Ærkebiskoppen aflagde normalt ikke besøg hos nonner. Når han alligevel befandt sig bag Sankt Ambrosius-klostrets mure på denne juli-dag i Rom, skyldtes det en skriftlig bøn om hjælp, sendt af hans egen kusine.
“Frels mig, frels mig”, gentog nonnen, da hun prustende i sommerheden løb sin slægtning i møde. Angsten stod malet i hendes kødfulde ansigt.
Gustav Adolf von Hohenlohe var mødt op med stærk skepsis over for de anklager, kusine Katharina havde fremsat i brevet. Men hendes mundtlige udlægning overbeviste ham om, at noget var helt galt i klostret, og da han senere bevægede sig ud i Roms gader, hastede han direkte til pavens bolig i Vatikanet.
En menig nonnes skæbne kunne i 1859 være måneder om at blive afgjort af kirkens fader. Men når hun tilhørte fyrsteslægten Hohenlohe og var i familie med Preussens konge, blev de normale forretningsgange sprunget over.
Allerede næste dag kunne ærkebiskop Hohenlohe derfor eskortere sin kusine ud af Sankt Ambrosius-klostret. Hverken han eller paven fornemmede dog endnu, at de stod over for en skandale af uhyrlige dimensioner.
Klosterliv skulle give ro
Søstrene i Sankt Ambrosius-klostret tilhørte en gren af franciskaner-ordenen, og de var flyttet ind i 1814. Blot to år senere slog kirken ned på nonnerne første gang, og deres abbedisse, Maria Agnese Firrao, blev forvist til fangenskab i et andet kloster. Inkvisitionen havde afsløret, at hun lod sig dyrke som en helgen.
Men Maria Agneses ånd forblev bag Sankt Ambrosius’ gamle mure. Det fornemmede Katharina von Hohenlohe hurtigt, efter at hun fuld af forventninger om et nyt liv flyttede ind i påsken 1858. Den fromme fyrstinde var på det tidspunkt 39 år, og bag sig havde hun to barnløse ægteskaber, der begge var endt med husbondens død.
I stedet for at gifte sig på ny havde Katharina valgt at vende sin privilegerede tilværelse ryggen og forfølge en gammel drøm om at gå i Guds tjeneste. Den beslutning havde ført hende til Sankt Ambrosius i Rom, hvor hun blev optaget som en almindelig novice.
Klosterlivet havde dog ikke givet den afklarede ro, som Katharina længtes efter. Efter blot et år var hun flygtet, og nu sad hun i sin fætters kontor i Vatikanet og aflagde beretning for en af kirkens mest erfarne inkvisitorer.
I Pavestaten havde inkvisitionen ansvaret for at jagte forbrydere fra kirkens rækker.
Nonner dyrkede afguder
Katharinas anklager var alarmerende: Hun påstod, at nonnerne i Sankt Ambrosius var afgudsdyrkere, der tilbad den for længst døde abbedisse Maria Agnese Firrao som en helgen.
Klostrets novicemesterinde, Maria Luisa, påberåbte sig også selv overnaturlige evner, og hun havde desuden suspekte sammenkomster med en mand, der kom i klostret for at få uddrevet Djævlen. Endelig forsøgte denne Maria Luisa at forgifte Katharina.
Fra sin stol over for den tyske kvinde lyttede Vincenzo Leone Sallua opmærksomt, mens han med øvet blik forsøgte at aflæse hendes ansigt. En succesrig karriere ved inkvisitionen havde gjort den 45-årige italiener til første socius, undersøgelsesdommer.
Sallua kendte alt til menneskets svagheder, og i hans øjne kunne anklagerne sagtens være opdigtede. En midaldrende, overvægtig kvinde med en ulykkelig livshistorie havde god grund til at misunde en ung og smuk overordnet, der nød et godt ry blandt de tilsynsførende præster i Rom.
Uanset hvad Sallua selv tænkte, var han dog forpligtet til at undersøge anklagerne. Falsk hellighed i kirkens egne rækker var en alvorlig sag, som inkvisitionen måtte gå ind i med nidkærhed.
Jomfru Maria sendte breve
Første socius Sallua gik i gang med at afhøre nonner, og deres undvigende svar vakte hans nysgerrighed. Over for den drevne undersøger viste de uuddannede kvinder fra Italiens jævne lag sig at være let bytte, og snart kunne han hale de første indrømmelser ud af dem.
