Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Luther lukker en smutvej til Himlen

Afladshandlerne har travlt, for de kristne i Tysk­land skal lokkes til at betale for en ny Peters­kir­ke. Men i 1517 går handlen med Guds tilgivelse over stregen.

Michael Hampshire/Getty Images

Sommeren 1517 ruller en kortege af vogne gennem Tyskland. I hver eneste flække gør vognene holdt, og en insisterende stortromme kalder indbyggerne sammen.

Den omrejsende afladshandler Johann Tetzel er kommet til byen for at sælge aflad – pavens tilgivelse for de synder, der efter døden kan sende de kristne i skærsilden.

Hovedpersonerne

Her i slutningen af middelalderen frygter menneskene skærsilden mere end døden selv, for her skal alle ned at renses, inden de kan få plads hos Sankt Peter i Himlen.

Hvor langt opholdet i de slikkende flammer bliver, er svært at sige – det afhænger af synden og kan nemt vare i hundredvis af år.

Men der er én udvej, lover kirken:

“Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”, lyder afladshandler Tetzels salgsslogan, og byboerne stiller sig villigt i kø.

Adelige skal betale 6-10 guldfloriner, købmænd tre, mens bønderne kan forkorte deres tid i skærsilden ved at række Tetzel en enkelt guldflorin.

“Når nu Gud har givet os pavestolen, så lad os nyde den!”
Pave Leo 10. (ca. 1513)

Møntens værdi svarer til, hvad et par gode støvler koster hos skomageren.

Pengene er en fin investering, for afladsbrevene har en guddommelig styrke.

Johann Tetzel bedyrer, at hans breve kan redde en mand, selv hvis manden har forlystet sig med den hellige jomfru Maria – og gjort hende svanger!

Afladsbreve kan også redde afdøde familiemedlemmer, der lige nu martres i ilden.

“Hører du ikke dine forældres og forfædres stemmer, der trygler om hjælp? ‘Vis nåde! Vi lider ubærlige pinsler. Vil du ikke købe vores frihed med en almisse?’”, lyder det fra Tetzel.

Legenden fortæller, at der midt i byens vrimmel står en adelig ridder. Han kalder sig “von Hagen” og anmoder om et afladsbrev, der skal dække en synd, han har tænkt sig at begå dagen efter.

Dette sære ønske tænker Tetzel ikke nærmere over, selvom en synd, der endnu ikke er begået, nemt kan undgås.

Ridderen får sit afladsbrev forsynet med laksegl.

Von Hagens guldfloriner havner i hånden på Tetzels bogholder, der kas­ter dem ned i en svær egetræskiste med jernbeslag og tre låse.

Tetzel gør alt for at lokke penge ud af sine tilhørere, og hans tricks virker. I by efter by fyldes “Tetzel-kisten” med mønter, men pengene er ikke tiltænkt den trinde, 52-årige afladshandler – selvom han tager sig godt betalt.

Turneen gennem Tyskland skal især gavne to personer i toppen af den katolske kirke: pave Leo 10. samt Albrecht af Hohenzollern, der er det tysk-romerske riges mægtigste ærkebiskop med hele to bispesæder.

Begge mænd mangler desperat penge, og derfor må indbyggerne i Tyskland bløde.

Endnu ved Leo og Albrecht ikke, at deres griskhed vil blive gnisten, der udløser den voldsomste religionsstrid i Europas historie og ender med at rive den kristne kirke midtover.

To mænd skal bruge penge

Et par år forinden var den blot 24-årige Albrecht af Hohenzollern blevet udnævnt til ærkebiskop i Magdeburg og kort efter i Mainz.

Kirken havde ganske vist et forbud mod, at en ærkebiskop kunne beklæde flere bispesæder, men loven omgik den unge mand ved at betale 48.000 gulddukater til pave Leo.

Pengene lånte Albrecht hos Jakob Fugger, Europas rigeste købmand.

Ærkebiskop Albrecht levede et ødselt liv og stod åbenlyst i forhold til en ugift kvinde, der skænkede ham en datter.

Hvis Albrecht skulle betale sin gæld til Jakob Fugger og samtidig fortsætte sit luksusliv, var han tvunget til at finde indtægter – helst med pavens velsignelse.

