Kampen om Tempelbjerget

Højen i Jerusalems gamle bydel fylder kun en halv km2, men dens betydning er enorm. I århundreder har jøder, muslimer og kristne kæmpet om Tempelbjerget, som de alle anser for deres helligdom.

Højen i Jerusalems gamle bydel fylder kun en halv km2, men dens betydning er enorm. I århundreder har jøder, muslimer og kristne kæmpet om Tempelbjerget, som de alle anser for deres helligdom.

Shutterstock

Sten, stole og affald flyver gennem luften mod de israelske sikkerhedsstyrker, da de torsdag 28. september år 2000 eskorterer den jødisk-israelske oppositionsleder Ariel Sharon ned fra Tempelbjerget i Jerusalem.

Soldaterne må affyre tåregasgranater og gummi-­kugler for at sprede den ophidsede palæstinensiske menneskemængde.

Kort tid forinden har Sharon fra Tempelpladsen proklameret: “Tempelbjerget er i vore hænder, og det vil forblive i vore hænder.

Tempelbjerget er jødedommens helligste sted, og det er enhver jødes ret at besøge Tempelbjerget”.

Udtalelsen provokerer Jerusalems muslimske indbyggere, og dagen efter kaster en gruppe unge palæstinensere sten mod de bedende ved Grædemuren, et af jødedommens helligste steder.

Israelske sikkerhedsstyrker svarer igen med skarpe skud og dræber fire unge mænd. Dermed eskalerer et nyt palæstinensisk oprør mod staten Israel – kaldet den anden intifada.

Gennem de næste fem år indsætter Israel kampvogne og helikoptere, mens de palæstinensiske oprørere svarer igen med sten og selvmordsbomber.

De voldelige sammenstød er dog intet nyt på Tempelbjerget.

Højen midt i Jerusalem er formentlig historiens mest omstridte område.

Tre verdensreligioner – jødedom, kristendom og islam – har i mere end to årtusinder kæmpet om retten til den lille plet jord.

Kong David udvalgte Tempelbjerget

Fund af potteskår i den østlige del af Jerusalem viser, at området var beboet allerede 4.000 år før Kristi fødsel.

I 1800-tallet f.Kr. levede folkeslaget kanaanitterne her omgivet af en bymur.

Fæstningen holdt i 800 år, indtil den israelitiske kong David indtog byen og gjorde den til hovedstad i et rige, der ifølge Biblen forenede Israels 12 stammer.

Historikerne har endnu ikke fundet beviser på, at kong David har levet – men Biblen fortæller, at han ville vise sin taknemmelighed over for Gud, som havde lovet ham, at kongedømmet ville bestå til evig tid.

Efter erobringen fandt kongen en høj nord for Jerusalem, hvor han ville anlægge en helligdom.

Davids svigerfar, Saul, var Israels første konge. Før hans tid havde israelitterne levet i et løst fællesskab uden en egentlig leder.

David ønskede at binde stammerne sammen ved at bygge et tempel og forene dem om en fælles gudsdyrkelse.

Kongen hævdede sin magt ved at demonstrere en tæt samhørighed med sin gud.

David nåede dog aldrig at bygge templet – det blev opført af hans søn og efterfølger, Salomon.

Intet er bevaret af det første tempel, men Det gamle testamente fortæller, at det var enkelt og opført i sten og træ.

Inde i bygningen anbragte Salomon pagtens ark – den store kiste, der angi-veligt rummede tavlerne med De 10 Bud, som Gud ifølge Biblen gav til Moses, da jøderne udvandrede fra Egypten.

Hvis jøderne pligtskyldigt overholdt disse bud, ville Gud holde hånden over dem til evig tid, lovede Herren.

Mange troende mente derfor, at det var Guds straf, der ramte dem, da babyloniernes kong Nebukadnesar i år 587 f.Kr. indtog Jerusalem og ødelagde templet.

Kongen sendte befolkningen i landflygtighed i Babylon (beliggende i det nuværende Irak).

Tempel skulle imponere jøderne

Først 48 år senere – i år 539 f.Kr. – fik jøderne lov til at vende hjem igen.

De begyndte straks at opføre et nyt tempel, som stod færdigt i 515 f.Kr.

De følgende århundreder var Jerusalem underlagt forskellige regionale magter, og i året 63 f.Kr. blev byen erobret af den romerske hærfører Pompejus.

Dermed var Tempel-bjerget blevet en brik i magtspillet mellem Rom og jøderne.

De politiske manøvrer kom jøderne til gode omkring år 20 f.Kr., da Herodes – en lydkonge indsat af romerne – besluttede at vinde popularitet blandt sine undersåtter og samtidig imponere romerne ved at udbygge det eksisterende tempel i Jerusalem.

Byggeriet var da også værd at prale af. For at få plads til det enorme, nye tempel måtte Herodes nemlig udbygge den oprindelige høj kaldet Tempelbjerget.

Tonsvis af jord og sten blev transporteret til højen, så han kunne anlægge den nye, meget større Tempelplads.

For at holde sammen på den nye høj måtte den omkranses af en mur, som den dag i dag giver komplekset sin form.

I løbet af det første århundrede efter Kristi fødsel blev jøderne mere og mere utilfredse med de romerske herskere, og til sidst gjorde de oprør.

Romerne svarede igen ved at jævne byen med jorden og rive templet ned.

Muslimer overtog de hellige steder

Efterfølgende lå Tempelbjerget øde hen. Det kristne Byzantinske Rige, som overtog kontrollen med de østlige dele af Romerriget, foretrak at beholde ruinerne til minde om jødernes nederlag.

Området blev først bebygget igen, da en muslimsk hær erobrede Jerusalem i år 637. Muslimerne kaldte bjerget Haram al-Sharif (Det Hellige Fristed), og det havde en stor religiøs betydning for dem.

Islams stifter, profeten Muhammed, havde ifølge overleveringen foretaget en natlig himmelfart til Guds rige fra Tempelbjerget.

Efter erobringen byggede muslimerne derfor en helligdom på stedet, som fik navnet Klippemoskéen.

I år 705 opførte de endnu en helligdom, al Aqsa-moskéen, på Tempelbjergets sydvestlige hjørne.

Korsriddere i Davids fodspor

Mange kristne i Europa følte, at muslimerne uretmæssigt havde taget herre-dømmet over det hellige Tempelbjerg, hvor Jesus havde prædiket.

Disse følelser udnyttede pave Urban 2. og den katolske kirke, da han i 1095 kaldte til hellig krig for at befri Jerusalem fra de vantro muslimer.

Den 15. juli 1099 lykkedes forehavendet, da Jerusalem faldt til korsfarerhæren.

Soldaterne gik straks i gang med at myrde byens indbyggere og plyndre Tempelbjergets helligdomme.

Klippe­moskéen gjorde erobrerne til en kirke, mens Al-Aqsa-moskéen fik navnet Templum Salomonis – Salomons Tempel.

Korsfarerne gjorde, hvad de kunne for at udviske mindet om de muslimske og byzantinske herskere, fordi de så sig som arvtagere til det bibelske Jerusalem.

Tempelmur blev brændpunkt

De kristnes glæde varede kort. Den 2. oktober 1187 generobrede den muslimske hærfører Saladin Jerusalem.

Han fjernede straks det kors, som korsfarerne havde sat op på Klippemoskéen, og erstattede det med en forgyldt halvmåne.

Med undtagelse af årene 1229-1239, hvor kristne korsfarere fik kontrol med byen, forblev Tempelbjerget på muslimske hænder indtil det 20. århundrede.

Ved 1. verdenskrigs slutning i 1918 så verden pludselig helt anderledes ud.

Det muslimske Osmannerrige, som siden 1517 havde hersket over Jerusalem og Tempelbjerget, faldt fra hinanden, og stumperne af det vældige rige blev sat under administration af krigens vesteuropæiske sejrherrer.

England fik det såkaldte Palæstina-mandat, som bl.a. omfattede Jerusalem. Forholdene i byen blev hurtigt anspændte igen, for pga. forfølgelse i Europa emigrerede mange jøder til de gamle, jødiske områder.

Lokale palæstinensere protesterede kraftigt mod indvandringen, og de to grupper stødte hyppigt sammen ved Tempelbjerget, som hurtigt blev et stridspunkt.

En lov fra Osmannerrigets tid forbød jøder at opstille bænke, stole og andre konstruktioner ved Grædemuren (den sidste tilbageværende rest af Herodes’ gamle tempel).

Da en gruppe jøder i september 1928 åbenlyst brød den gamle lov ved at opstille skærme for at adskille kvinder fra mænd under bønnen, måtte britiske tropper skride ind.

Episoden førte til håndgemæng mellem briter og jøder, og året efter eskalerede konflikten, som kom til at koste 133 personer livet.

Efter 2. verdenskrig forsøgte FN at dele mandatområdet mellem palæstinensere og jøder, men begivenhederne kom diplomaterne i forkøbet.

Den 14. maj 1948 proklamerede Det Jødiske Folkeråd staten Israels oprettelse.

Det østlige Jerusalem med Tempel-bjerget forblev dog på muslimske hænder, indtil israelerne erobrede området under en krig i juni 1967.

Folkeslagene kæmper fortsat

Tempelbjerget ligger nu på israelsk kontrolleret jord, men bliver i henhold til en gammel aftale helt fra Saladins tid styret af et muslimsk råd – kaldet for Waqf.

Rådet har bl.a. nægtet arkæologer adgang til at grave på Tempelbjerget – bortset fra en kort periode i 1930’erne.

I 1990’erne tillod rådet dog bygningsarbejdere at fjerne store mængder jord under renoveringen af en moské på bjerget, som forskere så fik adgang til.

Israelske arkæologer protesterede, fordi de mente, at den manglende udgravning på bjerget skyldtes, at palæstinenserne ville benægte eksistensen af et jødisk tempel.

Konflikten over retten til at grave blegner imidlertid ift. områdets væbnede konflikter.

Efter Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget i februar 2000 døde ca. 2.000 mennesker på begge sider, før en fred blev indgået i 2005.

Aftalen har dog ikke stoppet urolighederne fuldstændig, og hvert år dør hundreder endnu i kampen for den lille jordhøj i Jerusalem. Striden om Tempelbjerget er ikke forbi.

Jøderne

Ifølge Biblen førte Moses israelitterne ud af Egypten, hvor de var blevet holdt som slaver af farao. Undervejs gav Gud Moses to stentavler med De 10 Bud.

Hvis israelitterne overholdt buddene, ville Gud altid passe på dem, lovede Herren Moses. Omkring år 1000 f.Kr. indtog israelitternes kong David byen Jerusalem og gjorde den til sin hovedstad.

En profet fortalte, at Gud ville skænke kongen og hans efterkommere riget for evigt. I taknemmelighed besluttede David at bygge et tempel til Guds ære i byen.

© Shutterstock

De 10 Bud holdt israelitterne sammen

Ca. 1400-1200 f.Kr.

Arkæologiske fund viser, at mange af de tidlige israelitter tilbad billeder af flere guder – en skik, de havde svært ved at opgive.

Det store opgør med jødernes flerguderi kom omkring 1400-1200 f.Kr. Ifølge 2. Mosebog skete det ved, at Moses modtog De 10 Bud fra Gud på Sinai-bjerget.

Allerede i det første bud står, at israelitterne kun må have én gud.

De øvrige bud er enkle grundregler, der er nyttige i opbygningen af et samfundsfællesskab.

Det første tempel husede pagtens ark

Ca. 950 f.Kr.

Kong David nåede aldrig at rejse et tempel. I stedet stod hans søn og efterfølger, Salomon, for byggeriet. Ifølge Biblen var Salomons tempel en smal, langstrakt bygning.

Indgangen var placeret på øst-siden, mod den opgående sol, og murene var bygget af store, udhuggede sten med træbjælker imellem.

Pagtens ark blev efter sigende opbevaret i en kiste af akacietræ, som stod i templets indre.

© Balage Balogh, Archeology Illustrated

Træet gav murene fleksibilitet, så de bedre kunne modstå områdets relativt hyppige jordskælv.

I templet opbevarede Salomon efter sigende pagtens ark, der indeholdt stentavlerne med De 10 Bud, som Moses angiveligt fik af Gud.

Jøderne mistede religiøst holdepunkt

Ca. 587 f.Kr.

I 587 f.Kr. blev Jerusalem indtaget af babylonierkongen Nebukadnesar 2., der rev templet ned.

En stor del af jøderne blev taget som fanger og sendt i eksil til hovedstaden Babylon (i det nuværende Irak).

Pagtens ark forsvandt, da Salomons tempel blev revet ned. Måske tog erobrerne den med til Babylon som krigsbytte.

© Bridgeman Images

Fangenskabet endte 538 f.Kr., da perserkongen Kyros besejrede det babylonske rige.

Jøderne var overbeviste om, at Gud svigtede dem, fordi de havde syndet mod hans bud. De hjemvendte opførte derfor et nyt tempel, så de kunne tilbede Gud efter forskrifterne.

Herodes udvidede det andet tempel

Ca. 20 f.Kr.

Den jødiske kong Herodes, som regerede i Judæa fra 37 f.Kr. til sin død 33 år senere, var ivrig efter at sikre sig popularitet og berømmelse. Han gennemførte derfor et stort byggeprogram.

Kong Herodes var Roms lydkonge i Judæa fra 37-4 f.Kr.

Han bestræbte sig på at indynde sig hos romerne – fx ærede han i 27 f.Kr. kejser Augustus ved at omdøbe byen Samaria til Sebaste (en græsk betegnelse for Augustus).

Herodes ønskede dog også at være afholdt af Jerusalems jøder.

Ud over fæstningen Masada, havneanlægget Caesarea Maritima og paladset Herodium påbegyndte kongen derfor en gennemgribende renovering og udbygning af byens tempel i 20 f.Kr., hvor arkitekter fra Rom, Grækenland og Egypten blev hidkaldt for at hjælpe til.

Byggeriet stod formentlig først færdigt i 60’erne e.Kr. men jødernes glæde blev kort.

Under et efterfølgende oprør mod romerne (66-70 e.Kr.) blev templet erobret og ødelagt.

Muslimerne

I Koranen optræder mange af de personer og begivenheder, som også nævnes i Biblen – muslimer betragter fx både Jesus og Moses som store profeter.

Jerusalem spiller også en stor rolle i islam, og i de første år vendte Muhammed og hans tilhængere sig mod byen, når de bad.

Først da profeten og hans følgere flyttede fra Mekka til Medina, ændrede de bederetningen til at pege mod Mekka. Især Tempelbjerget var helligt for muslimerne, fordi Muhammed angiveligt selv havde besøgt det.

Muhammed steg til vejrs fra Tempelbjerget

621 e.Kr.

Islam og Jerusalem blev for alvor knyttet sammen, da profeten Muhammed, ifølge overleveringen, ankom til den hellige by sammen med ærkeenglen Gabriel.

Ifølge den muslimske tradition rejste Muhammed og ærkeenglen Gabriel i år 621 e.Kr. til Tempelbjerget midt i Jerusalem.

Byen var da på persiske hænder, hvorfor forskerne fortolker fortællingen som en åndelig drømmerejse snarere end en reel fysisk rejse.

Fra tempelpladsen steg Muhammed til himmels på en Buraq, et bevinget fabeldyr, som er lidt mindre end et æsel.

Profeten passerede syv himle og mødte på sin færd bl.a. de bibelske personer Jesus, Noah, Elias og Abraham.

Fabeldyret Buraq, som Muhammed red på, vises ofte med et menneskeansigt.

© Imageselect

Da Muhammed nåede frem til Gud, fik han at vide, at muslimer fremover skulle bede 50 gange om dagen.

Det lovede Muhammed, men på vejen tilbage mødte han Moses, som foreslog ham at vende om og forhandle med Gud om et mindre antal bønner.

Muhammed gjorde som foreslået, og Gud gik til sidst med til fem bønner pr. dag.

“For enhver af jer, der trofast og hengivent udfører disse fem bønner, vil de gælde for 50 bønner”, lovede profeten efterfølgende sine tilhængere.

Bønnen blev fast praksis i den muslimske tro. Begivenheden kaldes af muslimer Isra (natterejse) og Mi'raj (himmelfart).

Historien er kun kort omtalt i selve Koranen, men indgår også i de såkaldte hadith-værker, der ifølge overleveringen gengiver Muhammeds ord og gerninger.

Efterfølger erobrede Jerusalem

637 e.Kr.

Under Muhammeds lederskab underlagde muslimske styrker sig Mellemøsten med stormskridt – og erobringerne fortsatte også efter profetens død.

Da Omar i 634 e.Kr. overtog rollen som kalif, kontrollerede islamiske styrker både det nuværende Irak og dele af Det Byzantinske Rige.

I november 636 e.Kr. samlede Omar sine styrker foran Jerusalem, som blev belejret i fem måneder.

Belejringen og overgivelsen i april året efter foregik relativt ublodigt, da muslimerne foretrak at sulte Jerusalems indbyggere ud frem for at angribe militært.

Saladin ville generobre Jerusalem

1174

75 år efter at de kristne havde erobret Jerusalem, blev den kurdiske hærfører Saladin sultan af Egypten i 1174 e.Kr.

Hans mål var at generobre den hellige stad. Vha. både diplomati og militær magt forenede han derfor de muslimske folkeslag under sig.

Inden sin død i Damaskus i 1193 e.Kr. forærede Saladin en stor del af sin formue til sine undersåtter.

© Shutterstock

Over for de erobrede fremstod sultanen som en håndfast, men from og retfærdig hersker.

De samlede sig derfor bag Saladin i kampen for igen at bringe den hellige stad Jerusalem under muslimsk kontrol.

Efter slaget ved Hattin henrettede Saladin over 200 tempelriddere og johannitere.

© Bridgeman Images

Den 4. juli 1187 knuste sultanens hær korsfarerne i slaget ved Hattin, og i oktober samme år overgav Jerusalem sig til Saladin.

Korsfarerne fik lov til at forlade byen uskadte imod at betale løsepenge.

Kristne

Jesus havde ifølge Biblen fra barnsben sin gang i Jerusalems jødiske tempel, hvor han som 12-årig fortalte sine forældre, at han var Guds søn.

Når han prædikede, foregik det også tit på Tempelbjerget.

Ifølge traditionen vil Jesus på dommedag stige ned fra Himlen og igen gøre sit indtog på Tempelpladsen.

Jesu død gjorde Jerusalem til kristendommens centrum

Ca. 30 e.Kr.

For de kristne blev Jerusalem efter korsfæstelsen af Jesus religionens helligste sted, men muslimske erobrere fravristede dem kontrollen med byen.

Ifølge evangelierne blev Jesus i ca. 30 e.Kr. dømt til døden ved korsfæstelse i Jerusalem.

Henrettelsen fandt sted på højen Golgata, og Jesus blev begravet nærved.

Korsfæstelsen gjorde byen hellig for Jesu følgere, som efterfølgende spredte hans lære i Middelhavsregionen.

Jesus skulle ifølge Biblen selv bære sit kors til henrettelsen på Golgata-højen.

© Getty Images

I 320’erne besøgte den romerske kejser Konstantin den Stores mor, Helena, Jerusalem.

Ligesom sin søn var hun kristen, og hun bad ham derfor anlægge en kirke dér, hvor Jesus blev korsfæstet og begravet.

Konstantin opførte den såkaldte Grav-kirke, som trods mange ødelæggelser igennem årene stadig findes i dag.

Kirken ligger i Jerusalems oprindelige bydel, hvilket har undret forskerne – for romerne udførte ikke henrettelser inden for bymuren.

I 2012 hævdede en gruppe tyske arkæologer imidlertid at have fundet bevis for, at bymuren på Jesu tid løb et andet sted, og at Golgata lå uden for Je­ru­sa­lem.

Uanset hvad, blev byen fra 300-tallet i stadig større grad et pilgrimsmål for de kristne. I 638 blev byen imidlertid erobret af en muslimsk hær.

De kristne fik dog fortsat lov til at leve i byen, men de skulle bukke foran de muslimske moskéer og imamerne, de måtte ikke missionere, og antallet af pilgrimme blev stærkt begrænset.

Modsvaret kom først i 1095, da pave Urban 2. opfordrede Europas kristne krigere til at “tage korset” og drage til Jerusalem.

Resultatet blev det 1. korstog, som i 1099 ­erobrede byen tilbage fra muslimerne.

1099 e.Kr.

© Shutterstock

Klippemoskéen

Korsridderne kon­fi­ske­rede den næsten 400 år gamle, muslimske helligdom og byggede den om til en kirke.

De kalkede bl.a. muslimernes vægmosaikker over og skrev i stedet kristne vers på fladerne.

I hulen under klippen blev der indrettet et rum, hvor de kristne kunne skrifte deres synder.

For at udelukke enhver tvivl om bygningens nye religiøse funktion forsynede korsfarerne moskéen med et vældigt guldkors på kuplen.

De kristne tillod dog stadig særlig betydningsfulde muslimer at blive lukket ind i kirken.

© Shutterstock

Al-Aqsa-moskéen

I de første 19 år efter erobringen husede moskéen korsfarerriget Jerusalems konger.

Herefter blev bygningen omdannet til hovedkvarter for Tempelridderne.

Ordenen tog sit navn, fordi medlemmerne omtalte bygningen som “Salomons Tempel” – en reference til kong Salomons tempel på stedet.

Alt, der mindede om, at bygningen engang havde været en muslimsk moské, blev fjernet.

Dens indre blev desuden delt op i flere værelser, hvor ridderne boede. Korsfarerne opførte også tilbygninger – fx et våbenhus og et kornkammer.

88 år efter det 1. korstog mistede de kristne Jerusalem, og muslimerne overtog byen.

© Bridgeman Images

Tabet af den hellige stad satte gang i flere kristne angreb

2. korstog (1147-1150)

Korsfarerstaten Edessa faldt i 1144 til muslimske erobrere, og et efterfølgende europæisk generobringsforsøg fejlede.

Triumfen gav muslimerne troen på, at de kristne i Jerusalem kunne besejres.

3. korstog (1189-1192)

Efter Saladins generobring af Jerusalem i 1187, satte pavemagten et nyt korstog i gang.

Kampene mellem Richard Løvehjerte af England og Saladin endte med et kompromis: Muslimerne beholdt byen, men kristne pilgrimme fik fri adgang til dens helligdomme.

4. korstog (1202-1204)

Kun 10 år efter freden med Saladin blev et nyt korstog indledt.

Bystaten Venedig skulle sejle tropperne, men korstogets ledere kunne ikke betale for overfarten.

Korsfarerne plyndrede bl.a. den kristne storby Konstantinopel. Hændelsen fik paven til at afblæse korstoget.

5. korstog (1213-1221)

De kristne havde held til at erobre den egyptiske by Damietta ved Nilens udløb.

Korsfarerne fik tilbudt Jerusalem af sultan al-Kamil, Saladins nevø, til gengæld for at opgive Damietta – men den egyptiske bys rige handelsliv var for stor en fristelse.

Efter 20 måneders skænderi om magten måtte de kristne dog opgive både Damietta og Jerusalem.

Nutiden

Selvom staten Israel blev oprettet i 1948, havde den nye nation endnu ikke kontrol med Tempelbjerget.

Det befandt sig nemlig i den del af Jerusalem, som hørte under Jordan. I 1967 erobrede Israel imidlertid Østjerusalem i en lynkrig, seksdageskrigen.

For første gang siden korsfarertiden var Tempelbjerget ikke længere muslimsk.

Forholdene var imidlertid alt andet end afklarede, for verdenssamfundet anerkender ikke territorieændringer opnået ved krig. Både palæstinensere og israelere gør fortsat krav på bjerget.

Våben og aftaler sikrer fred på Tempelbjerget

I dag forsøger udøverne af den jødiske, den muslimske og den kristne tro at deles om det hellige sted. Hjulpet af israelske soldater.

Tempelbjerget ligger i dag på israelsk-­kontrolleret område, og adgangen til de muslimske helligdomme på bjerget er styret af staten Israel.

For at komme op skal den besøgende først gennem en række checkpoints, som er bemandet af bevæbnede israelske soldater.

I tilfælde af uro kan israelerne skærpe kontrollen – bl.a. ved at opsætte kameraer og metaldetektorer.

Selve Tempelbjerget er styret af Jerusalems Waqf, et muslimsk råd, som tager sig af såvel religiøse som verdslige spørgsmål.

De overordnede religiøse problematikker afgøres af den såkaldte Stormufti, Tempelbjergets øverste religiøse myndighed.

De hellige steder på Tempelpladsen er omgærdet med en række regler og regulativer, som de besøgende skal overholde.

Eksempelvis er adgangen til området for ikke-muslimer begrænset, og kun muslimer har lov til at bede på stedet.

De strenge regler er blevet indført af henholdsvis den israelske stat og det muslimske råd for at have klare retningslinjer og mindske spændingerne mellem de forskellige religiøse grupper, som benytter området.

Grundlæggende set sikrer reglerne Tempelbjergets status som et helligt muslimsk sted, samtidig med at kristne og jøder har ret til at besøge området.

Bedeforbuddet for jøder har imidlertid vakt vrede gennem tiderne, og det udgør i dag ét af den israelsk-palæstinensiske konflikts “varme” spørgsmål.

De israelske styrker rådede i 1967 over 800 kampvogne.

© Government Press Office of Israel/Assaf Kutin

Stridighederne er fortsat efter 2. verdenskrig

1947

FN fremlægger en plan for delingen af Palæstina, der siden 1. verdenskrig har været underlagt britisk styre.

Pga. Jerusalems mange helligdomme foreslår FN, at byen får særstatus som internationalt område.

Alle indbyggere i Palæstina skal i videst mulig omfang have adgang til de hellige steder.

1948-49

Det Jødiske Folkeråd, ledet af Ben Gurion, erklærer i maj 1948 staten Israel for oprettet. En krig mellem det nye land og dets arabiske naboer følger.

Ved våbenhvilen i 1949 får Jordan kontrollen over det østlige Jerusalem, hvor Tempelbjerget ligger.

1949

Jordan nægter frem til 1967 besøgende adgang til Tempelbjerget i klar modstrid med våbenhvilens bestemmelser.

1967

Under seksdageskrigen erobrer Israel Jerusalem, inklusive Tempelbjerget og Grædemuren.

For at skabe plads til de bedende ved muren jævner israelerne byens marokkanske kvarter med jorden – inklusive Sheikh Eid-moskéen, der blev bygget på Saladins tid.

1967

FN Resolution 242 fastslår, at Israel skal trække sig tilbage fra “områder, der blev besat under den seneste krig” – med reference til Seksdages­krigen.

De fleste fortolker resolutionen på en måde, så kravet gælder alle erobrede områder. Resolutionen har dannet grund­lag for mæglingsforsøg lige siden.

1987-1993

En opstand, kaldet den første intifada, finder sted. Uroen begynder, da en israelsk blokvogn kører ind i en bil med palæstinensiske arbejdere fra Gaza-striben.

Rygterne går efterfølgende på, at det ikke var en ulykke, og snart bryder et oprør ud i byen.

2000

Den israelske oppositionsleder Ariel Sharon besøger Tempelbjerget – omgivet af et massivt opbud af sikkerhedsfolk.

Under besøget udtaler Sharon, at Israel aldrig vil afgive kontrollen med Tempelbjerget.

Sharons besøg og håndfaste udmelding bliver startskuddet på den anden intifada: Omkring 2.000 mennesker – 1.551 palæstinensere og 422 israelere – bliver dræbt under oprøret.

2017

Sammenstød mellem palæstinensere og israelske politifolk på selve Tempelbjerget koster ca. 100 mennesker livet.