Martin Luther: Vred munk væltede paven

Ved begge lejligheder kom døden ubehageligt tæt på, og Luthers tanker blev draget af forestillingen om hans egen død, og hvordan efterlivet ville forme sig. Skulle han tro præsterne, ventede alle helvedes pinsler på synderne – i værste fald i al evighed.

I bedste fald ville pinslerne kun være midlertidige – omend midlertidigt kunne betyde århundreder – og foregå i Skærsilden, en overgangsverden mellem Himmel og Helvede, hvor synderne bogstaveligt talt blev brændt ud af den afdødes sjæl.

Det eneste, som de troende kunne gøre, var at sætte deres lid til kirken og præsterne, der havde en særlig kontakt til Gud. Af samme grund skulle Guds fromme børn donere gavmildt til kirken og klostervæsenet.

Angst for Skærsilden og ivrig efter at komme så nær til Gud, som kun munke og præster kunne, begyndte Luther at spekulere på at gå i kloster.

Midt i den unge studerendes eksistentielle overvejelser lod faderen en bombe springe under Luthers besøg hjemme i Eisleben i juni 1505: Han havde fundet en brud til sin søn – en lokal pige af en god og velhavende slægt, som passede til familiens nyfundne status.

Luther havde nu valget mellem at adlyde faderen og leve et liv, der for ham var meningsløst, eller følge sit eget hjerte og skuffe sin far.

Tankerne kørte i ring, mens Luther efter besøget trampede ad landevejen på vej til Erfurt – lige ind i det sønderrivende tordenvejr, som ændrede hans liv.

Dekadence chokerede Martin Luther

Havde Luther forventet at finde sjælefred i klosteret, skulle han blive slemt skuffet. Ikke alene måtte han udholde bebrejdelser fra sin dybt skuffede far, der havde arbejdet hårdt for at give sønnen den prestigefyldte jurauddannelse – han arbejdede sig også næsten ihjel.

“I klosteret mistede jeg både min sjæls frelse og min krops helse”, hævdede Luther, som ud over studier og undervisning måtte passe det strenge program for messer og daglige bønner.

Da han ikke altid kunne nå de mange daglige bønner, fremsagde Luther dem, når han havde fri.

“Så tog jeg lørdag fri eller låste mig inde i tre dage ad gangen, hvor jeg hverken fik mad eller drikke, indtil jeg havde sagt alle de krævede bønner”, skrev Luther, som langsomt brød fysisk og psykisk sammen af stress.

“Jeg kunne bagefter ikke lukke et øje fem nætter i træk, lå dødssyg og vanvittig hen. Selvom jeg kom mig hurtigt og igen begyndte at læse, kørte mit hoved rundt og rundt”.

Sideløbende med det slidsomme liv begyndte Luther i sit stille sind at spekulere over, om den katolske kirke nu også havde patent på Gud.

Mens præsterne prædikede nøjsomhed – og smed fattige bønder ud af kirken, hvis de ikke betalte de skyhøje kirkeskatter – levede den katolske kirkes overhoved, paven, et liv i sus og dus.

Pave Leo 10. var født ind i den rige, italienske Medici-familie og levede som en fyrste i Rom. Ved sin indsættelsesceremoni havde han dækket en dreng med bladguld for at vise, at han ville bringe velstand til pavestaten. Drengen døde af forgiftning, men festlighederne fortsatte med pomp og pragt.

I det hele taget forstod paven at feste, og han var især kendt for sine overdådige middagsselskaber, hvor nøgne drenge sprang ud af enorme kager.

Den religiøse disciplin var til gengæld sløj i Den Evige Stad, kunne Luther ved selvsyn konstatere, da han i 1510 af munkeordenen blev sendt til Rom.

Her så han fx præsterne småfnise under altergangen og oplevede, hvordan høje gejstlige holdt sig elskerinder, som de overdængede med guld og ædelsten.

Luther var chokeret, men så ingen anden udvej end at følge den klostervej, han nu engang var slået ind på.

