Fra sit dommersæde betragter Pontius Pilatus folkemængden, som er stimlet sammen foran hans palads i Jerusalem.
Jødiske skriftkloge, præster og almindelige borgere råber ukvemsord mod den undseelige skikkelse, som forslået står foran statholderen.
“Han skal korsfæstes!” råber de rasende.
Pilatus’ bekymring vokser. “Hvad ondt har han da gjort?” spørger han.
Nok bilder manden, som kalder sig Jesus, sig ind, at han er konge, men bortset fra det virker han tilforladelig. At kræve ham korsfæstet forekommer drastisk selv for Pilatus.
Og hvad værre er: Henrettelsen vil uden tvivl provokere de tilhængere, der plejer at rende Jesus i hælene. Pilatus ved, at han må træffe en afgørelse. Men syv lange år blandt de krævende jøder har lært ham at flygte fra ethvert ansvar.
“Jeg er uskyldig i denne mands blod”. Pontius Pilatus efter dødsdommen over Kristus.
“Han skal korsfæstes!” lyder det fra mængden endnu højere end før.
Pilatus giver op. Folkemængden får sin vilje. Mens alle ser på, henter han et vandfad og vasker sine hænder.
“Jeg er uskyldig i denne mands blod”, proklamerer han med et suk.
Dommen over Jesus står i Biblens evangelier. De beskriver, hvordan det gik til, da Pontius Pilatus, Roms statholder i Judæa, dømte Jesus Kristus til døden omkring år 33.
Handlingen, som førte til Jesu korsfæstelse og dermed kristendommens eksplosive fremvækst, sikrede for evigt Pilatus en plads i historien.
Pontius Pilatus skrev sig ufrivilligt ind i historien, da han blev presset til at dødsdømme Jesus Kristus.
Han nævnes – som den eneste ud over Jomfru Maria – i kristne kirker verden over, når præster og menigheder med den apostolske trosbekendelse bekræfter troen på Jesus Kristus: “...født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet...”.
Men Pilatus var langtfra selvskreven til denne fremtrædende plads i verdenshistorien. Faktisk ville han bare gerne passe sit arbejde i fred – uden alt for meget drama. Men det viste sig helt umuligt i Judæa, som var enhver embedsmands mareridt.
Rom knuste Pontius Pilatus’ folk
Historikerne ved ikke meget om Pontius Pilatus’ tidlige liv. Men han kom sandsynligvis til verden et par årtier før Jesus, og hans familie, Pontius-slægten, tilhørte samnitter-stammen.
Den holdt til i Italiens sydlige Appenninerbjerge og kendte om nogen til romernes brutalitet. Samnitterne havde førhen udkæmpet flere krige mod Rom, indtil de i år 290 f.Kr. måtte underlægge sig den magtfulde by.
I år 321 f.Kr. slog samnitterne romerne og tvang de overlevende til at “gå under åget”.
I år 83 f.Kr. brød der borgerkrig ud i Rom, og her endte samnitterne på den tabende side. Det blev fatalt.
Borgerkrigens vinder, diktatoren Sulla, lod som straf tusinder af samnitterne henrette, så stammen aldrig igen kunne rejse sig. “Deres byer er nu svundet ind til små landsbyer, mens andre står tomme tilbage”, skrev forfatteren Strabo 50 år efter.
De overlevende samnitter glemte aldrig den brutale udrensning. Men med tiden blev de assimileret i Roms imperium. Det gjaldt også Pontius-familien, der havde lært at indordne sig.
Pilatus’ far avancerede endda til at blive en del af ridderstanden, en klasse, som rangerede lige under de politisk indflydelsesrige senatorer.
Meget tyder på, at Pontius-familien kæmpede i den romerske hær, for tilnavnet “Pilatus” er sandsynligvis blevet givet for færdigheder i at kaste den romerske pilum, et særligt spyd med en lang spids af jern.
Pontius Pilatus fik muligvis tilnavnet “Pilatus”, fordi han var dygtig til at kaste det romerske pilum-spyd.
Om det var Pilatus eller hans far, som gjorde sig fortjent til hædersnavnet, er uklart. Men historikerne antager, at den unge Pilatus gjorde tjeneste som officer og formentlig kæmpede mod bl.a. germanerne langs Rhinen kort før Kristi fødsel.
Hvor længe Pilatus tjente i hæren, er uvist. Men i år 26 e.Kr. bragte et sendebud ham en vokstavle fra selveste kejser Tiberius. Tavlen forkyndte, at Pilatus var blevet udnævnt praefectus – statholder – over provinsen Judæa.
