Kejser Konstantins sejr

Rom faldt for de kristne

De første 300 år efter Jesu korsfæstelse fik de kristne skylden for alt dårligt i Romerriget. Forfølgelse, tortur og drab var hverdagskost for troens tilhængere. Det stoppede dog brat, da kejser Konstantin fik en åbenbaring.

De første 300 år efter Jesu korsfæstelse fik de kristne skylden for alt dårligt i Romerriget. Forfølgelse, tortur og drab var hverdagskost for troens tilhængere. Det stoppede dog brat, da kejser Konstantin fik en åbenbaring.

Montage: Wayne southwell, bridgeman & Shutterstock

En oktoberdag i år 312 e.Kr. forbereder to romerske hære sig på et voldsomt slag. På hver sin side af Den Milviske Bro nær Rom står styrkerne – begge anført af en hærfører, der gør krav på titlen som kejser i byen.

Den ene af de to – Maxentius – har regeret Rom med hård hånd i seks år, mens den 32-årige Konstantin netop har krydset Alperne med 100.000 loyale soldater for at gribe magten.

Den smalle bro over Tiberen er nemmere at forsvare end erobre, så Konstantin gør holdt for at overveje situationen.

Romerne torturerede kristne i ca. 300 år

I ca. 300 år blev de kristne tortureret af romerne, der ville udrydde religionen.

© Shutterstock

Historikeren Euseb, Konstantins personlige ven, beskriver, hvordan hærføreren inden slaget fik en åbenbaring:

“Efter middag, da dagen allerede var begyndt at gå på hæld, så han med egne øjne et lysende kors på himlen, over solen. Det bar ordene: ‘Under dette tegn skal du sejre’. Han blev lamslået af dette syn, og ligeså blev hæren, der var fulgt med ham på ekspeditionen”.

Om Konstantin virkelig så noget på himlen, er tvivlsomt, men efterfølgende fik han sine soldater til at male to tegn på deres skjolde: et stort X med et P i midten – kendt som chi-rho-korset.

Bogstaverne repræsenterede de to første bogstaver i det græske ord for Kristus. Næsten 300 år tidligere var Jesus blevet henrettet af romerne – nu skulle tømrersønnen fra Galilæa beskytte dem i krig.

Da Maxentius’ druknede lig blev fundet nogle dage senere, skar soldaterne hovedet af ham og sendte det på turné i Romerriget.

Efter nogen tid blev Maxentius utålmodig og stormede over broen med sin hær. Her mødte Konstantins folk dem med et modangreb, der var så indædt, at de angribende styrker kom i defensiven.

Teologen Lactantius beskrev kampene:

“Broen bag ham (Maxentius, red.) blev slået i stykker. Da soldaterne så det, intensiveredes slaget. Herrens vilje skete fyldest, og Maxentius’ tropper blev slået på flugt. Han stak af mod den ødelagte bro, men de flygtende soldater pressede ham ned i Tiberen”.

Jesus var langtfra den eneste frelser, der forsøgte at vinde tilhængere i Romerriget. To guder fra Egypten samlede store menigheder, men de kristne havde alligevel de bedste allierede.

Apis-troende troede på en tyregud
© Shutterstock & Kunsthistorisches Museum Wien

Apis-troen (Ca. 3000 f.Kr. – 400 e.Kr.)

Apis-kultens tilhængere tilbad en tyreskikkelse, der blev betragtet som et symbol på styrke og mod. Tyren blev set som en budbringer fra guden Ptah, som – mente egypterne – havde skabt verden. De troende mente, at gudetyren blev genfødt hvert 25. år. Hver gang en tyrekalv med det rigtige mønster i pelsen blev fundet, steg interessen for kulten, og nye tilbedere fulgte.

Figur af den egyptiske gudinde, Isis
© Shutterstock & Kunsthistorisches Museum Wien

Isis’ menighed (Ca. 2500 f.Kr. – 400 e.Kr.)

Isis var en af de centrale gudinder i den egyptiske gudeverden og havde bl.a. ansvaret for fødsler og magi. Hun var gift med nil-guden Osiris og blev tilbedt som den ideelle hustru og mor. Ud over disse roller var Isis også dødsgudinde. Isis var en guddom for alle. Desuden havde hun magtfulde mænd til at tale sin sag – kejsere som Nero, Trajan og Hadrian fremmede udbredelsen af Isis-troen.

Mosaik af Jesus
© Shutterstock & Kunsthistorisches Museum Wien

De kristne (Ca. 25 e.Kr. – i dag)

De kristne mener, at Jesus er Guds søn og menneskehedens frelser. Ved at følge Jesu lære og tro på Gud kan den troende opnå evigt liv. Kristendommen lovede et evigt liv til alle troende – uanset deres rigdom og status på Jorden. Det kristne budskab var ikke et “noget for noget” som med de gamle romerske guder, der krævede ofringer.

Da Maxentius’ druknede lig blev fundet nogle dage senere, skar soldaterne hovedet af ham og sendte det på turné i Romerriget. Budskabet var klart: Rom havde kun én kejser – Konstantin.

I næsten 300 år havde de kristne været et foragtet og forfulgt mindretal i det enorme Romerrige, der var et broget kludetæppe af religioner.

Da Konstantin påkaldte sig Guds hjælp i 312 e.Kr., indvarslede han derfor en helt ny epoke for kristendommen.

Året efter blev religionen gjort lovlig, og inden år 350 var flertallet af romerne gået over til Jesus og hans religion.

Disciple brændt som levende fakler

Romernes behandling af de kristne havde inden Konstantins sejr været én lang lidelseshistorie.

Omkring 32 e.Kr. lykkedes det næsten romerne at kvæle religionen i sin vugge. Ifølge Markusevangeliet i Det nye testamente lod den romerske præfekt Pontius Pilatus, under pres fra jødiske ledere, Jesus korsfæste for at undertrykke den nye kult, der bl.a. udfordrede kejserens guddommelige status.

Herefter drog Jesu disciple ud i verden for at forkynde det kristne budskab – 11 af de 12 blev dræbt i forsøget.

I mørke kældre og hemmelige huskirker mødtes de kristne for at dyrke deres tro.

På trods af forfølgelsen slog kristendommen langsomt rødder i Romerriget. I mørke kældre og hemmelige huskirker mødtes de kristne for at dyrke deres tro.

På få år nåede grupper af kristne også til Rom, hvor de missionerede i det skjulte. Da store dele af byen brændte i 64 e.Kr., skulle kejser Nero bruge en syndebuk, som ingen ville røre en finger for.

Han lod byens kristne arrestere og torturere, før de fik en grusom død: Nogle blev ædt af vilde hunde, andre viklet ind i dyrehuder og brændt levende som fakler i Neros have.

Muligvis var disciplene Peter og Paulus blandt ofrene under disse forfølgelser.

Kejser Konstantin af Rom

I stedet for at bekæmpe kristendommen drog Konstantin nytte af den.

© Shutterstock

At behandlingen af de kristne var hårdhændet, fremgik tydeligt, da kejser Trajan i 111 e.Kr. modtog et brev fra Plinius, som var guvernør for provinsen Bithynien i Lilleasien.

Plinius havde ikke tidligere retsforfulgt kristne, hvorfor han ville forhøre sig om proceduren. Trajan svarede, at de anklagede kunne gå fri, hvis de ville bede til de romerske guder – alternativet var en dødsdom.

Med tiden blev de kristne dog tolereret i det romerske samfund. I 173 e.Kr. fik de første kristne lov at tjene som soldater i de romerske legioner, og i løbet af 200-tallet organiserede kirken sig i bispedømmer.

I år 300 udgjorde de kristne 10 pct. af Romerrigets befolkning, og gennem donationer af penge og land var kirken blevet ganske velhavende.

5.000 troende myrdet

Op igennem 200-tallet begyndte Romerriget at vakle. Mordet på kejser Alexander Severus i år 235 blev fulgt af en periode på 49 år, hvor konstante magtkampe førte til udnævnelsen af hele 26 forskellige kejsere.

Kaosset fik en ende, da Diokletian satte sig på tronen i 284. For at skabe kontrol over riget udnævnte han tre medkejsere, der hver især regerede deres del af riget.

For at styrke staten endnu mere ønskede Diokletian også at knytte befolkningen tættere til kejserkulten.

De kristne var i den henseende et åbenlyst problem, fordi de påstod, at deres Gud stod over kejseren.

Ligesom sin far foretrak Konstantin at ofre til Mars – romernes krigsgud. Morens kristne tro betød dog, at Konstantin sandsynligvis kendte til kristendommens budskaber.

En brand i Roms kejserpalads blev brugt som påskud for en af historiens største kristenforfølgelser. Først røg de kristne ud af hæren og fik deres ejendom konfiskeret.

Herefter blev mange kirker brændt ned til grunden og en lang række biskopper arresteret. Op mod 5.000 kristne blev senere tortureret og dræbt af kejserens soldater.

Diokletians plan var dog dømt til at mislykkes. Romerriget havde nu seks mio. kristne, der var at finde på alle niveauer af samfundet. Ofte var de også populære, fordi de bl.a. drev skoler.

En af de fire kejsere, Constantius, befandt sig i England og valgte at ignorere ordren om kristenforfølgelser fra Rom.

Den erfarne general var gift med en kristen kvinde, Helena, og sammen havde de sønnen Konstantin.

Da Constantius døde i en krig i 306, blev den 26-årige Konstantin udråbt til kejser af soldaterne. Han arvede derved magten over Britannia, Gallien og Spanien.

Ligesom sin far foretrak Konstantin at ofre til Mars – romernes krigsgud. Morens kristne tro betød dog, at Konstantin sandsynligvis kendte til kristendommens budskaber.

I 305 abdicerede Diokletian, og uden ham blev riget igen ustabilt. Tre mænd kæmpede nu om magten – Konstantin med base i de nordlige provinser, Maxentius i Rom og Licinius i de østlige provinser.

Konstantin besluttede at gå i offensiven. Sammen med 100.000 loyale soldater marcherede han mod Rom for at konfrontere Maxentius.

Det var her, Konstantin så korset på himlen, hvorefter han kunne indtage byen. Åbenbaringen fik ikke Konstantin til straks at lade sig omvende til kristendommen.

Flere historikere mener, at han i begyndelsen ikke havde forstået, at religionen kun accepterede én Gud.

Kristne symboler

De tidlige kristne benyttede koder, der bl.a. viste vej til skjulte kapeller og kirker.

© Shutterstock

Hemmelige tegn sikrede den kristne menighed

I de første 300 år efter Jesu død blev de kristne i Romerriget forfulgt. For at skjule sig for myndighederne brugte de hemmelige symboler.

Chi-Rho symbol
© Shutterstock

Chi-rho-korset

Monogrammet er en kombination af de to første bogstaver i det græske ord for Kristus (X = chi og P = rho). Angiveligt så kejser Konstantin tegnene i en drøm, hvorefter han befalede sine soldater at male dem som et symbol på deres skjolde. Efterfølgende vandt kejserens tropper en afgørende sejr ved Den Milviske Bro i 312 e.Kr. Chi-ro-korset bruges stadig af mange kristne i dag.

Ichthys-symbol
© Shutterstock

Ichthys

Hvis en kristen i antikken mødte en fremmed, kunne han tegne en halvcirkel på jorden. Lavede den fremmede også en halvcirkel – så stregerne formede en fisk – var det et tegn på, at han også var kristen. På oldgræsk rummer ordet for fisk begyndelsesbogstaverne til “Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser”. Symbolet blev også brugt til at markere hemmelige kirker.

Alfa og omega-symbol
© Shutterstock

Alfa og Omega

“Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren”. Sådan lyder det i Johannes’ Åbenbaring (1:8). De to bogstaver er henholdsvis det første og sidste bogstav i det græske alfabet og symboliserer Guds uendelighed og almægtighed. Symbolet var centralt for den tidlige kristendom og blev brugt som vedhæng på kors.

Konstantin indførte religionsfrihed

Året efter blev det dog klart for enhver, at synet ved Den Milviske Bro havde gjort et dybt indtryk på Konstantin.

I 313 mødtes de to tilbageværende romerske kejsere til et møde, der skulle få historiske konsekvenser for kristendommen. Efterfølgende udstedte de to herskere en officiel meddelelse:

“Da jeg, Konstantin Augustus, og jeg, Licinius Augustus, mødtes i fred ved Mediolanum (Milano, red.), var det respekten for det guddommelige, der krævede vor opmærksomhed. Vor hensigt er at give de kristne, og alle andre, friheden til at følge den religion, de ønsker”.

Deklarationen ændrede alt for Romerrigets kristne. Efter at have levet på samfundets skyggeside i århundreder kunne de nu forkynde deres tro i fuld offentlighed.

Ovenikøbet beordrede Konstantin, at de kristnes ejendomme, der var blevet konfiskeret under Diokletians forfølgelser, skulle gives tilbage.

Uanset hvad Konstantins personlige tanker om den nye tro var, så vidste han, at kristendommens strenge moral kunne udnyttes som et magtredskab.

Konstantins egen omvendelse til kristendommen var imidlertid en længere proces. Fx forsvandt guden Apollon, som romerne havde overtaget fra grækerne, ikke fra mønterne før 320 e.Kr., og Konstantin tøvede også med at lade sig døbe.

Samtidig begyndte han dog at udstede love, som skulle lægge en dæmper på romernes mere barbariske traditioner: Straffefanger måtte ikke længere brændemærkes i ansigtet, og kirkens præster slap for at ofre til de romerske guder.

Uanset hvad Konstantins personlige tanker om den nye tro var, så vidste han, at kristendommens strenge moral kunne udnyttes som et magtredskab.

Efter et sejrrigt slag mod en germansk hær ved den tyske by Trier i 313 fik han tusinder af “barbarer” henrettet i byens arena. En retorisk hyldest fra en af hans tilhængere lød:

“Hvad er skønnere end denne triumf, denne fejring, hvor han tillader nedslagtningen af fjender til alles fornøjelse?”

Kvinderne gjorde riget kristent

Selvom Konstantins religiøse overbevisning på dette tidspunkt er uklar, støttede han de kristne aktivt.

Han sendte store pengesummer til kirker rundtom i riget, samtidig med at den traditionelle støtte til de gamle templer blev skåret væk.

“Når du modtager denne sum, skal pengene deles ud til alle personer på listen”, skrev Konstantin til biskoppen i Kartago, hvilket historikerne formoder betød præster og andre kristne ledere.

Med sine pengebidrag håbede Konstantin at gøre kirkerne til lokale magtcentre, som ville tiltrække Romerrigets bedste mænd og hjælpe med at holde styr på riget.

Kirkens folk skulle dog ikke bekymre sig om at tjene kejseren:

“De, som kaldes præster, skal undtages for alt obligatorisk embedsarbejde”, lød det i et brev fra Konstantin.

I Romerriget var der desuden en lang tradition for, at samfundets top og embedsværket føjede sig efter kejserens religiøse anskuelser. I tidligere århundreder bestod staten af blot 300 bureaukrater, mens der i 319 var hele 30.000 på kejserens lønningsliste.

Selvom Konstantin ikke selv var konverteret, lærte embedsmændene hurtigt, at de ikke længere kunne stige i statsapparatets hierarki, medmindre de lod sig omvende.

På få år sikrede Konstantin kristendommen en betydelig tilvækst, men det var rigets kvinder, som fik kirkens medlemstal til at eksplodere.

Romerne havde tradition for at foretrække sønner over døtre, og de gamle guder afholdt ikke romerne fra at slå nyfødte ihjel.

I et overleveret brev skrev en romersk soldat sågar til sin gravide kone: “Er det en dreng, behold ham. Er det en pige, så smid hende væk”.

De kristne hævdede derimod, at alle mennesker var lige meget værd, hvorfor religionen forbød fosterfordrivelse og barnemord.

Desuden måtte kristne ikke stille deres seksuelle lyster hos prostituerede eller fornøje sig med slaver. Resultatet blev, at kristne kvinder i Romerriget fødte langt flere børn end kvinder fra andre trosretninger.

De kristne var også mere modstandsdygtige over for sygdom.

Da to dødbringende epidemier hærgede Romerriget i 200-tallet, havde de kristne følt en religiøs pligt til at passe de syge – også selvom de løb en stor risiko for at blive smittet.

Omgangen med de syge fik den uventede bivirkning, at mange overlevende kristne fik et stærkere immunforsvar og var mindre sårbare fremover.

To kejsere kæmpede om magten

I 317 e.Kr. var kristningen af Romerriget i fuld sving. Konstantin behøvede end ikke at bruge pisken for at nå sit mål – oftest lod indbyggerne sig omvende frivilligt.

Der var dog stadig ét område, hvor Konstantin ikke kunne diktere kirkens forhold: I den østlige del af riget var medkejseren, Licinius, begyndt at slå ned på de kristne af frygt for, at de ville hjælpe Konstantin med at afsætte ham og genforene det todelte rige.

“Først smed Licinius alle kristne ud af sit palads. Derefter befalede han, at byernes soldater skulle fratages deres rang, medmindre de ofrede til dæmonerne”, skrev den græske historiker Euseb.

Men Licinius lod det ikke blive ved chikanen – senere henrettede han flere højtstående biskopper og lukkede utallige kirker.

Fælles dåb i romerriget

Ofte lod hundredvis af mennesker sig døbe på samme tid, hvilket førte til en massiv vækst i antallet af kristne romere.

© Getty Images

Millioner af romere lod sig døbe

Efter Konstantins sejr i 312 e.Kr. spredte kristendommen sig som en steppebrand gennem Romerriget. Mange deltog i masseomvendelser.

De 30.000 romerske embedsmænd i statsapparatet accepterede de nye tider under Konstantin og lod sig døbe. Hvis ikke de lod sig omvende, kunne de nemlig vinke farvel til karrieren.

I kystbyerne langs det østlige Middelhav havde kirken allerede en lang historie: Jesu disciple havde spredt det kristne budskab her siden det 1. århundrede.

Det var de store landområder, hvor Konstantins missionsarbejde for alvor skulle stå sin prøve.

Her var historier om kejserens åbenbaring og militære sejre dog ofte ilet i forvejen, så kirkens munke og præster blev mødt af en velvillig befolkning.

I modsætning til det hårde liv under de gamle guder tilbød kristendommen hjælp til fattige og syge samt et evigt liv efter døden. Missioneringen var en succes, og millioner konverterede.

Ofte lod folk sig omvende i store flokke, som da munken Simeon blev omgivet af pilgrimme i Syrien omkring 440 e.Kr. Teologen Theodoret beskrev scenen:

“Titusinder af beduiner var slaver af mørkets ugudelighed, men nu var de blevet oplyst af Simeon, der stod på en søjle. Ismaelitterne ankom i store klynger, 200-300 ad gangen, og frasagde sig deres ældgamle bedrageri og smadrede skulpturer af deres afguder”.

I 324 havde Konstantin fået nok af sin kejserkollegas udrensninger. Han anførte personligt et felttog mod Licinius, og ved Bosporusstrædet kom det endelige opgør.

Licinius’ hær på 175.000 soldater tabte, og Euseb skrev, at “gudhaderen” blev knust af Konstantin, som bar “den sande tros skjold”.

Efter sejren kunne Konstantin udråbe sig selv til hele Romerrigets kejser. Riget var genforenet – nu stod kristendommen for tur. Lige siden korsfæstelsen af Jesus havde de kristne været indbyrdes uenige om fx det teologiske forhold mellem Gud, Søn og Helligånd.

En gruppe kaldet arianerne mente, at eftersom Gud skabte Jesus, måtte han stå over sin søn. De ortodokse kristne mente derimod, at Jesus var en del af Guds væsen, og at de var lige guddommelige.

Konstantin kaldte selv spørgsmålet “trivielt”, men det truede med at splitte det rige, som han med vold og magt havde fået samlet.

Stormøde forenede kirken

Løsningen blev at afholde et gigantisk kirkemøde i byen Nikæa i det nutidige Tyrkiet. Vha. Romerrigets vidtforgrenede postvæsen lykkedes det med kort frist at samle 100 biskopper fra hele riget.

