Ved Dorylaeum sydvest for Byzans viste korsfarerne en skræmmende militær styrke og nedkæmpede et seldsjukkisk baghold.

Samfund - Religionshistorie

Muslimer frygtede korsfarerne

Korsfarernes felttog gennem den islamiske verden kom på det værst tænkelige tidspunkt. Indre splid og splittelse betød, at Mellemøstens byer hverken politisk eller militært kunne stille noget op over for invasionshæren.

Muslimer nedslagtet af korsfarerne

Den 1. juli 1097 havde den seldsjukkiske sultan Kilij Arslan en oplevelse, der skræmte ham fra vid og sans. Fra en høj uden for Dorylaeum – en forladt byzantinsk militærlejr i det nuværende Tyrkiet – så han sine krigere blive nedslagtet af en kristen korshær. Sultanen havde forventet at møde en udisciplineret pjaltehær, men korsfarerne stod fast på slagmarken som menneskelige fæstninger beskyttet af deres tunge panser, og Kilij Arslans eliteskytter faldt på stribe for de kristnes sværd. Grebet af panik sprang sultanen på sin hest og galoperede i sikkerhed.

Frygten for de kristne spredte sig

Korsfarerne havde været af sted i omkring et år. Deres antal var blevet halveret siden afrejsen fra Vesteuropa, men den nu 30.000-50.000 personer store hær var stadig en formidabel styrke, og nyheden om nederlaget ved Dorylaeum satte den muslimske verden i chok.

Muslimerne havde god grund til at være frygtsomme – ikke blot på grund af korshærens styrke, men også på grund af deres egen manglende modstandskraft. Den islamiske verden var svag og splittet, da korshæren kom hærgende fra nordvest. Islams traditionelle overhoved, kaliffen i Baghdad, var udfordret på sin autoritet af den fatimidiske modkalif i Kairo, og den reelle, politiske magt lå spredt hos en mængde forskellige herskere.

Den arabiske verden - fra opblomstning til ruin

Længe havde den arabiske verden ellers været førende inden for kunst, kultur og videnskab, og islam havde spredt sig over hele Nordafrika og langt op i Europa. Baghdad havde i begyndelsen af 800-tallet været en spillevende metropol med et avanceret vandforsynings- og kloakeringssystem, nogle af verdens dygtigste læger, gratis hospitaler, et postvæsen og verdensomspændende bankforretninger. Men nu var byen en skygge af sig selv – bygninger, der engang husede biblioteker, hospitaler og lærdomsanstalter, lå i ruiner.

Seldsjukkerne hærgede berusede rundt

Tilbagegangen for Baghdad og resten af den muslimske verden havde mange årsager, men mest markant var seldsjukkernes indtog. I løbet af 1000-tallet buldrede den centralasiatiske, muslimske stamme over Lilleasiens stepper og ind i Mellemøsten. Med brutalitet, hurtige heste og skarpsynede bueskytter underlagde det turkmenske folk sig et område, der strakte sig fra Afghanistan til Middelhavet – herunder Baghdad, hvor seldsjukker, trods islams forbud mod alkohol, konstant turede berusede rundt i gaderne.

Kaliffen, som var udset som Muhammeds efterfølger og dermed den åndelige, politiske og militære leder af alverdens muslimer, var reduceret til et tomt symbol på fordums storhed. Tilbagetrukket i sit palads fordrev han tiden med at skrive poesi eller forlyste sig med sit harem af unge, velparfumerede slavekvinder. Mange af kalifatets muslimske byer var derfor mere eller mindre overladt til sig selv, da de første korsfarere drog hærgende mod Jerusalem.

Emir blev forrådt af sine egne

Snart løb rygterne om europæernes grusomheder. Befolkningen i Antiochia – en by i det sydlige Tyrkiet – lyttede med bange anelser til beretningerne fra Dorylaeum og forberedte sig på det værste. Mad ville indbyggerne ikke komme til at mangle foreløbig. Byen havde i romertiden huset omkring 200.000 indbyggere, men nu var indbyggertallet dalet til 40.000, og overflødige beboelseskvarterer var inddraget til marker. Derudover havde byens guvernør, emiren Yaghi-Siyan, sørget for at rationere vigtige fødevarer som korn, olie og honning.

Emiren gav også ordre til, at fæstningsværkerne skulle inspiceres dagligt, og erklærede, at enhver, som sløsede med sikkerheden, ville blive straffet hårdt. Som en sidste forholdsregel sendte han alle kristne mænd ud af byen mod løfter om at værne om deres kvinder og børn. Antiochia havde hørt under Det Byzantinske Rige indtil 1084, og da korshæren 13 år senere – den 20. oktober 1097 – gjorde opmarch ved byporten, forventede guvernøren naturligt nok, at europæerne var en tilbageerobringsstyrke sendt af den byzantinske kejser. Og kejseren kunne meget vel havde hyret spioner blandt den kristne befolkning, vurderede emiren.

I de 10 år, Yaghi-Siyan havde haft sit embede, havde han ofte spillet sine naboer ud mod hinanden, brudt alliancer og i det hele taget fremmet sine interesser med ufine metoder. Han var derfor stærkt upopulær blandt andre emirer i området, selvom han blot havde fulgt spillets regler i seldsjukkerne splittede rige. Magtfulde emirer lå konstant i strid, alliancer blev indgået og brudt på kryds og tværs, og sablerne sad løst hos alle parter. Det var en sjælden emir, sagde man, der døde i sin seng – med henvisning til de magtkampe, der ofte førte til, at rivaliserende emirer dræbte hinanden.

Men trods det store fjendskab emirerne imellem havde Yaghi-Siyan regnet med at få hjælp fra sine trosfæller i kampen mod de kristne barbarer. Han skulle imidlertid blive klogere. En styrke under kong Ridwan af Aleppo – et kongedømme i det nordlige Syrien – nærmede sig ganske vist, men soldaterne nærmest krøb sammen uden for Antiochia på en sikker plet mellem Orontesfloden og Antiochiasøen, rystende angste for de iltre korsfarere. Her forblev de, indtil europæerne opsøgte dem og begyndte at myrde løs.

Kort tid efter kunne beboerne i Antiochia høre lyden af skraldende latter, mens korsfarerne skød afhuggede hoveder af Ridwans soldater over muren med blide, så de kunne lande på gader og hustage til skræk og advarsel for alle i den belejrede by. Efter otte måneders belejring faldt Antiochia endelig, da Yaghi-Siyan blev forrådt af en af sine egne. Vagten Firuz, som guvernøren havde taget i sortbørshandel, hævnede sig ved at lukke korsfarerne ind over fæstningsmuren.

Korsfarerne spiste mennesker

Efter Antiochias fald i juni 1098 blev det i slutningen af november indbyggerne i byen Ma’arras tur til at spejde ud over bymuren og ned på en kristen belejringsstyrke. Ma’arra havde hidtil været en fredelig plet, hvor indbyggerne dyrkede vin, figner og oliven og ellers levede stille og roligt bag den gamle bys cirkelrunde mure.

Om aftenen den 12. december 1098 var det imidlertid endegyldigt slut med freden, da de første korsfarere klatrede op på bymuren. Byens ledere forsøgte straks at forhandle sig frem til en løsning, der kunne skåne borgernes liv. Bohemund af Taranto, som ledede korshæren, indvilgede: Han ville ikke krumme et hår på nogens hoved, lovede han, hvis blot Ma’arras indbyggere ville give ham fri adgang til byen og i øvrigt forholde sig i ro. Den aften gik Ma’arras indbyggere i seng ængstelige, men med et spinkelt håb om en tålelig slutning på den ulykkelige situation. Ved daggry vågnede de imidlertid til et sandt mareridt, da korsfarerne væltede ind i byen.

“I tre dage stak de folk ihjel med sværd, dræbte mere end 100.000 mennesker og tog mange fanger”, fortæller den arabiske historiker Ibn al-Athir. Tallet er voldsomt overdrevet, eftersom historikere vurderer, at Ma’arra blot husede 10.000 sjæle – men af dem myrdede korsfarerne omkring 8.000, og rædslen i Ibn al-Athirs beretning er reel nok.

Efter flere måneders march gennem et vintergoldt landskab var mange korsfarere nærmest vanvittige af sult, og europæernes egne beretninger beskriver, hvad Ma’arras overlevende indbyggere nu blev vidne til: “En forfærdelig hungersnød hærgede hæren i Ma’arra, og af grusom nødvendighed måtte den ernære sig ved saracenernes døde kroppe”, skrev korstogets ledere i en rapport til paven. Korsridderen Radulf af Caen gik i detaljer: “I Ma’arra kogte vores tropper voksne hedninge i gryder; de satte børn på spid og spiste dem grillstegte”.

Lokale flygtede fra korsfarerne

Beretningerne om de forfærdelige handlinger efterlod den muslimske verden med en dyb afsky for korsfarerne. Kannibalen, der som et vilddyr fortærer et menneske, blev en fast del af den muslimske verdens skræmmebillede af de ugudelige vesterlændinge, der drog hærgende gennem landet.

Rygterne om massakren i Ma’arra spredte sig hastigt. Langs hele Middelhavets sydkyst bævede emirer, bønder, mødre, købmænd og gedehyrder ved tanken om korsfarernes grusomheder. De fattigste flygtede ud i skovene, hvor de slog sig ned blandt bjørne, ulve og hyæner. De, som havde råd, rejste til byer langt inde i landet, mens andre gemte sig i den nærmeste borg.

Den sidste løsning valgte befolkningen på Bukayasletten i det vestlige Syrien. Ved nyheden om korshærens anmarch samlede de deres kvæg og klatrede belæsset med forsyninger af olie og korn op til Hisn al-Akrad, “Kurdernes Citadel” – en borg på en stor høj med udsigt over sletten, helt ned til Middelhavets kyst. Borgen var bygget omkring 1030 af en gruppe kurdere – et folkeslag fra områder i det nuværende Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet – som i sin tid havde forskanset sig her.

Anlægget var nu stærkt forfaldent, men de skrækslagne bønder barrikaderede sig efter bedste evne. I en tid lykkedes det at holde korshæren stangen, blandt andet ved at lukke kvæget ud. De altid sultne korsfarere lod straks borg være borg og satte efter dyrene i håb om et nærende måltid mad. Men snart samlede de sig igen foran borgens mure – Hisn al-Akrad kunne ikke holde stand i længden. I ly af mørket sneg de skrækslagne bønder sig ud af borgen, ned fra højen og ud i landskabet.

Borgen blev til Krak des Chevaliers

40 år senere skulle borgen blive til en af korsriddernes mest imponerende borganlæg, Krak des Chevaliers – Krak var en forvanskning af Akrad – men allerede her i de tidlige vintermåneder 1099 kom den faldefærdige bygning til at fungere som hovedkvarter for korshæren.

I håb om at undgå samme skæbne som Ma’arra og Antiochia sendte befolkningerne i byer og landsbyer i området nu delegationer til borghøjen. Med sig havde de hele karavaner af muldyr tungt belæsset med mad, guld og kostbart klæde, som de ydmygt overrakte korsfarerne. I Tripoli på Libanons kyst valgte en frygtsom emir ligefrem at bestikke korshæren med både penge, heste og proviant, da de kristne krigere den 16. maj passerede byen efter at have brudt op fra Hisn al-Akrad.

Egyptere indtog Jerusalem

Mens rygtet om den hærgende korshær havde spredt sig i den muslimske verden, var der sket store forandringer i korsfarernes endemål, Jerusalem. Den 1. juli 1098 havde en stor egyptisk hær fravristet seldsjukkerne byen. I Egypten regerede shiamuslimerne under fatimid-slægtens kalif, som var bosat i Kairo, mens muslimerne i Mellemøsten formelt hørte under det sunnimuslimske abbaside-dynastis kalif i Baghdad.

Sunnier og shiaer havde næret en dyb mistro til hinanden lige siden 600-årene, hvor spliden mellem dem opstod som en strid mellem profetens slægtninge. Blandt sunnimuslimerne gik endda – falske – rygter om, at korstoget var iværksat gennem en alliance mellem fatimiderne og paven.

Rygterne om den shiitisk-kristne alliance havde rod i de egyptiske fatimiders nære forhold til den kristne kejser i Konstantinopel. De to imperier udvekslede regelmæssigt efterretninger, eftersom såvel kaliffen i Kairo som kejseren i Konstantinopel var interesseret i at vinde byer og landområder tilbage fra seldsjukkerne.

I begyndelsen frydede egypterne sig da også over korshærens fremmarch, og under belejringen af Antiochia sendte de ligefrem en delegation med gaver, ligesom de ønskede de kristne en hurtig sejr og foreslog en aftale: Korsfarerne kunne få det nordlige Syrien, hvis egypterne fik det sydlige – herunder Damaskus og Jerusalem. Korsfarerne svarede imidlertid henholdende, og det fik egypterne til at tage sagen i egen hånd og indtage Den Hellige Stad, hvor profeten Muhammed angiveligt havde mødt både Jesus og Moses.

Barfodet optog undrede

Da korshæren i januar 1099 nærmede sig det nu egyptiske Jerusalem, skrev egypternes ledende general, Al-Afdal, til kejseren i Konstantinopel og bad om råd. Men til egypternes store overraskelse var svaret, at kejseren – som ellers havde sørget for at alliere sig med europæerne – ikke længere havde kontrol over korsfarerne. De var på vej til at indtage Jerusalem med det formål at opbygge deres egen stat.

Med bange anelser sendte egypterne derfor et nyt og mere attraktivt allianceforslag til korshæren: Ud over det halve Syrien lovede de nu at sikre kristne fri adgang til at bede i Jerusalem i fremtiden. Pilgrimme kunne frit komme og gå, hvis blot de rejste ubevæbnede og i små grupper.

De sejrssikre korsfareres afslag var knusende: “Vi går til Jerusalem i kampformation og med lanserne hævet”. Egypterne forstærkede nu byens befæstning og slæbte proviant inden for murene. Byen var forberedt på det værste, da guvernør Iftikhar al-Dawla fra Davidstårnet så de første kristne komme. Guvernøren ved at tabe både næse og mund over det syn, der mødte ham. Som erfaren general forventede Iftikhar, at korsfarerne ville bygge angrebstårne og grave skyttegrave – men i stedet for at konstruere militære foranstaltninger begyndte korsfarerne at processere syngende rundt om bymuren i et langt optog ledet af barfodede præster med blottede hoveder. Bagefter kastede de sig planløst mod murene uden at benytte nogen form for hjælpemidler til at nedbryde de stærke forsvarsværker.

Hvad Iftikhar ikke vidste, var, at korsfarerne – inspireret af en åbenbaring – håbede at nedbryde Jerusalems mure på samme måde, som Bibelens Josva gjorde, da han fik Jerikos bymure til at falde ved at marchere sine folk rundt om byen seks gange, mens de blæste i horn. Men havde Iftikhar først trukket på smilebåndet af de tilsyneladende vanvittige vesterlændinge, skulle morskaben imidlertid vare kort. Da murene ikke faldt af sig selv, gik korsfarerne ihærdigt i gang med at klargøre belejringsudstyret – stiger, belejringsmaskiner, kasteskyts og pile.

Kristne gik amok i blodrus

Om natten den 13. juli gik det løs. Kastemaskiner hvirvlede kugler og andet skyts mod murene, som forsvarerne inde i byen havde foret med bomuldssække og hø for at afbøde slagene. Korsfarerne satte belejringstårne op og begyndte langsomt at kravle op mod bymurens top. Jerusalems indbyggere sendte skyller af græsk ild – en klæbrig, brændende substans – efter angriberne, men det var ikke nok til at holde de ihærdige kristne på afstand.

Ved middagstid den 15. juli kom de første korsfarere til syne på bymurens top. Indtrængerne havde held til at åbne Søjleporten – nu Damaskusporten – og snart strømmede korsfarere ind i byen. Som en dødbringende flodbølge rullede de gennem den gamle bys krogede gyder, myrdende og hærgende. Nogle muslimer søgte tilflugt på taget af al-Aqsa-moskéen, men de kristne opsøgte dem og huggede dem brutalt ned. Da en gruppe kvinder søgte ly i Kædekuplen nær Klippemoskéen, blev også de slagtet. Korsfarerne gik fra hus til hus og myrdede beboerne eller kylede dem ud ad vinduerne.

Først den 17. juli var myrderierne ovre, og fyrster og præster kunne omsider begive sig til Gravkirken, Jesu angivelige gravsted og rejsens egentlige mål. Stadig iført deres blodige tøj som bevis på, at de havde udryddet de vantro, sang korsfarerne Herrens pris og klappede i hænderne. Bagefter tvang de kristne fyrster overlevende muslimer til at fjerne ligene fra gaderne og brænde dem, hvorpå oprydderne selv blev slået ihjel og smidt på bålet. Jerusalem skulle være en kristen by.

Muslimer drømte om hævn

Efter sejren gik korsfarerne i gang med at etablere et kongerige i Jerusalem såvel som en række kristne stater i og omkring de vigtigste byer i området: Tripoli, Antiochia og Edessa. Formålet var dels at skaffe sig rigdomme, dels at sikre sig militære bastioner på vejen mod Jerusalem.

Korsfarernes brutale fremfærd forargede områdets muslimer. Dommeren Abu Saad al-Harawi brød op fra Damaskus og red tre uger gennem ørkenen for at alarmere kaliffen i Baghdad. Med sine tilhængere tiltvang han sig adgang til paladset, hvor han stillede sig op og råbte:
“Hvor vover I at sove i skyggen af selvtilfreds sikkerhed. I lever frivole liv som blomsterne i haven, mens jeres brødre i Syrien ikke har andre steder at sove end sadlerne på deres kameler og i gribbenes mave? Blodet har flydt! Smukke unge piger er blevet skændet og må nu gemme deres kønne ansigter i deres hænder. Skal de tapre arabere finde sig i fornærmelser, og de modige persere acceptere vanære?”

Kaliffen gjorde imidlertid intet, og muslimerne i de kristne korsfarerstater måtte langsomt indstille sig på ny hverdag. For at sikre stabiliteten tillod de kristne herskere muslimerne en vis frihed i religion og dagligliv, men særligt når nye europæere ankom til området, opstod der problemer. Usamah Ibn Munqidh, der i 1140 blev sendt til Jerusalem som diplomat, fortæller om en episode i al-Aqsa-moskéen, hvor han forsøgte at bede. Flere gange blev han angrebet af en nyankommet vesterlænding, der, fortæller Ibn Munqidh, “kastede sig over mig, greb fat i mig og vendte mig mod øst, mens han sagde ‘Det er sådan her, vi beder’”.

Den brutale europæer havde aldrig før set nogen bede med ansigtet vendt mod Mekka. Usamah Ibn Munqidh fandt korsfarernes livsform både vulgær og barbarisk og skrev bl.a. med afsky om et væddeløb mellem to gamle koner, hvor præmien var en gris.

Korshærens hærgen sad dybt i befolkningen, og mange udholdt ydmygelserne ved håbet om en dag at få hævn. Muligheden kom i 1187, mere end to generationer efter Jerusalems fald. Først da havde muslimerne overvundet den interne strid og samlet sig bag én mand: hærføreren Saladin.

Læs også:

Historiske storbyguider

Guide: Bibelens Jerusalem

12 minutter
Romerriget

Sagnomspunden mur fundet i Jerusalem

2 minutter
Arkæologi

Billige kameraer skal redde Syriens arkæologiske skatte

3 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!