Om udnævnelsen var ment som en forfremmelse eller en straf, er uvist. Men havde Pilatus vidst, hvor mange problemer posten ville bringe ham, havde han utvivlsomt takket nej.
Judæa besad nemlig hverken guld eller andre rigdomme. Til gengæld var området en politisk heksekedel, som havde givet utallige af Roms udsendte grå hår under laurbærkransen.
Pilatus endte i Roms værste provins
Provinsen Judæa dækkede på Pilatus’ tid området mellem Det Døde Hav og Middelhavet. Regionen havde stort set ingen økonomisk betydning for romerne.
Men den lille landstribe kontrollerede land- og vandvejen til Egypten og dermed Roms livsvigtige kornforsyning. Desuden udgjorde området en stødpude mod det krigeriske Partherrige i øst.
Da Pilatus i år 26 e.Kr. ankom til Judæa, var det 20 år siden, at Rom havde underlagt sig området og gjort det til en provins. Lige siden havde de mange jødiske grupperinger været besættelsesmagten fjendtligt stemt.
Pontius Pilatus havde fået sin post af kejser Tiberius, som var frygtet af både venner og fjender.
Nogle frygtede, at Rom ville indføre flerguderi, mens andre afskyede romernes indblanden i jødernes indbyrdes stridigheder. Uroen ulmede derfor konstant.
Pilatus vidste, at han skulle gå forsigtigt frem. Men han var i en kattepine. Pilatus skulle også behage sin overordnede, kejser Tiberius, der var kendt for sin brutalitet og frygt for sammensværgelser.
I sin residens på øen Capri morede den paranoide kejser sig bl.a. med at lade reelle og indbildte fjender kaste ud fra øens 100 m høje klipper. For Pilatus gjaldt det derfor om at finde en balance mellem at stå på god fod med kejseren og samtidig undgå at vække jødernes vrede.
Den nyudnævnte statholder kom dog galt afsted fra begyndelsen. Da han gjorde sit indtog i Jerusalem, lod han efter romersk tradition sine tropper bære kejserens portræt på hærens standarter. Det skulle han aldrig have gjort.
“De kastede sig ned, blottede deres halse og erklærede, at de hellere ville dø end overtræde loven”. Forfatteren Josefus om jødernes respons på Pilatus’ trusler.
Jøderne betragtede billederne som afgudsdyrkelse, og demonstranter i store flokke strømmede til byen. For Pilatus at se var protesterne en hån mod kejseren.
Han sammenkaldte derfor sine tropper og truede demonstranterne med at slippe soldaterne løs, hvis ikke de spredte sig. Men intet gik som forventet. I stedet for at bede om nåde beredte jøderne sig på at dø.
“De kastede sig ned, blottede deres halse og erklærede, at de hellere ville dø end overtræde loven (mod afgudsbilleder, red.)”, skriver den samtidige forfatter Josefus.
Af frygt for konsekvenserne af en massenedslagtning gav Pilatus tropperne ordre til at trække sig. Også standarterne måtte statholderen slukøret sende ud af byen.
Jøderne hadede Pilatus’ gave
Det eklatante nederlag fik Pilatus til at forsøge en ny taktik – nu skulle jøderne i stedet forkæles. Statholderen anlagde derfor en 20 km lang akvædukt, som skulle føre vand ind i det knastørre Jerusalem.
Men planen gik helt galt. Pengene til byggeriet kom fra jødernes tempelskat, og selvom det var helt lovligt, ophidsede sagen de lokale, så da Pilatus ankom til Jerusalem, blev han endnu en gang omringet af rasende jøder.
“Mange døde, nogle som følge af de slag, de fik, mens andre blev trampet til døde under den efterfølgende flugt”. Josefus om Pilatus’ angreb på jødiske demonstranter.
Skuffet og vred sendte Pilatus sine mænd ud blandt de utaknemmelige demonstranter forklædt i jødiske dragter. På hans signal slog de løs på mængden med træstave. Soldaterne gik dog langt hårdere til opgaven end forventet.
“Mange døde, nogle som følge af de slag, de fik, mens andre blev trampet til døde under den efterfølgende flugt”, skriver Josefus.
Ikke lang tid efter – omkring år 32 e.Kr. – kom Pilatus galt afsted igen. Og denne gang blev selveste kejseren indblandet.
Statholderen havde residens i byen Cæsarea ved Middelhavskysten, men rådede desuden over et palads i Jerusalem. Og her lod statholderen gyldne skjolde med kejserens navnetræk ophænge. Men også dette så jøderne som afgudsdyrkelse.
En delegation af højtstående jøder ankom derfor til paladset, hvor de krævede skjoldene taget ned. “Brug ikke Tiberius som en undskyldning for at fornærme vor nation”, lød delegationens krav ifølge den samtidige forfatter Filon af Alexandria.