Til alt held var Leo 10. også i vanskeligheder.

Da han blev valgt til pave som 37-årig, som kirkens yngste nogensinde, udtalte han: “Når nu Gud har givet os pavestolen, så lad os nyde den!”

Mottoet levede han op til. I løbet af sine to første år brugte Leo hele Vatikanets samlede formue på 4,5 millioner gulddukater – dvs. 15 tons guld.

En god del af pengene gik til kostumeballer, fester og jagt. Til Leos storslåede middagsselskaber blev gæsterne underholdt med eksotiske dyr som elefanter og leoparder.

Orkestre og drengekor blev fragtet til Rom fra hele den katolske verden med det ene formål at fornøje paven.

Nogen skørtejæger var Leo ikke – til gengæld gik der flere rygter om orgier med mindreårige drenge.

Udskejelserne bekymrede Vatikanets bogholdere, der i 1516 kunne meddele, at kassen var tom, og at byggeriet af den storslåede Peterskirke i Rom ville gå i stå.

Kun hvis Leo skaffede midler i en fart, kunne skandalen undgås. Pantsætningen af alt fra juveler til kardinalhatte gav en smule penge, men Vatikanet var stadig faretruende tæt på fallitten.

Derfor kom henvendelsen fra Albrecht på det perfekte tidspunkt – og hans idé var fristende simpel: En betroet mand med gode talegaver skulle rejse Tyskland rundt og sælge afladsbreve, hvorefter paven og ærkebiskoppen kunne dele indtægten.

Albrecht kendte den rigtige mand til jobbet: Johann Tetzel – en tidligere dominikanermunk, der arbejdede som afladshandler i hele det tysktalende område.

Han var den fødte sælger, men penge havde korrumperet ham.

Tilbage i 1510 var Tetzel i Innsbruck blevet dødsdømt for at snyde i spil og leve i synd med en gift kvinde.

Straffen var døden, og henrettelsesmetoden drukning, afgjorde kejseren.

Byggeriet af Peterskirken begyndte i 1506. 120 år efter stod den endelig færdig.

© Gaspar van Vanvitelli/Bridgeman

Aflad betalte verdens største kirke

Den ødsle pave Leo 10. havde arvet ansvaret for færdiggørelsen af Peterskirken efter sin forgænger, Julius 2.

Julius beundrede det antikke Rom så meget, at han valgte pavenavn efter sit forbillede, Julius Cæsar.

Men den katolske kirke skulle overstråle Romerriget i pragt, mente han.

Den 18. april 1506 lagde Julius grundstenen til en ny Peterskirke lige dér, hvor apostlen Peter ifølge overleveringen er begravet.

I de følgende år blev tonsvis af sandsten fragtet til Rom, og den mægtige katedral tog form. Penge til byggeriet fik paven bl.a. ved at skrive tiggerbreve til Europas fyrster.

Under Leo 10. fortsatte byggeriet, men den nyvalgte pave havde mange andre, dyre interesser, og efter to år var Vatikanets formue væk.

Arbejdet på byggepladsen truede med at gå i stå. For at kratte nye penge ind satte paven fart på salget af afladsbreve.

Heller ikke Leo kom til at opleve færdiggørelsen af Peterskirken.

Krig, pengemangel og manglende interesse lammede i perioder byggeriet, så den mægtige katedral først stod klar i november 1626 – efter 120 år og udgifter på mere end 46 mio. gulddukater.

Pladsens optiske bedrag

Den 240 m brede Petersplads er tegnet af Giovanni Lorenzo Bernini i 1600-tallet. Foran katedralen snævres pladsen ind, så kuplen bliver fremhævet.

Gaspar van Vanvitelli/Bridgeman

Kuplen levede ikke op til forventningerne

Peterskirkens kuppel måler 42 m i diameter – ca. 1,5 m mindre end Pantheon-templet fra romertiden, som Julius 2. forsøgte at overgå.

Gaspar van Vanvitelli/Bridgeman

Egyptisk udsmykning

År 37 e.Kr. hentede kejser Caligula den egyptiske obelisk til Rom. Pave Sixtus 5. fik den placeret foran katedralen i 1586.

