I en mørk celle i et kloster i Bøhmen (nutidens Tjekkiet) knæler en munk i brun kutte. Han er blevet taget i en synd, og han afventer nu sin straf fra abbeden, klostrets øverste leder.
Munken har viet sit liv til Gud og svoret fattigdom, cølibat og komplet lydighed over for Herren og benediktinerordenen.
Hans synd er så alvorlig, at den ikke må omtales. Straffen er tilsvarende streng, erfarer munken, da abbeden afsiger hans dom: indemuring, hvorefter sult, tørst og Guds vrede langsomt vil tage livet af ham.
Sådan begynder myten om den bøhmiske kæmpebibel – en myte, der er blevet genfortalt siden 1200-tallet.
Den fortsætter:
Manden er skrækslagen og trygler for sit liv.
Hvis klostret skåner ham, lover han at sone sine synder ved at fremstille en bibel, der er større end nogen anden i verden, og han lover at gøre det på kun én nat.
Klostrets abbed vælger at lade munken forsøge, og hele natten knokler synderen i stearinlysets skær. Han skriver side efter side, men arbejdet skrider for langsomt frem. I
desperation påkalder han den eneste, der kan hjælpe i denne situation: Djævlen. Den onde vil gerne skrive bogen færdig for ham.
Men prisen er høj – det koster munkens sjæl.
Naturligvis blev kæmpebiblen ikke skrevet af Djævlen eller af en munk på en enkelt nat. Men eftersom bogen findes, er spørgsmålet uundgåeligt:
Hvem skrev den så?
Bogen er knap en meter høj
Kæmpebiblens navn er “Codex Gigas”, som betyder “stor bog” på latin. Navnet er ingen underdrivelse, da bogen er det største kendte manuskript fra middelalderen.
Den måler ca. 50 cm i bredden og 92 i højden og vejer, med sine 310 siders pergament, næsten 75 kg. To personer må hjælpes ad for at bære den.
Ifølge myten blev Codex Gigas til i et bøhmisk kloster, og manuskriptets indhold tyder på, at den del er sand.
Dels indeholder bogen en krønike af Cosmas af Prag (1045-1125), “Chronica Boemorum”, der handler om det bøhmiske folks historie.
Dels findes en kristen kalender i bogen med en overvægt af dødsdage for bøhmiske helgener.
Dertil fortæller en notits på første side af manuskriptet, at Codex Gigas’ første ejere var benediktinerklostret i Podlažice, som ligger i Bøhmen.
Manuskriptet blev dog ikke nødvendigvis skrevet på det relativt lille og fattige kloster.
Notitsen er dateret 1296, men kalenderen i bogen slutter et sted mellem 1223 og 1230.
Kæmpebiblen må derfor være skrevet inden for denne sidstnævnte tidsperiode – for næsten 800 år siden.
Håndskriften afslører munken
Myten fortæller, at bogen blev skrevet af én enkelt munk med Djævlens hjælp. Sidstnævnte har forskerne ikke fundet spor efter, men en analyse af håndskriften viser, at den er meget ensartet på samtlige 310 sider.
Ensartethed er ikke unormalt for middelalderens manuskripter, for munkene, som samarbejdede om at kopiere tekster, var oplært samme sted og i samme stilart.
Det bemærkelsesværdige ved skriften i Codex Gigas er tværtimod, at skriften er meget grov og uraffineret, som om skriveren ikke havde fået nogen formel oplæring, men muligvis var selvlært.
En sådan skrifttype kan ikke efterlignes af flere forskellige skrivere, så de mange sider blev formentlig udfærdiget af kun én person.
En uv-analyse af blækket underbygger analysen. Middelalderens munke blandede selv deres blæk, som bestod af en blanding af udtræk fra galæbler, garvesyre og jernvitriol.
Hver munk havde sit eget blandingsforhold, og uv-analysen viser, at alt blækket i Codex Gigas er fremstillet efter samme opskrift.
Fast arbejde i 10 år
Mytens og sandhedens veje skilles, når det gælder tid. Kæmpebiblen kan umuligt være skrevet på bare én nat.
En middelalderlig skriver, der arbejdede med fjerpen og pergament, kunne kun skrive med en vis hastighed, hvis teksten skulle være læsbar. Forskere har i nutiden eksperimenteret med de samme materialer, som munkene i middelalderen brugte.
De fandt ud af, at det tager en dag at skrive 100 linjer.
I Codex Gigas svarer det til en halv side.
Én person, der arbejdede i døgndrift, skulle derfor bruge ca. fire år på at fremstille materialer og fuldføre hele bogen, der har 620 tekstsider og er rigt dekoreret. Men en benediktinermunk kunne selvsagt ikke skrive døgnet rundt.
Hans tid var nøje fastlagt og gik – ud over at sove og spise – med at bede og være til messe på faste tidspunkter otte gange hver dag.
Han har derfor ikke haft mere end ca. fem daglige timer til sit arbejde med bogen. Ud fra den betragtning har skaberen af Codex Gigas brugt mindst 10 år på sit værk.
Hellige remser kunne ifølge eksorcismen kurere alt fra forkølelse til epilepsi.
Remse fordriver syv forkølede søstre
Kæmpebiblen adskiller sig ikke kun fra andre middelaldermanuskripter på grund af sin imponerende størrelse – også indholdet er anderledes.
Bogen rummer både hellige tekster, historiske kapitler, instruktioner i medicinsk behandling og forskellige kalendere.
Biblen fylder manuskriptets første halvdel. Efter den følger historiske værker af Flavius Josephus (37-100), jødisk krønikeskriver fra Romerriget, og af Isidor af Sevilla (ca. 560-636), biskop i Sevilla og en af kristendommens første historieskrivere.
Så følger “Medica” – et afsnit med medicinske tekster, der bygger på viden fra græsk og arabisk lægevidenskab, og som var middelalderens svar på et medicinvidenskabeligt opslagsværk.
Men ikke alle sygdomme skulle kureres med lægehjælp, medicin og urter. I middelalderen var den gængse opfattelse, at visse symptomer betød, at den syge var besat af Djævlen.
Især pludseligt opstået sygdom, feber, epilepsi, kramper og voldsomme infektioner var klare tegn. Manuskriptet indeholder derfor også instruktioner om, hvordan sygdom uddrives fra kroppen med eksorcisme. Selv en almindelig snue kunne jages bort med denne hellige remse:
“I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn besværger jeg jer syv forkølelser, for I er syv søstre. Ilia, Restilia, Jogalia, Suffogalia, Affrica, Ionea, Ignea. Jeg besværger jer forkølelser, uanset hvor I kommer fra”.
Straffen er i virkeligheden en ære
I bogens kalender over vigtige dage i det kristne år er en dødsdag blevet tilføjet, efter at manuskriptet var færdigt.
Håndskriften er en anden end i resten af værket. Dødsdagen er for en person ved navn Hermanus Monachus Inclusus.
Ingen andre informationer er nedfældet om denne Hermanus, men tilnavnet “Inclusus” giver et hint. Det blev givet til munke, som frivilligt lod sig indespærre for fuldkommen at give sig hen til Gud.
Mange forskellige forskere har med myten om manuskriptet in mente gættet på, at her er tale om Codex Gigas’ forfatter. Benediktinerne brugte nemlig ikke indemuring som en straf, men derimod som en ære, der tilfaldt de få.
Den frivillige isolation betød, at munken ikke kunne deltage i klostrets arbejde, og at andre skulle komme med mad til ham. Sandsynligvis blev Hermanus Monachus Inclusus indespærret frivilligt for at skrive middelalderens største værk.
Ingen ved med sikkerhed, om gåden er løst. Til gengæld beretter bogen selv om sin videre historie. Og den indeholder både konger, tyveri og brand.
Trængte munke pantsætter biblen
Notatet på første side af Codex Gigas fortæller ikke blot, at manuskriptets første ejere var benediktinerklostret i Podlažice.
Her står også, at klostret kom i økonomiske problemer og skyldte en masse penge til et cistercienserkloster i byen Sedlec.
De fattige munke fra Podlažice havde derfor intet andet valg end at give cistercienserne kæmpebiblen i pant for gælden.