Sjælefrelse til salg

I foråret 1517 fik en hændelse imidlertid Luther til at koge over. Med et kors og det pavelige banner hejst højt til vejrs indtog Johann Tetzel – en lille, rund dominikanermunk – den ene tyske by efter den anden.

Mens han højt forkyndte, “når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer”, solgte munken afladsbreve fra sin salgsvogn. Handelen var livlig, for borgerne betalte gladelig for dokumentet, som lovede “fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe”.

Tetzel var af selveste paven udpeget til rejsende i sjælefrelse – officielt var målet at indsamle penge til en ombygning af Peterskirken, men i realiteten skulle pengene i lige så høj grad finansiere pavens ekstravagante livsførelse.

Luther var rasende. I Biblen fandt han hverken passager om Skærsilden eller muligheden for at købe sig en plads i Himlen. Til gengæld kunne Luther læse, at Jesus ved at dø på korset havde betalt for alle menneskets synder, og at enhver, som troede på Jesus, dermed var sikret en plads i Paradis.

For Luther, der selv havde frygtet Skærsilden, var denne indsigt en stor lettelse, og han delte den gladelig med andre. Luther nedfældede sine tanker i pamfletter inddelt i 95 afsnit – kaldet teser – og sendte dem rundt til lærde i hele Tyskland. Herefter slog han dem op på døren til slotskirken i Wittenberg.

“Hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer”, erklærede han i teserne i et forsøg på at undgå en direkte konfrontation med paven.

Ingen, der læste Luthers teser, kunne imidlertid være i tvivl om, at de var religiøst sprængstof. Den katolske kirke styrede i middelalderen stort set hele Europa og opretholdt en orden, hvor enhver – høj som lav – kendte sin plads.

Først og sidst holdt kirken, med sit monopol på aflad, nøglen til Himmeriget – et altafgørende magtmiddel over for middelalderens religiøse mennesker. En magt, som Luther nu var i gang med at vriste ud af hænderne på paven.

Luther stemplede paven som djævel

Reaktionen udeblev ikke. Blandt modtagerne af Luthers teser var ærkebiskoppen af Mainz og Magdeburg, som straks anmeldte Luther for kætteri.

Pave Leo besluttede sig for at undersøge sagen “omhyggeligt, som det passer sig”, og i de næste tre år sendte han en stribe teologer af sted for at krydsforhøre Luther.

Forhørene gjorde blot reformatoren endnu mere genstridig. I prædikener og pamfletter talte den stadig mere velformulerede Luther nu paven midt imod. Kirkens traditionelle trussel om band-lysning – bortvisning fra kirken – havde ingen magt over ham, slog Luther fast:

“Velsignet er den, som dør under en uretfærdig bandlysning. For den, som har været tro over for retfærdigheden, skal tjene livets krone”.

I oktober 1518 fortalte Luther en af pavens udsendinge, at han ikke betragtede paven som en del af den kirke, som var beskrevet i Biblen.

“Og jeg hvisker dette i dit øre: Jeg ved ikke, om paven er Antikrist eller Antikrists apostel, sådan som han med sine dekreter korrumperer og korsfæster Kristus”, skrev Martin Luther i samme periode til en ven.

Også de pavetro dominikanermunke fik Luthers vrede at mærke:

“Gud hjælpe os, at de kalder sig selv lærere for de kristne”, skrev han om munkene, som var “besatte af begær efter at brænde” uskyldige mennesker.

Med tiden begyndte Luther at lufte sine åbenlyst kætterske synspunkter i større kredse, og pavens fordømmelse var dermed uundgåelig.

I juni 1520 udstedte pave Leo en bandbulle, hvori han sammenlignede Luther med et vildsvin, der hærgede i Herrens vingård. I bullen blev den opsætsige munk anklaget for 41 tilfælde af kætteri, og paven gav ham 60 dage til at trække alt, han havde skrevet, tilbage.

Luther nægtede at give efter for pavens krav. Under normale omstændigheder ville han være blevet sendt direkte på kætterbålet. Men heldigvis for Luther var omstændighederne ikke normale.

