Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Markerne flød med bøndernes blod

Luthers tanker opildner de tyske bønder, der griber til høtyve og økser for at gøre op med deres adelige undertrykkere. I 10 blodige måneder hærger bondeoprøret i Tyskland.

Alt virker fredeligt denne påskesøndag i 1525. Men grev Ludwig von Helfenstein ved, at utilfredsheden er stor i hans landsbyer.

For en sikkerheds skyld har greven samlet en livgarde på 16 trofaste riddere og 60 lejesoldater på sin sydtyske borg, Weinsberg.

Neden for borgen har 6.000 rasende bønder samlet sig, men Helfenstein lader sig ikke skræmme. Han giver dem et ultimatum: Gå hjem – eller vi brænder jeres gårde og landsbyer ned.

Beskeden overrasker ikke bondehærens leder, Jäcklein Rohrbach. Grever og godsejere behandler bønderne som slaver, men sådan vil det ikke gå i dag: “Til Weinsberg! Til Weinsberg!” råber Jäcklein til sin pjaltehær.

“Om du gav os to tons guld, skal du dø!”
Jäcklein Rohrbach til grev Ludwig von Helfenstein

Endnu føler greven sig tryg bag borgens tykke mure, men enkelte af hans folk sympatiserer med bønderne.

De åbner en lem, som bønderne kan snige sig ind ad, mens greven er til påskegudstjeneste, og nu går angriberne amok: Riddere og lejesoldater løbes over ende og stikkes ned med knive og høtyve.

Efter en time er kun Ludwig von Helfenstein og 13 af hans riddere i live. De føres ud på en eng, hvor den 27-årige greve beder for sit liv og tilbyder 30.000 guldfloriner for at slippe fri.

“Om du gav os to tons guld, skal du dø!” svarer Jäcklein koldt.

Bønderne stiller op i to lange rækker, hvorefter ridderne tvinges til at løbe spidsrod mellem dem. Langt når de ikke.

Efter nogle få skridt er de dræbt af bøndernes høtyve og økser. Da det omsider bliver grevens tur, træder en musikant frem og snupper grevens hat.

“Den har du haft længe nok! Nu vil jeg være greve!” råber musikanten og begynder at spille “Den sidste dans” på sin fløjte. Greven får et hårdt puf i ryggen, så han snubler ned mellem bønderne, der kaster sig over ham.

Udplyndret af skatter og afgifter

Bøndernes overfald på grev Helfensteins borg bliver hurtigt kendt som “Bloddåden på Weinsberg”, og den inspirerer til talrige opstande i 1525.

I generationer har utilfredsheden ulmet blandt bønderne, og Martin Luthers opgør med kirken er gnisten, der får Tyskland til at eksplodere i vold.

For bønderne vil have mere end en nyordning af deres forhold til Gud – de forlanger et tåleligt liv her på jorden.

I 1500-tallets begyndelse er en bondes livsbetingelser værre end nogensinde: Oven i at betale kirkeskat – kaldet tiende – og lejeafgift for godsejerens jord skal bonden yde ulønnet arbejde for ham – fx høste og reparere veje.

Godsejeren ejer vandløbene, søerne og skoven, så når bonden skal bruge vand og brænde, koster det.

Oveni bestemmer godsejeren, hvem en bonde må gifte sig med, og når bonden dør, har godsejeren ret til at opkræve så høj en arveafgift, at de efterladte intet har tilbage.

Flytte væk fra trældommen kan bonden ikke – det forhindrer livegenskabet.

På store møder har bønderne allerede i 1524 formuleret 12 krav til adel og kirke, bl.a. afskaffelse af kirkeskatten – i stedet skal pengene komme lokalsamfundet til gode.

Desuden skal livegenskabet ophæves og bønderne have brugsretten over landbrugsjord, skove, søer og vandløb. Kravene, der lyder rimelige i vore dage, er i 1500-tallet en krigserklæring.

De fattige og udbyttede samlede sig til kamp

Den tyske bondekrig er betegnelsen for en række sammenstød mellem bønder og adelens hær. De første uroligheder fandt sted i slutningen af 1524, og allerede den følgende sommer ebbede kampene ud.

Under oprøret plyndrede og ødelagde bønderne omkring 1.000 borge, slotte og klostre. Størstedelen af den ødelagte ejendom blev aldrig genopbygget – heller ikke borgen Weinsberg, der siden 1525 har stået som en ruin.

Reformationen gav det sidste skub til et bondeoprør, der havde ulmet i mange år. Fra den første hær samledes til det sidste betydelige slag ved Pfeddersheim gik blot 10 måneder.

Leipheim

2.000 bønder mister livet 4. april 1525.

Bloddåden på Weinsberg

Påskedag 1525 stormer 6.000 bønder borgen Weinsberg. Greven og 16 riddere dræbes.

Frankenhausen

Thomas Müntzers bondehær møder lejehæren 15. maj 1525: 6.000 omkommer.

Böblingen

9.000 bønder dør på én dag i juni 1525.

Pfeddersheim

Sidste store slag, 23. juni 1525: 5.000 døde.

Luther afviser bønderne

I begyndelsen nærede Martin Luther stor sympati for bønderne, men en voldelig konfrontation med adel og fyrster ønsker han ikke.

Hvis reformationen skal have en chance, må han have magthaverne på sin side, ved Luther, og da han hører om “Bloddåden på Weinsberg”, mister han al sympatien for bønderne. Nu anser han dem for “gale hunde”:

“Derfor skal enhver, som kan, slå løs, slå ihjel og stikke ned i den overbevisning, at der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. De (bønderne, red.) har mere end fortjent døden som de landevejsrøvere og mordere, de er”.

Blandt de adelige opfattes Luthers ord som en velsignelse til at slå hårdt ned på bønderne, der allerede kan fremvise faretruende resultater: Op mod 50 klostre og slotte er i foråret 1525 brændt eller plyndret.

Blandt det røvede gods er adelige kornlagre, kostbart kirkeudstyr og kanoner, som gør bondehærene til en stadig stærkere modstander.

Den tyske adel frygter, at verdens orden står foran et sammenbrud. I panik flygter mange til de befæstede rigsbyer, hvor den tyske kejser kan garantere deres sikkerhed.

Og så samler adelsfolkene sig til et modtræk. De finansierer en hær med den kejserlige drost Georg von Waldburg i spidsen.

1.500 riddere og 9.000 veltrænede lejesoldater sætter sig i bevægelse for at rense landet for oprørske bønder, der oftest er ganske uden militærerfaring.

I mange tilfælde holder bønderne kun stand i nogle få minutter, før waldburg-hæren overrumpler og nedslagter dem.

Landsknægte knuste de tyske bønder

Bønderne var i overtal men de havde ikke en chance mod adelens lejehær.

I spidsen for adelens hær stod den kejserlige drost Georg von Waldburg, der i foråret 1525 samlede 9.000 lejesoldater og 1.500 riddere.

Jagten på bondehærene førte ham tværs gennem Tyskland, og han fik let spil. Bønderne var som regel kun udrustet med deres arbejdsredskaber – høtyve, økser og leer – og mange besad ikke engang sko.

Når en bondehær var slået, indledte Waldburg jagten på de flygtende, der blev tortureret og dræbt.

Blandt dem anføreren fra “Bloddåden på Weinsberg” – Jäcklein Rohrbach blev lænket til en pæl og brændt langsomt, så han led mest muligt.

Georg von Waldburg vandt alle sine slag og mistede kun nogle få hundrede mand i kamp, mens 100.000 bønder blev dræbt. Som tak for indsatsen modtog Waldburg store landområder.

Fast månedsløn

En menig landsknægt fik fire guldfloriner om måneden i løn. Et par gode støvler kostede cirka én guldflorin.

Velbevæbnet lejehær

Landsknægtens lange våben kunne være en hellebard, et 3 m langt spyd eller et 180 cm langt sværd. Det korte våben var typisk katzbalger-sværdet og blev kun brugt i nærkamp. Sværdets navn henviser sandsynligvis til “kattekamp”.

Psykologisk krig mod bønderne

Den farvestrålende uniform, som landsknægten bar, skulle slå fjenden med rædsel, allerede inden slaget var begyndt.

Luther bliver kaldt en løgner

Bondeoprøret har sit epicentrum i landsbyen Allstedt 100 km vest for Luthers hjemby, Wittenberg. Her prædiker Thomas Müntzer, landets måske mest oprørske præst. I et brev har han forkyndt, at “tiden er moden for Antikrist”.

Med “Antikrist” mener Müntzer, at dommedag er nært forestående – og at adelen står i vejen for bøndernes forsøg på at nå Gud, før den sidste dag oprinder.

Müntzers talegaver er så effektive, at han har fået Allstedts bønder til at tage sagen i egen hånd. I 1524 brændte de et pilgrimskapel ned, hvilket fik den lokale fyrste til at indkalde Müntzer til en høring med regionens mest magtfulde mænd.

Prædikanten tog ordet: “Sikke et syn – ål og slanger sammen i én stor umoralsk bunke”, svovlede Müntzer. “Mine højt estimerede regenter af Sachsen: Søg øjeblikkeligt Guds retfærdighed, og kæmp for evangeliet!”

I løbet af vinteren 1524-25 udgiver Müntzer flere smædeskrifter mod Luther, som han kalder “æreløs” og “Doktor Løgn”. Og i februar 1525 beslutter Müntzer sig for “at slå med næven”.

Sammen med sin menighed danner han en hær kaldet “Guds evige hærskare”, som skal fremskynde dommedag ved at nedkæmpe adelen. Hærens banner er hvidt med en regnbue og mottoet: “Guds ord vil evigt bestå”.

Det tyske bondeoprørs flag - "Guds ord vil evigt bestå - Det er tegnet på Guds evige pagt."

