Kelterne fejrede halloween

Druider tændte hellige bål, samfundets ledere bekræftede landets love, og guderne modtog ofre. Forskere i dag mener, at vor tids halloween har sine rødder i kelternes gamle kultfest samhain.

Druider tændte hellige bål, samfundets ledere bekræftede landets love, og guderne modtog ofre. Forskere i dag mener, at vor tids halloween har sine rødder i kelternes gamle kultfest samhain.

Print Collector/Getty Images

Mens solen langsomt går ned over fæstningen på bakken Tlachtga i det østlige Irland, nærmer indbyggere fra hele kongeriget Meath sig andægtigt det hellige kultsted. På bakkens top udnytter gamle, langskæggede mænd – iført lange kapper og med løvkranse i håret – solens sidste stråler til at lægge kornneg og nyslagtede husdyr på store bål.

Irernes præster, druiderne, ved, at de har travlt, for guderne er sultne, og de har kun én nat. Samhain – der kan oversættes til sommerens død – finder sted natten til den 1. november og er den eneste tid, hvor grænsen mellem gudernes og menneskenes verden udviskes.

Med fakler i hænderne får druiderne bålene til at blusse i tusmørket. Snart lyser samhain-bålene natten op og sender søjler af sort røg op mod himlen. Guderne har fået deres ofre.

“Meget diskuterer gallerne også om himmellegemerne og deres bevægelser, om verdensaltets og jordens størrelse, om de udødelige guders magt”. Julius Cæsar, 51 f.Kr.

Sådan forestiller historikere sig i dag, at samhain blev fejret i oldtidens Irland. Traditionen med at tænde offerbål på Tlachtga-bakken begyndte ifølge værket “Foras Feasa ar Éirinn” (Irlands historie, fra 1634) under den sagnomspundne kong Túathal Techtmar, som i 100- eller 200-tallet e.Kr. samlede kongeriget Meath i det østlige Irland.

Kongen lod fire fæstninger opføre, deriblandt Tlachtga, hvor druiderne “samledes på samhain-natten for at give alle guder deres ofre”.

Ifølge skrifterne var det denne nat strengt forbudt at tænde bål andre steder i riget, og lovbrydere måtte betale bøder til kongen, hvis de vanhelligede højtiden.

Julius Cæsar ignorerede højtiden

Samhain var en lysfest, der markerede overgangen fra sommer- og høsttid til den mørke og ufrugtbare vinter. Selvom festen primært kendes fra Irland, skønner forskerne, at også britiske og galliske keltere fejrede samhain inden kristendommens indførelse.

Oldtidens romerske og græske historikere forstod dog ikke kelterne og deres religiøse fejringer. I sin bog om gallerkrigene fra 51 f.Kr. omtaler hærføreren Julius Cæsar kun kort den keltiske religion:

“Meget diskuterer gallerne også om himmellegemerne og deres bevægelser, om verdensaltets og jordens størrelse, om de udødelige guders magt”.

Bakken Tlachtga

Bakken Tlachtga (Jordspyd), hvor den hellige samhain-fejring fandt sted i oldtiden, troner fortsat over det irske landskab.

© Kieran Campbell

En gallisk kalender fra 100-tallet e.Kr. – den såkaldte Coligny-kalender – oplister dog månedsnavnet samonios, som ifølge forskere er beslægtet med ordet samhain, der på nutidigt gælisk også er navn for måneden november. Irske myter og sagn er også fulde af referencer til højtiden. Ifølge folketroen smeltede menneskenes verden under samhain sammen med den overnaturlige verden, hvor guder, feer og dæmoner hørte hjemme.

Kongen inviterede alle til fest

Festens mytologiske oprindelse optræder angiveligt i fortællingen om den upopulære kong Bres, der stod i ledtog med de mytiske væsener fomorianerne. Efter at irerne havde besejret fomorianerne, måtte Bres for at bevare magten love folket velstand og rigelige afgrøder i fremtiden.

Samhain-fejringen blev herefter den ene gang om året, hvor kongen inviterede hele riget til gilde og delte årets overskud med guder og undersåtter. Middelalderskriftet “Cath Crinna” (Slaget ved Crinna) om sagnkongen Cormac giver dog samhain en mere jordnær oprindelse:

“Grunden til, at de mødtes hvert år, var, at agern og frugt var blevet modne”.

I de første århundreder e.Kr. var Irland et kludetæppe af små og store riger, hvis herskere efter alt at dømme stod i spidsen for hver deres samhain-fejring. Festen og de dertilhørende ceremonier blev afholdt på et centralt sted i hvert rige.

“Gildesalen var lang og smal, og bordene var stillet op langs væggene, hvor stativer med talrige knager var anbragt over det spisende selskab”. Den irske historiker Geoffrey Keating, 1600-tallet.

Selvom samhain fandt sted natten til den 1. november, festede deltagerne tre dage før og tre dage efter det hellige tidspunkt. Ifølge teksten om kong Cormac kunne festlighederne i visse tilfælde strække sig over en hel måned.

Forberedelserne til festen var tilsyneladende tidskrævende for de irske konger, der hen over sommeren måtte sørge for at tilvejebringe både offergaver til guderne og forplejning til festdeltagerne. Ifølge en legende tog det hele syv år at forberede samhain-festmåltidet i kongeriget Meath, og derfor holdt kongen kun samhain hvert syvende år.

Selvom de irske middelalderskrifter er kendt for deres fantasifulde overdrivelser, medgiver flere forskere, at samhain formentlig ikke blev afholdt hvert år i alle rigerne. Ifølge en teori afhang hyppigheden af værtens rang – småkonger arrangerede samhain for undersåtterne hvert år, mens provinskonger nøjedes med hvert tredje år, og mægtige overkonger som kongen af Meath holdt sig til hvert syvende år.

Kelterne markerede årets gang

Året blev inddelt i fire dele, og hver overgang blev markeret med en fest. Formentlig havde kelterne flere mindre højtider til gudernes ære, men der er kun overleveret viden om de fire store.

Samhain, 1. november

Fra lys til mørke
Festen markerede, at den frugtbare tid måtte vige for den mørke vinter. Kongen inviterede folket til fest, og druiderne ofrede til guderne og vedtog nye love.

Dommer-hammer
© Shutterstock

Imbolc, 1. februar

Foråret bydes velkommen
Kelterne fejrede foråret og frugtbarheden. I Irland var festligheden knyttet til Brigid, en frugtbarhedsgudinde, der i katolsk tid blev genfortolket som Skt. Brigid.

Skt. Brigid
© Shutterstock

Beltane, 1. maj

Kvæget slippes fri
Festen markerede sommerens komme. Hellige bål blev tændt, og køerne kom på græs, mens bygninger og gårdens dyr blev dekoreret med gule majblomster.

Ko der græsser
© Shutterstock

Lughnasadh, 1. august

Klar til høst
Højtiden opkaldt efter guden Lugh indledte høstsæsonen. Kelterne fejrede den bl.a. med idræt og besøg ved hellige brønde, og en tyr blev ofret for at sikre en god høst.

Brønd
© Shutterstock

Våbenskjolde prydede væggene

Hele folket var inviteret til samhain, og de, der ikke mødte op, kunne enkelte steder i Irland risikere dødsstraf. De fleste af festlighederne både før og efter samhain-natten foregik i kongens store festsal, der bl.a. blev beskrevet af den irske historiker Geoffrey Keating i 1600-tallet:

“Gildesalen var lang og smal, og bordene var stillet op langs væggene, hvor stativer med talrige knager var anbragt over det spisende selskab. Mellem hver knage hang et våbenskjold”.

Ifølge Keating fulgte kongens bordplan det sociale hierarki – hver mand blev placeret i forhold til sin rang, og kvinderne sad i en separat sal. Mens adelsmændene fik lov at sidde under deres respektive skjolde ved væggen, måtte krigerne således sidde på den anden side af bordet. Druiderne sad for bordenden, formentlig ved siden af kongen.

Udskåret roelygte

Græskarlygterne er i dag symbolet på halloween, men i Europa har der historisk været en tradition for at udskære roelygter.

© Rannpháirtí anaithnid

Kristendommen stjal helligdagen

I dag falder halloween sammen med den kristne allehelgensaften. Den kristne fest blev imidlertid oprindeligt afholdt om sommeren – før en pave valgte at overtage samhains dato.

Allerede i oldkirken var det almindeligt at holde en natlig messe og bede for de afdødes sjæle inden en større kirkelig fest. I forbindelse med allehelgensdag den 1. november tændte folk i middelalderens Europa lys i husene for at lede sjælene tilbage til jorden. Fattige vandrede desuden rundt fra dør til dør og tilbød at bede for en afdød til gengæld for en såkaldt sjælekage, hvilket anses som oprindelsen til halloween-traditionen trick or treat, hvor børn går rundt og beder om slik.

På samme måde kan de udskårne græskarhoveder antageligvis føres tilbage til de fattige vandreres udskårne turnips-lanterner (roelygter). Trods det stærke kristne islæt tyder meget alligevel på, at halloween i højere grad stammer fra samhain.

Da pave Bonifacius 4. indstiftede allehelgensdag i 609 e.Kr., faldt højtiden nemlig den 13. maj. Først i 835 rykkede pave Gregor 4. højtiden frem til den 1. november – angiveligt for at få sommerpilgrimme væk fra Rom samt for at overskygge kelternes hellige aften.

Snyltende skjalde var upopulære

Krigere og druider spillede hovedrollen under festlighederne. Bønderne havde fx ikke faste pladser – muligvis var de ikke til stede i gildesalen i alle rigerne. For mændene i salen handlede det først og fremmest om at spise og drikke i dagevis, blive fulde og fortælle vilde historier om fortidens helte.

Al underholdning var dog ikke lige velkommen. Geoffrey Keating nævner således, at den irske kong Aodh omkring år 600 e.Kr. var blevet så træt af de omrejsende skjalde – de udnyttede samhain til at få gratis kost og logi – at han overvejede at bandlyse dem fra festen.

“Enhver mand, der i samhain-natten ikke befandt sig i Emain Macha (feststedet, red.), mistede forstanden”. Uddrag fra Ulster-myterne, 700-1000 e.Kr.

Fra munken Adamnan i 600-tallet e.Kr. ved historikerne, at irerne fodrede svin i store flokke om efteråret, så de var klar til at blive slagtet inden samhain. Andre kilder bekræfter, at der ofte stod svinekød på menuen under fejringen – sammen med rigelige mængder øl, mjød og vin.

Ifølge Ulster-myterne (nedskrevet fra 700 til 1000 e.Kr.) bød den nordirske kong Conchobar på “hundrede fad af hver enkelt slags festmjød”.

Festmåltidet beskrives ligeledes af et irsk folkedigt: “Kød, øl, nødder, pølser/hører lige så meget til samhain/som et lystigt lejrbål på en bakketop,/kærnemælk, brød og friskt smør”.

Dæmoner drev folk til vanvid

I kontrast til glæden og morskaben i gildesalen var det anderledes farligt udenfor under samhain, hvor dæmoniske kræfter angiveligt lurede i natten. Ulster-myterne fortæller, hvor galt det kunne gå i mørket:

“Enhver mand, der i samhain-natten ikke befandt sig i Emain Macha (feststedet, red.), mistede forstanden”.

For at stå på god fod med de højere magter ofrede kelterne under samhain bl.a. korn og dyr til guderne – især til den keltiske overgud Lugh. Ofrene foregik formentlig gennem de bål, som druiderne tændte på særlige høje.

De irske myter fortæller bl.a. om tyrannen Conand, der krævede, at Nemed-klanen ved hver samhain skulle afstå en tredjedel af sin hvede og mælk til ofringerne. Fra Ulster kendes eksempler på ofringer af heste, og blandt kelterne i Gallien var især hvide tyre populære offerdyr. I de fleste keltiske områder lader det dog til, at folk primært ofrede grise eller vildsvin.

Samhain-fest

Selvom den oprindelige samhain-fest forsvandt, overlevede traditionen med at fejre natten til den 1. november i Irland.

© Daniel Maclise

Folk kunne også fejre samhain ved at ære gudebilleder – eksempelvis i Magh Slécht i Irland, hvor der i førkristen tid stod en figur af guden Crom Cruach. En unavngiven kristen middelalderskribent beskrev i tekstsamlingen “Dindshenchas” (Stedkendskab) til skræk og advarsel, hvordan afgudsdyrkelsen kunne udarte sig:

“Således ankom også prins Tigernmas med Irlands mænd og kvinder efter samhain for at vise ham (figuren af guden Crom Cruach, red.) ære og kaste sig ned foran ham. Derved skadede de panden, næsebenet, deres knæ og deres albuer så voldsomt, at tre fjerdedele af irerne døde ved dette knæfald”.

Druider vedtog landets love

Når de religiøse ceremonier var overstået, holdt druiderne råd. Her vedtoges de love, der skulle gælde for riget frem til næste samhain. Kongens skrivere sørgede for at notere alle lovene på kalveskind. Hvis druiderne blev uenige undervejs, var de nødt til at diskutere sig frem til et kompromis – vold var nemlig bandlyst i samhain-perioden, og kongen lod øjeblikkeligt urostiftere henrette.

Druiderne stod for det ceremonielle under den keltiske kultfest samhain, som nutidens halloween menes at stamme fra.

© Print Collector/Getty Images

Efter samhain-fejringerne gik kelterne ind i den mørke tid med fulde maver og et godt forhold til guderne. Da kristendommen kom til, smeltede samhain sammen med den katolske allehelgensaften.

Den keltiske arv lever dog videre i fx Bretagne, hvor de afdøde ifølge folketroen den 1. november vender tilbage til de levendes verden for at spise og varme sig. Også i Irland overlevede arven fra samhain helt frem til 1800-tallet, hvor tusinder af udvandrende irere bragte den med sig til USA. Troen på samhain-nattens dæmoniske kræfter lever i dag videre i halloween, der har bredt sig til hele verden.

LÆS MERE OM SAMHAIN

Francoise LeRoux, Christian J. Guyonvarc’h: Die Hohen Feste der Kelten, Arun, 2008