Juleevangeliet – fakta eller fri fantasi?

Så sikkert som amen i kirken vil præsten under julegudstjenesten læse op af Juleevangeliet (Lukas, kapitel 2). Den stemningsfulde beretning gør stadig indtryk – mere end 2.000 år efter at begivenhederne angiveligt fandt sted. Men stemmer evangeliet overens med den viden, som arkæologer, historikere og andre forskere har samlet om den første jul i Betlehem?

Lukas skriver: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien”.

Ethvert barn ved, at vi fejrer Jesu fødselsdag den 24. december. Men faktisk nævner Biblen ikke med ét ord, at Guds søn kom til verden i december – og fødselsåret er omstridt.

Når kristne verden over fejrer julen i årets sidste måned, skyldes det, at kirkefædrene i 300-tallet fastsatte Jesu fødsel til den 25. december. Denne dato havde romerne reserveret til midvinterfesten, hvor de fejrede guden Sol Invictus.

Ved at højtideligholde Jesu fødsel netop den dag håbede de kristne at fortrænge solguden. Og planen lykkedes: I 391 forbød kejser Theodosius alle de hedenske guder i riget og gjorde kristendommen til den eneste tilladte religion.

Historiske kilder bekræfter, at Jesus var en virkelig person – blandt dem den græske historiker Thallus i 55 e.Kr. Og den syriske filosof Mara bar Serapion skrev i 73 e.Kr. om henrettelsen af “jødernes vise konge”. Men hvilket år Jesus kom til verden, er uklart. Vores tidsregning angiver, at det er 2.022 år siden, men munken Dionysius Exiguus, der opfandt vores tidsregning i 500-tallet, var lidt unøjagtig, da han bestemte Jesu fødselsår.

I stedet kan Juleevangeliet give et hint med oplysningen, at det skete i de dage, da Augustus beordrede en folketælling.

Augustus, der var Romerrigets første kejser (27 f.Kr.-14 e.Kr.), gennemførte folketællinger, så han vidste, hvor mange undersåtter han havde – og hvor meget skat han kunne inddrive.

Ifølge evangelisten Lukas fandt optællingen sted, mens statholderen Kvirinius gjorde tjeneste i den romerske provins Syrien, hvilket peger på år 7 e.Kr. Men i dag nærer historikerne større tiltro til evangelisten Matthæus, som fortæller, at Jesus blev født kort før kong Herodes’ død – altså i år 4 f.Kr. – hvilket indebærer, at Jesus ganske overraskende blev født fire år før sin fødselsdag.

Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Mens det er veldokumenteret, at romerne gennemførte flere folketællinger i årene omkring Jesu fødsel, nævner de historiske kilder intet om, at borgerne skulle lade sig tælle i deres fødeby. Kravet virker også ulogisk, da det kunne resultere i lange rejser.

Mellem Nazaret og Betlehem i Judæa er der ca. 100 km – en anseelig strækning, uanset om de rejsende tilbagelagde turen til fods eller på æselryg. For den højgravide Maria ville rejsen være næsten uoverkommelig.

Den amerikanske bibelforsker Bruce Chilton har sammen med arkæologen Aviram Oshri fremlagt en teori, der løser rejsens udfordringer: De peger på, at der er to byer med navnet Betlehem. Hvis Jesus blev født i Betlehem i Galilæa, skulle Maria kun ride godt 10 km fra hjembyen Nazaret.

De to forskere står dog alene med deres teori, der heller ikke finder støtte i den kristne tradition.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

“Et barn er født i Betlehem”, synger vi højtideligt juleaften, men i det ældste af evangelierne, Markusevangeliet, kaldes hovedpersonen “Jesus fra Nazaret”. Arkæologer anslår, at Nazaret på Jesu tid var en provinsby med højst 1.200 indbyggere.

Betlehem blev først nogle årtier senere nævnt som Jesu fødested. Netop Betlehem betragtes i jødedommen som sagnkongen Davids fødeby – og profeter havde spået, at jødernes frelser skulle fødes her.

Som Josefs søn var Jesus, ifølge Matthæus, kong Davids efterkommer i 14. slægtsled. Det tænkes, at både Lukas og Matthæus som en slags oldtidens spindoktorer flyttede hans fødested fra Nazaret til Betlehem for at gøre Jesu rolle tydelig for enhver.

Om Maria ved historikerne ikke meget – i de kristne tekster står der blot, at Jesus var “født af en kvinde”, og at hun blev gravid som jomfru. Ingen kender detaljerne omkring Jesu undfangelse, og evangelisterne er indbyrdes uenige om forløbet.

Ifølge Matthæus og Lukas blev Maria gravid ved Helligånden og var derfor en ærbar jomfru, da hun fødte Jesus. Johannes, derimod, omtaler Josef som far til Jesus.

Ser vi bort fra muligheden for et mirakel, kan fortællingen om jomfru-undfangelsen dække over følgende scenarier: At Maria og Josef havde haft sex, før de blev gift, og at undfangelsen dermed var illegitim – eller at Maria havde været Josef utro, hvilket i datidens samfund ville betyde, at Maria var en skøge. I begge tilfælde var Jesus i samfundets øjne et “uægte” barn, en horeunge.

En tredje mulighed er, at Maria blev voldtaget af en romersk soldat.

De kristne insisterede dog på Marias jomfruelighed. Forskerne vurderer, at evangelisterne havde en brændende interesse i at udbrede læren om en jomfrufødsel, fordi den gjorde Jesus langt mere acceptabel. I oldtidens Romerrige og Grækenland herskede der nemlig en forestilling om, at store personligheder blev til ved mødet mellem en gud og en jomfru.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.

Betlehem lå i den romerske provins Judæa mellem Middelhavet og Det Døde Hav. Dette området havde ingen økonomisk betydning for Rom, og indbyggerne fik derfor i høj grad lov at passe sig selv.

Det jødiske samfund var skarpt opdelt og bestod af en under-, en middel- og en overklasse. Hyrderne, som sov på marken en stor del af året, havde det usleste job. Sammen med småbønder, daglejere, fiskere og toldere hørte de til på samfundets bund.

Fiskere kunne dog stige op i middelklassen, hvis de selv ejede en båd. Overklassen bestod af eksempelvis skriftlærde, der fungerede som både teologer og jurister.

Når hyrderne som de første fik besked om Frelserens fødsel, er det formentlig, fordi ordet “hyrde” har en stærk symbolkraft: David var ifølge Det gamle testamente fårehyrde, men endte med at blive jødernes konge – han tog med andre ord et gevaldigt spring op ad samfundets rangstige.

Fortællingen om social opstigning er tydeligvis en evergreen – og lige så populær for 2.000 år siden som i dag, hvor et avisbud angiveligt kan ende som præsident.

Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”. Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

I vores forestilling kom Jesus til verden i en stald – ikke mindst, fordi det trygge, stemningsfulde sceneri med Maria, Jesusbarnet, Josef samt et æsel og en okse er gengivet i enhver julekrybbe.

Men hverken Lukas eller Matthæus omtaler et æsel eller en okse – dyrene figurerer først i en tekst fra 600-tallet. Evangelisterne nævner ikke engang, at Jesus blev født i en stald – Lukas og Matthæus er dog enige om, at han blev lagt i et fodertrug.

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden:

“Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os”.

I Juleevangeliet kan det lyde, som om Betlehem var en storby med herberger og et myldrende leben, så hyrderne måtte gå fra hus til hus for at finde den nyfødte. Men de arkæologiske fund viser, at byen omkring Jesu fødsel var en undseelig bebyggelse med nogle ganske få huse og højst 300 indbyggere (i dag bor her ca. 28.000).

Spor efter byens indbyggere fra bibelsk tid dukkede op i bl.a. 2016.

“Vi gravede ned til de tidlige lag, og vi har – uden tvivl – fundet potteskår fra Jesu tid”, forklarede arkæolog Shimon Gibson, der er professor ved University of North Carolina.

På Jesu tid havde Betlehem ingen handelsmæssig betydning, og ingen karavaneveje passerede gennem byen. Historikerne sætter derfor spørgsmålstegn ved, om byen overhovedet havde grundlag for at drive et herberg – ikke mindst, fordi den betydelig større by Jerusalem lå bare 9 km væk.

Et blik i Lukas’ evangelium viser, at han ikke benyttede ordet “herberg”, men det græske kataluma, som betyder gæsterum eller et sted at hvile sig.

I oldtiden bestod et hus i landlige områder af ét stort rum, hvor både mennesker og dyr opholdt sig. Et særskilt rum blev brugt til gæster. Her kunne familie eller venner bo for en kortere eller længere periode.

De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.

Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Her slutter Lukas’ beretning om julens mirakel, men han er ikke den eneste af de fire evangelister, som berettede om den spæde Jesus – også Matthæus behandlede emnet. Historikerne formoder, at hans evangelium er skrevet omkring år 85 e.Kr. og dermed før Lukasevangeliet, som blev forfattet omkring år 100 e.Kr.

Matthæus interesserer sig ikke meget for fødselsøjeblikket. Han beretter om tiden før – da Josef havde mest lyst til at slå op med Maria, fordi hun bar en anden mands barn. Kun en engel formåede at overtale ham til at lade være. Snart efter lader Matthæus de vise mænd træde ind på scenen (kapitel 2):

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:

“Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham”.

Jesusbarnet fik besøg af tre vise mænd – det ved enhver. Men hov… ifølge Matthæus var der tale ikke om tre, men “nogle” vise mænd. Formentlig er deres antal i den kristne tradition sat til tre, fordi de kom med tre gaver: Guld, røgelse og myrra.

Hvem vismændene var, er uvist – Matthæus fortæller kun, at de kom fra øst for at tilbede jødernes nye konge.