Gaspar van Vanvitelli/Bridgeman

Røveriet i skoven

Kun forbønnen fra en tysk fyrste frelste Tetzel fra døden – i stedet skulle han tilbringe resten af livet i et fangehul. Alligevel var han snart fri igen, for der var brug for hans særlige talenter.

I 1516 gjorde biskoppen i Meissen ham til “subkommissær for handlen med aflad til Peterskirken i Rom”.

Året efter headhuntede ærkebiskop Albrecht ham til en stilling som “generalkommissær” med samme opgave.

For at holde styr på pengene placerede købmand Fugger sin egen bogholder i Tetzels stab.

I løbet af sommeren 1517 nåede afladshandleren at besøge Berlin, Halle og Magdeburg.

“Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje”.
Luthers 28. tese

Ifølge legenden førte vejen ham gennem det skovklædte område Elm mellem landsbyerne Königslutter og Schöppenstedt, da en røverridder sprang frem med sine mænd.

Tetzel genkendte ham. Det var von Hagen, adelsmanden, som dagen før havde købt et afladsbrev.

Nu holdt von Hagen brevet frem for næsen af Tetzel – det fortalte, at paven allerede havde givet syndsforladelse for den forbrydelse, von Hagen var i færd med at begå.

Med hævet sværd truede von Hagen afladshandleren til at aflevere den tunge kiste med guldflorinerne.

Straks efter var røverridderen forsvundet i skoven.

Historien er sidenhen blevet fortalt i mange versioner, men selvom gerningsstedet skifter, er moralen den samme: Afladshandlen var gået over gevind.

Trods overfaldet fortsatte Tetzel sin turné og solgte afladsbreve med uformindsket ihærdighed, men det var, som om hans held var ved at rinde ud. For endnu en mand var ude efter ham.

Afladsbrevet var historiens første trykte formular – med plads til at indføje køberens navn.

© Stralsund Museum

Spring over køen til himmerige

Jesus og de katolske helgener havde inden deres død gjort så meget godt på jorden, at de havde efterladt sig en stor bunke af gode gerninger – mente den katolske kirke, der påtog sig at forvalte denne skat af godhed.

1452 blev godheden for første gang sat til salg i form af afladsbreve.Indtægten gik bl.a. til at betale kirkebyggerier og hospitaler.

Brevene var historiens første trykte formular, som vha. den nyopfundne bogtrykkerkunst nemt kunne mangfoldiggøres.

Afladsbrevene blev udstedt af biskopperne i pavens navn.

De garanterede køberen en plads i Himlen – uden at han behøvede at gøre bod for sine synder eller risikerede at havne i skærsilden.

Tilbuddet gjaldt også afdøde, så slægtningene kunne købe familiemedlemmer fri af det smertefulde, årelange ophold i ilden.

Den katolske kirke forbød handel med aflad i 1562; fem år senere blev straffen for handel sat til udstødelse af kirken.

Luther bliver provokeret

I den sachsiske by Wittenberg var prædikanten Martin Luther blevet opsøgt af flere sognebørn, som viftede med Tetzels afladsbreve og hævdede, at de slet ikke havde brug for hans syndsforladelse.

“Jeg slår et hul i den tromme”, udbrød den 33-årige Luther, der var dr.theol. og professor ved Wittenbergs universitet.

Efter grundige bibelstudier kunne han konstatere, at ingen kan købe sig fri af Guds retfærdige straf. I de følgende prædikener tordnede han mod afladshandlen.

Luther opfordrede sin menighed til at angre oprigtigt i stedet for at forsøge at betale for frelsen.

I flere måneder o­ver­ve­je­de han, hvor­dan han skulle tage opgøret med den magtfulde kirke. 31. oktober 1517 var han endelig klar til at offentliggøre sine argumenter mod afladshandlen – udformet som 95 teser.

Ifølge legenden bankede han dem fast på Wittenbergs kirkedør, så alle kunne læse kritikken:

“Det er sikkert, at når pengene i kisten klinger, så øges profitten og begæret”, skrev han således i tese 28.