Frederik den Vise, kurfyrste af Sachsen, havde få år tidligere stiftet universitetet i Wittenberg, hvor Luther underviste, og han ville gå langt for at forsvare sit universitets ubestridte stjerne.

Også den unge Karl 5., som netop var blevet kronet til tysk-romersk kejser, så et potentiale i Luther. Karl betragtede Leo 10. som en farlig rival, hvis magt han ikke ville forøge ved at lade Luther arrestere.

Til pavens store fortrydelse lod kejseren i stedet Luther indkalde for rigsdagen – en forsamling, som kirken ikke styrede – i byen Worms, så han kunne redegøre for sine synspunkter.

Folket stod bag Martin Luther

Luthers 95 teser havde efterhånden vundet stor genklang i en befolkning, der var godt træt af den katolske kirkes overhøjhed.

Overalt stimlede folk sammen for at høre ham prædike, og den 16. april 1521 entrede Luther Worms i et triumftog, der blev sammenlignet med Jesu indtog i Jerusalem.

Foran rigsdagen overtog munken fuldstændig scenen. Efter at have bekræftet, at de angiveligt kætterske skrifter, som lå i en stor stak i vindueskarmen, var forfattet af ham, kastede den veltalende Luther sig ud i et forsvar for sine synspunkter.

Hvis noget i skrifterne var forkert, skulle han være den første til at kaste dem på bålet, fastslog han. Men hans skrifter fulgte Biblen og ikke pavens ord, forklarede Luther, som også tog sig god tid til at indsmigre sig hos kejser Karl.

Forsamlingen måtte være opmærksom på, hvilke onde kræfter den slap løs, hvis “vi begynder at fordømme Guds ord.

Og vi må passe på, for ellers vil det gøre regeringstiden for vor unge og noble prins Karl – til hvem næstefter Gud står vort håb – til en ulykkelig og ugunstig tid”, fedtede Luther, som – ved at stille Karl på samme side som Guds ord – fik lagt afstand mellem kejseren og paven.

Luther følte nu, at han havde både kejser og forsamling, hvor han ville have dem, og sluttede med at fastslå bestemt, at “min samvittighed er fanget af Guds ord – jeg hverken kan eller vil trække noget tilbage”.

Tilfreds med sagens forløb forlod Luther den tætpakkede sal og tumlede ud i de snævre gader, hvor begejstrede tilskuere tiljublede ham.

Martin Luther blev bortført af fyrste

Kejser Karl havde lovet Luther frit lejde tilbage til Wittenberg og lod ham bevogte af 20 kejserlige soldater. Men undervejs blev kortegen omringet af en flok ryttere, som overmandede soldaterne og bortførte den skrækslagne Luther.

Rygtet om Luthers skæbne spredte sig hastigt, og imens hans tilhængere gispede ved tanken om fugtige fangehuller og tortur, kunne en fortumlet Luther hvile ud i venlige omgivelser på fæstningen Wartburg.

Kidnapningen havde været et fupnummer arrangeret af Frederik den Vise – en dybt troende katolik – som pga. sit nære forhold til Romerkirken ikke åbenlyst kunne hjælpe Luther.

I sikkerhed bag Wartburgs tykke mure smed Luther munkekutten, anlagde et fuldskæg og gik i gang med at udvikle sine tanker om at reformere kirken.

I et beskedent kammer med stengulv arbejdede Luther på højtryk ved sit tunge skrivebord. Nu, hvor hans modsætning til paven var klar for enhver, havde Luther en klar fornemmelse af at leve på lånt tid.

Ud over en stribe pamfletter og skrifter gav han sig også i kast med den formidable opgave at oversætte Det Nye Testamente til tysk.

Biblen eksisterede allerede på Luthers modersmål, men oversættelsen fra latin var både dårlig og kedelig. I Luthers version, der blev oversat fra græsk og hebræisk – Biblens originalsprog – blev tør prædiken til klingende poesi.