Evangelierne er skrevet på græsk, og det græske ord for mændene er magoi, som betyder “magere”, dvs. stjernetydere eller spåmænd. Magerne brugte deres magiske indsigter til at forudsige og kontrollere den fremtidige skæbne.

Deres navne – Melchior, Kasper og Balthasar – stammer fra en græsk legende fra omkring år 500 e.Kr.

Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham:

“I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

“Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel”.

Senatet i Rom udpegede i år 40 f.Kr. Herodes til konge over Judæa. Med hjælp fra romerne erobrede han Jerusalem i år 37 f.Kr., og gennem hele sin regeringstid var “Herodes den Store” romernes loyale håndlanger i Mellemøsten.

Selvom han formåede at samle Palæstina til et storrige, der oplevede et gevaldigt økonomisk opsving under hans styre, blev Herodes aldrig accepteret som en legitim jødisk konge af undersåtterne.

I sin iver efter at vinde popularitet gennemførte han et omfattende byggeprogram, der bl.a. omfattede en ny middelhavshavn, Caesarea Maritima, borgen Masada ved Dødehavet og en storstilet udbygning af Jerusalems tempel.

Pengene skaffede han ved at opkræve skatter – og det gjorde ham ikke populær blandt befolkningen. Herodes var også forhadt, fordi han brugte vold og undertrykkelse til at fastholde magten. Og i forholdet til sine nærmeste var han en grusom tyran: Herodes lod i et anfald af jalousi sin hustru, Mariamme, henrette, og af frygt for oprør skaffede han flere af sine slægtninge af vejen – heriblandt sine to sønner med Mariamme.

I løbet af sin regeringstid blev Herodes stadig mere paranoid. Hans sidste leveår var desuden præget af sygdom – den jødiske historiker Josefus fortæller detaljeret, hvordan Herodes led af feber, uudholdelig kløe, konstante smerter, opsvulmede ben, betændelser, vejrtrækningsbesvær og kramper samt orme, der krøb ud af hans kønsdele.

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det”.

Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.

De vise mænd fulgte Betlehem-stjernen til Jesu krybbe. Men hvad var det præcis, mændene så på himlen?

Dét spørgsmål har astronomer diskuteret ivrigt lige siden – og selvfølgelig også undersøgt videnskabeligt, for stjernernes og planeternes position på himlen er forudsigelige. Derfor kan astronomerne gå tilbage i tiden og beregne, hvordan stjernehimlen så ud på et givent tidspunkt.

Disse beregninger giver ikke forskerne belæg for at sige, at der viste sig en særlig, lysende stjerne over Betlehem. Til gengæld kender historikerne til nogle observationer, som kinesiske videnskabsmænd gjorde i år 5 f.Kr.: De så en stribe kometer, der kan være ophav til beretningen om Betlehemsstjernen.

En sværm af stjerneskud eller en eksploderende stjerne (en supernova) er ligeledes kandidater til det, der lignede en strålende stjerne over Betlehem. Dog lyder forskernes bedste bud, at de vise mænd var vidner til et kosmisk stævnemøde, en såkaldt konjunktion.

En konjunktion er et optisk bedrag, som opstår, når to planeter – i dette tilfælde Venus og Jupiter – krydser hinandens baner. Fra Jorden ser det ud, som om planeterne smelter sammen til ét stærkt lysende punkt.

Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: “Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel”.

Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:

“Fra Egypten kaldte jeg min søn”.

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.

Enhver god historie bør have en skurk – og Herodes har igen og igen fået den rolle. Fortællinger om drab og intriger klæber til ham. I Det nye testamente beskrives kongen som kynisk, grusom og sygeligt mistænksom over for enhver, som han mistænkte for at ville vippe ham af tronen.

Men om Herodes ligefrem foranstaltede et landsomfattende barnemord for at få ram på Jesus, er yderst tvivlsomt. Massakren er ikke nævnt i nogen anden kilde, og den betragtes af de fleste forskere som opdigtet. Havde et massemord på uskyldige spædbørn fundet sted, ville det have givet genlyd i hele den antikke verden.

Historien i Matthæusevangeliet er muligvis afledt af det faktum, at Herodes fik sine egne sønner henrettet. Fortællingen om et omfattende mord på drengebørn er også kendt fra Det gamle testamente – formentlig har Matthæus ladet sig inspirere af historien om den spæde Moses: Ifølge 2. Mosebog ville egypterne dræbe alle nyfødte israelitiske drenge, men Moses overlevede ved at blive sat ud på Nilen i en kurv.

Samlet set kan forskerne altså ikke finde mange oplysninger i Juleevangeliet og hos Matthæus, der lader sig bekræfte af samtidige kilder eller arkæologiske fund. Biblen må forblive en trossag.

Men med Matthæus får fortællingen om Jesusbarnet en happy end: Maria og hans jordiske far, Josef, bragte ham til Egypten, hvor den lille familie blev indtil Herodes’ død. Helten overlevede, for en stund, og blev kristendommens centrale skikkelse og hele årsagen til, at mange af os snart kan kaste os over julemaden, danse om træet og dele gaver ud.