© Basileus1389/Wikimedia

Det opråb er for meget for Luther, der sender et brev til Sachsens adelige: “Jeg har forstået, at denne sjæl (Müntzer, red.) ikke vil holde sig til ord, men truer med næven og samler en styrke mod de verdslige autoriteter og påbegynder en verdensrevolution”.

Martin Luther har magtfulde forbundsfæller i Sachsen, så Müntzer vælger at fordufte. Han forlader kone og barn i Allstedt, og i ly af natten flygter han til byen Mühlhausen, hvor han igen finder en menighed, der har mod på oprør.

Dommedagshæren klar til kamp

  1. maj når Georg von Waldburg med sin hær af riddere og landsknægte til byen Frankenhausen, hvor Thomas Müntzers dommedagshær og tusinder af lokale bønder har samlet sig på en bakketop.

Ud over otte røvede kanoner har oprørerne ikke meget andet end høtyve, plejlstænger og leer at forsvare sig med.

Waldburg-hæren indleder slaget med et massivt artilleribombardement, der sender hovedparten af bønderne på vild flugt ned ad bakken.

De forsøger at nå ind bag Frankenhausens byport, men så langt når de færreste, for landsknægtene hugger dem ned med hellebarder og sværd.

Bakken farves rød af blod fra de 6.000 dræbte bønder, mens nogle få hundrede tages til fange.

Prædikanten Thomas Müntzer er en af de få, der slipper ind i Frankenhausen – men kort efter bliver han pågrebet, tortureret og henrettet.

Til slut sættes Müntzers hoved på en pæl hjemme i Mühlhausen, hvor det i månedsvis tjener som en advarsel til andre rebeller.

De øvrige bondehære klarer sig ikke meget bedre. Én efter én bliver de besejret af adelens landsknægte, og den 24. juni nedslagtes den sidste store opstand ved landsbyen Pfeddersheim, hvor 6.000 bønder må lade livet.

På fire måneder har waldburg-hæren tilbagelagt mere end 1.000 km og dræbt bønder i tusindvis. Den tyske bondekrig er endt med oprørernes totale nederlag, men adelens hævntørst er endnu ikke slukket.

I de følgende måneder bliver der begået talløse overgreb og massedrab: I landsdelen Elsass (i dag Alsace, Frankrig) bliver 3.000 ubevæbnede bønder dræbt, i Lothringen (Lorraine) voldtages flere tusinde kvinder, landsbyer brændes ned, og i alt 25.000 mennesker bliver dræbt.

De flygtede oprørsledere er erklæret fredløse, og bondepræster dømmes til døden ved hængning, halshugning eller drukning.

I alt koster bondekrigen og de efterfølgende straffeaktioner 75.000- 100.000 menneskeliv. Adelens blodrus ebber først ud, da tabstallet blandt bønderne truer den landbrugsproduktion, som adelen skal leve af.

Thomas Muntzer c. 1600 hand coloured woodcut

Thomas Müntzer var med i kredsen omkring Luther men endte som leder af bøndernes oprør.

© Bridgeman

Oprøreren Thomas Müntzer blev martyr i DDR

Allerede i 1517 kom den unge teolog Thomas Müntzer til Wittenberg for at være tæt på Luther. Et par år efter sørgede Luther for, at Müntzer fik en stilling som præst i Zwickau.

I den følgende tid blev Müntzers holdninger mere radikale. Han identificerede sig med Jesu lidelser og kritiserede de riges privilegier: “De, som klæder sig i pelsfrakker og sidder på silkepuder, er en gru for Jesus”, mente han.

Müntzer blev tvunget væk fra Zwickau og dannede siden den bondehær, der blev knust foran Frankenhausens byport i 1525.

Blandt protestanter endte Müntzer som en foragtet despot – kun kommunistpartiet i DDR hyldede ham som en sand revolutionær, der kæmpede for arbejderklassen og fik sit ansigt på fem-markssedlen.

Luther afviser al kritik

I stedet for at få deres 12 frihedskrav opfyldt, må de overlevende tyske bønder acceptere endnu højere skatter og stærkere kontrol fra adelen.

Bondekrigens uhyrlige tabstal får mange gejstlige til at kritisere Martin Luther for hans ord om, at bønderne har “fortjent døden”. Men reformationens ophavsmand står fast:

“De råber: Dér ser du Luthers sande ansigt. Han opfordrer til vold uden nåde. Han danser efter Djævlens pibe”, skriver Luther.

“Jeg må advare dem, der kritiserer min bog, for de må tie og tænke sig om, medmindre de selv vil tabe hovedet. En oprører kan man ikke svare med argumenter, for dem vil han ikke acceptere”.

Tabene af menneskeliv har været uhyrlige, men bondekrigen har entydigt styrket fyrster og adel – netop de forbundsfæller, Luther har brug for, hvis reformationen skal blive en succes.

Læs også:

Politikere

Otto von Bismarck var Tysklands jernnæve

3 minutter
Dracula
Bøger

Virkelighedens Dracula var en blodtørstig fyrste

12 minutter
Tidslinje

Historisk tidslinje: Oplysningstiden

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul