Tusinder af mennesker var samlet foran domkirken i Clermont, der senere blev Clermont-Ferrand. Riddere, adelige, bønder og tjenestefolk masede og skubbede for at få bedst mulig udsigt til podiet. Pave Urban 2. indtog sin plads og hævede armene:
“Der er et meget vigtigt stykke arbejde, der skal udføres. I må hjælpe jeres brødre i Østen. Tyrkerne har overvundet kristne i kamp og lagt Guds kongerige øde”, sagde pave Urban.
Folkemængden reagerede straks med skældsord mod tyrkerne, og paven fortsatte: “Hvem er så kristendommens fjende? Tyrkerne er fjender af Gud og af alt, hvad der er helligt. De omskærer kristne, pletter altre og forurener døbefonte. De torturerer kristne til døde. De voldtager kristne kvinder og skænder kristne børn. De opstalder heste i de hellige kirker. Den Hellige Grav er besat af et urent folk”.
Urbans udfald mod tyrkerne er blandt andet refereret i Gesta Francorum – et samtidigt skrift om korsriddernes bedrifter. Talen fortsatte med en nådesløs kritik af den franske ridderstand, der plyndrede og hærgede i stedet for at følge Guds bud.
Deres magt og rigdom på Jorden ville ikke skåne dem fra Helvedes flammer, forsikrede Urban den ophidsede folkemængde.
“Men frelsen er ikke uopnåelig!” fortsatte han.
“Hvis I vil pleje jeres udødelige sjæle, så skynd jer modigt frem som Guds riddere, og befri Den Hellige Grav. Find det smukt at dø for Kristus i den by, hvor han døde for vores synder!” tordnede paven og lovede syndsforladelse til alle, der tog af sted for at kæmpe for Kristus.
“Lad Guds hær råbe mod Hans fjender: DEUS VULT! DEUS VULT!!” (Gud vil det) brølede Urban. Tilhørerne stemte ekstatisk i, og mange havde tårer trillende ned af, kinderne, mens de kæmpede om at blive de første til at tage korset. Korstogene var i gang.