Massegrav afslører brutale nærkampe

Stridighederne starter i Bøhmen

Ved krigens begyndelse i 1618 var Europa dybt splittet. Den tyske munk Martin Luther havde 100 år tidligere gjort oprør mod den katolske kirke og pavens magt ved at indstifte en ny kristen kirkedoktrin, protestantismen.

Splittelsen blandt de kristne nåede langt ud over kirkemurene.

Fyrster, adel og borgere delte sig efter religiøse tilhørsforhold. Magtkampene, der fulgte med, gjorde hurtigt Europa til en krudttønde, som truede med at eksplodere.

I 1618 skete det. Den katolske Ferdinand 2. af Bøhmen, der det følgende år blev kejser af Det Tysk-Romerske Rige, besluttede at tilbagekalde sin tilladelse, som havde sikret borgerne i den protestantiske landsby Braunau religionsfrihed.

De vrede protestanter gjorde straks oprør, hvilket omgående blev slået ned af Ferdinands soldater. Religionskrigen var en realitet.

Sverige vil være en stormagt

Krigen handlede imidlertid om langt mere end religion. I det kaos, som fulgte, greb mange lande chancen for at afklare stridigheder eller forfølge egne ambitioner om at vinde nyt land.

I Sverige øjnede den ambitiøse kong Gustav 2. Adolf sin chance. Ved at deltage i krigen håbede han at erobre tyske områder ved Østersøen, der var af afgørende strategisk betydning for Sveriges forsvar og handel.

Den 4. juli 1630 landede den svenske hær derfor på Usedom, en ø nord for vore dages Tyskland og Polen. I en alliance med tyske protestantiske fyrster tromlede svenskerne gennem Tyskland.

To år senere stod de svenske styrker sejrsberusede ved München i Bayern – næsten 700 km syd for kysten.

Herefter gik det galt. Den 6. november 1632 tørnede svenskerne sammen med den katolske hær i slaget ved Lützen.

Svenskerne vandt, men sejren havde en bitter eftersmag, for Gustav 2. Adolf overlevede ikke. I morgentågen kom han væk fra sine tropper og blev omringet af katolske soldater, som skød ham.

Herefter gik det hastigt tilbage for den svenske hær. Styrkerne var nu under kommando af rigskansleren Axel Oxenstierna, som ikke ejede kongens gennemslagskraft.

I 1634 blev hæren grundigt slået af de katolske styrker. 8.000 var døde eller sårede, og 4.000 taget til fange efter slaget ved Nördlingen.

Imens svenskerne trak sig tilbage nordpå, forlod mange af deres allierede dem for at slutte fred med katolikkerne.

Trængt tilbage af den kejserlige katolske hær stod de svenske tropper, ledet af feltmarskal Johan Banér, i oktober 1636 stort set med ryggen mod Østersøen.

De havde desperat brug for en sejr – ikke blot for at redde deres egne vidtløftige stormagts-ambitioner. Nu gjaldt det selve protestantismens fremtid i Europa.

Hvis svenskerne blev slået, kunne katolikkerne nemlig rulle tiden tilbage til før Martin Luther.

De underlegne svenskere angriber

I Wittstock fik svenskerne chancen. Fra sine spioner vidste Banér, at de katolske styrker, under Melchior von Hatzfeldt, havde sendt 4.000 mænd til det nærliggende Brandenburg for at sikre området der mod plyndring.

Nu gjaldt det om at handle, før disse tropper nåede at slutte sig til hovedstyrken igen. Den 3. oktober slog svenskerne lejr ved byen Fretzdorf, som lå tæt ved Wittstock, på den anden side af floden Dosse.

Med sig havde Banér en styrke under den skotske general Alexander Leslie. Den 4. oktober om morgenen marcherede de mod de katolske styrker.

Nu skulle krigslykken vendes, og grundstenen til protestanternes endelige sejr over katolikkerne lægges.

Den svenske hær var imidlertid undertallig. Ifølge mange historikere bestod den af ca. 15.000 mand, der nu angreb de godt 22.000 mand, som Hatzfeldt kunne mønstre.

Under ledelse af Banér gik halvdelen af hovedstyrken mod Hatzfeldts hær, som lå ved Scharfenberg-højene nær floden.

Før angrebet sendte han dog resten af hovedstyrken, ledet af generalløjtnant James King og generalmajor Torsten Stålhandske, i en sydvestlig retning.

De skulle gå i en bue rundt om fjenden – igennem hede og mose – for at foretage et overraskelsesangreb bagfra mod katolikkerne. På denne måde ville Banér knuse fjenden i en såkaldt knibtangsmanøvre.

Imens ventede general Leslie længere tilbage med sine tropper, klar til at støde frem, hvis det blev nødvendigt.

I begyndelsen skjulte træer og buske svenskernes fremrykning, men omkring kl. 14.30 besluttede Banér, at tiden var inde til en direkte konfrontation.

“Herefter drejede jeg med min højrefløj, som var ledet af mig og general Torstenson, idet vi havde hele vores opmærksomhed rettet mod det formål at få fjenden frem fra hans fordelagtige stilling”, nedskrev Banér efterfølgende om manøvren.

Planen lykkedes efter hensigten, hvorfor området omkring Scharfenberg-højene snart genlød af skud samt smæld fra sværdklinger mod panser.

Knogleskader afslører hårde kampe

Sandsynligvis mødte mange af de faldne døden her. Ved at undersøge resterne af soldaterne i massegraven kan ark­æologerne se, at kampene har været ualmindelig voldsomme.

Flere af knoglerne er efterladt med dybe ridser, som vidner om hug fra sværd. Et kranie, som forskerne har identificeret som hovedskallen fra en ung finsk soldat, bærer hak efter mindst fem slag.

De er formentlig lavet af en hellebard eller en økse. Et af slagene har efterladt et hul på størrelse med et lille fugleæg i den faldnes hjerneskal.

På kraniet af en anden soldat kan ark­æologerne desuden se, hvordan en fjende med et sværdhug bag øret har været ganske tæt på at skille mandens hoved fra kroppen.

Kranier fortæller om kavaleri-angreb

Efter angrebet blev Banérs tropper dog hurtigt trængt af katolikkerne.

“Hele den fjendtlige styrke, kavaleri såvel som infanteri, faldt over os og gav os så mange problemer, at der iblandt os ikke var en eneste eskadron, der ikke var i kamp seks til otte eller endog 10 gange”, berettede Banér senere.

“De var på grund af gentagne reduktioner i deres antal og pga. deres træthed endt i sådanne kvaler, at de trods deres mod og vilje til at fastholde deres stillinger begyndte at falde tilbage”.

King og Stålhandske, som efter planen skulle angribe de katolske styrker bagfra, var nemlig stadig undervejs på deres march. Hjælpen lod derfor vente på sig.

Heldigvis for Banér opdagede general Leslie, at hans øverstkommanderende havde brug for hjælp, hvorfor han styrtede til undsætning.

Med sine 4.780 mand angreb han de katolske tropper, og det lykkedes ham at slå dem tilbage. Men prisen var høj: Et af Leslies regimenter mistede halvdelen af sine soldater, og mange af hans mænd var ilde tilredte efter mødet med det katolske kavaleri.

De gamle beretninger kan arkæologerne bekræfte. Et af de fundne kranier bærer et dybt hak.

Skadens placering og den kraft, den er lavet med, fortæller forskerne, at slaget har ramt den 30-40-årige soldat oppefra – altså fra hesteryg.

Slaget var næppe dødeligt i sig selv, men soldaten må have blødt voldsomt.

Endnu værre er det gået en 25-30-årig mand, hvis kranie blev gennemboret, da han med stor kraft blev ramt i panden af enten en hellebard eller en af de spidse økser, som rytterne bar.

Soldaterne skyder på tæt hold

Fem af de faldne fra graven er døde af skud i halsen. På skudvinklen kan forskerne se, at de er blevet affyret nedefra. Det viser, at infanteristerne på tæt hold har forsvaret sig med deres geværer imod de frembrusende ryttere.

Fund af store mængder brugt ammunition i området tæt ved Scharfenberg-højene vidner også om en sand kugleregn under kampene mellem Banér, Leslie og de katolske styrker.

Både pistoler og musketter blev brugt. Pistolerne har tilhørt rytterne og været forholdsvis lette og hurtige at anvende.

Musketterne har derimod været besværlige at affyre, fordi våbnet var tungt og skulle lades forfra. Manøvren tog mere end ét minut, hvilket var meget lang tid under slaget, hvor hærene stod blot få meter fra hinanden, og fronterne kunne skifte på få minutter.

Skaderne fra begge skydevåben er betydelige. En kugle affyret fra en musket på tæt hold kunne med lethed bevæge sig med 480 km/t., nok til at gennembore en brystplade på to mm.

Brystplader var almindelige i 1600-tallet, men om soldaterne i graven ved Wittstock har båret dem, ved arkæologerne ikke – for alle ejendele er fjernet før begravelsen.

Til gengæld ved de, at hærene var begyndt at mangle kugler. Den slags løste soldaterne ofte ved at plyndre fjendens lager eller ved at stjæle bly i de landsbyer, de kom igennem, for derefter at støbe nye projektiler.

Dette lader til at have været situationen ved Wittstock, hvor en stor mængde kugler har mærker fra hamre og mejsler brugt til at tilpasse den hurtigt-producerede ammunition til løbenes størrelse.

De sidste minutter rekonstrueres

Den skotske general Leslie skrev senere til den svenske rigskansler, Axel Oxenstierna, at han “aldrig i sit liv” havde oplevet så “skarpt et gensvar”, som da han slog de katolske tropper tilbage og reddede Banérs styrker.

Det betød dog ikke, at kampene var forbi. Tværtimod fortsatte de i timevis.

Ved at studere skaderne på knoglerne fra massegraven har retsmedicineren Hans Günter König afdækket flere af de individuelle kampforløb.

I nogle tilfælde har han endog kunnet rekonstruere den enkelte soldats sidste minutter.

Det gælder fx for en 30-årig soldat, som er blevet ramt af et sværd på højre skulder og underarm. Herefter er han blevet truffet på sin venstre arm af et stumpt våben, sandsynligvis en kølle.

Dette slag har knust knoglen og svækket soldaten så meget, at det har været let for modstanderen at sætte ind med det sidste, afgørende hug mod halsen. Med hugget blev hovedet skilt fra kroppen.

Et andet eksempel er et kranie, som har tilhørt en ung mand først i 20’erne. Det er trykket fladt og knust i fem dele.

König mener, at manden enten er blevet ramt af en kanonkugle, eller at han, mens han allerede lå på jorden, er blevet kørt over af et tungt køretøj.

Baghold afgør slaget

Klokken 18.30 nåede King og Stålhandske endelig frem og angreb de katolske styrkers højre flanke bagfra. Angrebet kom som en overraskelse, hvorfor det lykkedes svenskerne at erobre en stor del af fjendens artilleri.

Hårdt presset og med de største tabstal valgte de katolske styrker at trække sig fra slagmarken. Imens mørket langsomt sænkede sig, kunne de udmattede svenskere glæde sig over sejren.

Morgenen efter var slagmarken dækket af døde og sårede. Den foregående dags strabadser havde tæret hårdt på soldaterne, hvorfor Banér slog lejr tæt ved kamppladsen, så mændene kunne hvile ud et par dage og de sårede få pleje.

Slagmarken skulle også ryddes, og den ekstra tid tillod svenskerne at samle de døde i massegraven – naturligvis først efter at ligene var blevet plyndret.

I sidste ende havde svenskerne mistet 1.124 mand, mens godt 2.000 katolske soldater var døde.

Svenskernes sejr forlænger krigen

I døden endte katolikker og protestanter med at ligge side om side i massegraven. Så fredsommeligt gik det ikke til i Europa efter slaget.

Med Sveriges sejr kunne krigen nemlig fortsætte med fornyet styrke og trække ud i endnu 12 år – med store lidelser for både hære og civilbefolkninger til følge.

Overalt sultede og frøs folk, mens epidemier florerede. Hærene led også under de forlængede krigshandlinger.

I 1640 var både protestanter og katolikker så udmattede af kamp, sult og sygdom, at de ikke magtede at kæmpe, da hærene mødtes ved byen Saalfeld i Thüringen. Soldaterne kiggede blot på hinanden og trak så i vinterkvarter.

Først i 1648 var begge parter klar til omsider at give sig og indlede fredsforhandlinger. Her kunne svenskerne notere sig en sidste sejr.

Takket være indsatsen ved Wittstock forblev det nordlige Europa protestantisk.