Jerusalems synedrium kunne dømme lokale forbrydere, men ikke i sager, der gav dødsstraf.
Pilatus sad som en lus mellem to negle
Som statholder i Judæa måtte Pontius Pilatus konstant tilgodese kejseren og de lokale jøders forskelligartede krav og særhensyn. Fejltrin kunne koste både Romerriget og Pilatus selv dyrt.
Judæas jøder nød en udstrakt grad af selvstyre. Hver by havde sit eget synedrium, et råd bestående af en ypperstepræst og 22 respekterede mænd – bl.a. præster og overhoveder for fremtrædende familier. Hertil kom skrivere og lovkyndige.
Rådet dømte i både religiøse og ikke-religiøse sager. Det gjaldt også Jerusalems 71 mand store råd, der også fungerede som en slags højesteret.
Selvstyret havde dog begrænsninger. Rådet kunne straffe tyve og røvere, men alvorlige sager, som krævede dødsstraf, fordrede romernes medvirken. Pilatus kom ofte i klemme, da jødernes interesser ikke altid var de samme som Roms.
Værre var det, at provinsen hørte ind under kejseren og ikke senatet som i mange andre provinser. Derudover stod Pilatus også til ansvar over for den romerske guvernør i naboprovinsen Syrien.
Magtens deling gjorde, at Judæas statholder konstant måtte bevare ligevægten mellem hensynet til jødernes følelser, den syriske guvernørs ordrer og kejserens indfald. På spil stod ikke bare Judæas og Roms skæbne, men i høj grad også Pilatus’ egen karriere.
Da Pilatus nægtede, sendte de højtstående jøder prompte besked til kejser Tiberius, som de var nære venner med.
Og snart efter kom kejserens barske reaktion, som må have skræmt Pilatus fra vid og sans. “Kejseren skrev et brev, hvori han irettesatte og udskældte ham på det bitreste”, beretter Filon.
Pilatus havde intet valg – skjoldene blev omgående pillet ned. Tiberius kunne have knust ham, ligesom Sulla i sin tid havde kvast Pontius-slægtens stamme.
Men til Pilatus’ held gjorde kejseren det ikke. Der var dog ikke plads til flere fejltagelser.
Pilatus forsøgte at undslippe retssag
Imens steg uroen i Judæa. Området vrimlede med religiøse sekter og frelserfigurer, der proklamerede gudsrigets komme. Mange var harmløse særlinge, men Pilatus vidste nu af bitter erfaring, at enhver utilfredshed hos jøderne kunne få store konsekvenser.
Sekterne udfordrede tilmed de jødiske ledere, hvilket komplicerede sagen. Jødernes råd, synedrium, tog sig af interne konflikter, men kunne intet stille op over for de fanatiske jøder, som ikke anerkendte rådets autoritet.
Det hele kulminerede i den jødiske påskeuge i år 33 e.Kr., som Pilatus tilbragte i Jerusalem.
Begivenhederne tog hurtigt fart. En prædikant ved navn Jesus var forud for højtiden ankommet til byen. Vidner fortalte, at han havde opfordret jøderne til at nægte at betale skat til romerne.
Desuden kaldte han sig konge og var derfor en potentiel trussel mod Roms overherredømme. Da Jesus under besøget raserede templet i vrede over stedets mange pengeudlånere, fik de jødiske ledere nok.
De arresterede Jesus for gudsbespottelse og førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus. Da forbrydelsen kunne straffes med døden, sendte ypperstepræsten sagen videre til Pilatus.
Fredag morgen i påskeugen slæbte de jødiske ledere Jesus til Pilatus’ palads. Statholderen indså straks, at han igen kunne komme i fedtefadet, så da han hørte, at Jesus var fra Galilæa, øjnede han en mulighed for at slippe.
Området blev styret af den jødiske fyrste Herodes Antipas. Pilatus sendte derfor Jesus til fyrsten, der dog nægtede at tage stilling til sagen.
Jesus blev derfor til Pilatus’ store fortrydelse returneret til hans palads – statholderen kunne ikke slippe.
“Jødernes konge” bekymrede Pilatus
Pilatus gik ud til folkemængden og henvendte sig til de jødiske ledere.
“Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?” spurgte han ifølge Johannesevangeliet, som sammen med Biblens tre andre evangelier er retssagens hovedkilder.
Lederne svarede, at Jesus var en forbryder, og at de var kommet, fordi kun de romerske myndigheder måtte idømme dødsstraf.
Inde i paladset afhørte Pilatus Jesus. “Er du jødernes konge?” spurgte han.
