Præsten fik større ansvar
“Alle, der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave”, slog Martin Luther fast.
Dermed mente han, at enhver kunne tolke Biblen og have et personligt forhold til Gud.
Fra nu af skulle en menighed selv vælge sin præst. Præsten skulle bo i sognet, stifte familie og være et forbillede for alle kristne fædre.
Og han fik flere opgaver end blot at forestå gudstjenesten: Præsten skulle pleje syge, mægle mellem stridende ægtefolk og føre tilsyn med skolerne, der voksede frem efter reformationen.
Gudstjenesten blev til at forstå
Reformationens mest konkrete resultat var en gennemgribende ændring af gudstjenesten: De lutherske præster begyndte at gennemføre gudstjenesten på det lokale sprog frem for latin, og desuden kom kirkegængerne tættere på Gud gennem en større deltagelse i de kirkelige handlinger.
Nadveren var et af de centrale stridspunkter mellem Luther og den katolske kirke.
Luther afviste katolikkernes bogstavelige tro på, at brød og vin blev forvandlet til Jesu blod og legeme under nadveren.
Han gav denne del af gudstjenesten en mere symbolsk betydning.
N.F.S. Grundtvig blev med sine 1.500 salmer en af den reformerede kirkes mest indflydelsesrige præster.
Salmesang ville gøre det lettere for kirkegængerne at huske Biblens budskaber, mente Luther.
Han bidrog ivrigt til de tusindvis af salmer, der blev skrevet efter 1517.
De mest kendte danske salmedigtere er Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig.
Christian 3. indtog København efter flere måneders belejring i 1536.
Danske biskopper blev afsat af kongen
Kirken har for stor magt, mener de danske konger, men i årevis lykkes det biskopperne at kvæle enhver reformation. Da Christian 3. endelig besejrer dem, bliver han regent i verdens første reformerede land.
Danskerne er nogle af de første til at høre om Luthers tanker. I reformationsåret 1517 er tre danskere indskrevet som studerende på Wittenbergs universitet, hvor Martin Luther er professor.
Hjemme i Danmark ønsker den regerende konge, Christian 2., sig brændende et opgør med den katolske kirke, der efter hans mening har alt for stor magt: Kirken ejer en tredjedel af landet – og besiddelserne vokser år for år, fordi bønder og godsejere testamenterer jord til kirken i håb om at komme i Himlen.
Men alle kongens forsøg på at skifte til den lutherske lære bliver stoppet i rigsrådet, som regerer landet sammen med kongen og har flere biskopper som medlemmer.
I 1523 driver rigsrådet ligefrem kongen i landflygtighed bl.a. på grund af hans utilslørede sympatier for Luther.
Før den nye konge kan få rigsrådets accept, skal han love at forfølge enhver “luthersk discipel”.
Alligevel tillader Frederik 1. flere prædikanter at opholde sig i landet, og overfald på de katolske klostre forbliver ustraffet.
Blodig borgerkrig i Danmark
Frederiks ældste søn, kronprins Christian, får hertugdømmet Slesvig at øve sig på, inden han skal være Danmarks konge.
I Slesvig gennemfører han reformationen i lille skala: Præster får besked på at gifte sig, og tiggermunke jages bort.
Med dette synderegister afviser rigsrådet naturligvis at krone Christian til konge efter Frederik 1.s død.
Året er 1533. Danmark står uden konge, og resultatet bliver en blodig borgerkrig – kendt som “Grevens Fejde”.
København og Malmø rebellerer mod den katolske kirke, mens bønderne i Jylland rejser sig mod godsejerne, og adelen henter en effektiv udenlandsk lejehær til Danmark.
I nødens stund ombestemmer rigsrådet sig og indsætter Christian 3. som konge. Hurtigt får han landet under kontrol, og den 6. august 1536 erobrer han København.
Seks dage senere tager han de katolske biskopper til fange og anklager dem for at være skyld i borgerkrigen. Vejen for reformationen ligger endelig åben.
Længe håber Christian, at han kan lokke selveste Martin Luther til Danmark, så han kan forestå reformationens indførelse, men Luther afviser.
I stedet sender han sin nære ven Johannes Bugenhagen, der på to år indretter Danmark som et luthersk land – det første i historien.
Klostrene bliver nedlagt, og Christian tager jorden. Indbyggerne er tvunget til at acceptere den nye tro, for religionsfriheden blev først indført i 1849.
Nordeuropæerne skulle slide sig til det evige liv
I den lutherske kirke var ingen udset til frelsen på forhånd.
Men den troendes livsførelse kunne afgøre, om han eller hun var blandt de udvalgte.
Afgørende var bl.a. flid og nøjsomhed – dyder, som stod i stærk kontrast til den katolske kirkes fråseri, der i 1517 fik Luther til at skrive sine teser.
Den strenge arbejdsmoral gjorde sig særligt gældende hos calvinister, og anses af nutidens sociologer for at være en forudsætning for kapitalismen.
Kalkmalerierne blev kalket over
Efter reformationens gennemførelse i 1536 gennemgik de danske kirker store forandringer. Mest synligt var, at kirkemalerierne med de grafiske fremstillinger af bibelske scener blev kalket over.
De katolske helgener, der havde plads i kirkens sideskibe, blev fjernet, da Luther mente, at de fjernede opmærksomheden fra evangeliet.
Relikvierne blev smidt ud, og prædikestolen fik en central plads i kirken, så præsten stod “blandt folket” – gerne ved et vindue, så en aldrende præst kunne læse sin prædiken trods svækkede øjne.
De fine, udskårne altertavler endte på kirkeloftet – og det var et held, for her blev de fundet hundreder af år senere.
I mange kirker er altertavlerne taget til nåde og hængt op igen på trods af Luthers krav.
Den nye tro krævede, at de troende lærte at læse
Luthers tanke om, at enhver kristen kunne forkynde Guds ord, krævede, at de troende kunne læse i Biblen.
Derfor blev skolegang udbredt.
Tidligere – under katolicismen – lå de danske skoler i klostrene og var forbeholdt privilegerede børn.
Skoler voksede frem, for efter 1536 skulle danskerne kunne læse Biblen.
Da kongen i 1536 beslaglagde klostrene, kom staten til at stå for driften af skolerne.
Her blev børnene undervist på dansk efter “Luthers lille katekismus”, som bl.a. indeholdt fadervor, trosbekendelsen og De 10 Bud samt forklaringer på, hvad teksterne egentlig betød.
Bogen havde Luther skrevet på sine rejser rundt i Tyskland, hvor han opdagede, at indbyggerne var langt mindre bibelkyndige, end han havde troet.
I løbet af 1500-tallets Danmark åbnede lokale skoler med læseundervisning for begge køn. Målet var, at såvel drenge som piger kunne forstå Biblen.
Den katolske hån tog fart, da den tidligere munk Martin Luther giftede sig med en bortløben nonne.
Cølibat er imod Guds vilje
Da Luther nærstuderede Biblen, opdagede han, at den ikke nævner nonner eller munke med ét ord. Opdagelsen fik stor betydning for ham.
“En kvinde kan ikke kontrollere sig selv fuldstændigt. Gud skabte hendes krop, for at hun kunne være med en mand og stifte familie”.
Sådan skrev Luther til tre tvivlende nonner i 1524 – mens han var munk.
Luther havde ingen planer om at gifte sig. Han frygtede, at ægteskabet ville holde ham væk fra hans store opgave og muligvis stille ham i et dårligt lys.
Den katolske kirke reagerede med rasende forargelse, når tidligere munke og nonner brød deres kyskhedsløfte.
Men langsomt overbeviste Luther sig selv om, at også han måtte leve efter reformationens lære. Som hustru tog han Katharina von Bora – den bortløbne nonne, han havde hjulpet til flugt.
Forelsket var Luther ikke, men følelserne voksede hos de nygifte ægtefolk. Mens Katharina fandt lykken, havde de rettroende nonner, der blev tilbage på klostrene, det svært.
I de reformerede områder i Tyskland blev nonner og munke smidt ud af klostrene.
I Danmark blev klostrene først nedlagt, når den sidste beboer var død.
Luther, Calvin og Henrik 8. tog en bid af pavens rige
1500-tallet skulle blive en hård tid for den katolske kirke.
I Tyskland og de nordiske lande vendte flere fyrster sig mod Martin Luthers lære, mens engelske Henrik 8. i 1534 stillede sig i spidsen for en ny, uafhængig kirke – den anglikanske.
I den schweiziske by Genève gennemførte prædikanten Jean Calvin sin egen reformation.
Hans strenge udgave af Luthers lære vandt ikke alene udbredelse i store dele af Schweiz, men fik aflæggere i Holland og Skotland.
Også i Frankrig spredte Calvins idéer sig, men kongemagten ønskede ikke “tyske tilstande” og bekæmpede de såkaldte huguenotter indædt.