Codex Gigas blev allerede i 1200-tallet betragtet som meget værdifuld og beskrives i notatet, som om bogen “... tilhører verdens syv vidundere på grund af sin enorme størrelse...”.
I 1295 købte abbeden Bawarus bogen tilbage til benediktinerordenen og anbragte den i et kloster i Brevnov. Her lå den trygt og godt indtil begyndelsen af 1400-tallet, hvor den hussitiske krig brød ud i Bøhmen.
Tilhængere af kirken og det bøhmiske monarki kæmpede imod Jan Hus, der ønskede at reformere kirken.
Mange klostre blev angrebet og plyndret af Jan Hus’ tilhængere, og munkene i Brevnov valgte derfor i 1420 at flytte Codex Gigas fra uroen nær hovedstaden til et afsidesliggende kloster i Broumov.
Fornemme gæster skriver i bogen
I de efterfølgende år voksede kæmpebiblens popularitet og omdømme, og manuskriptet begyndte at tiltrække prominente gæster til klostret.
Nogle af gæsterne fik lov at efterlade en note i bogen. På side 309 står fx: “I det Herrens år 1591 var broder Bartholomeus Salvator her”.
Andre inskriptioner var mere detaljerede: “I år 1527 efter Kristi fødsel, på tirsdagen efter Cantate (21. maj, red.), tilbragte Ferdinand 1., den mest kristne kejser af romerne, konge af Ungarn, Bøhmen og Dalmatien, ærkehertug af Østrig, en nat i dette kloster og så denne store bog, da han var på vej fra Breslau i Schlesien til Bøhmen med sit kongelige og berømmelige følge.
Og da han samtidig havde været i byen Schweidnitz, havde han der hængt befolkningens oprørske prædikant i en løkke i et pæretræ uden for byen”.
Djævle-portrættet har altid været Codex Gigas’ mest populære side. Det ses på pergamentet, der er mere medtaget af sollys end de øvrige sider.
Rudolf 2. forelsker sig i Djævlen
I slutningen af 1500-tallet fik klostret besøg af Rudolf 2., der var kejser af Det Tysk-Romerske Rige og konge af Bøhmen.
Rudolf var meget interesseret i videnskab og det okkulte og havde en uovertruffen samling af bøger, kunst og naturvidenskabelige artefakter ved sit hof i Prag.
Han blev fortryllet af det enorme manuskript, som lokkede ham med sin okkulte historie og det uhyggelige portræt af Djævlen, der prydede en af siderne.
Den fornemme gæst ville for alt i verden eje bogen, men ikke engang kejseren af Det Tysk-Romerske Rige kunne få de benediktinske munke til at sælge manuskriptet. De gik dog med til, at han måtte låne det.
Tilsyneladende glemte Rudolf 2. at levere kæmpebiblen tilbage efter lån.
Nogle år senere er Codex Gigas nemlig at finde på en opgørelse over den kejserlige bogsamling.
Her stod den så indtil 1648, hvor trediveårskrigen netop var slut, og den svenske hær plyndrede Prag.
Codex Gigas blev taget som krigsbytte og sendt til Stockholm som en gave til dronning Kristina, der samlede på antikke manuskripter. Seks år senere abdicerede den dybt religiøse dronning og flyttede til Rom. Bogen blev i Sverige.
Tjener kaster klenodiet ud ad vinduet
I 1697 brød en stor brand ud på slottet i Stockholm. Legenden fortæller, at en pligtopfyldende tjener ikke kunne leve med at se det vidunderlige manuskript gå op i flammer.
Han samlede derfor alle sine kræfter og bar det enorme værk hen til et vindue og kastede det ud.
Uheldigvis stod en uanende person neden for vinduet og blev ramt af den 75 kilo tunge bog.
Vedkommende blev slået halvt fordærvet, men var på sin vis med til at redde manuskriptet, som næsten ikke tog skade. Kun blev det lidt svedent i kanterne efter branden.
I dag er kæmpebiblen en del af den svenske kulturarv og har hjemme på Det Kongelige Bibliotek i Stockholm.