Judas: Forræderen ingen kan tilgive

I snart 2.000 år har de kristne foragtet Judas Iskariot – disciplen, der solgte Jesus for en pose sølvpenge. Men selv den værste slyngel har sine tilhængere. I århundrederne efter Jesu død provokerede Judas’ følgere ved at myrde og arrangere sexorgier.

I snart 2.000 år har de kristne foragtet Judas Iskariot – disciplen, der solgte Jesus for en pose sølvpenge. Men selv den værste slyngel har sine tilhængere. I århundrederne efter Jesu død provokerede Judas’ følgere ved at myrde og arrangere sexorgier.

Ritzau Scanpix

I sommeren 2019 sneg tre unge mænd sig frem til fodboldspilleren Jens Stages lejlighed midt i Aarhus. Mændene var alle fanatiske fans af byens fodboldklub AGF, som Jens Stage havde besluttet at forlade.

Optændt af retfærdighedens harme over Stages skift til FCK kastede ungersvendene en brosten gennem et af lejlighedens vinduer. Så kom det næste skyts – en røgbombe.

De smed også en seddel ind med beskeden: “I Aarhus straffes forrædere, Judas-svin”.

Evangeliet var næsten ødelagt, da restaura­torerne tog fat.

© Ed Suba Jr./AP/Ritzau Scanpix

Judas: Skurk eller en glemt helt?

Det var en vaskeægte sensation, da det amerikanske magasin National Geographic i 2006 offentliggjorde “Judas-evangeliet”.

Et genfundet skrift fra 300-tallet e.Kr. gjorde det muligt at læse en ny fremstilling af de begivenheder, der førte til Jesu korsfæstelse.

“En mod-bibel”, mente nogle, mens kirken forholdt sig mere skeptisk til evangeliet.

I den kristne verden findes der næppe noget skældsord så stærkt som “Judas”.

I snart 2.000 år har navnet været synonymt med at svigte alle principper – præcis dét, disciplen Judas gjorde, da han ifølge Biblen beseglede Jesu skæbne i Getsemane Have med et kys.

Men selv den usleste forræder har tilhængere – det viser historien om Judas.

“Du vil overgå dem alle, for du kommer til at ofre det menneske, jeg har iført mig”. Uddrag af Judas-evangeliet: Jesus taler med Judas om det forestående forræderi, der vil gøre Judas til den vigtigste af disciplene.

I kristendommens første århundreder havde han sin egen menighed, og han blev sågar hyldet i et skrift kaldet Judas-evangeliet.

Heri udråbes han til at være den vigtigste af alle Jesu disciple.

Kort før sin martyrdød på korset skal Jesus i en fortrolig samtale ligefrem have sagt, at Judas overskyggede alle andre i disciplenes flok.

Jesu korsfæstelse

I Judas-evangeliet frikender Jesus Judas for hans gerninger.

© Shutterstock

Judas var nøje udvalgt

Trods den flittige brug af Judas’ navn som skældsord ved religionshistorikerne i dag meget lidt om den faldne discipel fra Det nye testamente.

Hans tilnavn – Iskariot – er formentlig en henvisning til, at han kom fra Kerioth, en by i det sydlige Judæa.

Hvordan Judas havnede blandt disciplene, fortæller Biblen ikke, men Jesus udvalgte sine følgere omhyggeligt.

“Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere”. Jesus til fiskerne Andreas og Simon Peter.

Af beretningerne fremgår det, at Jesus på gud­dommelig vis vidste, hvem han skulle henvende sig til. På samme måde vidste de udvalgte, at de skulle følge ham.

Biblen beretter, hvordan Jesus mødte de to brødre Andreas og Simon (senere kaldet Simon Peter), der var i færd med at fiske ved Genesaret Sø.

Han bad dem om at lægge fiskenettet.

“Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere”, sagde han.

Ifølge evangelisten Lukas (kapitel 4, vers 19-20) forlod de to brødre fiskeri og familie for at følge ham.

Judas figurerer omkring 40 gange i evangelierne, og ligesom de øvrige disciple slog han følge med vandreprædikanten Jesus, som oplærte dem.

“Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner”, som det hedder hos Markus (kapitel 3, vers 14-15).

Judas stjal af kassen

På Jesu tid var de jødiske områder Judæa og Galilæa besat af romerne, der ikke blandede sig meget i provinsen Palæstinas liv – men til gengæld overbebyrdede indbyggerne med skatter, som drev hele slægter ud i bundløs gæld.

Mange unge mænd, der var blevet berøvet alle fremtidsudsigter, sluttede sig til de vandreprædikanter, der i disse år drog gennem landet.

Mændene forlod deres familier og fraskrev sig al arv; i stedet blev sekten et familiært fællesskab, hvor de levede sammen og delte, hvad de havde.

Også Jesu lille skare fungerede sådan, og rollen som kassemester tilfaldt Judas.

“Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv”. Evangelisten Johannes om den langfingrede Judas.

Oplysningen om hans særlige opgave hører til de ganske få detaljer, Biblen giver om Judas – og oplysningen bruges kun til at beskrive hans slette karakter. Disciplen tog nemlig af kassen!

Evangelisten Johannes fortæller, at Jesus og disciplene ugen før den skæbnesvangre påskefest omkring år 30 e.Kr. var inviteret til en middag i Betania, som i dag er en forstad til Jerusalem.

Inden måltidet smurte en kvinde Jesu fødder i velduftende olie.

Handlingen var et traditionelt tegn på hengivenhed, men kvinden ødslede med olien, mente Judas, og han hidsede sig op.

“Huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: ‘Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?’” refererer den mest Judas-fjendtlige evangelist, Johannes:

“Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den”. (Johannes, 12, 3-6).

Men smårapserierne var ikke længere nok for den grådige Judas.

“Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod”, sagde Judas til ypperste­præsterne, men de var ligeglade.

© Fine Art Photographic/Getty Images

Judas vekslede Jesus for 30 sølvpenge

Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel for at fejre pesach (den jødiske påske), indledte han målrettet en strid med de jødiske ypperstepræster i byen.

Allerede dagen efter sin ankomst væltede Jesus boderme templets forgård, og siden prædikede han for befolkningen for at advare mod de skriftkloge.

Judas vidste, at ypperstepræsterne i templet var godt trætte af den religiøse ballademager – og han øjnede muligheden for at tjene en net sum.

“Han gik til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og talte med dem om, hvordan han kunne forråde Jesus til dem”, skriver Lukas (22, 4).

Ypperstepræsterne talte 30 sølvpenge op – ingen stor sum i antikkens Jerusalem, for de penge kunne han købe en slave eller et lille jodlod – men Judas var tilfreds med handlen, “og fra da af søgte han efter en lejlighed til at forråde ham”. (Matthæus, 26,15-16).

“Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod”, jamrede Judas, men ypperstepræsterne svarede: “Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag”. Judas fortryder sit forræderi, beskrevet i Det ny testamente.

Muligheden bød sig, da Jesus og di­sci­ple­ne skærtorsdag spiste nadver.

“Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig”, erklærede Jesus ifølge Matthæus (26, 21). Som for at aflede mistanken spurgte Judas fromt:

“Det er vel ikke mig, Rabbi?”

Judas vidste, at Jesus senere ville gå til Getsemane Have for at bede. Derfor forlod han selskabet tidligt og hentede de mænd, som skulle pågribe ham.

Mens Jesus bad, faldt disciplene gentagne gange i søvn. Da han tredje gang vækkede dem, var det med fortvivlende nyheder: “Se, han, som forråder mig, er her allerede...”. (Markus, 14, 42).

Inden Jesus kunne nå at fuldføre sætningen, trådte Judas frem og hilste på ham med et kys.

© Zev Radovan/Bridgeman Images

Den kærlige gestus var et aftalt tegn – nu trådte mænd bevæbnet med knipler og sværd ud af mørket.

De trak Jesus med til forhør hos først ypperstepræsterne og siden den romerske præfekt i Jerusalem, Pontius Pilatus, der sendte ham i døden.

Sine 30 sølvpenge fik Judas ingen glæde af. Mens Jesus langfredag døde på korset, endte Judas livet i skam.

Han fortrød sin handling og vendte tilbage til templet for at give pengene tilbage.

“Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod”, jamrede Judas, men ypperstepræsterne svarede: “Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag”.

I fortvivlelse smed Judas pengene ind i templet.

Ypperstepræsterne samlede dem op, men nægtede at lægge dem i templets kasse.

Det var blodpenge.

Judas tog konsekvensen af sin skyld: “Han forlod stedet og gik hen og hængte sig”. (Matthæus-evangeliet, kapitel 27).

Kampen om den rette lære

Ifølge Det nye testamente genopstod Jesus på tredjedagen (påskedag) og viste sig for disciplene. De følgende 40 dage gik med religiøse belæringer, før Guds søn kunne stige til himmels.

Men tiden rakte ikke til at grundlægge en færdigudviklet religion, og i de følgende årtier opstod et væld af fortolkninger af Jesu ord og handlinger.

Folk, der havde mødt Frelseren – eller blot hørt tale om ham – gav hver deres bud på den kristne lære. Blandt dem var Simon med tilnavnet “Magikeren”.

“Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden”. Tryllekunstneren Simon “Magikeren” forsøger at købe Helligånden af disciplene.

Omkring år 60 e.Kr. vakte han behørig opsigt med sine mirakler (eller trylle­trick) i byen Samaria nord for Jerusalem. Indbyggerne var så imponerede, at de kaldte ham “Guds kraft”.

På denne tid havde Jesu disciple døbt de første indbyggere i byen, men Helligånden var endnu ikke steget ned i dem.

Derfor vandrede disciplene Peter og Johannes op for at lægge hånd på de døbte.

“Magikeren” forstod hurtigt, at di­sci­ple­ne med Helligånden besad et trick, der var langt mere spektakulært end hans, og han forsøgte at købe ånden:

“Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden”.

Ifølge “Apostlenes Gerninger” (8, 18-21) afviste disciplen Peter ham:

“Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud”.

Ordene var mere profetiske, end Peter kunne vide, for Simon “Magikeren” går blandt vore dages religionshistorikere for at være den første kendte “gnostiker”.

Betegnelsen er afledt af græsk og betyder indsigt. Gnostikerne havde med deres særlige indsigt regnet sig frem til, at der måtte eksistere to guder:

  • Gud fra Det gamle testamente, der havde skabt Jorden. Fordi denne gud havde skabt en så fordærvet verden fuld af uretfærdighed, sult og sygdom, måtte han være ond, mente gnostikerne.

  • Den anden, den sande gud, havde skabt universet. Gnostikerne stræbte efter at forlade deres jordiske hylster for at nå denne ophøjede gud.

Ligesom disciplene i årene efter Jesu død havde held til at udbrede deres lære i dele af Palæstina, Tyrkiet og Grækenland, vandt også gnostikerne en voksende skare af tilhængere.

Og nogle af dem kunne ligefrem bruge Judas i deres tro.

Alle manuskripter fra Jesu følgere blev vurderet nøje af kirkefædrene i 300-tallet.

© Granger/F1online

De sande evangelier bliver udpeget

Vrimlen af evangelier tvang de ortodokse kirkefædre til at skride ind. Af ca. 40 evangelier fandt kun fire nåde i Det nye testamente.

Efter Jesu død udbredte hans følgere et væld af beretninger om hans liv, så der omkring 180 e.Kr. florerede mindst 40 evangelier.

Nogle forfattere havde udbredt frit opfundne fortællinger, som de skrev under et kendt apostel-navn.

For at rydde op i teksterne udpegede biskoppen og kætterjægeren Irenæus fire sande evangelier. Irenæus havde set, hvor galt en menighed kunne komme afsted, hvis den kun fulgte ét evangelium.

Derfor sidestillede han Markus-, Lukas-, Matthæus- og Johannes-evangelierne.

Den vurdering bakkede senere kirkefædre op, da de i slutningen af 300-tallet fastlagde indholdet af Det nye te­sta­mente.

I alt 27 tekster blev optaget, mens bl.a. gnostiske tekster røg ud.

De protestantse kerk van nu is beïnvloed door besluiten uit de eerste eeuwen n.Chr.

© Shutterstock

Judas genopstod som Jesu ven

Gnostikernes opgave var at bekæmpe den onde gud og alt det, han havde skabt. Blandt hans frembringelser var De 10 Bud, der bl.a. forbød jøderne at spise svinekød, begå mord og bedrive hor.

I gnostikernes logik var De 10 Bud nær­mest et arsenal af våben, de kunne rette mod den onde gud – altså nød de mest rabiate medlemmer af trosretningen svinekød, slog mennesker ihjel og hengav sig til sexorgier for at nå gud.

I Tanak (jødernes udgave af Det gam­le testamente) fandt gnostikerne allierede i kampen mod den onde skabergud; fx slangen, som fristede Eva i Paradisets Have, eller Kora, der forsøgte at gøre oprør mod Moses, da jøderne flygtede fra slaveriet i Egypten.

© Shutterstock

Jakobs Forevangelium handler om Jesu mor, Maria. Hendes forældre er for gamle til at få børn, men så bliver de opsøgt af en engel.

© Shutterstock

Barndomsevangeliet beskriver Jesu opvækst. Som barn har han ingen impulskontrol, og flere dør af hans mirakler. Til slut genopliver han alle.

© Shutterstock

Petersakterne fortæller om apostlen Peter – bl.a. hans kamp mod gnosti­keren Simon “Magikeren” og hans senere korsfæstelse i Rom.

© Shutterstock

Maria Magdalenes evangelium fremstiller hende som Jesu nærmeste discipel. Det hedder sig, at han elskede hende mere end de andre.

Den forræderiske Judas havde en særlig plads hos gnostikerne, for han hjalp Jesus ud af hans jordiske hylster.

Mange gnostiske sekter fandt vej til den store egyptiske havneby Alexandria, der forsynede Rom med korn.

Siden kong Ptolemaios’ dage (omkring 280 f.Kr.) havde byen huset et universitet og et gigantisk bibliotek.

Derfor vrimlede Alexandria med lærde, der hilste enhver ny filosofisk tanke velkommen.

I havnebyen fandt gnostikerne fred, mens kristendommen slog revner: Kun godt hundrede år var gået siden Jesu død, og hans tilhængere syntes splittet i et væld af uforsonlige sekter og fraktioner, der skrev deres egne evangelier og bekrigede hinanden.

Hvad der var sande ord fra Jesu mund, og hvad der var opdigtet, fortonede sig.

På denne tid begyndte menighederne at vælge deres første præster og biskopper; én af dem påtog sig opgaven at redde den rette lære: Irenæus, der var biskop i den romerske by Lugdunum (i dag Lyon) skrev ca. 180 e.Kr. et fembindsværk om kætterne.

Han oplistede i hundredvis af grupperinger – bl.a. karpotianerne, der tilbad et billede af Jesus, som – påstod de – var malet af selveste Pontius Pilatus.

Med i Irenæus’ kætterværk var også den rabiate, gnostiske sekt kainitterne, der tilbad brodermorderen Kain fra Det gamle testamente.

“De påstår, at en engel tilskynder dem til alle slags syndefulde og afskyelige handlinger”, skrev Irenæus.

Inspirationen til den tvivlsomme livs­førelse fik Kains tilhængere fra den faldne discipel Judas, mente biskoppen:

“De hævder, at Judas, forræderen, vidste noget, at han alene frem for de andre kendte sandheden og derfor tog hemmeligheden ved forræderiet på sig.

De siger, at alle ting i Himlen og på Jorden er blevet forløst. Som støtte for deres tese citerer de en opdigtet historie, som de kalder Judas-evangeliet”.

Irenæus’ beskrivelse om evangeliet er et af de få spor, religionshistorikerne har efter kulten omkring Judas, der vendte troen på hovedet ved at tilbede den værste forræder i kristendommen.

Men på trods af kirkens inderlige advarsler formåede kainitterne at vinde nye tilhængere.

Endnu i 300-tallet måtte biskoppen i Salamis på Cypern, Epiphanius, advare mod deres indflydelse:

“De hævder, at Judas vidste alt om disse sager. De giver det også indtryk af, at han var én af familien. Han havde, mente de, nået de højere lag af erkendelse. De gik så vidt, at de har udgivet et skrift, som de kalder Judas-evangeliet”.

Spillet er ude, Judas

Først i slutningen af 300-tallet blev de kætterske gnostikere bragt til tavshed med trusler og dødsdomme.

Som et sidste redningsforsøg gravede gnostikerne deres skrifter ned i Egyptens ørken eller stuvede dem af vejen i klippehuler.

Et eksemplar af Judas-evangeliet endte i et gravkammer nær landsbyen Qarara 250 km syd for Alexandria.

Her skulle det dyrebare manuskript ligge, indtil verden var rede til at forstå Judas.

Men den dag kom aldrig, og snart kunne ingen længere huske gemme­stedet. Og i de følgende 15 århundreder indtog Judas rollen som kristendommens øverste skurk.

Leo 10., der sad på pavestolen midt i 400-tallet, omtalte Judas som “den ondeste og mest ulyksalige mand, som nogensinde har levet”.

Op gennem middelalderen var Judas-figuren et hyppigt motiv på kalkmalerier og i passionsspillene – de kirkelige optrin, som viste Jesu lidelse og død.

Og i den italienske digter Dantes værk “Den guddommelige komedie” – en fortælling om Himlen, Helvede og skærsilden skrevet i 1200-tallet – befinder Judas sig i Helvedes allernederste del.

Intet tydede på, at Judas’ forræderi nogensinde kunne tilgives, men så kom nyheden, som ingen havde ventet.

Et omfattende restaurerings­arbejde har reddet hoved­parten af Judas-evangeliet. 90 pct. af teksten kan læses.

© Ritzau Scanpix

Judas-evangeliet lå gemt i en kummefryser i Ohio

I mere end 1.600 år lå evangeliet sikkert i en egyptisk gravhule. Først da papyrus-arkene blev fundet, begyndte de at forfalde.

Tilbage i 1970’erne fandt egyptiske bønder Judas-evangeliet i en gravhule, men der skulle gå tre årtier, før konservatorer og skriftkyndige endelig fik lov at redde de lasede papyrusark.

Bønderne solgte evangeliet til en antikhandler i Cairo, Abdallah Arian, der i flere år forsøgte at sælge det videre for 3 mio. dollars. Det lykkedes hverken i Egypten eller i Europa.

Abdallah Arian fløj til USA for at møde nye kunder, uden held.

I ren ærgrelse lejede han en boks hos Citibank på Long Island ved New York. 16 år gik, mens papyrussen mørnede i boksen.

Endelig fik Arian et tilbud fra den schweiziske kunsthandler Frieda Nussberger-Tchacos, der ville betale 200.000 dollars.

Selvom arkene var i en bedrøvelig stand, solgte hun dem i år 2000 videre til papyrus­handleren Bruce Ferrini i Ohio.

Ferrinis checks på 1,5 mio. dollars var dækningsløse, men han nægtede at levere evangeliet tilbage.

I stedet gemte han det i sin kummefryser, hvor papyrus og blæk tog yderligere skade.

Efter et langt tovtrækkeri fik Nussberger-Tchacos omsider evangeliet tilbage fra Ohio, så hun kunne sælge de sørgelige rester af manuskriptet til Maecenasstiftelsen i Schweiz, der sammen med magasinet National Geographic sørgede for, at den koptiske tekst blev reddet og oversat.

Det tabte Judas-evangelium fundet

Den 9. april 2006 blev det tabte Judas-evangelium uden forvarsel offentliggjort i det amerikanske magasin National Geographic.

Gennem flere år havde eksperter restaureret og oversat de mørnede pa­py­rus­­ark fra gravhulen i Qarara – og endelig kunne Judas komme til orde:

“Dette er den hemmelige besked, som Jesus meddelte Judas Iskariot over en tidsperiode på otte dage, tre dage før han fejrede den jødiske påske”, lød indledningen til evangeliet.

De år, Jesus havde tilbragt med sine disciple som vandreprædikant, går skriftet hurtigt hen over.

“Alle disciplene sagde: ‘Vi er ikke stærke nok’. Men de manglede det åndelige mod – alle sammen, undtagen Judas Iskariot”. Uddrag af Judas-evangeliet: Jesus påpeger, at disciplene tror på den forkerte gud.

Det afgørende er, hvad der foregik mellem Jesus og Judas i de sidste dage.

Ifølge evangeliet udvalgte Jesus ham til at få del i en særlig visdom.

I modsætning til de andre disciple, som Jesus gør nar ad, kender Judas nemlig Jesu sande natur; han ved, at Jesus har forbindelse til det guddommelige.

Og Jesus svarer: “Gå med mig, væk fra de andre, så vil jeg indvie dig i rigets mysterier”.

Jesus bad Judas om hjælp til sin død

Under samtalerne beretter Jesus om en “stor og usynlig ånd, som ingen øjne har set, intet hjerte har forstået, og som endnu ikke er blevet kaldt ved navn”.

Han lader Judas forstå, at mennesker lige siden Adam og Eva har iklædt sig kroppen som et jordisk hylster, som lever i en begrænset tid.

Kun den, som har visdommen og kender mysterierne, kan frigøre sig fra dette kødelige hylster for at blive til ren ånd.

Jesus er klar til at forlade sin jordiske krop, men for at blive forløst har han brug for Judas.

Opgaven vil give Judas en helt særlig stilling blandt disciplene.

“Du vil overskygge dem alle, for du kommer til at ofre det menneske, som jeg har iført mig”, siger Jesus, der altså imødeser sin død med den største sindsro.

At andre ikke ville bifalde Judas’ handling, lægger Jesus ikke skjul på.

“Du vil blive forbandet”, siger han ligeud. Og i en drøm ser Judas, hvordan han bliver stenet af de øvrige disciple.

“Templets skrivere gik hen til Judas. ‘Hvad laver du her? Er du ikke Jesu discipel?’ Han svarede, som de ønskede. Her­efter fik Judas nogle penge og overgav ham til dem”. Uddrag af Judas-evangeliet: Judas forråder Jesus.

Evangeliet ender med, at Judas forlader Jesus for at begive sig til templet.

Her møder han nogle skrivere, der spørger ham, om ikke han er én af Jesu disciple:

“Herefter fik Judas nogle penge og overgav ham til dem”.

Judas blev forrådt af sit eget evangelium

Judas-evangeliets fremkomst i 2006 var en sensation.

Mange så ligefrem skriftet som en alternativ bibel, der ville bidrage til en helt ny forståelse af Jesu lære og påskebegiven­hederne.

Men noget skurrede alligevel i ørerne:

Omtalen af den indsigt, som Judas angiveligt havde, og at Jesu krop var et forgængeligt hylster, viste, at her var tale om et gnostisk skrift.

Derfor kunne ingen af Jesu ord tillægges nogen værdi.

Da nyhedens interesse havde lagt sig, var Judas tilbage i sin gamle rolle – som den værste slyngel i 2.000 år.

Interview med sognepræst Jesper Hyldahl

Jesper Hyldahl er cand.theol. og sognepræst. Han har været med til at skrive en bog om Judas.

© Maria Tuxen Hedegaard

“Judas-figuren øger da dramatikken”

Da Judas-evangeliet kom frem, blev det kaldt en “mod-bibel”. Er det det?

Jesper Hyldahl: “Gnostikerne forsvarer Biblen. Det er derfor forkert at kalde Judas-evangeliet en ‘mod-bibel’. Jo, hvis man anskuer den alene ud fra en ikke-gnostisk tilgang, så kan mange gnostiske tekster virke til at modsige Det gamle og Det nye testamente. Gnostikerne selv bruger deres tekster til at skabe en forståelses­horisont, som faktisk er med til at få de bibelske tekster til at give mening”.

Er der noget punkt, hvor kristne kan blive enige med gnostikerne?

Jesper Hyldahl: “Der er adskillige punkter, hvor de er enige, men vi hæfter os dog mest ved forskellene. Begge parter vil sige, at verden har sin oprindelse i Gud, at Kristus er sendt fra Gud og har levet i verden for at frelse det fortabte menneske. Men når man går i detaljen og skal sige, hvem Gud er, så er der stor uenighed, og den udvikler sig til modsatrettede opfattelser”.

Forræderiet førte til Jesu korsfæstelse. Efterfølgende fik kirken et logo, korset. Hvor ville kirken være uden Judas?

Jesper Hyldahl: “Jeg er ikke sikker på, at hans fravær ville have haft den store betydning. Det er grundlæggende Gud, der udleverer og ofrer sig selv til korsfæstelse, og det var sket med eller uden en Judas. Men Judas-figuren øger da dramatikken og fortæller lidt om, hvad vi som mennesker kan nedværdige os til”.

Er det OK at sammenligne en fodboldspiller, der vil skifte klub, med Judas?

Jesper Hyldahl: “Forleden så jeg på en lygtepæl et mærkat med Lionel Messi, hvorpå der med fede typer stod ‘Judas’. Arven fra Biblen har gjort Judas synonym med forræder. Jeg kunne godt finde på noget, der var værre end at skifte hold. Som sådan er det en overdrivelse, der ikke tåler sammenligning med Biblens Judas. Men som fodboldfan er der måske netop store ting på spil”.