Og i tese 32 lød det: “Den, som tror, at han gennem afladen kan sikre sig sin frelse, bliver for evigt sammen med sin læremester fordømt”.

Luther må trøste Tetzel

I eftertiden er den 31. oktober 1517 blevet fejret som dagen, hvor reformationen brød ud, men intet tyder på, at Martin Luther havde nogen anelse om, hvad hans teser ville føre med sig.

Luther vidste ikke engang, hvem hans modstandere var – i første omgang ville han blot starte en teologisk diskussion.

At paven og ærkebiskoppen profiterede personligt af afladshandlen, anede Luther ikke, da han sendte sine 95 teser til ærkebiskop Albrecht:

“Jeg kan ikke holde mund længere”, forklarede Luther i et medfølgende brev.

Albrecht, der umuligt kunne undvære de mange penge fra Tetzel, turde ikke risikere en åben debat, så han sendte teserne videre til pave Leo i Rom og advarede om, at “Luther vildleder det stakkels, uforstående folk”.

Men paven kunne ikke umiddelbart gøre noget ved problemet, for han havde hænderne fulde af problemer: Osmannerriget truede med at invadere det kristne Cypern, flere italienske byer var i oprør, og en grup­pe kardinaler var blevet afsløret i at forberede et attentat mod ham.

Derfor nøjedes Leo med at give den tyske Augustinerorden besked på at sætte den irriterende prædikant fra Wittenberg på plads under deres næste samling i april 1518.

Pave Leo havde overset, at Luther og hans hurtigt voksende flok af sympatisører havde adgang til et magtfuldt våben: trykpressen.

Inden pavens svar var nået tilbage til Tyskland, var Luthers teser trykt i flere hundrede kopier.

“De spredte sig til hele Tyskland på 14 dage”, huskede Luther senere.

Derfor varede det heller ikke længe, før Johann Tetzel kunne læse de 95 teser.

Han blev rasende og truede med at “kaste den kætter til Luther på bålet”.

Trods sin blakkede fortid var Tetzel selv teolog og mente at kunne forsvare afladshandlen med solide argumenter.

Han forfattede derfor 106 modteser, som han sendte til Wittenberg.

De gjorde dog intet indtryk på Luther. Hans studerende købte 800 kopier og brændte dem alle.

I Wittenberg var Luther i sikkerhed, så han i fuld offentlighed kunne brænde pavens trussel om udsmidning fra kirken.

© Karl Aspelin, 1885

De 95 teser slog sprækker i kirken

Luthers kritik af afladshandlen spredtes hurtigt i Tyskland. Blandt hans støtter var Sachsens kurfyrste, der gerne ville begrænse pavens magt.

En af verdenshistoriens mest berømte skrøner er den om Martin Luther, der allehelgensdag (31. oktober 1517) sømmer et dokument med 95 teser op på døren til Wittenbergs bykirke.

Om det virkelig foregik sådan, er tvivlsomt, for teserne var forfattet på latin, og dermed havde de færreste witten-bergere nogen glæde af at se dem.

Luther selv nævnte heller aldrig begivenheden.

Den første, der omtaler scenen ved kirkedøren, er Luthers kollega og medkæmper Philipp Melanchthon, da han i 1547 skulle skrive forordet til en nyudgivelse af Luthers tekster.

I virkeligheden sendte Luther sine teser direkte til ærkebiskop Albrecht af Hohenzollern, hvis navn stod på afladsbrevene.

Desuden fik en snæver kreds af Luthers venner en kopi, der hurtigt blev oversat til tysk og trykt.

De 95 teser blev spredt i hele landet, og debatten tog fart – ikke kun blandt de lærde, også flere fyrster viste interesse.

En af dem var Sachsens kurfyrste, Frederik 3., der med stigende irritation så, hvordan kirken udvidede sin magt og med skatter og afladshandel kunne samle enorme formuer.

Kurfyrsten var mindre interesseret i de teologiske finesser i Luthers teser – for Frederik talte, at paven blev trængt tilbage.

Derfor gav han Luther beskyttelse på Wartburg og i Wittenberg, så kirkens bandlysning og kætter-anklagerne ikke udgjorde en fare.

