Hvad er Skt. Patricks dag?
Skt. Patricks dag er en årlig festdag for den irske nationalhelgen Skt. Patrick.
Det er også Irlands nationaldag, hvor begivenheden naturligvis markeres hvert år. Den fejres dog også i stor stil i mange andre dele af verden - særligt i de dele af verden, hvor irske migranter gennem historien har slået sig ned.
Hvornår er det Skt. Patricks dag?
Skt. Patricks dag fejres hvert år den 17. marts. Det skyldes, at Skt. Patrick døde den 17. marts 461 e.Kr.

St. Patrick's Cathedral i den irske hovedstad, Dublin.
Selvom den irske helgen levede i 400-tallet, var det først noget senere, at fejringen fik sit nuværende udtryk.
Oprindeligt blev Skt. Patricks dag fejret i Irland med religiøse tjenester og kirkelige handlinger, som skulle ære Skt. Patrick.
Men da irske migranter bragte traditionerne til USA i 1700-tallet, udviklede dagen sig til en sekulær og mere løssluppen fejring af irsk kultur.

Hvert år farves floden i den amerikanske by Chicago grøn for at markere Skt. Patricks dag. Traditionen begyndte i 1962, hvor byens vvs-fagforening brugte bygningsmateriale til at fremstille kuløren i floden. Bystyret vil ikke afsløre de præcise ingredienser bag produktet, men lover, at midlet er uskadeligt for miljøet og godkendt af myndighederne.
Verdens første Skt. Patricks dag-parade blev afholdt i byen St. Augustine i Florida i 1601. Det var dengang en spansk koloni, og bag initiativet til paraden stod den irske præst Ricardo Artur.
Mere end et århundrede senere i 1737 løb endnu en Skt. Patricks dag-parade af stablen i Boston, hvor irske soldater i det engelske militær marcherede i gaderne. 25 år senere kom turen så til New York, der afholdte den første parade til ære for Skt. Patrick i 1762.
Siden har flere byer fulgt trop, og fejringen af den irske helgen har også spredt sig til andre dele af verden.
Hvem var Skt. Patrick?

Denne statue af den irske helgen Skt. Patrick står på Hill of Tara (irsk: Teamhair or Cnoc na Teamhrach).
Skt. Patricks fødenavn var Patricius, og han blev født i den vestlige del af Romerriget (Britannien) i 390 e.Kr.
Dengang sejlede irerne ofte til Britannien på plyndringstoger, hvis formål blandt andet var at finde mennesker, som de kunne bringe tilbage til Irland som slaver.
Den skæbne led den dengang 15-årige Patricius, der i ly af natten blev taget fra sine forældre og efterfølgende levede seks år som slave i Irland.
I Irland oplevede Patricius en religiøs vækkelse, og han følte sig kaldet til at sprede Guds ord. Da han kom hjem til Britannien, begyndte han derfor at uddanne sig til biskop for at kunne få tilladelse til at missionere det kristne budskab.
Han vendte senere tilbage til Irland og regnes for at være den, der bragte kristendommen til landet.
Beretningerne om Patricius’ liv stammer fra et brev, han skrev som gammel mand.
Skt. Patrick er aldrig blevet helgenkåret af den katolske kirke, men han er siden 1600-tallet blevet betragtet som Irlands nationalhelgen.
Hvorfor forbindes Skt. Patrick med en trekløver?
Skt. Patrick er tit afbilledet med en trekløver i hånden.
Det skyldes, at han, ifølge en myte, skulle have forklaret ikke-troende om kristendommens treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden) ved hjælp af en trekløver. Både den grønne farve og trekløveren er i dag irske nationalsymboler.
Skt. Patrick har lagt navn til katedraler i hele verden

New York, USA
St. Patrick's Cathedral i New York bærer en vigtig betydning for katolikker i den amerikanske millionby. Den er bygget i nygotisk stil og åbnede i 1878.

Melbourne, Australien
St. Patrick's Cathedral i Melbourne er bygget i den nygotiske stil, slog dørene op i 1897 og var færdigbygget i 1939.

Dublin, Irland
Saint Patrick's Cathedral i Dublin åbnede i 1191 og er bygget i gotisk stil.
Hele verden fejrer Skt. Patricks dag
Skt. Patricks dag har udviklet sig til en fejring af irsk kultur med parader, hvor festglade mennesker klæder sig i grønne kostumer og høje hatte. Med traditionel mad, musik og dans markeres dagen på livlig og munter manér.
De mange irske pubber rundt om i verden er særdeles velbesøgte på denne dag.

Salget af den irske øl Guinness næsten tredobles hvert år på Skt. Patricks dag.
Salget af øl fra mærket Guinness stiger hvert år den 17. marts. På en normal dag sælger firmaet 5,5 millioner pints i hele verden, men på Skt. Patricks dag eksploderer det til 13 millioner pints.
Mange spiser sprængt oksekød og kål på Skt. Patricks dag. Måltidet er en gammel irsk-amerikansk tradition. I 1800-tallets New York var sprængt oksekød nemlig et billigere alternativ til skinke, som ellers blev spist i Irland.