For jøderne var påstanden gudsbespottelse. For Pilatus var den en mulig forløber for et oprør. Men havde Pilatus håbet på, at Jesus ville trække i land, tog han fejl:
“Vil I have, at jeg skal løslade jødernes konge?” Pontius Pilatus til jøderne før Jesu korsfæstelse.
“Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?” svarede Jesus.
“Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?” kom det fra Pilatus.
“Mit rige er ikke af denne verden”, svarede Jesus roligt.
“Så du er altså konge?” konkluderede Pilatus i et forsøg på at skære igennem, men fik intet brugbart svar.
Statholderen var i vildrede. Lod han den anklagede henrette, risikerede han et oprør indstiftet af Jesu tilhængere. Lod han ham gå, risikerede han, at jøderne endnu en gang klagede til kejseren.
Under alle omstændigheder hvilede ansvaret på ham. Så fik Pilatus pludselig en idé. Han gik tilbage til folkemængden.
“Det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken”, sagde han snedigt. “Vil I have, at jeg skal løslade jødernes konge?”
Men folkemængden nægtede at bide på. “Ikke ham, men Barabbas!” råbte de med henvisning til en dømt røver, som sad fængslet.
Pilatus blev tvunget til dødsdom
Pilatus lod derefter sine soldater piske Jesus. Mens han så på, flettede de en tornekrone, som de satte på den anklagedes hoved. Herefter lod Pilatus Jesus føre ud i paladsets gård.
“Se, her er manden”, proklamerede han, da den mishandlede Jesus med blodet løbende ned ad ansigtet trådte frem.
Ifølge traditionen blev Jesus fængslet i denne celle i Jerusalem før korsfæstelsen.
Havde Pilatus håbet, at folkemængden nu mente, at Jesus havde lidt nok, tog han endnu en gang fejl. “Korsfæst ham, korsfæst ham”, rungede det i paladsets gård.
En sidste gang forsøgte Pilatus desperat at få Jesus til at fraskrive sig kongetitlen. “Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?” udbrød han hændervridende.
Men Jesus forblev tavs. Og nu leverede mængden trumfen:
“Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til kejser, sætter sig op imod kejseren”.
Omtalen af kejseren afgjorde sagen for den pressede Pilatus, der rejste sig. “Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag”, sagde han, mens han vaskede sveden og ansvaret af sine hænder.
Pilatus forsøgte til det sidste desperat at vaske ethvert ansvar for sine handlinger af sig.
Pilatus overgav ifølge kilderne efter korsfæstelsen Jesu lig til disciplen Josef fra Arimatæa, så den døde kunne blive begravet.
Evangelierne fortæller, at en gruppe kvinder den følgende dag fandt graven tom, og at den genopstandne Jesus siden viste sig for sine disciple.
Om Pilatus nogensinde hørte om de gådefulde hændelser, nævner kilderne ikke. Men hvad angik oprør og kejserlig vrede, kunne statholderen ånde lettet op.
Først 200 år senere skulle Jesu lære ryste Romerriget i dets grundvold – og sikre den hændervaskende statholder en evig plads i verdenshistorien.
I år 36 forlod Pilatus Judæa i vanære. 30 år efter gjorde jøderne oprør og blev knust af Roms legioner.
Fanatiske jøder endte Pilatus’ karriere
Tiden med Pilatus som statholder i Judæa var til det sidste præget af kontroverser. Tre år efter Kristi korsfæstelse fik Pilatus’ overordnede nok og sendte den klodsede statholder hjem til Rom i unåde.
I år 36 summede Judæa igen af religiøs uro. Pludselig fik Pilatus besked om, at en stor folkemængde var på vej op ad bjerget Gerizim i den nordlige del af provinsen.
De lokale jøder havde fået den idé, at bjerget gemte pagtens ark, som indeholdt tavlerne med De 10 Bud. Nu ville de finde de hellige genstande.
Målet var udelukkende religiøst, men den ængstelige Pilatus frygtede et oprør. Han drog derfor ud med sine soldater for at drive jøderne bort. I det efterfølgende håndgemæng blev folkemængdens ledere dræbt.
Jøderne klagede straks til guvernøren i Syrien, som var Pilatus’ overordnede. Guvernøren kendte til Pilatus’ klodsede håndtering af jøderne tidligere og sendte ham til Rom for at stå skoleret for kejseren.
Inden Pilatus nåede frem, døde Tiberius imidlertid. Statholderens videre skæbne er uvis. Måske levede han sine sidste dage som pensionist. Pilatus, én af historiens kendteste skikkelser, forlod verden indhyllet i glemsel.