Luther var ikke for god til at brodere lidt på teksten, så den bedre passede til den mening, han selv læste ind i ordene. Fx lagde han ikke skjul på, at “Dyret”, der i Johannes' Åbenbaring symboliserer Djævelen, var paven i Rom.

Bønder blev slagtet af fyrster

Mens Luther arbejdede med sin bibel-oversættelse, fik det oprør, som han havde startet mod paven, sit eget liv. Uro brød ud i store dele af Tyskland.

Selvbestaltede prædikanter brød ind i kirker og forstyrrede katolske gudstjenester, mens andre smadrede helgenbilleder. Klostre blev brændt ned, og munke og nonner sat på porten.

“I mit fravær er Satan trængt ind til mine får og har forvoldt skader, som jeg ikke kan reparere alene ved at skrive, men kun med min personlige tilstedeværelse”, skrev Luther indigneret i marts 1522 og drog mod Wittenberg for at tale oprøret ned.

En tid så det ud til at lykkes. “Åh, hvilken glæde at dr. Martin er tilbage hos os. Hans ord bringer gennem guddommelig nåde hver eneste dag de vildfarne tilbage til sandhedens vej”, skrev en jurist fra Wittenberg.

I foråret 1524 brød oprøret imidlertid ud i lys lue. Forrest gik Thomas Müntzer, en af Luthers tidligere tilhængere, som mente, at oprøret mod den katolske kirke kun var første skridt i et større opgør med al jordisk uretfærdighed – først og fremmest repræsenteret ved herremænd og fyrster.

Luther var rasende over at se sin tro brugt i en politisk kamp. Og da Müntzers bondehær i maj 1525 gik op imod fyrster og herremænd, valgte han skarpt side: Oprørerne skulle straffes grusomt for at misbruge Guds navn.

“Stik, slå, dræb... Dør du, er du salig. En mere salig død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord”, skrev Luther i pamfletten “Mod bøndernes røveriske og morderiske horder”.

Fyrsterne tøvede ikke med at følge Luthers opfordring. Da bondehæren nærmede sig Frankenhausen midt i maj 1525, blev den prompte slagtet af en veltrænet fyrstelig hær. Müntzer blev tortureret og henrettet, og de rebelske bønder og deres støtter halshugget.

Martin Luther så sig selv som en fiasko

Overalt i Tyskland begyndte lokale fyrster at sætte sig tungt på Reformationen og bruge den politisk i de magtkampe, som gennemrystede hele Europa.

Fyrster, kejser og pave stredes og indgik alliancer på kryds og tværs, mens kirken blev splittet, og Europa udviklede sig til et kludetæppe af katolske og protestantiske fyrstendømmer.

Imens søgte Luther tilflugt i sit hjem. I stigende grad følte den tidligere munk sig sat uden for den bevægelse, som han selv havde startet. Omgivet af hustruen Katharina – en tidligere nonne, der havde forladt sit kloster – og sine seks børn skrev Luther salmer og prædikener og forsøgte at opbygge en ny kirke.

Men oftere og oftere endte bestræbelserne i bitre skænderier mellem Luther og hans tilhængere. Detaljer som barnedåb og altergang voksede sig store og betydningsfulde for den mere og mere stejle Luther, som følte, at alt gik ham imod.

Trods sin desillusion fortsatte reformatoren dog sit arbejde, og selvom nye kræfter nu tegnede hans bevægelse, var Luther stadig eftertragtet.

I begyndelsen af 1546 måtte han rykke ud for at mægle i en strid mellem to grever i fødebyen Eisleben. Under rejsen blev Luther syg.

“Jeg har en beskytter, der er bedre end dig og alle englene”, skrev han fortrøstningsfuldt til sin bekymrede hustru i slutningen af januar 1546.

Næppe havde Martin Luther overstået mæglingen i Eisleben, før han blev så dårlig, at han måtte holde sengen. Få dage senere, natten til den 18. februar, mens han endnu befandt sig i Eisleben, vågnede han om natten med stærke smerter i brystet.

Klokken 03 sov den 62-årige Martin Luther ind omgivet af sine nærmeste forbundsfæller.