Kirkehistorikeren Sokrates Scholastikos beskrev, hvordan kejseren åbnede det såkaldte koncil:

“Konstantin ankom og stod i deres midte, men han ville ikke sætte sig, før biskopperne gav ham lov ved at bukke – så stor var kejserens respekt for disse mænd”.

Herefter holdt Konstantin en tale for biskopperne, hvor han indtrængende bad dem om at nå til enighed om de vigtigste teologiske spørgsmål.

"Hvor mange er ikke jeres løgne, og hvor farlig er ikke den gift, som I spreder? Fremover skal I ikke vove at forsamle jer”. Kejser Konstantin

I to måneder debatterede de gejstlige ledere intenst, og den 25. juli 325 meddelte de kejseren, at kristendommens grupperinger var nået frem til 20 fælles kirkelove.

De handlede om alt fra forholdet mellem Gud og Jesus til fejringen af påske og et forbud mod selvkastrering. Lovene blev bekræftet under en særlig ceremoni, hvor Konstantins 20-årsjubilæum som kejser skulle fejres.

Euseb beskrev kejserens ankomst til festen:

“Det var, som om han var Guds hellige sendebud – iført lilla rober og pyntet med pragtfulde ædelstene og guld. Sådan var hans ydre, mens han indeni var fyldt med fromhed og gudfrygtighed”.

I den efterfølgende tale afslørede Konstantin sine personlige tanker over for de forsamlede biskopper:

“Det var engang mit største ønske, kære venner, at se jer alle samlet. Nu, hvor det er sket, må jeg takke Gud, som har forsonet jer”.

Kejseren gjorde det helt klart, at koncilet havde været hans højeste prioritet efter sejren over Licinius:

“Stridigheder i Guds kirke er meget mere onde og farlige end krig og konflikt”, lød det.

Hovedstaden flyttede mod øst

På blot to år havde Konstantin forenet riget og religionen, men der fandtes stadigvæk kristne, der nægtede at acceptere de nye kirkelove.

Sådanne rebeller havde kejseren intet tilovers for. I en vred deklaration skældte han voldsomt ud på grupper som novatianere, valentianere “og dem, folk kalder for frygere: Hvor mange er ikke jeres løgne, og hvor farlig er ikke den gift, som I spreder? Fremover skal I ikke vove at forsamle jer”.

Konstantin havde planer om at lade sig døbe, og dermed officielt blive kristen, før sin død. På den måde ville han sikre sig Guds tilgivelse for sine synder.

Konstantins trusler var ikke tomme ord – hans nåde omfattede ikke tolerance over for anderledes troende. I de følgende år blev disse udgrænsede grupper forfulgt med diskrimination og vold.

I disse år mistede Konstantin også lysten til at bo i Rom. Byen var stadig fuld af hedenske templer, og Konstantin besluttede at flytte rigets hovedstad langt mod øst – til den gamle græske koloni Byzantion ved Bosporusstrædet.

Her ville han opføre en by som hyldest til kristendommen – et tydeligt symbol på, at Romerriget var på vej ind i en ny epoke. I lyntempo opførtes store kirker og paladser, og det hele blev omkranset af en mægtig bymur.

Allerede i år 330 blev byen indviet og fik et passende navn: Konstantinopel.

Konstantinopels ældste kirke, Hagia Eirene, blev indviet af Konstantin

Konstantinopels ældste kirke blev indviet af Konstantin. Brand, jordskælv og krig har ødelagt kirken flere gange, men hver gang er den blevet genopført. I dag bruges Hagia Eirene som koncertsted.

© Shutterstock

Den nye hovedstad befandt sig også tæt på kristendommens vugge, Jerusalem: Her lå et tempel for gudinden Venus oven på det sted, hvor folk mente, at Jesus blev begravet.

På Konstantins ordre blev templet nu revet ned og ruinerne derfra fragtet langt bort, fordi de var “stænket med dæmoners blod”, som kejseren selv formulerede det.

I stedet lod han opføre en kirke her, den såkaldte Gravkirke, der i dag regnes for at være et af de allerhelligste steder i hele kristendommen.

Rigets nye religion betalte sig

I løbet af 20 år havde Konstantin åbnet vejen for kristendommen, og millioner skiftede tro – og ikke kun, fordi det at blive kristen gav mange fordele fx som soldat eller embedsmand.

For mange havde kristendommen ganske enkelt et mere tiltalende budskab end de gamle religioner.

Det kristne budskab om næstekærlighed resulterede bl.a. i oprettelsen af skoler og hjælp til de syge, mens løftet om et evigt liv i Paradis tiltrak Romerrigets fattige og slaver, der arbejdede hårdt og levede kort.

Konstantin havde planer om at lade sig døbe, og dermed officielt blive kristen, før sin død. På den måde ville han sikre sig Guds tilgivelse for sine synder.

Da kejseren blev alvorligt syg kort efter påske i 337, hastede han derfor sydpå – mod Jordanfloden, hvor Jesus blev døbt. Langt nåede han dog ikke, før han indså, at dåben måtte foretages øjeblikkeligt.

Biskopperne “udførte de hellige ceremonier, som traditionen bød”, skrev vennen Euseb om kejserens sidste timer.

Kort efter døde Konstantin som den første kristne, romerske kejser. Han efterlod dog langtfra et harmonisk rige, hvor alle var enige om kristendommens doktriner.

Kejserens tre sønner myrdede onkler og nevøer, så de selv kunne dele Romerriget mellem sig.

De tre accepterede heller ikke de 20 kirkelove fra Nikæa, så de følgende år blev præget af nye stridigheder og kampe mellem kristne.

Kirkemøde i Nikæa, 325 e.Kr.

I 325 e.Kr. arrangerede Konstantin kirkemødet i Nikæa, hvor kristendommens religiøse doktriner blev diskuteret.

© Imageselect

Den fædrene tro blev ulovlig

Da Konstantins sidste søn døde i 361, kom Julian den Frafaldne til magten. Tilnavnet skyldtes, at han i al hemmelighed havde tilbedt de gamle romerske guder:

“Han beordrede, at templerne skulle åbnes, at der skulle ofres på altrene, og at de gamle guder skulle tilbedes”, skrev den romerske historiker Marcellinus.

Denne pludselige tilbagevenden til den gamle tro blev dog relativt kortvarig, da Julian kort efter døde under et felttog mod perserne – og kristendommen fortsatte med at vokse på tværs af riget.

I 380 udstedte kejser Theodosius den Store, sammen med sine tre medkejsere, en lov, der reelt set forbød andre trosretninger i Romerriget:

“Alle, der omfattes af denne lov, er katolske kristne. Alle andre, og vi mener, at de er tåbelige og åndssvage, skal mærkes med det forsmædelige navn kætter”.

Dermed var der ikke længere noget valg: Alle indbyggere i Romerriget skulle nu være kristne.

Julius den Frafaldnes død

Julian den Frafaldne blev såret af et spyd under et felttog. Tre dage senere døde han af indre blødninger.

© Imageselect

Kejser genindførte de gamle guder

Da Konstantin den Store døde i 337 e.Kr., efterlod han et Romerrige, hvor ca. halvdelen af befolkningen bekendte sig til kristendommen.

Blot 25 år senere forsøgte en anden kejser dog at genindføre de gamle guder.

Kejser Julian – med tilnavnet “den Frafaldne” – havde kristne forældre. Under sin opvækst i Lilleasien studerede han historiske tekster om degræske guder og blev overbevist om, at de viste “den sande vej”.

Julian missionerede ikke for sin egen tro, før han havde givet Konstantins efterfølger og søn en kristen begravelse i 361 e.Kr.

Som nyudnævnt kejser bekendte han imidlertid hurtigt kulør: Kirker blev lukket og de gamle templer genåbnet.

Julian den Frafaldne nåede dog ikke langt med sit projekt. Allerede efter to år blev han hårdt såret under en krig mod perserne, og ifølge legenden var hans sidste ord rettet mod Jesus:

“Du har vundet, du fra Galilæa”.

De ord skulle vise sig profetiske: Julian blev Romerrigets sidste hedenske kejser.