Med kurfyrstens støtte fik Luther fred til at gennemtænke sin kritik af kirken, så reformationen kunne gennemføres.

Nu indså Martin Luther, at striden var ved at komme ud af kontrol. Han skrev derfor uddybende tekster, hvor han holdt hånden over paven og forklarede sin kritik af afladshandlen.

Men det var allerede for sent: Tetzel og mange andre teologer piskede en hadefuld stemning op ved at udsende det ene smædeskrift efter det andet.

Skrifterne provokerede den temperamentsfulde Luther:

“De har aldrig set en Bibel”, og “de er fyldt med had”, mente han.

Luthers tilhængere lod sig rive med af konflikten og begyndte at forfølge Johann Tetzel. Hvor end afladshandleren nåede frem med sit vogntog, blev han mødt med smæderåb.

Det var derfor en nedbrudt Tetzel, der i 1518 måtte opgive sin afladshandel og søge beskyttelse bag dominikanerklostrets tykke mure.

Samme år tildelte den katolske kirke ham et symbolsk doktorat i teologi, men det var ingen trøst for manden, der i løbet af sommeren blev ramt af pest.

Da Luther hørte, at Tetzel lå for døden, skrev han et langt brev til afladshandleren: “Uroen (i kirken, red.) er ikke din skyld”, trøstede Luther.

“Barnet har en hel anden fader”, lød det med en indforstået henvisning til paven.

Kort efter døde Tetzel, men balladen i kirken var kun lige begyndt.

Paven sender skarp advarsel

Den voksende strid fik pave Leo til at blande sig i sagen – “med stor forsigtighed, som det sig sømmer”.

Han sendte flere kardinaler til Tyskland for at forhandle med Luther og få ham til at trække sine mest kritiske påstande tilbage.

Men pavens diplomatiske forsøg på at påvirke Luther havde ikke den mindste effekt, tværtimod.

Han nægtede at give sig – og skrev endnu flere kritiske teks­ter, der nåede ud til tusinder af tyske bønder, landarbejdere og håndværkere.

Også adelen begyndte at se fordelen i at begrænse kirkens magt – blandt dem var Sachsens kurfyrste, Frederik 3., der blev en af Luthers vigtigste støtter.

Martin Luther var klar over, at han i værste fald kunne blive brændt som kætter, så han forfattede igen udglattende breve til paven:

“Jeg kaster mig i støvet”, lød det i et skrift på 100 sider. “Jeg tilbyder dig alt, hvad jeg har, og hvad jeg er. Uanset hvad du beslutter, vil jeg betragte din stemme som Jesu stemme”.

Samtidig fortsatte Luther med at fremføre sine argumenter mod afladshandlen – og mod pavens magt – under store folkemøder i Tyskland.

Derfor sendte paven en skarp advarsel til Wittenberg den 15. juni 1520. Paven “fordømmer og afviser alle skrifter og prædikener af den nævnte Martin”, lød det.

Hvis Luther ikke trak sine påstande tilbage, ville han blive ekskommunikeret, hvilket bl.a. ville betyde en ende på hans ret til at prædike.

Advarslen fik den stik modsatte virkning. Gennem de følgende måneder skrev Luther hele tre bøger, hvor han bl.a. argumenterede imod afladshandel, helgentilbedelse og ikke mindst pavens eneret på at fortolke Biblen.

Fra at være en principiel strid om afladshandel stillede Luther nu spørgsmål ved hele kirken, dens hierarkier og selve læsningen af de hellige skrifter i Biblen.

Den 10. december 1520 var Luther klar til at gå sin helt egen vej.

På torvet i Wittenberg brændte han pavens trussel samt sine modstanderes skrifter og bøger med kirkelov, mens han proklamerede:

“Fordi du, gudløse bog, har skadet Faderens hellighed, skal du opsluges af de evige flammer i helvede”.

Den symbolske handling kunne kun få én konsekvens fra pavens side.

Den 3. januar 1521 blev Luther ekskommunikeret – udstødt af kirken.

Kejser betragter Luther som kætter

Kurfyrst Frederik af Sachsen ville give Luther en chance for at forsvare sig foran den tysk-romerske rigsdag – en rådgivende forsamling af fyrster, adelige, biskopper og repræsentanter for de frie byer.

I værste fald kunne forsamlingen her dømme prædikanten som kætter.

I april 1521 red Luther de 500 km fra Wittenberg til Worms, turen udviklede sig til et triumftog.

“En enkelt broder tager fejl, når han sætter sig op mod hele kristendommens mening!”
Den tysk-romerske kejser Karl 5. (1521)

Bønder i stimevis forlod deres markarbejde for at hylde ham, og i byerne samledes folk for at opmuntre den rebelske prædikant.

  1. april ankom han til Worms, hvor han blev placeret i husarrest ved slottet Bischofshof, hvor høringen skulle foregå.

Også i Worms stimlede folk sammen. De ville med egne øjne se manden, der turde udfordre paven.

Soldater måtte skubbe menneskemængden til side, før Luther kunne føres til slotssalen.

Da den kutteklædte prædikant trådte ind, rettede alle i rigsdagen deres øjne mod ham – nys­ger­rige efter at se rebellen fra Wittenberg.

Luther blev bedt om at rejse sig, hvorefter mødelederen med højtidelig røst sagde:

“Martin Luther, den kejserlige majestæt har indkaldt dig til Worms af to grunde. For det første for at erfare, om du vil vedkende dig bøgerne, der er udbredt i dit navn. For det andet for at erfare, om du i så fald vil anerkende eller tage afstand fra bøgernes indhold”.

Luther var nervøs, for hvert et ord, han ytrede, kunne sende ham på bålet:

“Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det bringer ingen frelse at gøre noget imod sin samvittighed. Gud hjælpe mig, amen”.

Dagen efter holdt den 21-årige kejser, Karl, en tale, der må have fået blodet til at fryse til is i Luthers årer:

“Det er sikkert, at en enkelt broder tager fejl, når han sætter sig op mod hele kristendommens mening, for ellers må kristendommen have taget fejl i tusind år eller mere”, sagde kejseren.

Han ærgrede sig over, at han ikke for længst havde sat en stopper for Luther:

“Herefter vil jeg betragte ham som en notorisk kætter og håbe, at De som gode kristne vil gøre det samme”.

Kejseren (tv.) ville høre Luther lægge afstand til sine kætterske skrifter, men prædikanten sagde nej og blev erklæret fredløs.

© Getty Images

I de følgende dage diskuterede rigsdagen Luthers skæbne, men før den nåede til en beslutning, stak Luther af.

For­svin­dings­num­me­ret vakte stor vrede, og kejser Karl erklærede re­for­ma­to­ren og hans tilhængere for fredløse:

“Vi forbyder alle, i ord eller gerning, at modtage, forsvare, støtte eller udvise sympati over for Martin Luther. Tværtimod ønsker vi, at han bliver pågrebet og straffet som en notorisk kætter, som han fortjener”, proklamerede kejseren.

Fredløshed betød den sikre død, for den dømte mistede al beskyttelse, havde ingen ret til husly og skulle leve som de vilde dyr.

Hvis nogen slog Luther ihjel, ville de ikke blive retsforfulgt, for der var ikke tale om en forbrydelse.

På en øde strækning undervejs til Wittenberg blev Luther standset af ukendte, bevæbnede mænd, der trak en sæk over hovedet på ham og førte ham bort.

Luthers ord vandt genklang på klostrene. Flere hundrede nonner og munke stak af.

© Lucas Cranach den ældre, 1526/Wartburg-Stiftung

Nonner på flugt

På cistercienserklostret i Nimbschen gik Martin Luthers skrifter fra hånd til hånd, når abbedissen ikke så det.

Nonnerne var inspireret af det opbrud, der var ved at ske, i kirken.

Blandt kvinderne var den 24-årige Katharina von Bora, der var blevet afleveret på klostret grædende som fire-årig. Von Bora-familien tilhørte adelen, men deres besiddelser kunne ikke brødføde hele familien.

I 1523 besluttede hun sammen med 11 andre nonner at bede Luther om hjælp til flugt.

Prædikanten overtalte en fiskehandler til at smugle dem ud. Risikofri var flugten ikke – hvis de blev fanget, ville manden få en dødsdom for “nonne-rov”.

Kvinderne nåede til Wittenberg, men livet i frihed var ikke, som de havde troet.

Samfundet så med den største mistillid på unge, ugifte kvinder. Selvom nonnerne ingen erfaringer havde med mænd, var de tvunget til at gifte sig.

Som den sidste af de 12 bortløbne blev Katharina gift med Martin Luther.

Reformationen trues af oprør

Da sækken endelig blev fjernet, konstaterede Luther, at han ikke var havnet i et fangehul, men i behagelige omgivelser på borgen Wartburg.

Manden bag kidnapningen viste sig at være kurfyrst Frederik 3. af Sachsen.

Han ville beskytte Luther og give reformationsbevægelsen et tiltrængt pusterum.

På Wartburg, der lå på en klippetop over byen Eisenach, gjorde Luther derfor alt for at skjule sin identitet.

Han kaldte sig “Junker Jörg”, anlagde skæg og lod håret gro på sin barberede isse, mens han tilbragte dagene på et ydmygt kammer.

Men isolationen tog hårdt på prædikanten, der led af depressioner og i flere tilfælde måtte “jage Djævlen på flugt” ved at kaste sit blækhus efter, hvad han troede var onde dæmoner.

Efterhånden forstod Luther, at hvis han ville beholde sin forstand, måtte han arbejde – lave noget, der gavnede reformationen.

Martin Luther oversatte Det nye og Det gamle testamente. Den samlede Bibel udkom for første gang på tysk i 1534.

© Lutherhaus Wittenberg

Han satte sig ved et lavt skrivebord og oversatte Det nye testamente fra græsk til tysk på blot 11 uger.

Isolationen gav ham også tid til at udbygge sin kritik af kirken. I Biblen fandt han bl.a. argumenter imod cølibat.

Helt afskåret fra verden udenfor var Luther dog ikke. En stadig strøm af breve fortalte ham om begivenhederne i re­for­ma­­tio­nens centrum, Wittenberg.

I december og januar kunne han med forfærdelse læse, hvordan uro og hærværk bredte sig i byen.

Luthers fravær havde nemlig givet mere radikale prædikanter plads til at argumentere for et voldeligt oprør mod kirken, og i et tilfælde var munke gået amok og havde smadret helgenbilleder i deres kloster.

I knap et år gemte Luther sig på borgen Wartburg, hvor han oversatte Det nye testamente.

© Library of Congress

Den 6. marts 1522 vendte Luther i al hemmelighed tilbage til byen. Til sin redningsmand, kurfyrsten, forklarede han:

“Mens jeg var væk, har Djævelen listet sig ind i min fåreflok og ødelagt så meget, at jeg ikke kan reparere det med mine skrivelser, men kun gennem min personlige tilstedeværelse og det levende ord”.

Derfor trådte Luther atter ind i Wittenbergs kirke, hvor han holdt otte prædikener og slog fast, at reformationen skulle være et fredeligt projekt:

“Ved I, hvad Djævelen tænker, når han ser mænd bruge vold for at udbrede evangeliet? Han sidder med foldede arme bag helvedesilden, med et ondt blik og frygteligt smil og siger:

‘Åh, det er klogt af disse tosser at spille mit spil! Lad dem fortsætte, det er til min fordel!’ Men når han ser Ordet alene på slagmarken, så ryster han af skræk”.

Hans tilstedeværelse skabte ro i Wittenberg, mens de radikale prædikanter drog videre for at opildne fattige bønder og håndværkere til at gøre væbnet oprør.

Martin Luther havde startet en bevægelse, han ikke længere havde fuld kontrol over. Hvis ikke hans kirkereformation skulle gå under i kaos, måtte han have stærke forbundsfæller.

Læs også:

Reformationen

Martin Luther: Vred munk væltede paven

17 minutter
Reformationen

Martin Luther hadede jøder og muslimer

2 minutter
Religionshistorie

Husitterne knækkede den katolske kirke

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul