæt knyttet til herkomst, og ved at lade kong David være Jesu forfader gav evangelisterne Guds søn den fineste stamtavle, nogen kunne ønske sig.

Jesus var næppe i familie med David, men havde sandsynligvis – som de fleste jøder i hans samtid – stærke følelser for Israels legendariske konge, der var blevet et frihedssymbol for jøderne. 500 år efter Davids død var hans rige faldet fra hinanden pga. indre strid, og stormagterne stod på spring for at få fingre i det frugtbare land. Adskillige herskere kom og gik, mens de fyldte deres forrådskamre med korn, dadler, figner og andet godt fra Davids land.

På Jesu tid sad de magtfulde romere på Palæstina. De var gået ind i landet omkring 60 år tidligere og holdt befolkningen i et jerngreb. I den sydlige del af Palæstina styrede en romersk præfekt – en slags guvernør. Ved at lade ham alliere sig med magtfulde grupper blandt jøderne – de rige og de gejstlige – opretholdt romerne fred og gav jøderne en vis grad af indflydelse. Den nordlige del af Palæstina – hvor Jesus stammede fra – var ikke direkte underlagt romerne, men blev regeret af en lokal leder. Reelt fungerede han dog som romersk marionet. Som i de sydlige områder havde størstedelen af befolkningen – de 85-95 procent, som hverken var økonomisk eller religiøst magtfulde – intet at skulle have sagt. Det gjaldt også Jesu familie, der efter alt at dømme hverken var velhavende eller magtfuld.

Beskatningen af jøderne var hård, og romerne konfiskerede uden varsel korn, dyr og forråd og inddrog heste og vogne til transport. Tyveri af personlige ejendele og voldtægt af jødiske kvinder var heller ikke ualmindeligt. Dertil kom de religiøse krænkelser – som når romerske soldater bar deres dekorerede standarter i gaderne og dermed overtrådte det jødiske billedforbud.

Lige uden for Palæstinas grænser stod 25.000 legionærer klar til at kvæle ethvert oprør. Ingen var i tvivl om, at jøderne var meget langt fra at være herre i eget hus. For enhver, der voksede op under de trykkede forhold, udløste ordet “romer” en følelse af frygt og ydmygelse. Vreden kogte, og flere og flere begyndte at tale om, at Israel havde brug for en ny kong David, der kunne smide romerne ud og gøre jøderne fri igen.

Gud ville hjælpe sit folk

Johannes Døberen tordnede mod ikke-troende i sine taler og truede med, at de skulle “kastes i ilden”.

Hvad den unge Jesus tænkte om romerne, ved historikerne ikke, for de har ingen troværdige kilder til hans liv, før han er sidst i 20'erne. Palæstina på den tid vrimlede imidlertid med religiøse bevægelser, der prædikede store forandringer. Ifølge jødisk tradition ville Gud altid hjælpe sit folk, så længe det holdt sig til ham, og på den måde blev modstanden mod romerne kædet tæt sammen med religiøs vækkelse. Håbet om en ny, stærk konge blev knyttet til de hellige skrifters profetier om én, der skulle “knuse slangens hoved” og genoprette jødernes frihed og velstand.

Overalt i Palæstina forkyndte lægprædikanter på hver deres måde Messias' snarlige komme og Guds frelse. Budskaberne var besnærende, og mange blev tiltrukket af de ofte karismatiske personer, som stod i spidsen for de religiøse bevægelser. Også Jesus lod sig rive med. Da han var sidst i 20'erne, sluttede han sig til en mand, som under navnet Johannes Døberen missionerede i Palæstinas landdistrikter.

Efter vor tids målestok var Jesu læremester og inspirationskilde en ekstremist. Han klædte sig strengt asketisk – i kamelhårstøj holdt sammen af et læderbælte om livet – og levede i naturen “af græshopper og vilde biers honning”, fortæller evangelierne. De prædikener, som Johannes holdt for Jesus og sine øvrige tilhængere, afslørede ham som en kompromisløs vækkelsesprædikant. Guds rige var nær, prædikede Johannes og afviste uværdige tilhængere med råb om, at de var “øgleunger”, der kunne komme igen, når de havde angret deres synder. Han stillede strenge krav om solidaritet mellem sine tilhængere med ordene: “Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har; og den, som har mad, skal gøre ligeså” (Lukas 3:11). Johannes lagde ikke skjul på, at det ville gå dem ilde, som ikke holdt sig på den rette vej. Forbered jer på den kommende vrede, tordnede Johannes, for “træer, som ikke bærer god frugt” skal “hugges om og kastes i ilden”.

Jesu karriere varede kun et år

Ifølge evangelierne lod Jesus sig døbe af Johannes. Jøder vaskede sig altid, før de besøgte templet, men dåben som overgang til et nyt og mere gudfrygtigt liv blev opfundet af Johannes, der dykkede sine tilhængere under vand i Jordanfloden.

Snart efter begyndte Jesus selv at prædike rundt om i Galilæa. Som mange andre af tidens vækkelsesprædikanter gik han fra by til by og talte i de lokale synagoger, hvor folk mødtes, spiste sammen og diskuterede.

Forskerne ved ikke, hvordan Jesus så ud eller talte, ud over at hans modersmål var aramæisk. Hans stærke udstråling og gode evner som taler skaffede ham dog snart en lille flok disciple, der fulgte ham rundt i landet. Ifølge Bibelen forlod disciplene deres tidligere liv, familie og erhverv for at følge Jesus, straks de så ham. Historikerne mener imidlertid, at Jesus allerede havde skaffet sig et vist ry, da han ved Galilæasøen mødte sine første disciple: fiskerne Simon og Andreas, som slap deres garn for at blive “menneskefiskere” sammen med Jesus.

Ingen ved præcist, hvor længe Jesus prædikede i denne periode, men historikerne gætter på, at det ikke har drejet sig om mere end et år. Alt tyder nemlig på, at bevægelsen ikke nåede at blive organiseret. Jesus og hans disciple klarede sig fra dag til dag, sov, hvor de kunne få husly, og spiste hos dem, der tilbød et måltid. Havde Jesus været på farten mere end et år, ville han have organiseret sig bedre, mener forskerne, der også peger på, at hverken han eller disciplene, der bestod af småkårsfolk, ville have kunnet klare sig meget længere uden indtægt.

Kritikken af romerne var mild

Kort tid efter Jesu dåb blev Johannes anholdt af romerne og henrettet. Ifølge evangelierne havde Johannes beskyldt den lokale fyrste for umoral. Mere sandsynligt er det – som historikeren Josefus påpeger – at Johannes blev dræbt, fordi han med sine skarpe meninger og gode talegaver udgjorde en trussel mod romerne. Besættelsesmagten vidste, at religion kunne være politisk sprængstof, og Johannes' løfter om et gudsrige kunne nemt tolkes som opfordring til oprør.

Intet tyder på, at Jesus på dette tidspunkt gjorde romerne nervøse. Havde det været tilfældet, kunne de let have stoppet ham. Jesu budskab var ellers på mange måder det samme som Johannes': Guds rige var nær, og tiden var kommet til at omvende sig og følge hans bud. Og ligesom Johannes havde også Jesus et stærkt socialt budskab: I Guds rige herskede lighed, så også her på jorden burde de samme principper gælde. Mennesker tjener Gud bedst ved at hjælpe samfundets svageste, sagde Jesus.

Også på andre områder satte Jesus sig op mod den eksisterende orden. Da hans familie – ifølge Markusevangeliet – prøvede på at få ham ud af den religiøse vækkelse, fordi de mente, at han var “ved siden af sig selv” – altså led af en form for psykisk sygdom – slog han hånden af dem. Han afviste at lukke dem ind og kaldte sine disciple sin sande familie. Dette har hverken været en let eller populær gestus i et samfund, der strengt holdt på buddet om, at man skal ære sine forældre.

I andre henseender var Jesus mere afslappet end de fleste. Han elskede god mad og et glas vin i festligt lag – endog i en grad, så hans modstandere stemplede ham som en umoralsk levemand. “Thi Johannes (Døberen, red.) kom, som hverken spiser eller drikker, og man siger: ‘Han er besat’. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: ‘Se, hvilken frådser og dranker’”, udtaler Jesus, tydeligvis træt af at blive sammenlignet med den asketiske Johannes (Matth. 11:18-19).

I politiske forhold derimod forekom Jesus nærmest ufarlig, selvom han på underfundig vis kritiserede og gjorde grin med romerne. Jesu prædikener var fx fyldt med referencer til forskellen mellem det jordiske og det himmelske rige, hvor det jordiske – som for en jøde på Jesu tid var synonymt med Romerriget – var ondt, uretfærdigt og overfladisk, mens Gudsriget var det stik modsatte.
Et eksempel på den indirekte kritik af romerne findes i Markusevangeliet, hvor Jesus skal uddrive en flok onde ånder fra en mand. Ifølge beretningen overfører Jesus ånderne til en flok svin, der herefter styrter sig ud over en klippe. Da Jesus spørger ånderne om deres navn, svarer de: “Mit navn er Legion, for vi er mange”. Ifølge bibelforskeren John Dominic Crossan, der har beskæftiget sig indgående med den historiske Jesus, kan beretningen læses som en anti-romersk lignelse, da Legion for datiden var en åbenlys reference til de romerske legioner. Læst ud fra den teori bliver historien, der ender med, at svinene – et urent dyr – drukner i havet, til en særdeles skarp meningstilkendegivelse om besættelsesmagten – godt pakket ind i en tilforladelig historie om mirakuløs helbredelse.

På samme måde er Jesu svar til et spørgsmål om, hvorvidt jøder bør betale romerne skat. “Giv Kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”, svarer Jesus. Et svar, der i bedste fald er tvetydigt, for hvad kan – set for en troende – tilhøre kejseren, som ikke er Guds?

Farisæerne var de kristnes konkurrenter

I omkring et år vandrede Jesus på landevejene i Galilæa. Hans følge af tilhængere blev i løbet af denne tid blot større og større.

Imidlertid afstod Jesus fra direkte kritik af Rom, og intet tyder på, at hans tale om et gudsrige var en opfordring til oprør. Selvom Jesus opfordrede til politisk og social forandring, forventede Jesus, at omvæltningerne skulle komme fra Gud og ikke fra mennesker, vurderer historikerne. Desuden var Jesus altid imødekommende over for Romerrigets repræsentanter og understregede, at man skulle elske alle – også sine fjender. Jesus spiste sammen med tolderne, Romerrigets forhadte repræsentanter, og trådte beredvilligt til for at hjælpe, da en romersk militærmand bad om hjælp til sin syge tjener (Matth. 8:5-10).

Politiske ambitioner afviste Jesus blankt med ordene: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene”. Havde jøderne håbet på – og romerne frygtet – en Messias med flammesværd i hånd – gjorde Jesus begge gruppers forventninger til skamme.

Historikerne mener, at Jesus betragtede sig selv som en rettroende jøde. Han holdt fast i de ti bud, som ifølge jødisk tro var overdraget fra Gud til menneskerne, og overholdt buddet om at rense sig før påskefester, ofringer og lignende. Bibelens mange beretninger om andre jøder, der fordømte Jesus for at tage let på forskrifterne, er derfor ikke sande, påpeger bl.a. religionshistorikeren E.P. Sanders.

Mange af historierne handler om, at ledende jøder – især de skriftkloge – kritiserede Jesus for ikke at overholde skriftens bud. Fx påstår et af evangelierne, at farisæerne – en gruppe jøder, som evangelisterne hænger ud som skinhellige – vil dræbe Jesus, fordi han helbreder en mand med en vissen hånd på en sabbat, jødernes helligdag. Historikerne påpeger, at forskrifterne kun forbyder jøder at arbejde på en sabbat, og at Jesu helbredelse – der kommer i stand ved, at han beder manden strække hånden ud – næppe kan betragtes som arbejde.

E.P. Sanders mener, at evangelisterne har fordrejet historierne. Jesus har sandsynligvis haft livlige diskussioner med andre jøder, men uenighederne har holdt sig inden for de rammer, de fleste rettroende jøder kunne acceptere. Ifølge religionsforskeren Catherine D. Murphy var farisæerne langt mere tolerante, end evangelisterne giver udtryk for, mens “de skriftkloge” var en blandet gruppe af teologer, landsbyskrivere og retssekretærer, der som gruppe næppe kan tillægges nogen samlet magt og indflydelse.

Evangelisternes forsøg på at gøre jøderne til Jesu fjender, der vil forhindre ham i at udbrede den sande lære, skyldes – mener E.P. Sanders – at jøderne i perioden, hvor evangelierne blev nedfældet, var de kristnes hårdeste teologiske konkurrenter.

Jesus blev modtaget som frelser

Gennem det års tid, Jesus vandrede og prædikede, voksede hans følge støt. Blandt de utallige prædikanter, der lovede Guds frelse og udfrielse fra trældom, havde Jesus hurtigt markeret sig som en karismatisk ener. Hans budskab om Guds grænseløse kærlighed og tilgivelse appellerede til næsten alle, og Jesu veltalenhed gjorde, at mange foretrak at høre på hans indfølte beskrivelser af Guds rige frem for de traditionelt lærdes mere abstrakte udlægninger af de hellige skrifter. Jesu ord gav håb til de mange, der drømte om en frelser, som kunne udfri dem fra romernes undertrykkelse, og tusinder mødte op, når han holdt sine flammende taler.

Selvom flere andre af Johannes Døberens disciple også begyndte at prædike, opnåede ingen af dem en popularitet, der bare tilnærmelsesvis kunne måle sig med Jesu gennemslagskraft.
Da Jesus mødte op til påskefest i Jerusalem, spidsede den anspændte situation til. Mange af pilgrimmene i byen havde hørt om ham, og hos romerne voksede nervøsiteten. Ifølge evangelierne havde romerne god grund til frygt, for Jesus blev modtaget af en “meget stor folkeskare, som bredte deres kapper ud på vejen. Andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne (...) råbte ‘Hosianna Davids søn!’” fortæller evangelisten Matthæus.

Historikerne er i tvivl om, hvorvidt Jesus rejste til Jerusalem, fordi han blot ville fejre dagene som andre rettroende jøder, eller om han forventede, at Gud ville lade sit rige komme under denne symbolske fest. Baseret på evangelierne hælder historikere til det sidste. I al fald må kombinationen af en stor folkemængde og navnet David have gjort romerne nervøse.

Jesus var klar over, at romerne ikke kunne tolerere hans bevægelse ret meget længere, og samlede sine disciple til et sidste måltid. Herefter gik han med sine mest betroede disciple op på Oliebjerget for i den fredfyldte lund at finde indre ro og forlige sig med sin skæbne. Mens han fortvivlet gik rundt på bjerget, skete det, Jesus havde forudset: En flok dystert udseende mænd sluttede ring om ham.

Pilatus henrettede uden at blinke

Ifølge Matthæusevangeliet kom en “stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og folkets ældste” og førte Jesus bort. Én af Jesu egne disciple, Judas Iskariot, havde angivet, hvem de udsendte skulle pågribe. Historikere vurderer, at historien med Judas kan være sand, da evangelisterne ikke umiddelbart havde interesse i at opfinde en så pinlig historie om forræderi i egne rækker.

Judas' motiver er svære at vurdere. Ifølge nogle teorier var Judas skuffet over, at Jesus ikke bekæmpede romerne mere direkte, og derfor ønskede at fremprovokere en konfrontation. Andre mener, at Judas angav sin læremester af simpel griskhed – evangelierne fortæller, at han blev betalt med 30 sølvpenge.

Den romerske præfekt Pontius Pilatus lod sig – ifølge evangelierne – overtale af de jødiske ledere til at henrette Jesus. Optændt af vrede over, at Jesus havde afsløret deres hykleri, anklagede de ham for gudsbespottelse, fortæller Bibelen. En folkemængde af almindelige jøder støttede lederne, og uanset hvor meget Pilatus forsøgte, ville de ikke lade Jesus slippe. Frustreret vaskede Pilatus sine hænder som tegn på, at han tog afstand fra dommen over Jesus.

Denne beretning passer ikke ind i historikernes viden om magtforholdene i det romersk besatte Palæstina. Nok ville romerne gerne stå på god fod med den jødiske elite, men magten lå i sidste ende hos romerne. Jødernes andel i Jesu død er derfor særdeles begrænset og mest af alt et udtryk for, at det lokale aristokrati prøvede at tilpasse sig virkeligheden i Palæstina omkring år 30; et jødisk oprør ville gå ud over dem alle, og i et forsøg på at afværge romernes vrede gik de med til at lade Jesus arrestere.

Denne version bekræftes også i Johannes-evangeliet af en jødisk ypperstepræst. Kort før Jesus tog til Jerusalem, mødtes ypperstepræsten med ledende jøder og diskuterede faren ved, at Jesus havde fået så mange tilhængere. “Det er bedre for jer, at ét menneske går til grunde, end at hele folket går til grunde”, bemærkede han. De besluttede derefter at stille sig på romernes side for ikke at sætte freden og deres privilegerede positioner på spil for en prædikants skyld. At en gruppe jøder pågreb Jesus, er derfor formentlig sand.

Billedet af Pontius Pilatus som en godhjertet og lidt usikker embedsmand stemmer heller ikke med andre kilder. Pilatus var kendt som en hensynsløs præfekt, der lod folk henrette uden rettergang. Fx lod han nogle få år efter Jesu død en forsamling pilgrimme myrde i Palæstina – en handling, der fik ham fyret som præfekt. At evangelierne tegner et så mildt billede af Pilatus – og af romernes rolle i Jesu død i det hele taget – skyldes, ifølge historikere, at de kristne i 1. århundrede e.Kr. havde brug for at stå på god fod med romerne, mens jødernes rolle som magtfaktor i Palæstina stort set var udspillet.

Jesus døde fortvivlet

“Han var Kristus, og da Pilatus (...) havde dømt ham til korset, blev han ikke svigtet af dem, som elskede ham”, skriver Josefus om Jesu henrettelse. Korsfæstelsens detaljer kender historikerne ikke, men standardproceduren var, at den dømte fik hænder og fødder naglet til korset, så han hang i skuldrene. Stillingen giver et så stort tryk på ribbenene og mellemgulvet, at den dømte efter et stykke tid bliver kvalt. Denne form for død blev betragtet som ydmygende og var oftest forbeholdt udstødte som slaver, oprørere og gemene tyve. Historikerne mener, at Jesus formentlig blev dømt efter paragraffen om at skade Roms omdømme – altså en politisk dom – hvis statholderen da gjorde sig den ulejlighed at henvise til en paragraf.

Dødskampen kunne vare flere døgn, men Jesus slap nådigt. Han døde efter nogle timer, mens han – ifølge evangelierne – udbrød: “Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?” Nogle historikere mener, at sætningen er en senere tilføjelse. Andre ser den som bevis på, at Jesus bestemt ikke forventede at dø på korset.

Hvad enten Jesu skæbne var forudbestemt, eller han blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, ændrede korsfæstelsen historiens gang. Romerriget havde knust mennesket Jesus. Til gengæld havde romerne nu banet vejen for en religiøs bevægelse af en styrke, som de aldrig havde forestillet sig.

Læs også:

Religionshistorie

Skriftlige kilder bekræfter Jesu korsfæstelse

2 minutter
Religionshistorie

7 myter om Jesu fødsel

7 minutter
Religionshistorie

Judas var kristendommens værste skurk

23 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul