Romerne gik amok: Druidernes endelige fald

Da romerne påbegyndte erobringen af nutidens Frankrig og England, stødte de på et gådefuldt præsteskab: Druiderne. Præsteskabet havde enorm magt og kunne opildne hele det keltiske folkeslag til oprør. Romerne så kun én løsning: Udslettelse.

Da romerne påbegyndte erobringen af nutidens Frankrig og England, stødte de på et gådefuldt præsteskab: Druiderne. Præsteskabet havde enorm magt og kunne opildne hele det keltiske folkeslag til oprør. Romerne så kun én løsning: Udslettelse.

Montage Skjold W/Shutterstock

I skjul af morgendisen ror tusinder af romerske soldater over det lille stræde, der adskiller øen Anglesey fra Wales. Frygtsomt spejder tropperne over mod den mørke ø, der kan skimtes forude. Romerne er på vej mod en fjende, kun de færreste har mødt, men som skræmmer selv de krigsvante legionærer: Britanniens druider.

Anglesey er det magtfulde præsteskabs højborg, og sammen med keltiske krigere fra fastlandet har de forskanset sig til den sidste kamp mod Roms besættelsesstyrker.

Mens årerne plasker, gjalder den ildevarslende lyd fra kelternes krigshorn over vandet. På øen står tusinder af krigere klar til kamp, mens de med sværdene slår rytmisk på deres skjolde. Endnu mere skræmmende for romerne er synet af de kappeklædte druider, som med høje råb og fagter anråber mørkets kræfter til kamp mod fjenden.

Mellem krigernes rækker danser kvinder som i ekstase og opildner mændene til slaget:

“Ligesom furier, klædt i dødssorte gevandter og med viltert hår, svingede de deres fakler”, skriver den samtidige romerske historiker Tacitus.

I år 43 f.Kr. invaderede romerne Britannien, hvor druiderne havde deres højborg.

© Bridgeman Images

Øverst på en klippetop står ærkedruiden – majestætisk klædt i en prægtig kappe. Med sin træstav peger han hadefuldt mod de ugudelige romere og forbander dem med besværgelser. Bådene er nu blot få meter fra strandkanten – legionærerne­ trækker deres sværd.

Invasionen af øen Anglesey i 61 e.Kr. er kulminationen på over 100 års indædt strid mellem Rom og de keltiske druider, som i kraft af deres religiøse magt er i stand til at opildne kelterne på tværs af stammeskel til voldsomme oprør mod den romerske besættelsesmagt.

Romerne har ry for at tolerere og ligefrem overtage fremmede religioner og deres præster. Men druiderne er så magtfulde, at Rom kun ser én mulighed: Præsteskabet skal udslettes.

Et præsteskab omgærdet af mystik

Da den romerske hær i år 61 nærmede sig druidernes sidste bastion, havde præs­te­skabet stået i spidsen for de keltiske samfund i århundreder. Præsteskabet nedskrev intet om deres religion el­ler ceremonier og er derfor i dag fortsat om­gær­det af stor mystik. Også for oldtidens romere var druiderne en gåde, men sam­ti­dig en stor fare, fordi de udfordrede imperiets magt.

“Misteltenen er sjælden, og når den opdages, organiseres en stor ceremoni på Månens sjette dag.” Plinius den Ældre

Druiderne stod nemlig i spidsen for kelterne – en af Europas urbefolkninger – som oprindeligt holdt til i Centraleuropa lang tid før skriftens opfindelse. For omkring 6.000 år siden bosatte flere keltiske stammer sig ved Donau-floden, der betyder vand på keltisk.

Her opstod omkring 1200 f.Kr. den såkaldte Hallstatt-kultur, den bedst kendte af de tidlige keltiske civilisationer. Fra Centraleuropa spredte kelterne sig bl.a. til nutidens Tyskland, Norditalien, Frankrig og De Britiske Øer.

Da oldgræske forfattere første gang beskrev kelterne i 400-tallet f.Kr., var druiderne sandsynligvis allerede en central del af keltisk samfund og religion. Romerne, der som de første beskrev druiderne, mente, at præsteskabet opstod i Britannien og derfra bredte sig til kelterne i Gallien, nutidens Frankrig. Om det er korrekt, eller om præsteskabet faktisk opstod i Centraleuropa, er svært at sige.

© Bridgeman Images

Romerne knuste de keltiske samfund

I 200-tallet f.Kr. herskede kelterne over store dele af Europa. I nutidens England og Frankrig stod præsteskabet druiderne i spidsen for samfundene, indtil romerne begyndte deres ekspansion og erobrede­ de keltiske områder ét for ét.

Sikkert er det, at arkæologerne har fundet langt de fleste spor efter druidernes kultpladser på De Britiske Øer og i Irland. Selve ordet druide kommer sand­syn­lig­vis fra det irsk-gæliske ord doire, som betyder egetræ og visdom.

Navnet giver god mening, for kelterne mente, at naturen og tingene i den var fyldt med guddommelig kraft. Bl.a. anså de træer som hellige, især ege- og takstræet. Ifølge den romerske forfatter Plinius den Ældre anså druiderne misteltenen – en snyltebusk, som bl.a. vokser på egetræernes grene uden at have rødder i jorden – for at være særlig hellig:

“Misteltenen er sjælden, og når den opdages, organiseres en stor ceremoni på Månens sjette dag”, skriver Plinius.

Druiderne forbandt busken med evigt liv, fordi den modsat egetræet beholdt sine grønne blade vinteren igennem. Ifølge Plinius var det vigtigt for druiderne, at misteltenen ikke rørte ved jorden, idet den blev skåret ned:

“En præst i hvid dragt klatrer op i træet med et gyldent segl og nedskærer misteltenen, som gribes i et klæde”.

Misteltenen ansås for magisk, fordi den forblev grøn året rundt. Druiderne høstede den med et segl.

© Shutterstock

Kelterne mente, at misteltenen opløst i en drik kunne gøre ethvert dyr frugtbart, og at den kunne kurere sygdomme og modvirke forgiftninger. Druidernes religion havde dog ifølge de antikke forfattere også en mørkere og langt mere skrækindjagende side.

Guderne krævede menneskeofre

Feltherren Julius Cæsar var den første romer, som indgående beskrev druiderne i forbindelse med erobringen af Gallien. Han skrev, at gallerne havde to herskende klasser: Druiderne og adelen. Præsteskabets magt over gallerne var enorm pga. deres monopol på alle offentlige og private ofringer til guderne.

“Hele den galliske nation er helt ekstremt overtroisk”, forklarede Cæsar.

Ifølge feltherren var al viden om gudeverdenen forbeholdt druiderne, da det var forbudt for præsterne at nedskrive deres lære. Alt skulle i stedet overleveres mundtligt. Derfor tog det omkring 20 år at blive udlært til druide. De græske og romerske forfattere skriver, at druiderne mente, at sjælen var udødelig og efter en fastsat årrække vandrede videre til en ny krop.

Præsteskabets religiøse ceremonier foregik ikke i fint byggede templer, men frit ude i naturen i egetræslunde og primitive stencirkler.

© Imageselect

Druiden brugte år på at nå toppen

Druiderne var en af de keltiske samfunds mest magtfulde klasser. De tog sig af alt, som havde med religion og ofringer at gøre, men fungerede også som undervisere, filosoffer, videnskabsmænd og dommere.

Præsterne havde så meget magt, at de ifølge oldtidens kilder ligefrem kunne stille sig imellem to kæmpende hære og beordre dem til at lægge våbnene. Både kvinder og mænd kunne blive druider, og kandidaterne blev udvalgt, allerede fra de var børn.

Herefter fulgte en årelang læringsproces, for alle bønner, myter og ceremonielle traditioner skulle læres udenad. Det var nemlig forbudt for druiderne at skrive deres hellige lære ned, så al viden blev overleveret mundtligt.

Tilegne sig viden

Novicen var under uddannelse til druide. Det kunne tage 20 år, hvor eleven tilegnede sig viden.

Forudse fremtiden

Seeren kunne angiveligt forudse fremtiden. Han reciterede også druidernes versemål.

Ofring eller kriger

Offerdruiden stod for ofringer, men kunne også kæmpe som kriger på slagmarken.

Afgørelsens dommer

Dommerdruiden fungerede­ som jurist og advokat og dømte i tvister mellem folk.

Den viseste af alle

Ærkedruiden var den viseste af druiderne og anførte den årlige druide-sammenkomst.

Romerne og grækerne berettede i­mid­ler­tid også om en barbarisk skik blandt kelterne: Men­ne­ske­of­re. Julius Cæsar skrev, at alle gallere var ekstremt optagede af deres religion, og at folk, som var ramt af alvorlig sygdom eller i risiko for at blive dræbt i krig, ofrede mennesker eller svor at ville gøre det for at få gudernes hjælp. Og det var druiderne, som udførte ofringen:

“De mener nemlig, at hvis ikke et menneskes liv bliver givet i bytte for et andet menneskes liv, så kan guderne ikke formildes”.

Lignende ofringer også gjort til gavn for hele samfundet. Ifølge Cæsar flettede kelterne i sådanne tilfælde fx store gudefigurer af vidjer, som udvalgte ofre blev spærret inde i:

“Herefter tændes der ild, og ofrene opsluges af flammerne”.

Angiveligt var det typisk forbrydere, som blev udvalgt, men i nødstilfælde kunne også uskyldige mennesker blive ofret. Kelterne havde tre hovedguder, som de ofrede mennesker til: Teutates (stammernes gud), Taranis (tordenguden) og Eusus (krigsguden).

Ofre til Teutates blev druknet, Taranis’ ofre blev brændt, mens ofre til Eusus blev hængt i et træ. Kun præsterne havde tilladelse til at ofre dyr og mennesker. Druidernes rolle var imidlertid langt mere omfattende end blot at være præster – og netop det faktum bekymrede romerne.

Druider styrede alt

Modsat fx romernes præsteskaber, som primært beskæftigede sig med religion, havde druiderne mange andre positioner i samfundet. Druiderne var undtaget skat og behøvede ikke at gøre militærtjeneste.

Til gengæld fungerede de som lærere, videnskabsfolk, filosoffer og dommere og kunne bl.a. bandlyse folk fra samfundet. Druidernes store viden gjorde dem ifølge Cæsar eftertragtede:

“En stor gruppe af unge mænd flokkes om dem for at få råd, og de æres højt”.

Druiderne havde magt over høj og lav i det keltiske samfund – selv høvdingene.

© Bridgeman Images

Grundet deres rolle som præster, videnskabsmænd og jurister stod druiderne på toppen af det keltiske samfund:

“Uden deres råd vover høvdingen ikke at beslutte eller udføre nogen plan, så i sandhed er det dem, som styrer, mens høvdingene, der sidder på deres gyldne troner og fører sig frem i deres overdådige paladser, i virkeligheden blot udfører druidernes vilje”, skrev den romersk-græske forfatter Dio Chrysostom.

Imperiet frygtede druidernes magt

Romerne accepterede kelternes mange guddomme, som ikke var helt ulig deres egne. Og selvom de romerske forfattere i deres propaganda imod druiderne især henviste til deres uhyggelige menneskeofringer, så var det sandsynligvis ikke hovedårsagen til, at Rom anså dem som en fjende.

Da Cæsar invaderede Gallien, var det ikke mere end et halvt århundrede siden, at romerne selv havde afskaffet menneskeofringer. Desuden var romerne ikke kendte for at være blødsødne. I deres arenaer slagtede gladiatorer hinanden til folkets jubel, mens forbrydere blev flået af vilde dyr.

Miraculix er i Asterix druide i gallerbyen.

© Imageselect

Miraculix vs. virkeligheden

I den populære franske tegneserie Asterix møder man druiden "Miraculix", der er gallerbyens druide. Ikke alt ved karakteren stemmer dog overens med virkelighedens druider.

  • I Asterix er Miraculix’ klædning hvid. Det er korrekt. Romerske kilder skriver fx, at druiderne høstede mistelten iført hvid dragt.

  • Miraculix høster mistelten med et segl af guld. I virkeligheden var druidernes gyldne segl lavet af pudset bronze.

  • Miraculix brygger trylledrik. Virkelighedens druider havde en drik med mistelten – den gav dog ikke superkræfter.

Alt tyder på, at det nærmere var druidernes uindskrænkede magt over de keltiske stammer og deres høvdinge, som romerne frygtede. Da gallerhøvdingen Vercingetorix i år 52 f.Kr. samlede en række af de galliske stammer til oprør mod Cæsars invasionsstyrker, var det sandsynligvis med druidernes fulde støtte eller endda på deres opfordring.

Oprøret var så omfattende, at det kun var med nød og næppe, at Cæsars tropper i Gallien undgik at blive udslettet.

Da den romerske feltherre fik kontrol over situationen, beordrede han flere af de oprørske stammer helt udryddet. Tusinder blev hugget ned, hvorefter legionerne brændte deres byer og lagde markerne øde, så de overlevende efterfølgende døde af sult.

“Han lavede et totalforbud mod druidernes modbydelige og umenneskelige religion.” Den romerske historiker Sueton

Til sidst måtte Vercingetorix og hans rebeller søge tilfulgt i den stærkt befæstede by Alesia, hvor høvdingen efter en blodig belejring kapitulerede. Nederlaget betød, at Gallien efter et årtis brutale kampe og op imod en million døde blev indlemmet i Det Romerske Imperium. Dermed var druidernes storhedstid i Gallien ovre.

Druidernes sidste udpost

Efter Galliens fald var Britannien det sidste sted, hvor druiderne fortsat havde magt. Cæsars tropper havde invaderet det sydlige Britannien i år 55 f.Kr., men ekspeditionen var kortvarig og blev ikke fulgt op, så de keltiske briter forblev uden for Roms kontrol.

Trods annekteringen af Gallien tyder meget på, at de galliske druider i det skjulte fortsat modarbejdede Rom. I hvert fald beretter den romerske historiker Sueton, at kejser Augustus omkring Kristi fødsel bekendtgjorde, at ingen kunne være druide og samtidig romersk borger, mens kejser Tiberius ulovliggjorde druidernes virke.

På Gundestrup-karret ses en stor figur drukne en mand i en kedel – muligvis en ofring.

© Imageselect

Guderne krævede menneskeofre

Romerne beskyldte druiderne for at ofre mennesker til deres guder. Selvom forskerne aldrig har fundet sikre beviser, tyder en del på, at anklagen var sand.

En af de mest omdiskuterede anklager mod druiderne var, at de udførte menneskeofringer. Forskere har rejst tvivl om beskyldningerne, fordi de stammer fra romerne og grækerne, som havde en interesse i at sværte druiderne til.

Referencer til menneskeofringer kan imidlertid også findes i overleverede irske legender, som stammer fra tiden, da druiderne stadig fandtes i Irland. Arkæologiske spor underbygger også anklagen.

Et af disse er Gundestrup-karret, som blev fundet i Danmark i 1891. Karret, der stammer fra ca. 150 f.Kr., er keltisk og er muligvis blevet plyndret i Gallien og endte siden i Danmark. På karret ses bl.a. en mulig ofring, hvor en figur – måske en gud – drukner en mand i en kedel.

Et andet muligt bevis er den såkaldte Lindow-mand, der blev fundet i en mose i England. Manden stammer fra omkring Kristi fødsel, og undersøgelser viser, at han blev slået i hovedet, kvalt og druknet.

Den voldsomme død var sandsynligvis del af et ofringsritual. I mandens mave fandt forskerne desuden rester af mistelten.

I år 41 e.Kr. kom kejser Claudius på tronen, og det blev begyndelsen til enden for druiderne. Den nye kejser havde brug for en triumf til at styrke sin position og besluttede sig derfor for at erobre Britannien. I år 43 gik de romerske legioner i land og underlagde sig hurtigt de sydligste dele af Britannien.

Claudius så druide-præsteskabet i Britannien som en alvorlig trussel, som ikke alene forenede briterne, men også gav grobund for oprør. Derfor slog kejseren til mod præsterne med det samme:

“Han lavede et totalforbud mod druidernes modbydelige og umenneskelige religion”, skriver Sueton.

Roms invasionsstyrke i Britannien bestod af fire legioner under ledelse af Aulus Plautius, som også blev Britanniens første guvernør. Annekteringen af det sydlige Britannien gik i begyndelsen godt. Ved nutidens Colchester nær Themsen etablerede romerne et legionsfort og organiserede hurtigt de erobrede områder som en egentlig provins.

I år 47 påbegyndte Rom erobringen af nutidens Wales, som dog viste sig en langt mere blodig affære end forventet. De walisiske stammer udnyttede det bjergrige terræn til at føre guerillakrig mod romerne, som ikke kunne udnytte deres militære­ overlegenhed. De indædte kampe trak ud i årevis og kostede den romerske hær dyrt.

Ifølge romerne brændte druiderne mennesker i store figurer flettet af vidje.

© Imageselect

Romerne mistænkte druiderne for at stå bag den uventet voldsomme modstand, især fordi præs­te­skabets højborg – øen Anglesey – lå ud for det nordvestlige Wales.

I år 61 besluttede Britanniens nye romerske guvernør, Gajus Sueton, som nogle år forinden havde nedkæmpet en opstand i Nordafrika, at knuse briternes modstand én gang for alle ved at slå til mod hjertet af den keltiske region og udrydde druiderne på Anglesey.

Den endelige kamp

En kold forårsmorgen i år 61 samlede Sueton sine hærstyrker på den walisiske kyst. Guvernøren havde nøje udvalgt stedet, fordi der netop her kun lå en smal stribe vand på omkring 250 m mellem kysten og øen Anglesey. Ifølge den romerske forfatter Tacitus udnyttede Sueton tidevandet til at krydse kanalen:

“Han byggede en flåde af både med flad bund, hvormed infanteriet krydsede over. Kavaleriet, som fulgte med, henholdsvis vadede – og på dybere vand – svømmede ved siden af deres heste”.

Med i bådene havde tropperne katapulter, som kunne beskyde fjenden med kam­pe­sten. Tilbage på fastlandet opstillede tropperne såkaldte ballister, som kunne affyre spydlignende missiler omkring 600 m og dermed blødgøre fjenden på Anglesey på afstand.

Under vintersolhverv – Yule – høstede druiderne misteltenen ned fra de egetræer, hvor den voksede.

© Bridgeman Images & Shutterstock

Kelternes oldtids-højtider­ lever fortsat

Alle aspekter af druidernes religion fulgte naturens cyklus, og deres ritualer stammede angiveligt tilbage fra stenalderen.

De højtideligholdt månens, solens og årstidernes cyklusser på helligdage­, som på forskellig vis har overlevet frem til i dag.

På øen stod lokale krigere samt stammefæller fra fastlandet klar til at tage imod romerne, mens druiderne forbandede fjenden.

Idet den romerske flåde af småbåde langsomt krydsede det smalle stræde, fyldtes luften over dem med røgfaner fra hundreder af brændende projektiler affyret fra det romerske artilleri bag dem.

Artilleribeskydningen tvang kelterne væk fra stranden op på de bagvedliggende klipper, hvor de samlede sig, mens de hylede mod fjenden – overbeviste om, at guderne ville komme til hjælp. Da de første romere nåede over strædet og gik i land, fik synet af druiderne og de fanatiske krigere selv de mest kampvante blandt legionærerne til at tøve:

“Det uhyggelige optrin skræmte tropperne så meget, at de blev paralyserede og glemte at beskytte deres kroppe”.

Sueton, som så soldaternes frygt, fik dog samling på tropperne ved at minde dem om, at de var blandt Roms bedste soldater, som havde mødt langt stærkere fjender end de udisciplinerede keltere:

“Beroliget af deres general – mens de opildnede hinanden til aldrig at tøve ansigt til ansigt med en bande kvinder og fanatikere – angreb soldaterne anført af standartbærerne”, skriver Tacitus.

Under angrebet på øen Anglesey massakrerede romerne druiderne.

© Imageselect

Kelterne bød romerne velkommen ved at overdænge dem med spyd og pile, som gennemborede mange af soldaterne i den forreste linje. Men romerne lod sig ikke standse. I stedet kastede de sig mod fjenden med trukne sværd og huggede alle ned på deres vej. Hurtigt fik romerne etableret et brohoved, så flere soldater kunne nå i land.

Nu organiserede legionærerne og kavaleriet sig i deres vante formationer og trængte fjenden tilbage med dødelig effektivitet. Ifølge de romerske kilder udviklede kampen sig til et blodbad. De letbevæbnede keltiske krigere havde ingen chancer over for de romerske hærstyrker, som udnyttede, at fjenden for en gangs skyld ingen steder havde at gemme sig eller flygte hen.

Mænd, kvinder og børn blev slagtet uden skånsel, mens druiderne blev hugget ned ved deres altre eller brændt sammen med de hellige lunde og egetræer. Alt, som havde den mindste forbindelse med druiderne, blev knust og ødelagt.

Druidedronning ledte sidste oprør

Kelternes sagnomspundne præsteskab kom sig aldrig efter mas­sak­ren på Anglesey. Kort efter nederlaget på Anglesey rej­ste briterne sig i en sidste op­stand mod romerne. Oprøret blev anført af Boudicca, dronning af icener-stammen. Boudicca, der ifølge nogle forskere var præstinde og kvindelig druide, opildnede krigerne med ordene:

1800-tallets nye druider strømmede bl.a. til Stonehenge for at afholde deres ceremonier.

© Imageselect

Druide-ordenen genopstod

I 1700-tallet blev druiderne vækket til live af antikvaren Edward Williams. Han påstod at have fundet et ældgammelt walisisk manuskript om druidernes hemmeligheder.

Williams begyndte at kalde sig selv Iolo Morganwg og afholdt sin første druide-ceremoni i 1792. I løbet af 1800-tallet begyndte briterne at glorificere oldtidens druider, og Williams’ ceremonier fik derfor mange tilhængere.

Mange misforståelser omkring druiderne opstod i denne periode under indflydelse af bl.a. Williams. Blandt disse var bl.a., at det var druiderne, som byggede Stonehenge – på trods af at monumentet er 2.000 år ældre end druiderne. Først efter Williams’ død blev det afsløret, at hans druide-manuskript var skrevet af ham selv.

“Vi skal vise dem, at de blot er ræve og harer, der forsøger at herske­ over hunde og ulve!”

I spidsen for over 100.000 krigere udslettede dronningen tre af romernes største byer og myrdede 70.000 civile. Til sidst blev oprøret dog slået ned, og Boudicca begik selvmord. Oprøret var den sidste store druide-anførte opstand i Britannien.

Selvom druiderne fik lov at overleve i Irland i flere hundrede år, måtte druiderne også her til sidst overgive sig, da kris­ten­dom­men nåede øen i 400-tallet. Ironisk nok var det de tidlige irske munke, som nedskrev en række af oldtidens mundtlige druide-traditioner og myter, der derfor fortsat er bevarede – som et minde om den tid, da druiderne styrede kelterne.