Tilsyneladende var anklagen om, at nonnerne i Sankt Ambrosius stadig dyrkede deres første abbedisse, ikke fri fantasi. Og personkulten lod til at have den unge novicemesterinde Maria Luisa som leder. Flere nonner berettede også, hvordan Maria Luisa påstod at modtage beskeder fra Herren, Kristus og Jomfru Maria, når hun gik i ekstaser.
Den smukke nonne var flyttet ind i klostret som 13-årig, og i en alder af blot 24 år fik hun den ansvarsfulde post som novicemesterinde og stedfortræder for klostrets nye abbedisse. Alle holdt af Maria Luisa og beundrede hende for hendes særlige kontakt til himmelske kræfter.
“Hun er gift med Kristus”, mente den gamle præst, som jævnligt kom til klostret for at modtage nonnernes skriftemål. Beviset var en guddommelig guldring med en rose og en lilje, som hun bar på fingeren. Under den kommende retssag skulle det vise sig, at ringen diskret var indkøbt hos en af Roms guldsmede.
I 1800-tallet mente mange, at himmelske skikkelser jævnligt viste sig på jorden.
Store mirakler havde det med at ske omkring Maria Luisa. Breve fra klostrets oprindelige leder, Maria Agnese Firrao, begyndte at dukke op i et træskrin, som kun klostrets assisterende skriftefader, fader Peters, bar en nøgle til. Snart fulgte post fra Jomfru Maria og endda Kristus. De guddommelige budskaber hyldede Maria Luisa for hendes uforlignelige “dyd og kyskhed”.
Inkvisitor Sallua gav sig til at bore efter en forklaring på brevene, og det lykkedes ham at finde kilden. Under afhøring indrømmede en nonne, at novicemesterinden havde fået hende til at føre pennen. Og kvinden kunne også berette, at nogle af brevene indeholdt andet og mere end blot lovprisning af Maria Luisa.
I et af de falske budskaber kunne fader Peters læse, at han var Herrens udvalgte tjener og skulle velsigne novicemesterinden bacio in bocca – med kys i mund. Efter nogen tøven lod det til, at præsten tog imod denne himmelske invitation. Under påskud af at han skulle helbrede Maria Luisas hovedpiner, tilbragte fader Peters nat efter nat i novicemesterindens celle. Ingen så med egne øjne, hvad de to foretog sig bag døren. Men inden besøgene forberedte den smukke nonne sig altid omhyggeligt.
“Vask mig grundigt, for faderen ankommer”, beordrede Maria Luisa de novicer, der gik hende til hånde. I løbet af natten kunne de fromme nonner høre mystiske lyde trænge ud fra cellen. Det samme skete, når Peter Kreuzberg, en flot djævle-besat tysk læge, ankom for at underkaste sig eksorcisme.
Novicer blev lokket til sex
Grove synder lod til at finde sted i Sankt Ambrosius, men uden at det påvirkede nonnernes loyalitet mod Maria Luisa. Søster Agnese Eletta kunne forklare, hvordan novicemesterinden bar sig ad med at knytte kvinderne til sig.
“I august 1854 sagde Maria Luisa en dag til mig: ‘Du skal vide, at du vil få en sygdom, der vil vise sig på din krops mest intime dele. Der skal eksperter til at behandle dig for sygdommen’. Jeg blev rædselsslagen og bad Maria Luisa bede for mig, så jeg ikke blev udsat for den skam. Men hun svarede mig, at Gud havde påbudt hende selv at behandle mig”.
Behandlingerne foregik om natten, og de var begyndt med, at Maria Luisa undersøgte hele Agnese Elettas krop. Dernæst skulle den “syge” dryppe en væske ud over novicemesterinden, som befalede, at “Agnese Eletta skulle modtage denne væske ved at forenes med hende og røre ved hende”.
Ingen af de hellige ritualer måtte bagefter nævnes for klostrets skriftefader, fader Leziroli. Ved næste behandling meddelte Maria Luisa, at det var Guds vilje, at Agnese Eletta afklædte hende og kærtegnede hendes nøgne krop.
Novicernes leder holdt af at lege læge om natten.
“Jeg rørte ved hendes intime dele med mine hænder, og hun rørte ved mine. Hun rørte også ved sig selv”, fortalte den skamfulde nonne.
“Det havde en effekt på hendes kønsdele, som jeg ikke kunne genkende hos mig selv, og ud fra hendes opførsel og det, hun sagde, nød hun tilsyneladende det hele meget”.
Andre nonner havde ladet sig lokke til syndige handlinger på samme måde, kunne Sallua konstatere. Han fik også et detaljeret vidnesbyrd fra en nonne ved navn Maria Giacinta, som dog var så skamfuld, at hun nægtede at udtale sig ansigt til ansigt. I stedet havde hun nedskrevet sin beretning.
“Hun bad mig om at lægge mit hoved på hendes bryst for at vise mig, hvor hårdt hendes hjerte bankede. Derefter bad hun mig om at slikke hendes brystvorter”, huskede søster Maria Giacinta.
Ritualet bragte novicemesterinden i en tilstand af ekstase.
“Hun bevægede sig, så jeg slet ikke kan beskrive det, og instruerede mig i at ligge sådan, at jeg kunne modtage hendes væsker”, fortalte Maria Giacinta. Væsken havde Herren angiveligt givet hende, og den ville helbrede enhver lidelse.
Bagefter insisterede Maria Luisa på, at Maria Giacinta ikke skulle nævne den natlige behandling i sit skriftemål.
“Hun sagde, at det ikke var nogen synd, hvis jeg ingenting følte og forblev stiv som et stykke træ”.
Vidneudsagnene tegnede et mønster af systematisk udnyttelse. Maria Luisa havde rutinemæssigt sex med novicerne for at blive tilfredsstillet og samtidig sikre sig magt over dem.
De utilfredse fik gift til middag
Formålet med Maria Luisas rænker var tilsyneladende at træde ud af Maria Agnese Firraos skygge. Ligesom sit forbillede ville hun danne sin egen orden, hvor hun ville regere over nonner og novicer som en helgen på jord. Og alt gik efter planen – indtil den besværlige fyrstinde Katharina von Hohenlohe dukkede op.
Den tyske kvinde var ikke som de andre i klostret. Hun kendte kirkens regler bedre, og ved fyrstehoffer havde hun før oplevet rænkespil. Katharina faldt ikke for simple svindelnumre, der normalt var nok til at føre andre novicer bag lyset.
Fyrstinden fortalte i sit vidnesbyrd, hvordan hun havde haft et opgør med Maria Luisa. Derefter var hendes mad og drikke begyndt at have en bitter smag, og efterfølgende havde hun ligget syg – næsten på dødens rand.
Søster Maria Francesca, som skrev novicemesterindens falske breve, kunne bekræfte mistanken. Hun afslørede, at Maria Luisa insisterede på at have modtaget en hellig befaling.
Katharinas fyldige krop hjalp hende ifølge læger med at overleve forgiftning.
“Som straf for prinsessens hovenhed skal hun dø. Herren har allerede arrangeret det”, lød det brutale budskab.
Katharina von Hohenlohe blev udsat for en livsfarlig blanding af bl.a. finmalet glas, kobber, terpentin og opium, som hun ifølge læger kun overlevede takket være sit svære legeme, der gav hende modstandskraft.
Giftofferet gav sig i tide til at faste, og derpå flygtede hun fra klostret med sin fætters hjælp. Andre havde betalt en højere pris for at komme på tværs af Maria Luisa og hendes planer. Det viste sig, at alvorlige mavelidelser hjemsøgte klostret med regelmæssige mellemrum, og mindst tre nonner var afgået ved døden under store pinsler.
Paven fældede sin dom
I mere end to år borede inkvisitor Sallua i den mærkværdige historie fra Sankt Ambrosius. Så var han omsider parat til at sende sin rapport op gennem kirkens retssystem.
Den 5. april 1862 kunne kardinalernes dom forelægges pave Pius 9., der godkendte med nogle få anmærkninger.
Klostrets abbedisse skulle fængsles for afgudsdyrkelse i et år og degraderes til menig nonne. Fader Peters stod til 10 år bag tremmer, men slap med tre, fordi han var blevet lokket ud i synd. Læge Peter Kreuzberg fik ingen straf, fordi han for længst var flygtet.
Den ubestridte hovedperson, novicemesterinde Maria Luisa, blev dømt til 20 år bag tremmer samt forbud mod nogensinde at omtale affæren. Men hun blev ikke udstødt af kirken som normalt i mordsager. Paven ville undgå, at omverdenen hørte om skandalen.
I 1870 invaderede italienske tropper pavens Rom, der fremover skulle være støvlelandets hovedstad. Alle fanger fik deres sager gennemgået, og Maria Luisa overbeviste embedsmændene om, at hun var offer for religiøs forfølgelse.
Den syndige nonnes fald havde dog kostet hende både skønheden og forstanden. Pjaltet og nedbrudt tilbragte novicemesterinden sine sidste leveår i rendestenen og på galehuset.