Kyskhed, lydighed og fattigdom: Håndbog satte nonner på plads
Farverigt tøj og løssluppen opførsel er den direkte vej til helvede, mente den engelske biskop Aldhelm. Han skrev i 700-tallet en håndbog, som gav de lokale nonner råd om et gudfrygtigt liv.
Aldhelms bog skulle både uddanne nonnerne og sikre, at de ikke glemte kyskhedsløftet.
For 700-tallets englændere var de den fysiske manifestation af ærbarhed og gudfrygtighed.
Men ikke alle nonner i London kunne holde sig på dydens smalle sti, og nogle af dem havde tilsyneladende brug for en hjælpende hånd til at holde sig fra den jordiske verdens mange fristelser.
Hjælpen kom i form af en lille bog, der blev nedfældet for omkring 1.300 år siden.
Bogen – “En lovprisning af jomfruelighed” – blev skrevet af den angelsaksiske biskop Aldhelm og overdraget til et lille nonnekloster i Barking Abbey i det østlige London.
Klostret hørte under Aldhelm, og han havde derfor formentlig et godt kendskab til de lokale nonner.
Og bekendtskabet har efter alt at dømme bekymret Aldhelm så meget, at han så sig nødsaget til at forfatte håndbogen, hvori han ivrigt forsøger at minde nonnerne om, hvor vigtig deres jomfruelighed er.
Kvinderne får også konkrete, håndfaste råd til, hvordan de bør klæde sig og opføre sig, når de en sjælden gang bevæger sig uden for klosteret trygge mure.
Fx skal nonnerne være opmærksomme på, at deres klædedragt ikke tiltrækker unge mænds opmærksomhed.
“Hvis I klæder jer overdådigt og går ud i offentligheden for at tiltrække jer opmærksomhed, og hvis I fastholder unge mænds blikke og trækker unge suk efter jer og nærer den kønslige forventnings ild, da kan I ikke undskyldes, som hvis I havde haft et kysk og beskedent sind”, forklarer den bekymrede biskop.
Aldhelm var overbevist om, at for meget forkus på fysiske behov svækkede troen.
Nonner var for pyntesyge
Resten af kirkemandens belærende tekst fortsætter i samme formanende stil henvendt til nonnerne.
Bl.a. forklarer Aldhelm udtrykkeligt, at forholdet til Gud ikke er forvaret, blot fordi nonnerne klæder sig ydmygt og giver afkald på deres fysiske lyster, på en af bogens første sider.
Den “unedbrydelige kropslige jomfruelighed” skal nemlig samtidig suppleres med “åndens kyskhed”, hvis nonnerne vil undgå de “utæmmede impulser af kropslig løssluppenhed”, fortæller biskoppen gennem bogens sirligt håndskrevne bogstaver på latin.
Bekymring går dog ikke på nonnernes dragter alene, for Aldhelm uddyber, at også munkenes kutter er for prangende efter hans smag:
“Jeg føler skam ved at omtale den dristige og indbildske skamløshed og den uforskammede dumhed, som både findes hos de nonner, der har bundet sig til et kloster, og kirkens mænd. Med mangefarvede klædedragter og elegante prydelser bliver den fysiske fremtoning fremhævet, og kroppen pyntet lem for lem”, tordner Aldhelm.
“Et vidunder af lærdom”
Nonnerne havde stor grund til at tage de skarpe ord dybt alvorligt, for de kom fra en mand, der på det tidspunkt var kendt langt ud over De Britiske Øer.
Aldhelm var i familie med den lokale konge, havde ry som en yderst gudfrygtig mand og var velbevandret i discipliner som astronomi, astrologi, navigation og romersk lov.
Hans kundskaber var så imponerende, at den samtidige kirkehistoriker Beda kalder ham “et vidunder af lærdom” i sine skrifter fra 700-tallet.
Aldhelm havde lært sig latin, græsk og hebraisk, så han kunne studere de gamle bibelske tekster, og var med tiden blevet så kyndig i den kristne lære, at han fik et følge af disciple, der trofast efterlevede hans fortolkning af kristendom og tidens moral.
Hans flammende prædikener var så medrivende og overbevisende, at Aldhelms ry nåede selveste pave Sergius 1., der beordrede ham til at aflægge audiens i Rom. Som en stor æresbevisning fik Aldhelm i år 683 sit eget kloster under indflydelse af benediktinerordenen.
Med Aldhelm fik kirken en på mange måder yderst usædvanlig munk.
Fx stillede han sig ofte ud i gaderne, hvor han underholdt med dans, selvskrevne digte og fløjtespil for at fange indbyggernes interesse.
Når de lokale nysgerrigt stimlede sammen om den særprægede munk, stoppede dansen og fløjtespillet, og Aldhelm kunne indlede sin egentlige prædiken.
Kvinder skulle lære at læse
Aldhelms mest bemærkelsesværdige kendetegn var imidlertid, at han ikke gjorde forskel på mænd og kvinder.
I en tid, hvor kvinder blev voldsomt undertrykt, mente Aldhelm, at begge køn i store træk var lige.
Derfor skulle nonner også lære at læse og skrive på lige fod med munkene, fastslog Aldhelm, som af flere historikere er blevet udnævnt til Englands første feminist.
Og med bogen “En lovprisning af jomfruelighed” håbede Aldhelm, at han – trods sin hårde tone – kunne motivere nonnerne i Barking Abbey til at studere hårdere for at nå mændenes niveau.
Aldhelms ideer blev for alvor ført ud i livet, da han i 705 blev biskop.
Han fik en række nonneklostre under sig og arbejdede ihærdigt for, at de skulle forvandles til lærdomscentre for kvinder.
I forsøget på at retfærdiggøre sine banebrydende tanker fremhævede Aldhelm betydningen af kvindelige helgener, som havde ofret livet for deres tro.
Biografier af de hellige kvinder blev også inkluderet i “En lovprisning af jomfruelighed” for at minde nonnerne om de ofre, som deres trossøstre havde gjort.
Aldhelms arbejde bar frugt. Nonnerne i Barking Abbey, som modtog Aldhelms håndbog, uddannede i løbet af middelalderen nogle af Englands første kvindelige forfattere og digtere.